Never Walk Of The Path

~ Mit biddrag til Halloween Konkurrencen~
Paiper tager sammen med sine venner til Japan for, at besøge Aokigahara Skoven. Det hele starter ud som en hyggelig tur sammen med vennerne, indtil de bliver konfronteret med skovens uhyggelige fortid samt dens mystiske gåder og uendelige veje.
Én efter én bliver de vidne til dens frygtelige historie og dens hemmeligheder som aldrig vil have en ende på sig...
~ Aokigahara findes i Japan :) Så ved i det ;)

33Likes
59Kommentarer
2940Visninger
AA

6. Båndende

       "Alice er du sindssyg eller bare impulsiv?!" Råbte Aiko til Alice der stormede afsted ned ad stien. "Svar mig!"

       "Nej, jeg er irriteret," svarede Alice bare og fortsatte videre ned ad stien. 

       "Der er en grund til, at vi ikke må gå her ind. Hører du?!" Man kunne tydelig høre på Aikos stemme, at lige nu skulle man ikke blande sig i deres samtale overhovedet. Selv Thomas havde valgt, at holde sig fra den selvom han konstant var den der skulle diskutere med Aiko. Erik og jeg forholdte os bare i ro og fulgte med i samtalen.

       "Jaja og, hva' så? Det er bare en skov, hvis vi farer vild kommer der sikkert nok nogle og finder os," sagde Alice irriteret og kastede kun lige et hurtigt blik tilbage på os. Uden nogen form for tøven drejede hun pludselig væk fra stien og vandrede nu ind mellem alle træerne.

       "Alice!" Udbrød Thomas og skyndte sig efter hende. 

       "Hun er syg i hovedet," hørte jeg Aiko mumle da vi løb forbi hende for, at løbe op til Alice. Thomas havde allerede fået grebet fat i hendes arm så hun nu stod helt stille og bare surmulede som et lille barn, der ikke havde fået sin vilje.

       "Tag en dyb indånding eller noget, bare gør et eller andet," sagde Thomas roligt, mens hans hænder hvilede på hendes små skuldre. Alice skævede kort imellem os inden hun gjorde som hun fik besked på og tog den dybe indånding.

       "God, den gamle kælling irriterede mig," sukkede hun opgivende og placerede to fingre ved sin næseryg.

       "Lad os gå tilbage, " sagde Aiko der nu var kommet hen til os andre. Hun så sig konstant omkring, hendes blik rykkede sig hele tiden ligesom når man kører i bus og ser ud af vinduerne. 

       "God ide," sukkede jeg selv og vendte mig om, men stoppede straks op. 

       "Hvad er det?" Hørte jeg Erik mumle. Foran os hang der et turkisblåt bånd som gik fra træ til træ for derefter, at forsvinde længere ind mellem træerne indtil det ikke kunne ses længere.

       Let lod jeg en finger glide hen over det. Det var blødt som silke og virkede utroligt fint. det var hvert fald noget som man ikke fandt hver dag i en skov, faktisk var det sikkert noget som man aldrig så.

       "Lad os komme væk herfra," sagde Aiko og gik under båndet. Hun fortsatte med hastige skridt ind mellem træerne. Uden at give slip på Alice' arm fulgte Thomas og os andre efter. 

       Jeg kunne ikke lade være med, at se mig selv omkring. Båndende var jo over det hele, i alle mulige forskellige farver. Der var røde, hvide, gule og blå. 

         "Hey Aiko, hvorfor er der så mange bånd?" Spurgte jeg og trådte nærmere et rødt et der virkede til, at have hængt her længe. Der var hulleret og havde ikke den samme nye, rødlige farve som det turkisblå havde haft. Det her var beskidt og så ud til, at kunne knække over når som helst.

       "Det er for folk der gerne vil finde ud igen," mumlede Aiko lige højt nok til, at jeg kunne høre det. Jeg så bare over på hende. Hendes blik virkede pludselig trist og fjernt som ville vi aldrig kunne få den Aiko tilbage som vi kendte.

       "Aiko... Er du okay?" Spurgte jeg kort og gav hende nu min fulde opmærksomhed. Hun nikkede kort og rettede endnu engang blikket mod træerne. 

       "Hey folkens," Thomas stemme brød straks den trist stilhed der skulle til, at have invaderet os. "Hvilken vej, skal vi helt præcist?"

       Vi så os omkring for, at se at stien var væk. Der var kun træerne, som virkede fangende. Det var som om, at de bare lige pludselig havde rejst sig og havde stillet sig i vejen for stien så vi ikke ville kunne finde den igen.

       "Lad os nu bare gå," sukkede Alice og begyndte, at gå gennem skoven. Med et irriteret suk fulgte vi efter hende og forsøgte, at holde trangen til, at gøre noget impulsivt tilbage.

       Jeg kastede et sidste blik ind i skoven og stoppede brat op. Jeg fulgte den røde snor med øjnene for, at lade blikket glide længere og længere ind mellem træerne, hvor der var noget der skilte sig ud. Der midt i det hele hang der noget hvidt.

       Jeg kunne ikke se, hvad det præcist var da en lyd skar sig gennem luften. Der var lyden af noget der knagede, ikke som når et træ giver sig, men mere som når noget bevæger sig eller glider hen over noget andet. 

       Jeg så langsomt op og spilede straks øjnene op. I en ukontrolleret bevægelse faldt jeg bag over og kom med et højt, gennemtrængende skrig der vrængede sig gennem træerne...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...