Halloweenfesten

Udklædninger, fis og ballade, slik og fester. Det er det alle forbinder med Halloween. Det ingen ved er, at denne nat også er en stor fest for andre end mennesker. Det er den nat, hvor de rigtige vampyrer, hekse og spøgelser mødes for at fejre Allehelgensaften. Én stor Halloween fest hvor ingen behøver klæde sig ud.

Milla Blue skulle til Halloweenfest sammen med et par veninder, men hun ender med at tilbringe denne uhyggens nat til en helt anden fest. I modsætning til mange andre ved Milla udmærket, at vampyrer findes, og hun finder ud af, at alle disse mareridstvæsner måske ikke er helt så slemme alle sammen - eller er de?

Hvad sker der, da Milla finder ud af, at hun kun har set den ene del af denne mareridtsverden? Da hun finder ud af, at ikke alle har lyst til at leve i fred og fordragelighed med menneskene, og hun finder sig selv midt i en krig? Det, der kunne se ud til at blive en hyggelig nat, forvandler sig hurtigt til et mareridt, hvor Milla må flygte for sit liv.

39Likes
100Kommentarer
3265Visninger
AA

8. Hjernegymnastik

Kapitel 8 – Hjernegymnastik

Alle normale mennesker ville nok have spurgt ind til det talende græskar. Problemet var, at jeg vist aldrig havde været helt normal. Nej, det, min hjerne overvejede, var, hvorfor Nathaniel var så forskrækket, når det kom til helt almindelige lygtepæle, når han ikke havde noget i mod at stå og snakke med et græskar, der kastede mindst lige så meget lys i fjæset på ham.
”Nathaniel, hvad er det egentlig, du har i mod lygtepæle?” spurgte jeg, inden jeg kunne nå at stoppe min dumme mund.

Jeg kunne mærke Nathaniels øjne hvile på mig, og jeg vidste, at jeg blev nødt til at forklarer mig. Ikke det jeg havde mest lyst til.
”Jah,” begyndte jeg tøvende. ”Du undgår dem sådan pænt meget, men du har ikke noget i mod den der græskars lys.”
”Fordi elektrisklys er livsfarligt Milla,” svarede Nathaniel og tilføjede: ”Og du bliver altså nødt til at kalde Sir Pumpkin ved sit navn. Han har også følelser.”

Undskyld kære vampyr, men vi mennesker er ikke vant til græskar med personligheder og navne.
”Hvordan kan elektrisklys være livsfarligt?” spurgte jeg og lod være med at svare på det med Sir Pumpkin.
”Fordi det er ligesom sollys.”
Der begyndte det hele at give mening. Hvorfor havde jeg ikke regnet det ud? Nu hvor jeg tænkte over det, var der jo nok en grund til, at Nathaniel forlangte, at jeg brugte levende lys, når jeg skulle have lys på mit værelse, mens han var der. Nogle gange kan man føle sig så dum.

Der blev ikke sagt mere et stykke tid. Da stilheden, som var ret dyster i mørket, blev brudt, var det Nathaniel, der gjorde det. Han hæse stemme fortalte mig, at vi var der lige om lidt. Jeg forstod ikke alt det her. Hvad gik alt de med græskaret ud på? Hvad mente det med ’vor lysning’? Det her blev mærkeligere og mærkeligere. Det skulle ikke undre mig, hvis det var en eller anden sygt latterlig drøm. Yep, jeg vågner sikkert lige om lidt, og så er det fredag morgen, og jeg skal til verdens fedeste halloweenfest sammen med min bedsteveninde i aften. Gid det var rigtigt i hvert fald.
Nogle gange var det jeg ønskede mig allermest i verden et normalt liv. Lige præcis. Et liv som ikke indebar mørke skove og talende græskar.

Mine tanker blev ved Sir Pumpkin. Hvorfra havde han kendt mit efternavn? Ja, hvorfra vidste den alt det, den vidste? Det var ikke helt normalt. Jeg kunne faktisk ikke lide det. Hvad var det nu, den havde kaldt Nathaniel? McMurrough. Hvad fanden skulle det betyde? Det kunne måske være hans efternavn, men på den anden side syntes jeg bare ikke rigtig, at det passede til hans fornavn. Hvorfor vidste jeg ikke. Måske gav jeg ingen mening, men det gjorde talende græskar heller ikke.

 

***

 

Mine tanker, der stadig omhandlede talende græskar, blev pludselig stoppet, da jeg syntes jeg kunne høre lyde. Det kunne måske være latter og musik? Vent, det kunne kun betyde, at vi snart var nået vores mål. Endelig. Jeg var efterhånden ret træt af at vandre rundt i den her forfærdelige skov. Pludselig kom jeg i tanke om endnu en ting, græskaret havde sagt. Noget med en eller anden der manglede Nathaniel. Hvad kunne det betyde? Jeg overvejede kraftigt at spørger den omtalte vampyr, men valgte at lade være. Man fik sjældent noget godt ud af at spørge ham om noget.
Lydene blev højere, og nu var det sikkert, at det var stemmer. Endnu engang blev farten sat op, og jeg snublede gennem den bløde skovbund. Jeg kunne se lys forude.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...