Never Walk Of The Path

~ Mit biddrag til Halloween Konkurrencen~
Paiper tager sammen med sine venner til Japan for, at besøge Aokigahara Skoven. Det hele starter ud som en hyggelig tur sammen med vennerne, indtil de bliver konfronteret med skovens uhyggelige fortid samt dens mystiske gåder og uendelige veje.
Én efter én bliver de vidne til dens frygtelige historie og dens hemmeligheder som aldrig vil have en ende på sig...
~ Aokigahara findes i Japan :) Så ved i det ;)

34Likes
60Kommentarer
3016Visninger
AA

9. Begyndelsen del. 2

       Jeg holdt panisk hænderne for ørene, mens Thomas' hånd lå hen over mine øjne og hans krop var lige bag min. Lyden den var der stadig! Reb der gyngede fra side til side.

       Jeg faldt sammen og mærkede, hvordan Thomas pludselig begyndte, at trække mig på benene igen. Det næste der skete var, at vi løb. Vi løb alle sammen så hurtigt vi kunne, vi skulle bare væk fra det sted med det samme.

       Pludselig faldt Erik sammen ned i en grøft, hvor vi andre satte os sammen med ham. Forpustet så vi rundt over på hinanden. Alice lå med tårer i øjnene som truede med, at falde ned over kinderne på hende når som helst. 

        "E-er du okay?" Spurgte Thomas og trillede over på siden så han kunne se direkte over ned på mig. Hans mørke øjne udtrykte bekymring og lige nu havde jeg allermest lyst til bare, at se hans baby smil. Bare et eller andet positivt som kunne få mig ud af det her mareridt.

       Jeg rystede kort på hovedet og slog armene om ham for, at holde ham tættere ind til mig. Jeg havde ikke lyst til, at se mig omkring overhovedet!

       "Hvad fuck skete der?" snøftede Alice pludselig. Hun var forpustet og kunne nu ikke skjule tårerene længere. De løb ned over hendes kinder som en å der løber gennem skoven. Vi skævede kort over på Aiko der bare træk på skuldrene. Hvorfor skulle hun også vide det? Hun kendte kun grundlæggende fakta.

       "Lad os komme væk," sagde Erik og rejste sig. "Vi skal bare væk herfra, så er jeg ligeglad med, hvor vi havner henne".

       Vi så kort op på ham, da Thomas brød ind: "Jeg syntes, at det er bedst, at vi bliver her indtil solen står op så kan vi håbe på, at vagterne kommer og finder os".

       "Glem det!" snerrede han kort og så ned mod os. "Jeg bliver ikke her et sekund. Nu kan du jo bare se, hvordan det gik med vores lejer og hvor fuck kom det lig fra?!"

       "Erik. Bliv," sagde Aiko og greb ud efter hans arm, men han træk den bare til sig og begyndte, at gå op ad grøften. 

       "Glem det... Kommer i med eller ej?" Spurgte han vredt. Vi så kort på hinanden for derefter, at se op på ham igen. Han nikkede kort, tydeligvis skuffet over vores beslutning og fortsatte ind mellem træerne. 

       "For helvede," sukkede Thomas og så op over kanten. Erik forsvandt længere og længere ind mellem træerne indtil vi ikke kunne se ham længere. Pludselig sprang Alice op og satte i løb efter Erik, jeg hørte Aiko råbte efter hende, men hun fortsatte videre.

       "Hvad gør vi?" Spurgte jeg kort og så mellem Aiko og Thomas. De så kort på hinanden og rejste dem begge op. Jeg fulgte kort trop, da begyndte at gå ned ad grøften. 

       "Jeg ved det ikke," sukkede Thomas og så op mod den sorte himmel over os.

       "Min søster begik selvmord her ude," sagde Aiko pludselig. Vi så bare tilbage på hende. "Det var derfor vi forlod Japan. Mine forældre kunne ikke klare, at være i nærheden af den skov eller bare være i byen for den sags skyld. Vi ved ikke, hvorfor hun gjorde det og... Liget blev aldrig fundet her ude".

       Jeg sank en klump og så på Aiko der bare gik og så ned i jorden. Hendes blik var tomt, mens hun var gik og slæbte fødderne efter sig. Thomas viklede pludselig sin hånd i min mens vi gik. 

       Vi gik i noget tid uden at opdagede, at vi trådte op ad grøften og nu bare fortsatte som zombier ned mellem træerne der selvsikkert rakte ud efter os. Der gik ikke lang tid før, Thomas pludselig stoppede op og bare stirrede tomt ud i luften som Aiko før havde gjort ved jorden.

       "Hvad er der?" Spurgte jeg. Han stirrede bare en smule skræmt ud mod noget foran os. Jeg fulgte hans blik over mod noget der lignede et sammenstyrtet telt. Det lyste næsten op i mørket med dets hvide farver, omkring det flød der poser, sakse, sko og flasker, et sikkert tegn på at der havde boet nogle der. I et kort øjeblik følte jeg en form få håb indtil Aiko sagde det ord som jeg ikke ville høre: "Det er ikke godt det der".

       Vi så forvirret over på hende da hun begyndte, at uddybe: "Som regel er der telte her ude fra folk som har været i tvivl om de ville dø eller ej. Det ser ud til, at teltet har været her længe, hvilket er et tegn på, at personen tog valget og endte livet her ude".

       Vi trådte langsomt tættere på teltet. Thomas havde sagt, at vi skulle have nye forsyninger da ingen af os havde planer om, at tage tilbage til lejeren, hvor liget sandsynligvis stadig hang. 

       "Lommelygte, perfekt," hørte jeg Thomas mumle og lyste omkring mellem træerne. Det fik det hele til at virke mere klamt på en eller anden ubeskrivelig måde. 

       "Lad os komme videre," sagde Aiko og vi satte i løb ind mellem træerne, da lyden af grene der knækkede en efter en, igen lød. Det var som om, at lyden fuldte efter os, som var det den der var fjenden og ville skræmme os ihjel.

       "Jeg, jeg tror, at vi kan stoppe nu," sagde Aiko forpustet og stoppede langsomt op, da der igen var lyden af grene der knækkede abnormt hurtigt efter hinanden. Vi så os mere eller mindre forvirret omkring, da et lig pludselig faldt ned mellem os.

       "Åh nej," hørte jeg Thomas sige, inde både Aiko og jeg kom med et skrig...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...