Never Walk Of The Path

~ Mit biddrag til Halloween Konkurrencen~
Paiper tager sammen med sine venner til Japan for, at besøge Aokigahara Skoven. Det hele starter ud som en hyggelig tur sammen med vennerne, indtil de bliver konfronteret med skovens uhyggelige fortid samt dens mystiske gåder og uendelige veje.
Én efter én bliver de vidne til dens frygtelige historie og dens hemmeligheder som aldrig vil have en ende på sig...
~ Aokigahara findes i Japan :) Så ved i det ;)

33Likes
59Kommentarer
2941Visninger
AA

8. Begyndelsen

       "VAR!?" Udbrød Alice og sprang ind mellem Aiko og jeg. "Hvorfor fuck har du ikke fortalt det?!"

       Jeg bakkede langsomt væk og sank den klump der nu havde kæmpet sig op i halsen på mig endnu engang. En selvmords skov. Jeg så mig langsomt omkring, lod blikke vandre hen over træerne der stod og bøjede sig let og elegant som var de et kunstværk. Hvordan kunne noget være så smukt også samtidig så grufuldt? 

       "Undskyld," mumlede Aiko og slog armene om sig selv. Jeg kunne mærke kuldegysningerne løbe ind over mig da himlen over os gik fra orange til at være blåsort. Skoven var næsten lagt hen i et mørke som ville sende mig direkte i gulvet. Jeg hadede mørke. 

       "Aiko..." Thomas trådte tøvende nærmere for derefter, at kaste et blik over mod mig. Vi fik hurtigt øjenkontakt inden jeg igen så væk fra ham for at stirre ind mellem træerne. Det var som om, at mit blik straks begyndte, at lede efter lig der skulle hænge i træerne eller ligge på jorden. 

       "Der var en grund til, at jeg ikke ville her ud!" udbrød hun pludselig og svang hænderne op i håret, hvor de krampagtigt greb om håret. "Alle som bor i nærheden ved, at man ikke skal gå her ind! Det var nemlig derfor vi ikke skulle have forladt den sti!"

       Aikos blik var nu rettet mod Alice der en smule skyldig trådte et skridt tilbage med blikket rettet mod jorden. "Der er en sti og den holder man sig til! Se nu, hvor vi er, vi er faret vild ude i en skov, hvor vi kan stødde på et lig når som helst!" der var panik i Aikos stemme, det kunne vi alle høre. 

       "Aiko, glem det indtil videre, okay?" Sagde Erik og lagde en hånd på hendes skulder. "Vi kan snakke om det her senere, lige nu tror jeg bare, at vi skal finde et eller andet sted, at være".

       Vi nikkede alle sammen kort og bevægede os ind mellem træerne. Jeg gik stadig med armene slået om mig selv, da jeg mærkede endnu en arm om mig. Jeg så op for, at se Thomas have armene om mig, han mumlede noget kort som jeg ikke fik fat i. 

       "Hørte i det?" Spurgte Erik pludselig og stoppede op. Vi andre gjorde det samme og så omkring. Han havde ret. Lyden af noget der svang sig fra side til side lød. Det var den samme lyd som jeg havde hørt før, inden jeg havde set... Liget.

       "L-lad os bare fortsætte" sagde Aiko bestemt og fortsatte videre. Der var pludselig en gren der knækkede efterfulgt af lyden af noget tungt der ramte jorden. Jeg stoppede straks op og mærkede, hvordan mit hjerte hamrede afsted. Skoven knagede kort for derefter, at alting igen blev stille.

       Vi fortsatte længere ind i skoven, hvor vi fandt noget der mindede om en lysning. Vi satte vores tasker fra os og begyndte, at stille noget op der mindede om et lejer. Erik fik lavet et grimtudseende bål som vi fik tændt op med den lighter Alice havde med. Maden vi havde med forsvandt hurtigt sammen med et enkle flakser vand vi havde medbragt. 

       Vi sad i stilhed foran bålet der gav os alle et uhyggeligt skær. Der var ingen der turde sige noget. Det var som om at, hvis vi sagde noget ville skoven opdage os og vi ville være færdige. Skoven var det levende monster der prøvede på, at finde os. 

       "Hvad gør vi?" mumlede Erik der nu sad og fumlede med sin mobil i håbet om, at gå noget signal. Der var intet ligesom første gang han tjekkede.

       "Venter på, at der er nogle der finder os," mumlede Alice og stirrede tomt ind i flammerne. Hun sad med armene slået om sig selv, mens hun rystede svagt.

       "Venter på, at skovpatruljen finder os," sagde Aiko. "De er her ude hver dag for, at finde folk".

       "Aiko... Hvorfor fortalte du os ikke om dether noget før?" Spurgte Thomas pludselig. Aiko skulle lige til, at sige noget da Alice sprang op.

       "Lad være med, at fortælle det!" sagde hun næsten desperat. "Vi behøves ikke, at blive mere skræmt af den her forbandede skov, okay?!"

       Aiko nikkede bare kort, da Alice pludselig vendte sig om og begyndte, at gå. "Alice, hvor skal du hen?" udbrød jeg og sprang op. 

       "Jeg skal have lidt privatliv," sagde hun irriteret for, at forsvinde ind mellem træerne. Hun stoppede dog op så vi stadig kunne ane hendes hvide jakke. Skoven knagede højlydt og endnu engang blev vi vidne til den knagende lyd, da et gennemtrængende skrig vrængede sig gennem skoven efterfulgt af et ekko.

       "ALICE!" Erik sprang op og satte i løb over til hende. 

       "Jeg skreg ikke!" sagde hun panisk da Erik kom slæbende tilbage med hende. Vi så os alle omkring, da endnu et skrig lød. Jeg så Thomas stikke hænderne i lommen da mine tanker faldt på lommekniven jeg havde fundet på ham.

       "Hvad sker de..."

       Jeg fik aldrig afsluttet min sætning da der pludselig faldt noget ned mellem os. Jeg skulle til, at skrige da Thomas' hånd pludselig blev lagt hen over mine øjne og jeg blev tvunget over så jeg stod med ryggen til. Jeg kunne høre Alice skrige og Aiko bakke væk da hendes fødder vaklede mellem bladende. 

       Den knagende lyd ville ikke forsvinde, den ville ikke forsvinde!!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...