Never Walk Of The Path

~ Mit biddrag til Halloween Konkurrencen~ Paiper tager sammen med sine venner til Japan for, at besøge Aokigahara Skoven. Det hele starter ud som en hyggelig tur sammen med vennerne, indtil de bliver konfronteret med skovens uhyggelige fortid samt dens mystiske gåder og uendelige veje. Én efter én bliver de vidne til dens frygtelige historie og dens hemmeligheder som aldrig vil have en ende på sig... ~ Aokigahara findes i Japan :) Så ved i det ;)

33Likes
59Kommentarer
2918Visninger
AA

7. Det Ikke Fortalte

       "Paiper!"

       Jeg hørte Thomas' stemme runge sig gennem skoven så det endte i et ekko. Jeg greb mig selvom halsen af ren  refleks og stirrede direkte op på det tomme ansigt der nu stirrede ned i mit.

       Øjnene var blidt lukket, men den røde streg der tydeligt var markeret om halsen gjorde, at en klump havde samlet sig i min egen. Det var en kvinde. Hendes lange sorte hår hang ned over halvdelen af hendes ansigt. Hendes kinder var huller og huden var flere steder grå som kunne den falde af når som helst. Hun var rådnet op.

       "Paiper, hvad sker der?!" Udbrød Thomas og nærmest kastede sig ned på knæ ved siden af mig. Hans hænder hvilede roligt på mine skuldre inden han trak mig på benene.

       "D-der er..." jeg stammede og kunne ikke engang få ordene sagt. Jeg pegede bare op i luften, hvor liget nærmest stirrede på mig gennem sine lukkede øjne.

       "Hvad snakker du om?" Spurgte han og så direkte op på liget. Han så det ikke? HAN SÅ DET IKKE?!

       "Hvad snakker du om?" Spurgte jeg mere eller mindre hysterisk. "Kan du ikke se, at der hænger et lig lige foran os?!"

       Mine stemme rystede og jeg kunne mærke tårene vælde frem, da Thomas tydeligvis ikke troede på mig. Alice og Erik så en smule forvirret på hinanden da jeg bad om hjælp fra deres side af, Aiko bed sig bare nervøst i læben.

       "Der er ikke noget, se selv," sagde Thomas roligt og rakte hånden ud i luften. Hans hånd gled direkte igennem kvindens krop. Jeg stirrede bare forvirret mellem Thomas og kvinden, indtil jeg lukkede øjnene sammen og rystede hovedet. Da jeg åbnede øjnene igen... Hang hun der stadig.

       "Kom nu Paiper, lad os komme væk herfra, inden du begynder at slagte os alle," Sagde Thomas og lagde en arm omkring mig for, at gå over til de andre der stod nogle meter væk. Jeg så mig hurtigt tilbage for, at se liget nu med åbne øjne. De tomme blodsprængte øjne stirrede direkte ind i mine, mens der var et eller andet smil skjult over dem.

       Vi gik og gik og gik for, at komme ingen steder. Der var som om, at skoven bare blev dybere og dybere for, hvert et skridt vi tog. Aiko havde virkelig haft ret i, at Aokigahara var et hav af træer, den endte jo ingen steder.

       Jeg holdt godt om Thomas' arm, turde ikke at slippe den. Der var som om, at efter jeg havde set den hængte kvinde, var der noget i min hjerne som var blevet vækket sådan for alvor. Det var som om, at den skreg, at vi ikke var alene her ude mere.

       Mine hænder var langsomt ved, at blive kolde og med et forsigtigt smil over læberne placerede jeg begge hænder nede i lommen på Thomas' jakke. Han smilede bare ned til mig, da mine hænder lukkede sig sammen om noget. Der var varmt og ikke særlig stort. Langsomt trak jeg genstanden ud af lommen så jeg lige selv kunne se den. Solens stråler skinnede mod lommekniven som jeg nu havde fået åbnet. 

       Jeg sank en klump og skævede kort op mod ham inden jeg igen lagde den tilbage på sin rette plads.

       "Paiper," jeg stoppede op og så Aiko komme løbende op til mig. Hun havde begge hænder stukket i lommerne på sin jakke for, at holde varmen. Solen var ved, at gå ned, hvilket gjorde at hele skoven nu var badet i orange. "Jeg ved, hvad du så".

       Jeg så forvirret op på hende og trak mine arme til mig, så det endte med, at Thomas osse stoppede op.

       "Jeg ved, at du så kvinden," sagde hun pludselig og fjernede sine hænder fra jakkelommerne for, at lukke dem om mine. "Jeg så hende".

       Jeg kneb let øjnene sammen og så bare forvirret rundt. De bånd der hang rundt omkring skinnede næsten op sammen med solen, det var som om, at de nu var umulige, at overse.

       "Der er noget som jeg ikke har fortalt, " begyndte Aiko og havde pludselig fået al vores opmærksomhed. "Der var en grund til, at jeg ikke ville her ud".

       "Aiko..."

       Jeg nåede aldrig, at få min sætning sluttet da Aiko brød ind: "Det her er ikke bare nogen skov," hun sank en klump og så mellem os. Hun havde nu tårer i øjnene og hendes kinder var røde. Hun kæmpede en kamp med, at holde tårene tilbage som pludselig løb ned over kinderne på hende

       "Aokigahara er kendt for selvmord"...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...