Livet bag lukkede porte.

Det her er et forsøg på at skrive en "bog" - om mit liv. Min syn på livet, de ting jeg har været igennem. Fra jeg var baby til hvor jeg er nu og hvor jeg vil hen.
Om svigt, ulykke, mishandling, løgne, pres, forventninger og den dag det falder sammen, om at droppe ud af 1.g, om at blive indlagt på psykiatrisk afdeling, om behandling, oplevelser, mistolkning, medicin, anoreksi, og ikke at blive taget alvoligt.

Men også om håb, om kærlighed, om drømme, fantasi, styrke, vilje, ikke at give op, om at elske folk, selvom man måske ikke burde, om at tilgive, at huske og gemme minder, om at blive bedre som menneske.

1Likes
1Kommentarer
484Visninger

1. Barndommen.

 

Mine forældre var så vidt jeg ved, et meget normalt forstadspar, der slog sig ned i et roligt kvarter nord for København, og jeg blev født som den første, den 23. februar 1992, deres første barn. Jeg blev døbt i den lokale kirke den 6/6 1992, hvor mine forældre også blev gift. Jeg husker naturligt nok, meget lidt fra mine første år, kun glimt kommer til mig, når følelserne omkring fortiden går mig på. Jeg blev vist frem for alle og enhver, men bag væggene, var jeg alene, der var ikke kærlighed, eller tryghed i hverdagen, jeg måtte underholde mig selv, jeg måtte stille mine egne behov, for ingen andre gjorde det. Jeg husker kun at skrige, for fulde lunger, som små børn nu gør, men ingen der kom for at se til mig. Så med tiden holdt jeg op, for til hvad nytte. Jeg var alene om dette. Da mine søstre blev født i 1994, og 1997, var vi pludselig 3 børn. Der var stadig ikke meget tid til overs til os, og jeg tog ofte mor-rollen på mig, selvom jeg ikke var særlig gammel. I 98, starter jeg i skole, på den lokale folkeskole, efter at have været i børnehave, fra jeg var 2 år. Og inden det passede mormor mig, mens mor og far arbejdede. Jeg havde en ven i børnehaven, som skulle gå i klasse med mig også, ellers have jeg været meget alene, men hun var der, men en anden pige, ville også lege med hende, og jeg følte mig forrådt. Efter 0.klasse, flyttede min eneste veninde, til Køge, da hendes forældre blev skilt og hendes mor flyttede derned. Det var et slag i ansigtet, jeg var alene. Jeg var alene, derhjemme, i skolen og i fritiden, jeg opbyggede et meget fantasifuldt indre rum, der gav mig frihed, til at være mig, og ikke skulle holde tilbage på noget, jeg iagttog alle slags mennesker, fra sidelinjen, folk opdagede sjældent min tilstedeværelse. Jeg snakkede sjældent med nogen, og selv hvis jeg gjorde, iagttog jeg samtidig, alt omkring mig, jeg gik rundt alene, med åbne porte og sugede til mig af alle indtryk, jeg havde en nysgerrighed med alt jeg ikke vidste, alt nyt, alt jeg ikke havde set før, ting jeg ikke havde prøvet før, eller noget jeg ikke vidste, hvordan virkede, jeg læste mange bøger, børnebøger, ungdomsbøger, og fagbøger. Andre opfattede mig som apatisk, fjern og sær. Det gik mig ikke på, jeg søgte viden, og lod mig ikke skræmme af uvidenhed, jeg undersøgte tingene, før jeg tog holdning, jeg var grundig, jeg var perfektionistisk, jeg var meget bevidst om at jeg ville vide alt det jeg kunne komme til, læse alle bøger, forstå alle sprog, og gøre en forskel for den menneskelige udvikling, et gennembrud i historien, eller blot få viden, jeg kunne få brug for senere i livet, som andre ikke besidder, og pga. uvidenhed gennemgår kriser. Folk udefra spurgte og forsøgte at få mig til at tage deres tankegang, men jeg kunne sagtens se deres tankegang, men jeg ville ikke have den samme, hvorfor skulle vi være to om den, eller endnu flere, jeg ville havde min egen, jeg ville vide mere, opleve mere, opdage mere. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...