Never Walk Of The Path

~ Mit biddrag til Halloween Konkurrencen~ Paiper tager sammen med sine venner til Japan for, at besøge Aokigahara Skoven. Det hele starter ud som en hyggelig tur sammen med vennerne, indtil de bliver konfronteret med skovens uhyggelige fortid samt dens mystiske gåder og uendelige veje. Én efter én bliver de vidne til dens frygtelige historie og dens hemmeligheder som aldrig vil have en ende på sig... ~ Aokigahara findes i Japan :) Så ved i det ;)

33Likes
59Kommentarer
2915Visninger
AA

11. Hængt

       "Hvad er efter os?" Spurgte Thomas og lagde sine store hænder på hendes rystende skuldre.

       "D-det," stammede Alice skræmt for vid og sans. Hendes lille spinkle krop rystede, hun havde tydeligvis mistet kontrollen over alt, hendes hjerne var allerede slået fra.

       Aiko så over på mig. Hun blinkede hurtigt et par tårer væk og gik over og slog armene om Alice. De to piger klamrede sig til hinanden som var der nogle der ville skille dem af for altid. De stod sådan i noget tid, indtil Alice pludselig brød ud i et skrig og faldt ned på huk. Med hænderne for ørene skreg hun, mens hendes blik var fæstnet mod jorden under hende.

       Aiko satte sig hurtigt ned ved siden af hende, da lyden af noget tungt ramte jorden. 

       "Kom nu Alice," sagde Aiko og trak den skrigende pige på benene. "Vi skal væk herfra nu".

       Alice stoppede med, at skrige og vi fik hende trukket med os. Denne her gang løb vi ikke, da vi alle var klar over, at Alice bestemt ikke var i stand til, at løbe med den rystende krop og hendes hyperventileret åndedrag. 

       "Hvad gør vi?" Spurgte Thomas pludselig. Han greb om min hånd så jeg var tvunget til, at gå ved siden af ham. "Vi kommerikke væk, hvis vi ikke snart gør noget!"

       Jeg så op på ham og forsøgte, at trække min hånd til mig igen, men hans greb var alt for stærkt. Jeg åbnede munden for, at svare ham da vi stødte ind i Alice og Aiko.

       "Hvad sker der?" Spurgte jeg kort. 

       "Hun vil ikke gå længere," sagde Aiko tøvende. Alice stod helt stille som var hendes sko sømmet fadt til jorden, mens hendes blik tomt var rettet op med et af det bøjede træer der stod overfor os. Hendes hoved gled let over på siden, så hun mindede om en sindssyg der så noget som ingen andre gjorde.

       Pludselig pegede hun op mod træet. "Der oppe..." sagde hun kort. Vi fulgte hendes finger op mod træet, hvor der var noget der hang. "Der oppe..."

       Vi så forvirret på hinanden, da Aiko langsomt trådte væk fra os andre og gik over til træet.

       "Hvad har du gang i Aiko?!" Udbrød jeg da hun pludselig begyndte, at klatre op i træet. Med forpustede støn trak hun sig selv op og hang let på en af grenene. Hun faldt næsten i et med den mørke nat, mens hun kravlede rundt.

       "Hvad nu hvis der er noget som vi kan bruge?" Spurgte hun og satte sig på genen så hendes ben dinglede fra side til side, mens hun rykkede længere og længere ud på grenens spids.

       "Aiko kom ned derfra, hører du!" sagde jeg vredt og gik nærmere træet for, at se op på hende. Der var et sekunds stilhed, som hurtigt blev brudt da Alice pludselig skreg op igen.

       Det næste der skete var jeg slet ikke klar på. Det var som om, at alt bare blev kludret sammen som et mangefarvet abstrakt billed. Thomas havde pludselig givet Alice et knytnæveslag så hun lå hen over jorden og hulkede i stilhed, skyggerne vendte sig og pludselig faldt der plade ned fra træet.

       "Hvad fuck har du gang i?!" udbrød jeg og skubbede Thomas tilbage, da grenene i træet pludselig knækkede og faldt til jorden sammen med Aiko som blev hængende i luften af rebet der stramt hang om hendes hals. Hun havde lukket øjne, mens hendes fødder vrikkede fra op og ned i krampagtige bevægelser.

       "Åh gud!" uden at tænke mig om kastede jeg mig frem og løftede hendes ben op så rebet ikke hang så tungt om hendes hals.

       "Paiper," jeg så op for, at se Aiko kæmpe for, at få luft selvom jeg allerede holdt hende oppe. "Du skal du herfra".

       Jeg kunne næsten ikke høre noget af det hun sagde. Hendes stemme var hæs, næsten rallende. Tårene løb ned over hendes kinder og hendes øjne var blodsprængte hist og her. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle sige, da jeg mærkede, hvordan vægten omkring mine arme blev tungere og tungere.

       I en enkelt forsigtig bevægelse slap jeg hende da der var noget der ramte min kind. Jeg så op for, at se de sidste tåre løbe ned over hendes kinder.

       Jeg skulle lige til, at kaste mig ud i gråd og bøn da en arm pludselig blev svunget omkring min hals og jeg blev flået tilbage.

       Grebet om min hals var så stramt, at jeg måtte hive efter vejret, desværre kom der bare aldrig luft ned. Jeg så op på Aiko der hang med hovedet hængende løst og blikket rettet mod jorden. Halsen havde taget skade efter faldt, rebet havde gjort en ende på det hurtigere end normalt sammen med faldet.

       Tårene løb over kinderne på mig da et hjælpeløst hulk undslap min hals, mens alt håb om, at komme ud slap op. Jeg var sikker på, at jeg skulle dø, grebet om min hals understregede det på en lydløs måde... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...