Halloweenfesten

Udklædninger, fis og ballade, slik og fester. Det er det alle forbinder med Halloween. Det ingen ved er, at denne nat også er en stor fest for andre end mennesker. Det er den nat, hvor de rigtige vampyrer, hekse og spøgelser mødes for at fejre Allehelgensaften. Én stor Halloween fest hvor ingen behøver klæde sig ud.

Milla Blue skulle til Halloweenfest sammen med et par veninder, men hun ender med at tilbringe denne uhyggens nat til en helt anden fest. I modsætning til mange andre ved Milla udmærket, at vampyrer findes, og hun finder ud af, at alle disse mareridstvæsner måske ikke er helt så slemme alle sammen - eller er de?

Hvad sker der, da Milla finder ud af, at hun kun har set den ene del af denne mareridtsverden? Da hun finder ud af, at ikke alle har lyst til at leve i fred og fordragelighed med menneskene, og hun finder sig selv midt i en krig? Det, der kunne se ud til at blive en hyggelig nat, forvandler sig hurtigt til et mareridt, hvor Milla må flygte for sit liv.

38Likes
100Kommentarer
3097Visninger
AA

1. Prolog

Kapitel 1. - Prolog

Vejret var forfærdeligt. Regn, blæst, torden, lyn. Det hele var der, og det var det perfekte vejr til en god gyser. Det var langt over midnat, og mine forældre og min bror var for længst gået i seng. Mia, min bedsteveninde, forstod ikke, hvordan jeg kunne læse gysere. Hun syntes, de var helt vildt frygtelige, og hun havde kigget forfærdet på mig, da jeg fortalte hende om min skøre hobby. Den hobby der gik ud på at læse gysere efter midnat, når vejret var, præcist ligesom det var i aften.
"Ingen gysere før midnat!" havde jeg sagt til hende, og hun havde gloet på mig med store øjne. Hvordan i alverden turde jeg læse sådan noget midt om natten?
Det havde jeg heller ikke altid gjort. De første gange jeg læste en gyser, havde jeg været rystende bange, når jeg skulle sove helt alene på mit bælgmørke værelse. Men ikke nu. Nu var det blevet en hobby. En hobby der betød, at jeg ville være dødtræt i morgen i skolen. For som jeg havde fortalt Mia, var det slut-forbudt at læse gysere før midnat og på dage med godt vejr. 

Jeg havde det sindssygt varmt, som jeg sad der ved mit skrivebord i min dejlige bløde trøje. Da jeg havde sat mig, havde det været koldt. Hvad var der lige blevet af den kulde? Med et suk lagde jeg bogen fra mig og gned mine trætte øjne. Jeg måtte åbne vinduet, så jeg kunne få noget koldt luft ind. Jeg vendte mig mod vinduet og måtte stå stille lidt og blinke med øjnene. Der var frygteligt mørkt, når man kom væk fra skrivebordslampens falske elektriske lys. 
Vinduet knirkede, da jeg åbnede det, og jeg kunne ikke lade være med at gyse. Jeg var ikke bange. Eller det var i hvert fald det, jeg fortalte mig selv. Selvom jeg elskede gysere, kunne de nu alligevel godt skræmme mig lidt engang imellem - men det var vel også meningen? 
Et kort øjeblik nød jeg den kølige natteluft, der slog mod mit ansigt, men skyndte mig væk da et kraftigt vindstød smed en håndfuld store regndråber direkte i fjæset på mig. Lorte vejr. 

Jeg søgte tilbage til mit store skrivebord og den behagelige kontorstol. Et enkelt blik på bogmærket, der stak ud af min bog, fortalte mig, at jeg var lidt over halvvejs. Så nu var der kun den mest spændende og mest uhyggelige del tilbage. Ærmerne på min trøje hev jeg ned over hænderne og satte mig endnu engang med bogen. 
Tiden gik. Mit ur tikkede og tikkede. Det var ved at gøre mig sindssyg. Mine øjenlåg vejede efterhånden et ton, og jeg måtte indrømme, at blæstens tuden lød en del mere uhyggelig nu, hvor jeg havde åbnet vinduet. 
Endnu et af nattens lyn slog ned, og det lød til at være ret tæt på. Kunne det ikke lige slå ned i skolen? Så skulle jeg ikke tænke mere på den forfærdelige skoledag, der ventede mig om et par timer.
Blæsten tog til udenfor, og jeg syntes med et, at der blev helt koldt igen. Jeg rystede på hovedet. Det var nok bare noget, jeg bildte mig ind. Måske jeg snart skulle holde for i nat og få noget søvn. Inden det endte med, at min trætte hjerne skræmte livet af mig.

