Never Walk Of The Path

~ Mit biddrag til Halloween Konkurrencen~
Paiper tager sammen med sine venner til Japan for, at besøge Aokigahara Skoven. Det hele starter ud som en hyggelig tur sammen med vennerne, indtil de bliver konfronteret med skovens uhyggelige fortid samt dens mystiske gåder og uendelige veje.
Én efter én bliver de vidne til dens frygtelige historie og dens hemmeligheder som aldrig vil have en ende på sig...
~ Aokigahara findes i Japan :) Så ved i det ;)

34Likes
60Kommentarer
3026Visninger
AA

13. Forsvundet

       Jeg havde ingen anelse om, hvor længe der var gået. Vi havde bare siddet det på jorden i lang tid, mere kunne jeg ikke sige. Alice sad stadig og hulkede svagt for sig selv, mens hun stadig sad og gyngede fra side til side.

       Træerne havde stadig deres knagende lyd, som bare var blevet højere og højere. Lyden af de tunge lig der før faldt ned på jorden var dog blevet formindsket et smule, men den var der stadig. 

       Imens vi havde siddet der, havde jeg ikke tænkt på andet end Thomas. Jeg kunne ikke lade være med, at tænke på det han havde gjort og, hvor han mon var nu. Han havde set os løbe afsted, men jeg havde ikke set nogle tegn på, at han havde fulgt efter os.

       "Undskyld... Undskyld," mumlede Alice grædende. Hun var et stort rod for, at sige det på en pæn måde, hun var brudt ned og kunne ikke mere. Jeg kunne selv mærke, hvordan der var et eller andet der sneg sig rundt i baghovedet på mig, der var et eller andet der pressede på. Bogstaveligtalt, der var noget der trykkede.

       Det var ligesom en eller anden form for utryg følelse, som om, at alle sanser var vakt til live på højt plan og man ikke kunne slappe af. Jeg havde ikke givet mig selv lov til, at slappe af og nu kunne jeg mærke konsekvenserne af det. Jeg var træt og havde flere gange taget mig selv i, at sove hen over Alices ryg.

       "Kom Alice," sagde jeg og viklede min hånd ind i hendes. Hun så op på mig med røde, opsvulmende øjne, men lod mig trække hende på benene. "Vi kan ikke blive siddende her meget længere".

       Hun nikkede kort og begyndte langsomt, at gå afsted uden, at slippe min hånd.

       En kold vind blæste afsted  hen over jorden og rev bladende med sig. De vislede afsted hen over jorden og gjorde den svage stilhed næsten ulidelig.

       Vi gik i stilhed med fødderne slæbende efter os. Vi var trætte og, hver eneste gang vi så over på hinanden kunne vi se de tunge poser der hang under vores øjne. 

       "Jeg vil hjem..." hørte jeg Alice sige stille, det var næsten en uhørlig mumlen. "Jeg vil ikke mere..."

       Jeg svarede hende ikke, men lod blikket vandre omkring. Jeg ville heller ikke mere, jeg kunne ikke klare det længere. Følelsen af noget der trykkede på baghovedet var ved, at tage livet af mig. Jeg ville bare gerne sætte mig op af et eller andet træ og bare lukke øjnene og vente på, at der ville ske et eller andet. Bare et eller andet.

       Jeg lukkede øjnene og gik bare afsted med Alice ved min side. Hun var ustabil, men jeg stolede stadigvæk nok på hende til, at lade hende slæbe mig afsted efter hende. 

       Pludselig forsvandt jorden under mig og jeg faldt. Min krop trillede afsted ned ad bakken, hvor jeg så, hvordan jorden under mig igen og igen blev erstattet fra blade til himmel. Min krop tog imod slagende fra rødder og sten der flød rundt omkring. Jeg trillede rundt og kneb tæt øjnene sammen.

       Jeg kom med et mindre hyl, da jeg ramte jorden igen og lå stille. Jeg hev kort efter vejret da en ulidelig smerte skød op gennem mit ene ben. Jeg trillede over på siden og greb om jorden for, a holde smerten ud.

       "Paiper!"

        Jeg hørte Alices stemme vrænge sig ned til mig, fra toppen af bakken. Jeg skævede op mod hende for, at se hende stå og se ned mod mig. Langsom trådte hun ud ned ad den og lod sig selv glide afsted, da hun pludselig stoppede op. I et hysterisk skrig faldt hun sammen og skreg på livet løst som var der noget der var ved, at flå hende fra hinanden. Hun hylede højlydt og lavede krampagtige bevægelser.

       Jeg så væk uden anelse om, hvad jeg skulle gøre. Jeg forsøgte, at skubbe mig op på benene, men faldt sammen igen da mit ben gav efter. Jeg kastede et blik ned mod mit ben for, at se en stor mørk plamage på mit knæ. Stoffet var blevet revet fra hinanden og blottede nu et åbent sår på mit knæ. Blodet omringede det som en sø og løb ned over benet på mig.

       Jeg hørte Alice komme med et endnu højere skrig end før og så igen straks på hende... Hun var væk. Der var ingen Alice, der lå og hylede på bakken mellem bladende længere.

       Jeg bed mig i læben og tvang mig selv op af stå. Støttende fra træ til træ kæmpede jeg mig op ad bakken og træk mig afsted.

       Da jeg nåede op til stedet, hvor jeg sidste havde set og hørt Alice, var hun der ikke. Hun var forsvundet.

       "Alice!" råbte jeg og så mig omkring efter hende. Intet svar.

       "ALICE!" skreg jeg og faldt sammen igen. Jeg faldt sammen og mærkede straks, hvordan tårene løb ned ad kinderne på mig.

       Hun var væk... Og jeg var alene....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...