Halloweenfesten

Udklædninger, fis og ballade, slik og fester. Det er det alle forbinder med Halloween. Det ingen ved er, at denne nat også er en stor fest for andre end mennesker. Det er den nat, hvor de rigtige vampyrer, hekse og spøgelser mødes for at fejre Allehelgensaften. Én stor Halloween fest hvor ingen behøver klæde sig ud.

Milla Blue skulle til Halloweenfest sammen med et par veninder, men hun ender med at tilbringe denne uhyggens nat til en helt anden fest. I modsætning til mange andre ved Milla udmærket, at vampyrer findes, og hun finder ud af, at alle disse mareridstvæsner måske ikke er helt så slemme alle sammen - eller er de?

Hvad sker der, da Milla finder ud af, at hun kun har set den ene del af denne mareridtsverden? Da hun finder ud af, at ikke alle har lyst til at leve i fred og fordragelighed med menneskene, og hun finder sig selv midt i en krig? Det, der kunne se ud til at blive en hyggelig nat, forvandler sig hurtigt til et mareridt, hvor Milla må flygte for sit liv.

39Likes
100Kommentarer
3230Visninger
AA

3. Den afbrændte heks

Kapitel 3. – Den afbrændte heks

De tomme mørke gader virkede ret dystre. Jeg var faktisk en smule bange, som jeg gik der helt alene. Det irriterede mig grusomt. Normalt var jeg ikke den bange type. Hvorfor havde det ændret sig? Jeg vidste udmærket hvorfor. Det hele var fordi, jeg havde været så uheldig at møde Nathaniel. Alle de ting han havde fortalt mig. Alle de ting jeg nu vidste fandtes. Jeg vidste ikke, om alle de ting, han sagde, passede – det gjorde de sikkert ikke. Jeg vidste udmærket, at han nød at skræmme mig, og jeg forbandede ham langt væk for det.
Selvom gaderne var tomme, var der ingen tvivl om, at der var liv rundt omkring i husene. Det var vist ikke kun vores årgang, der fejrede Halloween.
Rundt omkring på trapper og i indkørsler stod store orange græskar med spidse tænder og lysende øjne – og andre steder var det ret tydeligt, at det var mindre børn, der havde lavet dem.

Det var ikke så meget mørket og den sene tid, der skræmte mig. Det var tanken om, hvad der kunne skjule sig i mørket.
Allehelgensaften er vores aften. Det er den eneste aften, hvor vi ikke behøver skjule os. Den eneste aften hvor vi kan gøre fuldstændig, hvad vi vil – og det vil vi, hviskede Nathaniels hæse stemme i mit øre, og jeg mærkede gåsehud brede sig ned over mine arme.
Jeg satte mig tungt på en tilfældig bænk og skjulte ansigtet i hænderne. Hvordan var den her aften pludselig blevet så dårlig? Den var startet så godt. Alt Mias og mit pjatten i bilen på vej hen til festen. De første timer havde været så pissesjove.

”Hvad laver den lille heks her helt alene?”
Jeg fik et kæmpe chok, og mit hjerte satte ikke farten ned, selvom min hjerne for længst var nået frem til, hvem disse ord kom fra. Irriteret kiggede jeg op. Jeg var ikke rigtig i humør til det her lige nu.
”Hvad laver du her? Jeg troede du skulle til en eller anden sygt nice fest?” Jeg prøvede at skrue godt op for den irriterede klang i min stemme. Bare for at skjule alt det triste og skuffede som nok ikke ville være til at tage fejl af. Desværre så det ikke helt ud til, at det var lykkedes mig. Pis os.
”Hov hov, jeg spurgte først, du svarer først. Du ligner en der lige har fundet ud af, at du har været død i et par hundrede år. Hvad er der galt med den lille heks?”

Selvom hans stemme stadig kun var en hæs hvisken, var det tydeligt, at det ikke var nu, man skulle svare igen. Det var bedst bare at svare. Alt det der ’lille heks’ irriterede mig. Jeg vidste udmærket, at han stadig fandt mit kostume yderst morsomt. At han vidste, at jeg vidste det, og syntes bare det var sjovt at irritere mig. Også selvom han kunne se, at jeg var i dårligt humør. Fuck ham.
Den lille heks er bare blevet brændt af,” fnyste jeg, mens jeg lænede mig tilbage med armene over kors. Af en eller anden grund tørrede den kommentar det irriterende skæve smil at hans blege ansigt. Det overraskede mig. Jeg regnede ikke ligefrem med, at han havde ondt af mig. Bestemt ikke.
”Det var ikke sjovt, Milla,” sagde han alvorligt. Mere alvorligt end jeg nogensinde havde set ham, uden at han var sur eller fornærmet. Jeg sendte han et undrende blik.
”Nej, selvfølgelig var det ikke det. Du synes måske, jeg ser glad ud?”
Han rystede på hovedet. ”Det har ikke noget at gøre med, hvordan du har det. Det var det, du sagde.”
”Hvad?” Hvad fanden snakkede den ting nu om?
”Jah, det du sagde om hekse og brændt af. Hvorfor i alverden sagde du det?” De store røde øjne var fokuseret på mit ansigt, og jeg kunne ikke lade være med at rykke lidt på mig af ren og skær ubehag. Jeg kunne virkelig ikke lide de øjne. De gav mig myrekryb.

