Dødskaldet

Det her er en stil, som jeg skulle skrive dansk timerne. vi fik cirka 3 timer til at skrive dem i, og det her var så hvad jeg fik ud af min.

0Likes
0Kommentarer
345Visninger

1. Dødskaldet

 

Jeg stod ude ved slottets store have, og beundrede ørnen som fløj rundt i cirkler. Det var min ørn. Hun var min bedste ven, og den eneste jeg stolede på. Jeg var rasende på min far, og på grund af min fars status, var der ingen der turde tale til mig, som om jeg var deres ven. Der var ingen der turde sige deres ærlige mening omkring mig. Al snak forstummede altid når jeg nærmede mig tjenestefolkene, eller nogle af de andre af lavere rang. ”Rose,” kaldte jeg efter ørnen. Det var hendes navn. Det navn jeg havde valgt til hende. Hun dykkede ned imod mig og stoppede brat op i luften, da hun var en meter væk fra mig. Hun baskede let med vingerne og satte sig på min udstrakte arm. ’Hvad er der galt,’ sagde hun. Rose var speciel. Hun kunne nemlig tale til mig via hendes tanker. Jeg smilte anstrengt. ”Far har lovet mig væk til en anden mand,” sagde jeg. Min stemme rystede let af raseri, og jeg fægtede ud i luften med min frie arm. Rose sprang af min arm og fløj hen til den nærmeste gren. ’Rolig nu Arianne. Din far mener det godt, og før eller senere skulle du jo giftes væk til en eller anden. Sådan er det for en prinsesse som dig,’ sagde hun roligt og bestemt.
     Jeg sukkede. Jeg vidste godt, at hun havde ret, men jeg var stadig rasende. Far havde lovet mig, at jeg måtte være med til at bestemme, hvem jeg skulle giftes med. Jeg sparkede, til en sten der lå på jorden. ”Jeg burde have vidst det. Han holder aldrig hvad han lover når det gælder mig,” Mumlede jeg og sukkede let.

”Stå stille My Lady. De skulle jo nødig ødelægge deres fine kjole,” sagde min tjenestepige. Det var i dag, jeg skulle giftes. Jeg havde kun mødt min forlovede tre gange, og der var gået et helt år, siden far fortalte mig hvem jeg skulle giftes med. Et helt år siden jeg fik et raseriudbrød. Jeg sukkede.

Jeg havde endelig fået kjolen på. Det var den smukkeste kjole, jeg nogensinde havde set, og jeg så vidunderlig ud. Jeg var kendt hele verden rundt for min skønhed, og der var mange, som havde bedt om min hånd. Jeg havde afslået dem alle sammen. Jeg havde afslået de rigeste, flotteste og mest noble unge mænd, og da min far endelig fik nok af det. Skete dette. Jeg stod her i denne vidunderlige kjole. På vej til et liv, hvor jeg ikke længere kunne få mænd til at spørge om min hånd. Et liv, som slet ikke passede mig. Et liv jeg ikke selv havde valgt, og jeg vidste, at jeg ville hade hvert sekund, af det liv jeg skulle til at træde ind i.
     ’Rolig nu, Arianne. Du skal nok klare det,’ sagde Rose beroligende til mig. Hun var i nærheden. Jeg kunne mærke hendes tilstedeværelse. Jeg kunne næsten høre hendes vinger, som skar igennem luften. Hendes ædle krop, som fløj rundt i cirkler omkring kirken. Ja hun havde ret. Jeg skulle nok klare det. Jeg havde besluttet mig, og intet kunne stoppe mig nu. Ingen skulle bestemme, hvilken skæbne jeg skulle følge. End ikke guderne kunne bestemme over mig.

Jeg gik op af kirkegulvet med min far ved min side. Min forlovede kunne ikke få øjnene væk fra mig. Mit blonde hår sad løst ned omkring mine skuldrer. Mine blå øjne skinnede let i skæret fra lyset. Min hvide kjole sad stramt omkring mine tydelige kvindelige former. Rosen, der var lige så rød som blod sad som prikken over i’et i mit lange hår. Jeg var et vidunder. Et mesterværk. En kvinde, som alle mænd drømte om, men som kun en mand kunne få.

”Ari, jeg elsker dig, vil du gifte dig med mig,” sagde han. Han så nervøst på mig, men hans øjne virrede ikke fra mine. Jeg så med store øjne på ham, og en forræderisk tåre løb ned af min kind. Jeg havde aldrig troet at denne dag ville komme. Den dag hvor manden jeg elskede ville sige netop disse ord. ”Ja,” sagde jeg hiksende, inden han kunne få et ord mere frem. ”Ja, det vil jeg.” han strålede op i et kæmpe smil og rejste sig med et sæt. ”Vidunderligt,” sagde han og tog mig ind i sin favn. Jeg hvinede forskrækket af hans pludselige bevægelser. ”Men jeg ved ikke hvad min fader vil sige til det,” sagde jeg med en let rystende stemme. Tårerne løb ned af mine kinder af glæde.
     Jeg var lettet. Jeg havde aldrig troet at han elskede mig. Især når jeg havde været så afvisende for ham i starten. Dengang vi mødtes, havde han redet mit liv, og alligevel afviste jeg alt ved ham. Jeg åbnede ikke op til ham, eller sagde tak. Jeg undgik ham ligefrem. Men nu vidste jeg det. Han var mit eneste ene. Den eneste, som kunne fylde det tomrum, som fyldte mit hjerte.

En tåre rendte let ned ad min kind, da jeg huskede den dag. Det var ikke fair. Det burde have været ham, som stod og ventede oppe på podiet. Det burde være ham, som skulle give mig det endelige kys.

Jeg skreg af mine lungers fulde kraft. ”James, nej, nej, nej,” råbte jeg, da jeg så den blodige plamage sprede sig over hans krop. Tårerne løb ned ad mine kinder og mine knæ gav efter. Jeg rystede på hovedet flere gange. ”James,” hviskede jeg lavt og i et udbrød, skreg jeg med alt det luft jeg havde tilbage i mine lunger, ”JAMES.” han åbnede langsomt sine øjne og så på mig. ”Jeg vil vente på dig,” sagde han hæst og raspende. Hans øjnelåg faldt i igen, og kort efter ebbede alt hans livskræft ud. ”Nej, nej, nej,” jamrede jeg.

Jeg stod nu foran ham. Jeg kunne svagt høre præsten sige de magiske ord, ”nu må de kysse bruden.” Alt sortnede omkring mig, og jeg kunne høre folk gispe omkring mig, som en baggrundslyd der summede irriteret i mine ører og i det øjeblik alt lyd og lys forsvandt, vidste jeg det. Mit liv var ikke længere i nogens hænder. Mit liv var ebbet ud. Nu kunne jeg være sammen med min sande kærlighed for evigt og altid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...