Halloweenfesten

Udklædninger, fis og ballade, slik og fester. Det er det alle forbinder med Halloween. Det ingen ved er, at denne nat også er en stor fest for andre end mennesker. Det er den nat, hvor de rigtige vampyrer, hekse og spøgelser mødes for at fejre Allehelgensaften. Én stor Halloween fest hvor ingen behøver klæde sig ud.

Milla Blue skulle til Halloweenfest sammen med et par veninder, men hun ender med at tilbringe denne uhyggens nat til en helt anden fest. I modsætning til mange andre ved Milla udmærket, at vampyrer findes, og hun finder ud af, at alle disse mareridstvæsner måske ikke er helt så slemme alle sammen - eller er de?

Hvad sker der, da Milla finder ud af, at hun kun har set den ene del af denne mareridtsverden? Da hun finder ud af, at ikke alle har lyst til at leve i fred og fordragelighed med menneskene, og hun finder sig selv midt i en krig? Det, der kunne se ud til at blive en hyggelig nat, forvandler sig hurtigt til et mareridt, hvor Milla må flygte for sit liv.

38Likes
100Kommentarer
3100Visninger
AA

2. Fucked up og forever alone

Kapitel 2. – Fucked up og forever alone

Her sad jeg så. Milla Blue. Pigen der var blevet brændt fuldstændigt af. Eller det var i hvert fald sådan, det føltes. Klokken var omkring ti, og alle andre steder så folk ud til at hygge sig helt vildt.
Det var årets store Halloweenfest. En fest der blev holdt for hele årgangen hvert år, den fredag der var tættest på Allehelgensaften - som meget passende var i dag. Det var vist første gang, mens det her havde kørt, at festen blev holdt på den rigtige aften. Ikke at det gjorde det bedre på nogen måde.
Jeg havde fulgtes til festen sammen med to af pigerne fra min klasse. Cecilie og Mia. Mia der skulle forestille at være min bedste veninde. Cecilie var for længst smuttet over til nogle fra parallelklassen, og Mia sad sammen med sin kæreste og et par af hans venner. Jeg gad dem ikke. Jeg syntes, at de drenge var halvirriterende, og så var jeg skuffet. Det var meningen, at Mia og jeg skulle have haft den fedeste aften sammen. Bare os to og jeg havde faktisk glædet mig.

Men sådan skulle det ikke gå. Nu sad jeg her. På gangen uden for skolens store festsal. Midt i et gråt elektrisk lys mens lyden af musik og glade mennesker svagt kunne høres.
Jeg havde sagt til Mia, at jeg bare lige skulle have lidt luft, fordi jeg var ved at dø af varme. I virkeligheden ville jeg bare væk fra dem. Ud var jeg ikke kommet. Så skulle jeg først finde min jakke, ellers ville jeg fryse til en kæmpe isklump, når jeg kom ud. På grund af den tynde udklædning til ære for den aftale Mia og jeg havde haft om, at vi skulle klædes ordentligt ud i aften.
Med et suk kiggede jeg ned ad den lange sorte kjole og på den nu lidt krøllede spidse hat, der lå i mit skød. Den fine heksedragt jeg var så stolt af. Eller havde været stolt af.
Endnu engang så jeg det blege, magre, grinende ansigt for mig.

