Halloweenfesten

Udklædninger, fis og ballade, slik og fester. Det er det alle forbinder med Halloween. Det ingen ved er, at denne nat også er en stor fest for andre end mennesker. Det er den nat, hvor de rigtige vampyrer, hekse og spøgelser mødes for at fejre Allehelgensaften. Én stor Halloween fest hvor ingen behøver klæde sig ud.

Milla Blue skulle til Halloweenfest sammen med et par veninder, men hun ender med at tilbringe denne uhyggens nat til en helt anden fest. I modsætning til mange andre ved Milla udmærket, at vampyrer findes, og hun finder ud af, at alle disse mareridstvæsner måske ikke er helt så slemme alle sammen - eller er de?

Hvad sker der, da Milla finder ud af, at hun kun har set den ene del af denne mareridtsverden? Da hun finder ud af, at ikke alle har lyst til at leve i fred og fordragelighed med menneskene, og hun finder sig selv midt i en krig? Det, der kunne se ud til at blive en hyggelig nat, forvandler sig hurtigt til et mareridt, hvor Milla må flygte for sit liv.

39Likes
100Kommentarer
3225Visninger
AA

14. Bellas forkerte valg

Kapitel 14 – Bellas forkerte valg

Jeg sad i det halvvisne græs og betragtede Zelenya, der talte med en eller anden gammel mand. Et spøgelse. Mange ville måske have syntes, det lød nederen bare at sidde her, mens ens veninde snakker med en, man ikke kender, men det var egentlig ikke så slemt. Det var ikke fordi, der ikke var nok at kigge på.
Folk rendte rundt over det hele, snakkede med hinanden og drak heksebryg. Vampyrer var dem, jeg så mest. Måske også lidt fordi de var nogle af de eneste, jeg helt kunne kende og skelne fra andre. Det irriterede mig, at jeg ikke havde set nogle af dem, jeg gik ud fra var varulve. Men det var jo klart, at jeg ikke så nogle af dem nu, hvor jeg kiggede efter dem. Typisk.

Jeg var ikke længere bange. Jeg havde vænnet mig til de isnende blikke, jeg fik og, følelsen af at blive stirret på var næsten fosvundet. Dog kun næsten. Selvom jeg ikke var bange, hang der stadig en tung sky af ubehag over mit hoved. Min egen personlige ubehagssky.
Selvom Zelenya var helt fantastisk, ville jeg gerne snart se Nathaniel igen. Selvom han var pisseirriterende til tider, kunne man altså godt savne ham lidt. Han var trods alt den, jeg kendte bedst her. Også en af de eneste.

Nogle gange tænker man ting lidt for hurtigt. Jeg var lige blevet enig med mig selv om, at jeg ikke længere følte mig nedstirret, da følelsen af et par øjne, der borede sig ind min nakke, dukkede op. Det kunne være min trætte hjerne og lidt for livlige fantasi, men alligevel kiggede jeg mig grundigt omkring.
Til venstre for mig fik jeg øje på ham. En blåøjet dreng der stirrede direkte på mig. Det værste ved det var, at han ikke kiggede væk, selvom jeg kiggede tilbage på ham. Jeg vendte igen opmærksomheden mod Zelenya og spøgelset, mens jeg prøvede at ryste følelsen af drengens stikkende øjne af mig. Det lykkedes ikke.

Endnu engang sendte jeg et kort, irriteret blik i hans retning. Jeg havde ingen anelse om, hvad han var. Han var ikke vampyr. De blå øjne var nok til, at jeg kunne konstatere det. Han var heller ikke et spøgelse, ikke ligesom Shane, og der var ikke så meget som én sølvfarvet ting på ham. Han havde ingen dyriske træk desværre, og han lignede heller ikke den skaldede mand, jeg havde set tidligere.

Jeg kunne ikke lide, at han blev ved med at stirre på mig. Det var alt andet end behageligt, og ubehagsskyen begyndte lige så stille at regne. Jeg kunne ikke sidde her mere. Ikke så længe den blåøjede dreng stirrede på mig. Hans blik prikkede drillende i min nakke, mens det prøvede at lokke mig til at vende mig. Men jeg ville ikke se mere på ham, jeg ville bare have ham til at gå sin vej.

Jeg var ved at blive sindssyg. Jeg havde hele tiden lyst til at flytte på mig. Rent faktisk havde jeg lyst til at rejse mig, og løbe alt hvad jeg kunne. Væk fra drengen. Væk fra hans stikkende øjne.
Lige som jeg bestemte mig for at rejse mig og skaffe Zelenyas opmærksomhed, kom min redning slentrende hen i mod mig. Jeg havde fået øje på Nathaniel. Bare synet af ham var nok til at minde mig om, hvorfor jeg plejede at være så irriteret på ham. Havde jeg lige savnet ham? Vildt.

Alene var Nathaniel ikke. Ved hans side gik en anden lidt lavere dreng. Jeg håbede inderligt, at det var Jake, for så havde jeg haft ret i forhold til, hvem det var, der var varulvene.
Drengen havde halvlangt hår. Lyst og ret pjusket. Hans hår var længere end Nathaniels, og det hang lidt ned i de brune, varme øjne. Han var tynd, men på en hel anden måde end Nathaniel. Det var som om, hans hud strammede lidt hen over de mange sener og muskler. Hans ansigt var smalt, og kindbenene trådte tydeligt frem. Oven i hatten var der så alle de der dyriske træk. Han mindede mig stadig om et rovdyr, og en ulv kunne egentlig være et meget godt bud.

Det var sjovt at se den store forskel på de to, som de kom gående i mod mig. Lige fra deres udseende til deres måde at bevæge sig på og videre til deres ansigtsudtryk. Jeg kunne svagt ane det skæve smil på Nathaniels læber, og jeg overvejede, om det nogensinde forsvandt helt.
Smilet på Jakes læber var noget helt andet. Det var ikke nær så selvsikkert og slet ikke irriterende. Han virkede lidt mere drenget, og jeg kunne sagtes forestille mig ham i et par store hængerøvsbukser og en oversize T-shirt. Samtidig var der alligevel noget mystisk og sultent over hans smil, og det var lidt der, den skræmmende del af ham kom ind i billedet. En varulv og en vampyr.

Jeg kom til at tænke på Twilight. Det var ikke med vilje og måske lidt synd for den rigtige vampyr og den rigtige varulv, men det gjorde jeg altså. Hvis mit navn lige pludseligt blev ændret til Bella, tror jeg ikke, jeg ville have besvær med at vælge – og jeg ville nok ikke træffe det samme valg, som hun gjorde. I hvert fald ikke når det kom til udseende. Nu kendte jeg jo ikke rigtig Jake, men på den anden side vidste jeg, hvor irriterende Nathaniel var.
Midt i mine åndssvage Twilight-tanker gik det op for mig, at jeg slet ikke vidste, om drengen rent faktisk var Jake, og jeg følte mig endnu engang lidt dum. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...