Never Walk Of The Path

~ Mit biddrag til Halloween Konkurrencen~
Paiper tager sammen med sine venner til Japan for, at besøge Aokigahara Skoven. Det hele starter ud som en hyggelig tur sammen med vennerne, indtil de bliver konfronteret med skovens uhyggelige fortid samt dens mystiske gåder og uendelige veje.
Én efter én bliver de vidne til dens frygtelige historie og dens hemmeligheder som aldrig vil have en ende på sig...
~ Aokigahara findes i Japan :) Så ved i det ;)

33Likes
59Kommentarer
2937Visninger
AA

10. Skriget

       Mit hjerte hamrede afsted så det kunne ses på min jakke, min plus slog hårdt på halsen af mig som havde jeg løbet et helt maraton, min vejtrækning var hurtig og kom i kun ud i korte træk.

       Der blev et øjebliks stilhed, hvor der kun var den knagende lyd. Jeg åbnede forsigtigt øjnene og stirrede direkte op på liget af Erik. Hans livløse krop drejede langsomt rundt fra rebet der hang om hans hals, hans hud var plej og de åbenstående øjne det stirrede ned på os var blodsprængte.

       "Åh gud," hørte jeg Aiko mumle. Hun stod med e hånd op for munden, mens tårerne nu let og elegant lå i hendes øjne.

       Thomas lagde pludselig hænderne på liget af Erik og fandt lommekniven frem som han havde i lommen og skar ham ned. Liget faldt let hen over skulderen på Thomas, hvor han derefter forsigtigt lagde Erik ned i skovbunden. 

       "Han fortjener ikke, at hænge her," mumlede Thomas kort da han så vores forvirrede blikke.

       Aiko nikkede kort, før jeg langsomt kom på benene. Hendes blik var kort rettet mod kniven indtil Thomas gemte den væk i lommen igen.

       "Lad os komme videre" sukkede han en smule kold og begyndte, at gå ind mellem træene igen. Thomas slog ud med armen og jeg skyndte mig under den for, at mærke den lukke sig sammen om mig som var jeg en lille pige der skulle beskyttes. Jeg var ikke en lille pige, men lige nu ville jeg gerne have tryghedfornemmelsen.

       Vi gik i akavet stilhed indtil Thomas igen brød stilheden: "Aiko, er der andet omkring det her sted?"

Aiko så op på ham og rystede bare kort på hovedet. "Jeg kender kun baggrunden for det, ellers ikke andet".

       Thomas nikkede kort og fortsatte ind mellem træerne, indtil jeg stoppede op og så op på dem begge.

       "Alice løb med Erik, nu har vi fundet Erik, men ingen Alice," sagde jeg og så forvirret imellem dem. De så kort på hinanden.

      "Vi er nødt til, at finde hende," sagde Aiko og stillede sig over ved siden af mig. Thomas så skeptisk imellem os, der var et eller andet der løb gennem hovedet på ham lige nu, nogle tanker som han overvejede godt og grundigt. Efter nogle få minutters tænken kom han med et, okay. 

       Vi satte straks i løb som kunne vil løbe fra de skygger af træene der rakte ud efter os som fangearme der ville holde os her til evig tid. Lommelygten som Thomas havde taget fra teltpladsen var det eneste lys vi havde, det var som om, at den var vores eneste håb, den der holdt os i live. 

       Vi løb i evigheder. Skoven endte aldrig som det hav det nu var. Flere gange havde vi sænket farten og  nærmest power walket for, at komme hurtigere frem. Jeg hev efter vejret og mærkede, hvordan den kolde luft bare gjorde min hals endnu mere tør så jeg følte mig som en der var ved, at blive kvalt, hvis ikke jeg allerede var ved, at blive det.

      Koldsved løb hen over panden på mig og ned ad nakken. Træerne var begyndt på deres knagen igen, men denne her gang forsvandt det lige så hurtigt som det var kommet. Bladende vislede hen over jorden fra den usynligevind der træk dem afsted som vogter og slave.

      "Jeg kan ikke mere!", udbrød jeg og gled ned på huk igen for, at holde mig for ørene som kunne jeg lukke alt ude. Jeg ville ikke det her mere! Jeg kunne ikke! Det var som om, at der var et eller andet der bare skreg inde i hovedet på mig, der bare skreg at det hele skulle ende nu!

      "Kom nu Paiper," stønnede Thomas forpustet og satte sig på huk overfor mig. En hånd blev forsigtigt placeret på min skulder. "Du kan godt"

       Jeg rystede bare på hovedet, da et højlydt lyst skrig vrængede sig gennem skoven. Ekkoet trak det ud  så vi umuligt kunne undgå at høre det. Jeg strammede grebet om mit hoved så det føltes som om, at det var ved, at springes.

       "JEG VIL IKKE!" skreg jeg kort og mærkede hvordan mine hænder automatisk lukkede sig sammen så mine negle borede sig ind i hovedbunden på mig. De fortsatte bare ind indtil jeg kunne mærke noget fugtigt ramme mine fingre. Blod.

       "Shh" sagde Aiko og så sig omkring. Vi anbragt os i stilhed og bare lyttede, skriget kom igen og i et spring var vi alle faret op og løb nu igen. Jeg kunne mærke tårene løbe ned ad kinderne på mig.

       Aiko så sig hurtigt tilbage, mens jeg febrilsk så mig omkring. Der hang store tunge skygger inde mellem alle træerne fra lig der bare hang. Ved nogle af dem knækkede halsen over så den livløse krop faldt ned på jorden med et bump efterfuldt af hovedet der ramte med den samme lyd.

       Noget tungt ramte mig og jeg skreg højlydt og kneb øjnene sammen. Jeg havde ikke lyst til, at åbne dem, da jeg hørte Thomas udbryde: "Alice!".

      Langsomt åbnede jeg øjnene og så Alice stå forpustet med et skræmt ansigtsudtryk. Tårene vældede frem fra hendes øjne som vandfald, hendes krop rystede og hendes ben og arme var fyldt med ridser og sår, hvor der løb blod fra.

      Hun sank kort og udtalte stammende ord: "D-det er e-efter o-os...."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...