Jeg havde slet ikke tænkt over, hvad min sætning kunne henvise til. Normale mennesker ville nok heller ikke tænke over det. Jeg kiggede opgivende på den magre skikkelse foran mig. Magtede jeg virkelig at forklare ham den ’morderne’ betydning af ’brændt af’? Sådan det der ikke havde noget med ild at gøre. Han ville squ nok ikke forstå det alligevel.
Et enkelt blik på ham var nok til at få mig til at sukke indvendigt. Flere gange for at være helt ærlig. Det var tydeligt, at jeg blev nødt til at forklare ham det. Bare en lille smule. Ellers ville han tro, at jeg fandt heksebrænding sjovt eller sådan et eller andet pis, og det var måske ikke det fedeste, hvis han kendte en masse hekse.
Hvorfor kunne jeg ikke bare omgås normale mennesker? Mennesker der forstod moderne talemåder, og som ikke kendte hekse og alle mulige andre ting, som slet ikke burde findes. Eller efter hvad jeg var vokset op med, burde de ikke findes. Men det gjorde de.

”Nathaniel…” sukkede jeg og fortsatte med neutral stemme: ”Når man siger, at man er blevet brændt af, har det altså intet som helst med ild og bål at gøre.” Endnu engang prøvede jeg så godt som muligt at lukke det triste ude af min stemme. Jeg var så skuffet, at det var helt vildt, og jeg havde virkelig ikke lyst til at snakke med ham nu.
Jeg ville bare gerne hjem i min seng og gemme mig under min dyne. Glemme alt om uhyggelige skabninger der gemte sig i mørket. Væsener som ikke kunne blive betalt fra at lave ballade ved, at man gav dem slik. Skikkelser med lysende røde øjne og som… jah, hvad ved jeg, måske flyver hekse i virkeligheden rundt på gamle koste?

 

”Desuden,” fnyste jeg. ”Det var dig der begyndte på alt det der hekse-noget.”
Nathaniel kneb øjnene sammen og sendte mig et blik, jeg ikke helt kunne greje.
”Nej, det var da ej. Det er ikke mig, der render rundt og tror, jeg ligner en heks.”
Nu var det min tur til at knibe øjnene sammen.
”Jeg tror ikke, jeg ligner en heks. Jeg ligner en heks. Sådan en heks som man klæder sig ud som, når man tager til Halloweenfest. Jeg vil squ skide på, hvordan dine rigtige hekse ser ud. Det rager mig ikke en skid.” Vreden i min stemme overraskede mig – og den overraskede i hvert fald også Nathaniel. Hans øjne blev endnu større end normalt. Det var nok på det tidspunkt, at det virkelig gik op for ham, at jeg faktisk ikke var i særligt godt humør.
Han åbnede munden for at sige noget, men jeg afbrød ham.
”Og til din orientering hr. I-vanære-os kan jeg fortælle, at det faktisk var for din skyld, at jeg valgte at være heks. Mia og jeg havde faktisk aftalt sidste år, at vi skulle være vampyrer. Men hvis det er så stort et problem med det her..”
Jeg rystede lidt med den krøllede heksehat. 
”… kan jeg godt se, at det havde været meget bedre, at jeg havde købt en kostume, der passede lidt til Mias. Du kan tro hun så fantastisk ud som vampyr. Jeg har aldrig i mit lev set så fin en vampyr.”

Efter at have spyttet dén lange smøre rejste jeg mig og begyndte at gå ned ad gaden. Jeg kunne mærke hans undrende blik i nakken. Han var ikke vant til, at jeg svarede igen eller sagde min mening for dens sags skyld.
”Milla, vent…” kaldte han efter mig. Det var første gang, jeg havde hørt ham usikker. Han plejede altid at være lidt for sikker på sig selv. Han plejede altid overlegent at vise, at han følte, han var bedre end mig. Jeg havde hyldet ham ud af den. Hah. Det værste var, at jeg var glad for det. Så kunne han lære det. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg fortsatte med at gå.
Pludseligt lukkede en kroget lidt for skeletagtig hånd sig om min arm, og jeg blev nødt til at stoppe op. Det var noget af det mest irriterende ved ham. Han kunne bevæge sig så hurtigt og så lydløst, at det ikke var til at fatte.

”Milla, hvad er der galt?” spurgte han, og den der tone var igen i hans stemme. Den der betød, at jeg skulle svare ham. Det gjorde jeg ikke. Stædigt stirrede jeg lige frem for mig, mens jeg pressede læberne sammen til en tynd streg.
En hæs lyd undslap ham, og jeg regnede med, at det var et slags suk.
”Undskyld Milla, det var ikke min mening at… vil du ikke nok se på mig?” Jeg blev så overrasket, at jeg helt mod min vilje kiggede på ham. Hvad var der lige galt med ham i nat? Han opførte sig da slet ikke, som han plejede. Var det noget, jeg forestillede mig? Nathaniel sige undskyld? Til mig? Nej, det lød squ ikke muligt.
Da jeg vendte mig mod ham, trådte han et lille skridt tilbage og slap taget i min arm. Det var en ting, jeg havde lagt mærke til. Han sørgede altid for ikke at være alt for tæt på mig. Jeg vidste ikke rigtig hvorfor, men mon ikke der var en god grund.
Der var et eller andet i hans blodrøde øjne, der fik mig til at sænke paraderne. Den korte vrede forduftede, og jeg stod igen tilbage med tristheden og skuffelsen.
Jeg faldt en lille smule sammen i skuldrene, og det endte med, at jeg rent faktisk forklarede ham, hvad der var sket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...