Jeg stod foran det store spejl på mit værelse og studerede det kostume, jeg halvt havde købt og halvt selv havde lavet til Halloweenfesten den næste aften. Uden held prøvede jeg at ignorere den hæse fnisen, der lød fra min seng. Til sidst blev det åbenbart lidt for sjovt, for pludselig blev den lave fnisen erstattet af en hæs, skrattende og meget ubehagelig latter. En latter der gav mig gåsehus og fik de små hår på mine arme til at rejse sig. Jeg vendte mig rundt for at tysse på ham, inden han vækkede hele huset. Jeg havde ikke rigtig nogen god forklaring på, at jeg var oppe så sent.
”Kalder du
det for en heks?” grinte skikkelsen, der sad på min seng. Overrasket betragtede jeg ham, mens han grinte og grinte, og jeg måbede, da han endte med at rulle ned på gulvet.
”Er det virkeligt så sjovt?” spurgte jeg irriteret, da den skrattende latter forstummede og endte med en rallende hosten.
”Man kan i hvert fald se, at du aldrig har mødt en rigtig heks,” lød hans lave hæse stemme, som jeg helt klart aldrig ville vænne mig til. Hans store røde øjne skinnede feberagtigt i skæret fra de blafrende stearinlys, der stod rundt omkring, så jeg havde mulighed for bare at se lidt af mig selv i spejlet.
”Nå, men du har nok heller aldrig været til en rigtig Halloweenfest,” snappede jeg af ham, velvidende om at det kunne være farligt.
Som jeg havde regnet med, blev han med ét helt alvorlig, og han kneb læberne sammen. Et udtryk der betød, at han var sur over min måde at snakke til ham på. Det var helt okay, at han drillede mig, men jeg skulle skam ikke tro, at jeg kunne komme her og drille ham.
Jeg fnøs og vendte igen min opmærksomhed mod spejlet.

Jeg tog hatten op og vendte den i hænderne, mens jeg betragtede den. Det kunne godt være, at det ikke var en rigtig heksehat, men det var altså stadig en heksehat. Som i hekse-kostume-hat.
Mia var klædt ud som vampyr, og selvom hun måske ikke lignede en rigtig vampyr, så hun stadig fantastisk ud. Hvorfor var det egentligt, at jeg skulle have sådan et mærkeligt liv? Jeg kunne ikke have en hyggelig aften sammen med mine klassekammerater, og jeg brugte mine nætter på at blive hånet af en åndssvag vampyr. Jah, man skulle jo tro, at jeg var fuldstændig fucked up. Fucked up og forever alone.

Som jeg sad her, kunne jeg ikke lade være med fortryde, at jeg overhovedet var taget med. Bare en lille smule. Jeg kunne have taget i mod Nathaniels tilbud i stedet. Være taget med ham til den der Allehelgensfest-ting han havde snakket om. Vent, hvad var det lige, jeg sad og tænkte? Fandeme nej. Under ingen omstændigheder. Jeg skulle squ ikke nyde noget af at tilbringe en hel nat sammen med blodsugende monstre.

Da jeg for mindst tiende gang inden for den sidste halve time hev min mobil op af lommen, for at se at der var gået to minutter, gad jeg ikke mere. Jeg ville hjem. Mia kom nok ikke til at savne mig. Der var trods alt gået næsten en time, uden at hun havde savnet mig det mindste. Jeg satte hatten på hovedet og gik ud for at hente min jakke.

Det var som at gå ind i en mur, da jeg kom ind i festsalen. Der var varmt og musikken var vildt høj.
Jeg fandt hurtigt Mia og de andre – de sad stadig det samme sted. Mia kiggede overrasket på mig, da hun fik øje på min jakke.
”Tager du hjem?” spurgte hun og hoppede ned fra sin kærestes skød for at komme hen til mig.
”Jah, jeg har det ikke så godt,” løj jeg.
”Skal jeg tage med dig?” spurgte hun, og jeg kunne se, at hun håbede på et nej. Det fik hun også. Jeg ville ikke ødelægge hendes aften, bare fordi min stank.
”Men hvordan kommer du hjem?” Mias mor havde kørt forbi mit hus og taget mig med, da hun skulle køre Mia til festen, og hun skulle også komme og hente os, når vi ville hjem. Cecilie havde også kørt med, men hun blev hentet af en anden. Mine forældre kunne ikke køre. Eller også gad de bare ikke.
”Jeg går bare,” sagde jeg og prøvede at smile.
Mia overvejede det et stykke tid. Hun så bekymret ud. Vi havde jo haft en aftale. Til sidst gav hun sig dog, og jeg fik et ordentligt kram, inden jeg skyndte mig ud af salen. Man kunne jo nærmest smelte derinde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...