Never Walk Of The Path

~ Mit biddrag til Halloween Konkurrencen~
Paiper tager sammen med sine venner til Japan for, at besøge Aokigahara Skoven. Det hele starter ud som en hyggelig tur sammen med vennerne, indtil de bliver konfronteret med skovens uhyggelige fortid samt dens mystiske gåder og uendelige veje.
Én efter én bliver de vidne til dens frygtelige historie og dens hemmeligheder som aldrig vil have en ende på sig...
~ Aokigahara findes i Japan :) Så ved i det ;)

33Likes
59Kommentarer
2955Visninger
AA

5. Havet Af Træer

       "Kom nu Paiper, der er ingen der pøves et kort hører du!"

       Jeg skævede irriteret tilbage mod Thomas der stod og vinkede mig over ham og de andre. Aiko stod ved min sidde og bare stirrede tomt på kortet.

       "Slap nu af!" Råbte jeg tilbage smilede kort til Thomas. "Aiko er du sikker på det her? Du virkede ikke så glad for, at skulle der ind"

       Sandheden var, at vi ikke stod og stirrede på det store kort foran os vi diskuterede om, hvor vidt om vi skulle gå der ind eller ej. Aiko havde ikke ligefrem virket glad for, at skulle der ind. Hun havde mange gange fortalt, at der var visse ting som hun ikke brød sig om ved Japan. Der iblandt havde hun nævnt Aokigahara, men alligevel var jeg egoistisk og bad til, at vi kunne gå der ind.

       "Det er okay, Paiper Sniper," sagde hun og smilede til mig. "Lad os gøre det".

       Vi vendte os om og satte i rask trav over mod de andre. Vi gik hen over parkeringspladsen, hvor der allerede holdt en masse biler. Der var familier og enkle personer som ville ud og se skoven ligesom vi skulle, der var bare det, at vi havde store tasker og det hele med, det havde de andre ikke.

       Med selvsikre skridt bevægede vi os ind i skoven, hvor træerne straks ragede op over os som hænder der ville holde os fast, holde os fanget på stedet. Skovbunden var fyldt med blade, mos, grene der var faldt ned fra træerne så stiener ville have været usynlige, hvis ikke det var for træerne der markere den.

       Der var mørkt omkring os, der var kun få steder, hvor solens stråler trængte ned gennem kronerne. Træerne stod så tætte, at man kun kunne se træ. Der var ikke sådan, at man kunne se en lysning eller noget, der var kun træer og grønt. 

       "Wouw," hørte vi Alice sige der flere gange drejede rundt om sig selv for, at få det hele med. "Det forsætter jo bare ud i uendelighed".

       "Aokigahara hedder faktisk også Havet Af Træer, fordi det er så stort og... uendeligt," fortalte Aiko der havde travlt med, at se sig omring som var der hele tiden noget hun var på vagt overfor.

       Vi gik i lidt tid og kom længere ind i skoven. Vi var alene, de folk som vi før havde set ude på parkeringspladsen var allerede kommet langt ind i skoven eller så var de langt bag os.

       "Se," sagde Erik pludselig og pegede på et stort skilt der stod rigtigt opsigtsvækkende. "Aiko, hvad står der?"

       Aiko sukkede kort og læste hurtigt, hvad der stod for derefter, at begynde at oversætte: " Dit liv er en værdifuld gave fra dine forældre. Tænk på dine forældre, søskende og børn. Lad vær med, at holde det for dig selv. Tal om dine problemer".

       Vi så alle over på hende, hun rystede bare på hovedet og pegede ned ad vejen som et tegn til, at vi skulle fortsætte.

       "Er det en eller anden måde, hvor de opmuntre folk på eller sådan noget?" Hørte jeg Thomas sige mere til sig selv end til os andre.

       "Så den her skov er bare en skov?" Spurgte Alice pludselig og stoppede op. "Den lød jo mega spændende, da vi snakkede om den". Hun lød langt fra tilfreds, da hun bare tvært lagde armene over kors.

       "Aokigahara er mere end bare en skov, din næsvise tøs".

       Vi så os alle tilbage, hvor en kvinde stod. Jeg kneb let øjnene sammen og studerede hende. Den hvide nederdel, den hvide trøje og de hvide liljer. Det var hende jeg havde set ved lufthavnen og på mit værelse.

       "Hva'?" sagde Alice bare og stirrede på den gamle kvinde. "Hvad siger hun?"

       Alle så nu over på Aiko der nu så på kvinden. Hvad fablede Alice om? Man kunne jo sagtens forstå hende, jeg kunne hvert fald forstå hende.

       "Hvis jeg var jer, ville jeg holde mig væk... Aokigahara er ikke et sted for småbørn som jer. I burde tage tilbage til det sted, hvor i kommer fra!" snerrede kvinden. Aiko skulle lige til, at sige noget til kvinden, da hun bare lige pludselig vendte om og gik. 

       "Hvad fuck gik det ud på?!" Udbrød Alice højlydt. "Glem den gamle kone, jeg skal sgu nok bevise, at jeg kan være her ude. Se selv".

       "Alice det der ville jeg ikke gøre," sagde Aiko advarende da Alice let og elegant sprang over snoren der hang fra det ene træ til det andet. Den blokerede tydeligvis den anden vej, man behøvede ikke, at være fra Japan for, at kunne forstå det lange firkantede skilt der hang midt på snoren. Ingen Adgang. 

       "Kom nu der sker jo ikke noget," sagde Alice irriteret og begyndte, at gå ned ad stien, væk fra den oprindelige. 

       "Alice!" Aiko sprang over snoren for, at gå efter. Med et skuldertræk fulgte vi andre med dem.

       Jeg slog let armene om mig selv og så mig omkring. Jeg følte mig af en eller anden grund slet ikke tryg ved det her. Kuldegysningerne invaderede min krop som en bølge der vælder over en.

       Der var pludselig noget der snittede toppen af mit hoved og jeg så lyn hurtigt op for at se... Ingenting, der var ingenting...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...