Halloweenfesten

Udklædninger, fis og ballade, slik og fester. Det er det alle forbinder med Halloween. Det ingen ved er, at denne nat også er en stor fest for andre end mennesker. Det er den nat, hvor de rigtige vampyrer, hekse og spøgelser mødes for at fejre Allehelgensaften. Én stor Halloween fest hvor ingen behøver klæde sig ud.

Milla Blue skulle til Halloweenfest sammen med et par veninder, men hun ender med at tilbringe denne uhyggens nat til en helt anden fest. I modsætning til mange andre ved Milla udmærket, at vampyrer findes, og hun finder ud af, at alle disse mareridstvæsner måske ikke er helt så slemme alle sammen - eller er de?

Hvad sker der, da Milla finder ud af, at hun kun har set den ene del af denne mareridtsverden? Da hun finder ud af, at ikke alle har lyst til at leve i fred og fordragelighed med menneskene, og hun finder sig selv midt i en krig? Det, der kunne se ud til at blive en hyggelig nat, forvandler sig hurtigt til et mareridt, hvor Milla må flygte for sit liv.

38Likes
100Kommentarer
3090Visninger
AA

7. Et talende græskar

 

Kapitel 7. – Et talende græskar

Trætheden havde meldt sig. Jeg kunne efterhånden godt mærke de mange timers søvnunderskud, jeg havde fået i løbet af ugen, og så det at klokken var ved at være mange. Hvor mange vidste jeg ikke, men bare mange.
Jeg var efterhånden begyndt at føle mig blind, fordi jeg stadig ikke kunne se noget som helst. Det føltes som om, vi havde gået i flere timer. Det skulle ikke undre mig, hvis solen stod op lige om lidt.
Et skrig lød i det fjerne, og jeg fór sammen, for jeg ved ikke hvilken gang den nat. Nathaniel strammede grebet om min arm og satte farten op. Jeg så ingen grund til at spørge ham om skriget. Jeg ville ikke få noget svar. Hans ord fra sidste nat tog endnu engang på rundfart i min hjerne. Allehelgensaften er vores aften. Det er den eneste aften, hvor vi ikke behøver skjule os. Den eneste aften hvor vi kan gøre fuldstændig, hvad vi vil – og det vil vi.

Endnu engang blev jeg opmærksom på, hvad det var, jeg var på vej til. Hvis ikke det var for min tilfangetagede arm, var jeg nok løbet skrigende i den modsatte retning. Hvad tænkte han på? At hive mig med til det her var nok hans dummeste idé nogensinde.

 

***

 

Mine sko var gennemblødte. Hvordan kunne der være så vådt i bunden af denne her skov? Det havde da ikke regnet i et stykke tid. Havde det? Regn eller ej, mine tæer havde det værre end nogensinde. Mine øjne føltes alt for tunge. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg ville gå i stykker næste gang, jeg fik et chok.
”Nathaniel, hvor langt er der tilbage?” Jeg havde endelig taget mig sammen til at spørge.
”Vi er der snart,” var det eneste svar jeg fik. Det var også det, min far plejede at sige, når vi kørte på ferie og lignende. Snart kunne være alt fra flere timer til fem minutter.

Jeg overvejede kraftigt at give op. Bare sætte mig ned i den fugtige skovbund på det tykke tæppe af klamme, bløde, visne blade. Blade som af en eller anden mærkelig grund var nærmest gennemblødte. Hvordan blade så end kan være det.
Jeg legede lidt med tanken, om hvordan Nathaniel ville reagere, hvis jeg bare satte mig ned, og det afledte faktisk min opmærksomhed fra alt det forfærdelige et stykke tid. Jeg gik og smilede åndssvagt til jorden over mine egne geniale påfund, da jeg mærkede Nathaniel sætte farten op igen.

Forvirret kiggede jeg op fra jorden, jeg alligevel ikke rigtig kunne se. For anden gang i løbet af natten kunne jeg have jublet af glæde. Jeg kunne se et lille lys forude. Levende lys så det ud til.

 

***

 

Efter det der føltes som alt for længe, nåede vi endelig det lille lys, som efterhånden var vokset lidt. Det tog mig en uendelighed at vænne mig til lyset. Skulle jeg bare føle mig blind eller hvad? Da jeg endelig kunne kigge ind i lyset, viste det sig at være et kæmpe orange græskar. Eller op i lyset for at være helt præcist. Græskaret stod oppe på en af de lave grene i et stort tre. Græskaret var meget orange og meget perfekt. Ikke som de grimme misformede ting jeg havde gået og nedstirret på trappesten, for det der føltes som flere dage siden. I virkeligheden var det vel bare et par timer?
Græskaret var virkelig flot skåret ud med en stor grinende mund og det hele. Det var som om lyset blussede op, da jeg stirrede på de lidt ondt udseende øjne. Okay, det var klart noget mystisk ved det græskar. Ikke et helt normalt græskar det var sikkert.

Som for at understrege mine tanker gjorde græskaret noget meget mærkeligt. Det talte. Jeg stirrede på det, og det skulle ikke undre mig, hvis min kæbe hang nede ved min navle.
”Glædelig Allehelgensaften,” smilede græskaret nærmest venligt. Kan et græskar smile venligt? ”Hyggeligt at møde Dem frøken Blue,” fortsatte det, og jeg stirrede bare endnu mere på det, da jeg hørte mit efternavn komme inde fra ilden af.

Efter et par øjeblikkes akavet stilhed gik det op for mig, at jeg skulle svare græskaret.
”Ehm, jamen hej græskar,” lød min forvirrede stemme, inden jeg fik udtænkt en smart ting at sige. Men seriøst, hvad siger man til et talende græskar?
”Kald mig venligst Sir Pumpkin,” lød det fornærmet fra græskaret, og jeg følte, at jeg var i en eller anden mærkelig drøm. Det her var seriøst underligt.
”Ehm, undskyld… eh, Sir Pumpkin.”
”Det er helt okay frøken Blue,” nikkede Græskaret. Så har jeg da også oplevet det. Et græsker der har et fint navn, nikker og smiler. Hmm, helt normalt. Græskaret afbrød mine tanker, da det fortsatte med sin knitrende, dybe stemme: ”De kunne jo selvfølgelig ikke vide det. De har vist ikke været her før. Men så må de have en hyggelig aften. Ja, i mennesker kan vel ikke gøre for jeres lave viden omkring den virkelige verden.”

”Og godaften til Dem også McMurrough. Jeg tror der er en, der er begyndt at mangle Dem en smule. I har nu adgang til vor lysning.” Græskaret ’bukkede’, og Nathaniel takkede, inden han trak mig med sig. Væk fra det dejlige lys jeg lige havde vænnet mig til. Endnu engang var jeg omringet af mørke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...