Never Walk Of The Path

~ Mit biddrag til Halloween Konkurrencen~
Paiper tager sammen med sine venner til Japan for, at besøge Aokigahara Skoven. Det hele starter ud som en hyggelig tur sammen med vennerne, indtil de bliver konfronteret med skovens uhyggelige fortid samt dens mystiske gåder og uendelige veje.
Én efter én bliver de vidne til dens frygtelige historie og dens hemmeligheder som aldrig vil have en ende på sig...
~ Aokigahara findes i Japan :) Så ved i det ;)

34Likes
60Kommentarer
3014Visninger
AA

2. Rejsen

       "Kom nu Paiper!" 

        Jeg kastede et hurtigt blik tilbage for, at se Alice stå og vifte vildt med armene så hun næsten slog de forbipasserende ned. Der var flere som greb chancen og stirrede mere eller mindre vredt efter hende. Hun var allerede kommet igennem sikkerhedskontrollen sammen med de andre, nu var det bare mig og Thomas der manglede at komme igennem.

        Jeg rystede bare kort på hovedet og skævede op mod Thomas, som bare smilede over hele femøren. En ting som jeg godt kunne lide ved Thomas var, at når han smilede så var det bogstaveligtalt hele femøren der lyste op. Han kunne altid få folk omkring sig til, at smile med det babyfjæs han rendte rundt med.

        Vi kom sikkert igennem sikkerhedskontrollen og småløb nu ned ad gaten for, at komme hen til vores fly som holdte stort og prægtigt sammen med de andre store fly.

        Turen gik til Japan. Efter flere måneder kun bestående af en mission, nemlig at overtale forældrene, fik vi endelig lov til, at tage over på den anden side af kloden.

        Da vi kom ombord fandt vi overraskende hurtigt over på vores pladser. Heldigt for os, kom vi næsten til at sidde omkring hinanden. Jeg var så heldig, at have Thomas ved min side. 

        "Er du spændt?" hviskede han da flyet lettede fra jorden. Det buldrede lidt og lige pludselig var alting stille omkring os igen, hvis man altså så bort fra den evige mumlen og lyden fra et barn, der græd længere væk.

        Jeg nikkede ivrigt og lænede mig derefter ind over ham for at se ud af det runde vindue. Alle skyerne kunne ses, mens jorden under os virkede så lille. Det var næsten helt surrealistisk at se det hele, det var så smukt at selv Afrodite ville have elsket det! Himlen virkede så uendelig, som kunne man bare springe ud i den og forsvinde i ét med den.

        Jeg kastede et blik tilbage på Thomas som sad med et skævt smil over læberne, da han pludselig lænede sig frem og blidt trykkede sine læber mod mine.

        En vigtig detalje er nok, at jeg faktisk dater Thomas, hvis man kan kalde det det. Vi har været sammen i omkring et år nu, så jeg er godt tilfreds.

       "Stop det der!"

        Aiko som sad foran os, kaster en bog ind i hovedet på Thomas så han hurtigt og ikke mindst forskrækket trækker sig væk.

       "Lad dog vær' Aiko," sager han og smed bogen tilbage til hende. Det skal måske lige nævnes, at en af de grunde til, at vi måtte tage helt til Japan var at Aiko var fra Japan og havde familie der over. Så vidste vores forældre, at der var nogle til, at holde øje med os. 

       Jeg lænede mig tilbage så jeg sad ordentligt igen og skævede rundt omkring i flyet. Der var alle mulige mennesker lige fra typiske forretningsmænd i jakkesæt, familier med børn og store kufferter, ene mødre med små børn og så videre.

       Der hang en stank af kaffe og rengøringsmiddel i luften. Det duftede ikke specielt godt blandet sammen, hvilket jeg opdagede at jeg ikke var den eneste der havde bemærket, da der var flere der sad og så dem omkring med en sjov grimasse over ansigtet.

      Jeg kastede et sidste blik over på Thomas, der nu sad og sad og diskuterede med Aiko om, hvor vidt hun skulle blande sig eller ej. Aiko og Thomas havde det med at diskutere hele tiden, noget som jeg aldrig rigtigt havde forstået. De kunne diskutere alt lige fra om maling duftede af det samme eller om, hvordan universet var blevet skabt. De kunne diskutere alt.

       Jeg sukkede opgivende og slog til Thomas som gav mig et hurtigt smil for derefter, at forsætte sin lange diskussion med Aiko der bare så ud til, at blive mere og mere vred for hvert et ord der blev lukket ud mellem dem.

       Jeg rystede kort på hovedet og lukkede øjnene… Denne her tur skulle bare nydes, men af en eller anden grund havde jeg svært ved, at ignorere gåsehuden der sneg sig rundt ved min nakke som var nogle der åndede mig tungt i nakken…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...