Halloweenfesten

Udklædninger, fis og ballade, slik og fester. Det er det alle forbinder med Halloween. Det ingen ved er, at denne nat også er en stor fest for andre end mennesker. Det er den nat, hvor de rigtige vampyrer, hekse og spøgelser mødes for at fejre Allehelgensaften. Én stor Halloween fest hvor ingen behøver klæde sig ud.

Milla Blue skulle til Halloweenfest sammen med et par veninder, men hun ender med at tilbringe denne uhyggens nat til en helt anden fest. I modsætning til mange andre ved Milla udmærket, at vampyrer findes, og hun finder ud af, at alle disse mareridstvæsner måske ikke er helt så slemme alle sammen - eller er de?

Hvad sker der, da Milla finder ud af, at hun kun har set den ene del af denne mareridtsverden? Da hun finder ud af, at ikke alle har lyst til at leve i fred og fordragelighed med menneskene, og hun finder sig selv midt i en krig? Det, der kunne se ud til at blive en hyggelig nat, forvandler sig hurtigt til et mareridt, hvor Milla må flygte for sit liv.

39Likes
100Kommentarer
3201Visninger
AA

19. Et skrig i natten

Kapitel 19 – Et skrig i natten

Med besvær kom vi på benene igen, og vi fortsatte vores hovedkuldse tur gennem skoven. De mørke stammer fór forbi mig, og hvert øjeblik frygtede jeg for mødet med en af dem. Mit hoved gjorde ondt. Det dunkede og dunkede. Jeg var sikker på, at det ville sprænge lige om lidt. Men jeg kunne ikke stoppe. Jeg måtte fortsætte. Jeg kunne høre dem bag os. Jeg kunne høre skrigene. Jeg kunne høre hylene. Selvom jeg følte, jeg ville sprænge i luften, hvis jeg løb meget længere, fortsatte jeg. Mine fødder dunkede rytmisk mod jorden. Dunk, dunk. Dunk, dunk.

Zelenya snublede, og det lykkedes mig kun lige at holde hende oppe. Det sænkede vores fart. Zelenya havde knap nok fundet rytmen igen, før jeg selv trådte ned i et uset hul i skovbunden. En smerte skød igennem min ankel. Jeg var vredet om igen. På samme fod som tidligere. Men jeg fortsatte. Der var ikke andet at gøre. Min ankel smertede nu ved hvert skridt, men der var ikke noget at gøre ved det.

Min hals gjorde umenneskeligt ondt, mine sko var endnu engang gennemblødte, og det stak og snurrede i mit hoved. Jeg kunne mærke håbløsheden brede sig i min krop. Jeg kunne snart ikke mere. Jeg kunne kun håbe, at vi var kommet langt nok væk. Men det vidste jeg, at vi ikke var. Vi var ikke langt nok væk, før skrigende hørte op. Før de ikke længere kunne høres.

På trods af den dunkede smerte i mit hoved, kunne jeg høre det. Høre lyden af noget bag os. Jeg turde ikke vende hovedet, af frygt for hvad jeg ville se, og hvad det kunne gøre ved vores fart. Jeg holdt krampeagtigt fast i Zelenya hånd, selvom den konstant var ved at glide ud af min på grund af vores svedige håndflader.
Det, der var, bag os kom hele tiden nærmere. Jeg kunne fornemme det. Jeg kunne høre vores forfølgers hvæsende vejrtrækning. Jeg kunne nærmest fornemme de varme ånde i min nakke. Med stigende frygt nåede jeg frem til, at det måtte være en varulv, der forfulgte os. Det var den eneste forklaring på dens voldsomme fremtromlen.

”Vi må dele os op,” gispede Zelenya besværet. Hun blev nødt til at gentage det, før jeg forstod det. Nej! Vi skulle blive sammen. Hvis først jeg gav slip på hende, vidste jeg så, om jeg ville få hende at se igen?
Inden jeg kunne nå at protestere, havde hun sluppet min hånd.
”Mod højre Milla!” skreg hun efter mig, inden hun selv styrede mod venstre. ”Løb!”
Jeg gjorde, som hun sagde. Jeg løb alt hvad jeg kunne. Jeg håbede for alt i verden, at varulven ville droppe at forfølge os, nu hvor vi løb hver vores retning. Men jeg tvivlede. Tåre begyndte at løbe ned over mine kinder. Hvad nu hvis den fulgte efter Zelenya? Hvad nu hvis den gjorde hende noget?

***

Endnu engang flænsede et skrig natten. Jeg stoppede brat op. Det have ikke været hvilket som helst skrig. Mine ben syrede og kollapsede under mig, mens jeg lyttede efter endnu et skrig. Jeg var sikker. Der var ingen tvivl. Med stort besvær fik jeg efter flere forsøg kæmpet mig på benene igen. Jeg vaklede nogle få skridt tilbage i den retning, jeg var kommet fra, inden jeg måtte støtte mig op ad et træ. Varulven var ikke fulgt efter mig, så have jeg været død nu.

Jeg kunne ikke mere. Jeg kunne ikke tage så meget som ét skridt mere. Hele min krop smertede. Endnu et skrig lød, og beslutsomheden brusede gennem min krop sammen med bit blod. Jeg blev nødt til det. Jeg løb tilbage i den retning, jeg var kommet fra. Jeg løb mod skriget. Et skrig der kun kunne komme fra Zelenya. Jeg pressede mig selv til det yderste endnu engang. Der var intet rytmisk over mit løb mere. Jeg var hele tiden ved at snuble, men jeg fortsatte. Jeg blev nødt til det.
Jeg blev ved med at se Zelenyas fine, smilende ansigt for mit blik. Hun var så sød. Et andet billede begyndte at opløse det første. Et billede jeg ikke ville se. Et billede jeg ikke kunne fortrænge. Jeg så hende for mig. Ligge på jorden i en kæmpe pøl af blod med arme og ben vredet i de mest unaturlige retninger. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...