Jeg rejste mig og strakte min ryg. Av. Måske jeg alligevel havde siddet lidt for længe i den stol. Jeg var på vej hen mod min seng for at tage nattøj på - gudskelov at jeg havde børstet tænder - da jeg hørte det. Et tungt 'bump'. Jeg stivnede. Hvad i alverden var det? Det kom henne fra vinduet af. Var det bare noget, jeg forestillede mig? Jeg gned mine tindinger og vendte mig langsomt om mod vinduet. Mit hjerte bankede lidt for hurtigt til, at jeg brød mig om det. Jeg var jo ikke bange. Jeg havde bare læst en lidt meget uhyggelig bog. Det var det. Ikke andet. 
Det eneste, jeg kunne se ved vinduet, var mine store tunge gardiner, der blafrede vildt i vinden, der susede ind ad det store vindue. Jo, helt sikkert. Blæsten havde taget betydeligt til her det sidste stykke tid. 
Et enormt tordenbrag brød gennem lyden af den silende regn, og min krop gav ufrivilligt et spjæt fra sig. Jeg tog en dyb indånding og fortalte mit hjerte, at det skulle tage det roligt. Mine øjne lukkede jeg et kort øjeblik, inden jeg igen skævede over mod de blafrende gardiner. 

Endnu et lyn flænsede himlen, og jeg så... nej det kunne ikke passe. I det korte lysglimt havde det lignet, at der sad en person i min brede vindueskarm bag gardinet. Nej, nej, nej, det kunne ikke passe. Det var noget, jeg forestillede mig. Jeg rystede stædigt på hovedet og råbte indvendigt af mit dunkende hjerte. Tag dig sammen. 
Det var en fugl. Jah, det var da det, det var. Det var en fugl, der var fløjet ind i vindueskarmen eller sådan noget. Det var det, der havde givet et bump. Nu hvor jeg tænkte over det, lød det faktisk meget muligt. Det var sket før. Men hvorfor var jeg så stadig bange. 
Jeg vendte rundt for at gå hen til min seng og fortsætte med det, jeg havde været i gang med. Jeg havde fundet mit nattøj, da jeg hørte lyden. En lyd der kom fra vinduet. Kunne en fugl sige sådan? Især hvis det var en fugl, der lige var fløjet ind i min vindueskarm og havde givet sådan en bump? Med en skælven drejede jeg rundt.
Hurtigt denne gang og med et hjerte der bankede meget hurtigere end før. Jeg blev nødt til at gå der hen. Eller gjorde jeg? Kunne jeg ikke bare blive her? Kravle ned i min dejlige bløde seng. Men lyden havde været der. Jeg var sikker. 

Jeg tog et forsigtigt skridt hen mod vinduet. Så et til. Jeg stivnede, da en hæs lyd igen lød far vinduet. Denne gang var jeg helt sikker. Det var ikke noget, jeg forestillede mig. Rystende gik jeg videre.
Der var endnu koldere ved vinduet, og jeg rystede helt vildt. Om det var af kulde eller frygt, vidste jeg ikke. Nok en blanding. Hvad var det, jeg kunne høre? Nej, det kunne altså ikke passe. Det lød nærmest som en hæs og meget besværet vejrtrækning. Please, sig at det bare er noget, jeg forestiller mig. 
Med skælvende hænder rykkede jeg hurtigt gardinet fra vinduet - og stivnede. Jeg stirrede direkte ind i et dødblegt ansigt og to store blodrøde øjne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...