Halloweenfesten

Udklædninger, fis og ballade, slik og fester. Det er det alle forbinder med Halloween. Det ingen ved er, at denne nat også er en stor fest for andre end mennesker. Det er den nat, hvor de rigtige vampyrer, hekse og spøgelser mødes for at fejre Allehelgensaften. Én stor Halloween fest hvor ingen behøver klæde sig ud.

Milla Blue skulle til Halloweenfest sammen med et par veninder, men hun ender med at tilbringe denne uhyggens nat til en helt anden fest. I modsætning til mange andre ved Milla udmærket, at vampyrer findes, og hun finder ud af, at alle disse mareridstvæsner måske ikke er helt så slemme alle sammen - eller er de?

Hvad sker der, da Milla finder ud af, at hun kun har set den ene del af denne mareridtsverden? Da hun finder ud af, at ikke alle har lyst til at leve i fred og fordragelighed med menneskene, og hun finder sig selv midt i en krig? Det, der kunne se ud til at blive en hyggelig nat, forvandler sig hurtigt til et mareridt, hvor Milla må flygte for sit liv.

38Likes
100Kommentarer
3118Visninger
AA

18. Flygt mens du kan

Kapitel 18 – Flygt mens du kan

Jeg løb så hurtigt, jeg kunne gennem den mørke skov, mens jeg klamrede mig til Zelenyas spinkle hånd. Det var svært at skynde sig, når det var så mørkt, og man hele tiden var ved løbe ind i træernes tykke stammer. Det brusede for mine øre, og jeg havde aldrig i mit liv været så bange før.
Jeg gispede efter vejret og strammede mit greb om den lille heks hånd. I sidste øjeblik dukkede jeg mig under en tyk gren, og jeg havde nær fået os begge slået om kuld. Svagt gennem den vedvarende brusen i mine øre, kunne jeg hører skrig. Smertes skrig overalt omkring mig. Det stak i mine lunger, hver gang jeg hev den alt for kolde luft ned i dem.
Vi skulle lang væk. Langt væk og finde Nathaniel og Jake.

På få sekunder blev den store flok i lysningen forvandlet til én stor masse af panik. Alle steder prøvede folk at masse sig mod skoven. De ville væk.
Nathaniels greb om mit håndled forsvandt, da vi blev mast fra hinanden. Jeg nåede lige at hive fat i Zelenya og hive hende ind til mig, inden også vi blev mast fra hinanden.
De mange væsner forvandlede sig for øjnene af mig. En stor del af de sidste vampyrer forsvandt, og tilbage var der kun flagermus, der flygtede op mod månen. Jeg så, hvordan nogle af de fjendtlige vampyrer fulgte efter. Fulgte efter for at hive de andre ned fra den smukke stjernehimmel.
Væsnerne ligesom Shane voksede pludselig og blev endnu mere skræmmende end før. Rundt omkring mig dukkede kæmpestore knurrende monstre op med savl i mundvigene.

Zelenyas greb strammede sig endnu mere om min hånd, da jeg nær var snublet over en trærod, jeg ikke havde set. Min hånd gjorde ondt, men jeg skænkede det ikke en tanke. Det eneste, jeg kunne tænke på, var at holde Zelenya ved min side.

Der var ingen lighed mellem de nyankomne, og dem jeg havde snakket med de sidste mange timer. Dem, der nu begyndte at masse sig ind i lysningen, var langt mere skræmmende. De var alle fuldstændig blege, og det ved dem, der ikke var blegt, var fuldstændig stort. Deres øjne lignede små stykker kul.
Jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig et syn så skræmmende. Heksene havde intet tilfældes med den søde Zelenya. De var høje og tynde, deres hår stod omkring dem, og de havde et sindssygt udtryk i deres kuløjne. De holdt deres krogede hænder op foran sig som kløer, og sorte gnister stod fra dem.

Jeg kunne mærke min puls dunke vanvittigt. Jeg hev efter vejret. Jeg kunne snart ikke løbe mere. Jeg var ikke i form til det her. Alligevel blev jeg ved. Jeg blev ved med at løbe og løbe, som om fanden var i hælene på mig. Det var han måske også.

Zelenya begyndte at trække mig mod skoven, mens vores fjender rykkede længere og længere ind. De første flænsende skrig lød, og det føltes som om, nogen skar i mit hoved. Overalt lød knurren og hvæsen.
For sent gik det op for os, at vi havde bevæget os i den modsatte retning af Nathaniel og Jake. Nathaniel havde også opdaget det.
”Vi mødes i skoven,” råbte han efter mig, og jeg kunne næsten ikke høre, hvad han sagde, så hæs hans stemme var. Jeg nikkede bare til svar, uden at vide om han så det. Jeg havde travlt med at komme ud til den skov vi skulle mødes i.

Frygten for, hvad der ville ske, skar i mit allerede alt for hårdt arbejdende hjerte. Jeg frygtede for mit eget liv. Jeg frygtede for den søde og altid smilende heks ved min sides liv. Jeg frygtede for den ven, jeg havde tilbragt så mange sene nattetimer sammen meds liv. Jeg frygtede for drengen med de varme brune øjnes liv. Det føltes som et vågent mareridt. Et mareridt man ikke bare kunne vågne af. Et mareridt der var virkeligt.

Da vi nåede skoven sendte jeg et sidste blik i retning af mine to venner. Jeg fik hurtigt øje på Nathaniel og nåede lige at se en forvandlet varulv dukke op ved hans side. Jake. Den kønne dreng havde på få sekunder forvandlet sig til et knurrende, vildt monster.

Vi faldt. Vi tomlede rundt på jorden. Jeg vidste ikke, hvem af os der havde hevet den anden ned, men vi måtte se at komme op igen. Da verden endelig stoppede med at snurre rundt, slog jeg mit hoved mod et stort træ, og jeg mærkede smerten brede sig rundt i min krop, samtidig med at det sidste at luften blev slået ud af mine anstrengte lunger. Zelenya klynkede. Jeg havde stadig fat i hende hånd. Jeg ville ikke slippe den før, vi var ude af det her forfærdelige mareridt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...