Never Walk Of The Path

~ Mit biddrag til Halloween Konkurrencen~ Paiper tager sammen med sine venner til Japan for, at besøge Aokigahara Skoven. Det hele starter ud som en hyggelig tur sammen med vennerne, indtil de bliver konfronteret med skovens uhyggelige fortid samt dens mystiske gåder og uendelige veje. Én efter én bliver de vidne til dens frygtelige historie og dens hemmeligheder som aldrig vil have en ende på sig... ~ Aokigahara findes i Japan :) Så ved i det ;)

33Likes
59Kommentarer
2911Visninger
AA

4. Aokigahara

       Jeg holdte let og forsigtigt armene om mig selv, mens vi gik ned ad stien. Sandet og stenene under os knasede blidt for hvert et skridt vi tog som var det en evig lyd der hele tiden ville forfølge os.

       ”Er du okay?”

       Jeg så op for at stirre direkte ind i Eriks blå øjne. Han smilede en smule bekymret ad han tryggende lagde en arm omkring mine skuldre. Jeg så bare lige ud uden, at værdige ham et smil eller noget.

       ”Jeg har det fint,” mumlede jeg og så mig omkring. For en gangs skyld skinnede solen ikke. Himlen var lagt hen i en grå, mørk, trist farve, hvor man let kunne se de endnu mørkere skyer bevæge sig af sted. ”Jeg har bare ikke fået sovet så meget i nat”.

       ”Nye omgivelser og tidszoner,” sagde Thomas der pludselig dukkede op ud af det blå. Han svang en arm omkring mig så den lå hen over Eriks. Vægten hen over mine skuldre gav mig lyst til bare, at stoppe op og falde sammen på jorden. Jeg rystede kort deres arme af og gav dem begge er kort smil inden jeg løb op til Aiko.

       ”Nå Aiko Basse,” sagde jeg og svang armene om hende i et kram. ”Hvilke steder vil du så anbefale at vi ser?”

       ”Nå Paiper Sniper,” sagde hun og slog armene om mig så vi begge vaklede af sted. ”Vi skal se De Fem Søer ved Fuji, Torii Porten og ikke mindst Fuji, det skal vi satme se”.

       ”FUJIIIIII!” Råbte Alice pludselig et par meter oppe foran os. Vi kunne ikke holde et kæmpe grin tilbage ´da hun bare svang armene op i vejret og svajede af sted. ”Hey der ligger den der skov!”

       Vi rettede nu alle vores opmærksomhed over mod Alice der nu var stoppet op og så tilbage på os med et kæmpe smil over læberne. Hun så kort mellem os for derefter, at lade sit blik fæstne på Aiko der bare stirrede forvirret tilbage.

       ”Hvilken skov?” Spurgte Thomas og stoppede kort op. Der var ingen af os der var med.

       ”Aoki… Et eller andet” sagde Alice og så over på Aiko i et håb op om, at få hjælp.

       ”Glem det Alice, glem det!” Sagde Aiko alvorligt og stirrede streng op hende. ”Vi tager ikke hen til Aokigahara, hører du!”

       ”A hva’?” Spurgte jeg os så mellem Alice og Aiko der nu stirrede strengt mellem hinanden. Alice ville tydeligvis have sin vilje, hvor Aiko derimod virkede som en der havde lyst til, at pelse Alice på stedet for, at holde hende væk fra stedet.

       ”Aokigahara er en skov, mere vil jeg ikke sige,” sagde Aiko og lagde armene over kors. ”Jeg har lovet mine forældre ikke, at gå derhen”.

       ”Kom nu Alice!” brokkede Erik sig og lænede sig hen over Aiko. Aiko rystede fortsat på hovedet.

       ”Please!” begyndte jeg selv at tikke. Min nysgerrighed var vakt, jeg ville virkelig gerne se den der skov. ”Please”

       Aiko så kort på mig og sukkede opgivende. ”Okay, men vi går ikke hele vejen igennem høre i!”

       Vi nikkede alle sammen spændt.

       ”Lad os tage hjem og pakke nogle ting og tage der ud og se, hvad der sker,” smilede Thomas og trak mig blidt ind til sig og gav mig et blidt kys på kinden. Jeg fnes kort og følte mig som en genert skolepige der skulle til, at føre en samtale med drømmefyren for første gang. 

       ”Okay, men vi gør det kort,” sagde Aiko og lød pludselig bekymret.

       Jeg sank en klump og så kort over på Aiko. Hvorfor virkede hun pludselig så bange og bekymret? Hun opdagede min stirren og smilede kort. Hendes smil nåede aldrig øjnene, det endte mere i en håbløs grimasse som forsøgte hun, at holde tårerne tilbage.

       Mit hjerte sprang et kort slag over, da en tanke pludselig slog ned i mig. Don't go out there...
Ordene sad pludselig inprintet i min hjerne. Kvinden med de blodsprængte øjne. 

       "Don't go out there," mumlede jeg kort da jeg stod inde på værelse med tasken foran mig. Der gik ikke længe før jeg rystede på hovedet... Det var sikkert bare en drøm eller noget...

____________________
~ Håber ikke, at I har mistet lysten til, at læse den endnu ^-^

Men bare rolig, der sker snart noget ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...