Halloweenfesten

Udklædninger, fis og ballade, slik og fester. Det er det alle forbinder med Halloween. Det ingen ved er, at denne nat også er en stor fest for andre end mennesker. Det er den nat, hvor de rigtige vampyrer, hekse og spøgelser mødes for at fejre Allehelgensaften. Én stor Halloween fest hvor ingen behøver klæde sig ud. Milla Blue skulle til Halloweenfest sammen med et par veninder, men hun ender med at tilbringe denne uhyggens nat til en helt anden fest. I modsætning til mange andre ved Milla udmærket, at vampyrer findes, og hun finder ud af, at alle disse mareridstvæsner måske ikke er helt så slemme alle sammen - eller er de? Hvad sker der, da Milla finder ud af, at hun kun har set den ene del af denne mareridtsverden? Da hun finder ud af, at ikke alle har lyst til at leve i fred og fordragelighed med menneskene, og hun finder sig selv midt i en krig? Det, der kunne se ud til at blive en hyggelig nat, forvandler sig hurtigt til et mareridt, hvor Milla må flygte for sit liv.

38Likes
100Kommentarer
3050Visninger
AA

17. En ubehagelig overraskelse

 

Kapitel 17 – En ubehagelig overraskelse

Da jeg var færdig, satte jeg min skål i græsset og betragtede Nathaniel. Han havde lagt sig ned igen og lå nu og legede med en klump vissent græs eller sådan noget.
Jeg strakte mig og fulgte kort tid efter hans eksempel. Inden jeg kunne nå at stoppe det, undslap et gab mig, og det gik op for mig, hvor træt jeg faktisk var. Klokken måtte efterhånden være mange. Rigtig mange.

”Ved i hvad,” spurgte Nathaniel, og vi kikkede alle tre afventende på ham.
”Jeg tror,” begyndte han. ”At jeg vil giftes med det græskar derovre.” Vi kiggede alle i den retning, han pegede, og vi fik mærkeligt nok øje på et stort, orange græskar med et flot snirklet mønster. Vi kiggede vist alle sammen mærkeligt på ham.
”Hvad?” udbrød han og kiggede på os, som om det var os, der var mærkelige. ”Den er da meget flot, og desuden kan Zelenya jo nemt gøre den levende.”

Zelenya skulle lige til at svare Nathaniel, men stoppede op da hun var nået halvvejs med at åbne munden. Vi havde alle fire lagt mærke til det. Der var lige pludseligt blevet meget mørkere i den i forvejen ret mørke lysning.
Forvirret kiggede jeg mig omkring for måske at finde årsagen til lysnedsættelsen. Jeg blev mødt af en masse andre forvirrede blikke. Det var som om, alle i lysningen var gået i stå, og der var blevet utroligt stille. Alle prøvede at finde grunden til, at græskarene havde skruet ned for lysstyrken, men ingen så ud til at kunne finde den.

Pludselig kom fire store græskar susende ind i lysningen, og de endte med at hænge i luften omkring det store bål.
”De kommer!” knitrede de samtidigt. Få sekunder stod alting stille, og så brød kaos ellers ud. Folk begyndte at råbe på hinanden, og nogle begyndte at masse sig ud mod udkanten af lysningen.
”De kan være her hvert øjeblik, det skal være,” skreg græskarene over larmen af de mange væsener i panik.

Uden jeg havde opdaget det, havde mine tre venner rejst sig, og Nathaniel tog hårdt fat om mit håndled og hev mig på benene.
”Vi skal væk herfra,” hvæsede han i mit øre og begyndte at hive mig i mod skoven. Jake og Zelenya fulgte lige i hælene på os. Alt var kaos, og det skræmte mig. Frygten i Zelenyas øjne hjalp heller ikke lige frem på det.
Mit hjerte hamrede løst i mit bryst, og lige meget hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke berolige det. Jeg prøvede at ignorere min hjerne, der prøvede at overbevise mig om, at vi alle sammen skulle dø. Jeg huskede alt for tydeligt lyden, jeg havde hørt på cykelturen, og skriget jeg havde hørt i skoven. Zelenyas undvigende stemme da hun fortalte om græskarene. Hvad var det, de ikke havde fortal mig?

Mine ben rystede under mig, da jeg hastede mod udkanten af den store lysning ligesom så mange andre. Jeg kunne høre nogle råbe og andre hvæse. Nogle mumlede uforståelige ting, og jeg gik ud fra, at det var et andet sprog. Hvis det overhovedet kunne kaldes et sprog. Pludseligt lød lyden af læder mod læder, og kort tid efter forsvandt en række af flagermus over hovederne på os. Deres læderagtige vinger knirkede, og deres advarende skrig skar gennem luften.
”Hvis bare man kunne flyve,” hørte jeg Jake mumle bag mig. Jeg kunne høre frygten i hans stemme, og mit hjerte satte farten endnu mere op. Pressede sig selv til det yderste.

Nathaniel rev i mit håndled, og jeg stoppede op. Det gjorde ondt. Han behøvede altså ikke holde så stramt. I min forvirring og frygt havde jeg ikke opdaget, at dem foran mig var stoppet op. Hvorfor stoppede de? Skulle vi ikke skynde os væk?
Nathaniel begyndte at trække mig tilbage den vej, vi var kommet fra, og mange andre fulgte efter. Græskarene, der hang i kanten af lysningen, spruttede. Mindst halvdelen af dem gik ud med en lav hvislen.

Skræmt kiggede jeg mig omkring og fik så øje på dem. Rundt omkring mellem træerne stod en række væsener. Lige så stille begyndte de at træde ud fra skovens fuldkomne mørke, så vi kunne se dem lidt bedre.
Jeg vidste instinktivt, at det var vampyrer, hekse, varulve og andre væsener. Væsener ligesom dem der var samlet i lysningen, men alligevel noget helt andet.
Dem, der nu stod og kiggede på os, var lang mere skræmmende, og jeg ønskede for alt i verden, at jeg var hjemme i min seng.

Det var som om, det blev mørkere, jo flere af de andre der trådte frem mellem træerne, og det løb mig koldt ned ad ryggen. En kulde værre en nogen anden kulde jeg havde følt i løbet af natten.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...