Forever and ever [2min]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2014
  • Opdateret: 14 okt. 2014
  • Status: Igang
Taemin starter igen på en ny skole. Han er beredt på lidt af vært, men bliver overrasket over at han allerede på sin anden dag for nogle venner. Han støder på en hemmelighed som kan betyde liv eller død, hvis den kommer ud. Og som han sammen med en anden må beskytte med deres liv.

3Likes
11Kommentarer
474Visninger
AA

1. Skole start

Taemin

"Farvel min skat. Husk nu at komme tidligt hjem." Jeg smækkede bildøren og gik op mod skolen. Den veldige bygning tårnede sig op over mig. Første skoledag havde aldrig været en succes på nogen af de mange skoler jeg havde gået på. Men denne gang skulle det være anderledes. Min ulempe havde altid været mit udsende. Jeg var bestemt ikke tyk, men jeg linede en pige.

 

Larmen eksploderede da jeg åbnede døren. Men kunne man forvente andet, det var jo high school. Folk maste sig ind mellem hinanden for at nå deres skabe inden timen startede. Klokken ringede og alle forsvandt ind i klasserne så jeg stod tilbage på den tomme gang. Jeg traskede ned mod min fremtid (min nye klasse). Læren var flink, men afmålt. Han fik gejtet mig ned på min plads, og fortsatte timen. Indtil videre var der ikke sket noget. Frokosten kom og gik uden nogen problemer. Jeg havde siddet i et hjørne og ladet som om jeg ikke eksisterede. Da klokken ringede efter sidste time, var jeg direkte lykkelig. Jeg var kommet igennem en hel dag uden at blive slået, skubbet, drillet, mobbet eller kaldt alverdens grimme navne. Til gengæld havde jeg ikke fået nogen venner. Det havde jeg nu alligevel ikke forventet. Solen skinnede, så jeg valgte at gå hjem i stedet for at tage bussen.

"Mor jeg er hjemme." Jeg var kommet hjem uden at der var sket noget. Meget overraskende. Min mor kom glædesstrålende ud fra køkkenet. "Du ser glad ud. Gik det godt i dag." Spurgte hun med et smil. Jeg nikkede ivrigt og skyndte mig op to mit værelse for at smide tasken. Glæden boblede inden i mig. Jeg kunne ikke sidde stille. Jeg åbnede mit skab. I bunden fandt jeg en lille pose som havde været gemt væk i rigtig mange år. Jeg helte ivrigt det hele ud på sengen. Det lignede sig selv, men hvorfor skulle det ikke det. Jeg skyndte mig at hoppe i løbetøjet, fik sko på og var ude af døren inden min mor nåede at sige farvel. Det føltes skønt at løbe igen. For et par år sidden var jeg begyndt at løbe for at komme af med alt mit energi. Men efter hånden som jeg fik det være og være i skolen, gik jeg stille og roligt fra løb igen.
Solen bagte ned over hovedet på mig, og føltes med et varmere end da jeg gik hjem ad. Det gav et sug i maven hver gang jeg tog et skridt. Jeg havde virkelig savnet det her.

Jeg satte mig op med et sæt. En bippende lyd fyldte rummet. Jeg slukkede mit vækkeur og skyndte mig at tage tøj på. Jeg havde aldrig glædet mig så meget til at komme i skole. Jeg havde, nu hvor jeg tænkte over det, aldrig glædet mig til at komme i skole. 10 minutter efter havde jeg tøj på og sprang rundt på mit værelse af spænding. En ledt fnisen bag mig fik mig til at vende mig om. Min mor stod i døren og smilte lykkeligt af mig. "Var det virkelig så fedt i går?" Spurgte hun muntert. Jeg nikkede ivrigt og gav hende et stort knus. "Du kommer bare når du er klar. Morgenmaden er klar." Jeg snuppede min taske. Pakkede det sidste, og huskede at lægge min tegneblok ned i tasken også. Jeg sprang ned af trappen, og var ved at vælte på vejen. Jeg kastede maden inden bors. Igen fniste min mor af mig. "Du skal vist gå i skole dag, så du få brændt lidt af alt det krudt." Jeg kunne ikke vendte til jeg skulle i skole, selv om at jeg viste at jeg ville blive en helt anden henne i skolen.

Klokken ringede, og jeg sad allerede på min plads. Min lære smilede over at se hvor glad jeg var. Men sagde dog ikke noget til mig. Timen begyndte, og jeg lod blikket glide over forsamlingen. Der var ingen kendte ansigter. Jeg rettede igen blikket mod læren. En seddel landede på mit bord. Jeg så mig forvirret omkring. Der stod ikke så meget, men det var nok.

Hey. Du er så cutte, hvad hedder du?

Jeg skrev et hurtigt svar, men kom pludselig til at tænke på at jeg ikke vidste hvem der havde skrevet den. Igen kikkede jeg rundt, og denne gang opdagede jeg en dreng som sad et par pladser fra mig. Han kikkede ivrigt på mig. Jeg løftede seddelen spørgende, og han nikkede ivrigt. Da læren vendte ryggen til kastede jeg sedlen. Drengen greb den uden besvær.

Tak, jeg hedder Lee Taemin, hvad med dig?

Mit svar var kort og præcist, lige som spørgsmålet. Drengen vidste seddelen til sin sidekammerat og de hviskede lidt sammen før de skrev et svar. Det undrede mig at der ikke var nogen der sendte drengen der skrev, mærkelige blikke. Jeg mener, hans hår var sort med lilla striber i. Det så vildt fedt ud, men det var bare med til at gøre det faktum at han var bøsse tydeligere. Det var i hvert fald hvad jeg troede.  Hans tøj var meget feminint, det sad stramt og havde ret meget pink og lilla over sig.  Og så sammen med hans hår. Bøsse var det første jeg tænkte på. Ikke fordi jeg havde noget imod bøsser, det var bare ikke så velset i Korea. Seddelen landede på mit bord igen, og jeg åbnede den interesseret.

Jeg hedder Kibum, men alle kalder mig Key. Min kammerat hedder Jonghyun. Du er helt ny, ik´

Jeg kikkede kort over på dem, og smilte ledt da jeg så at de flettede fingere under bordet. De var søde sammen. Ingen tvivl. Jeg kunne ikke dy mig til til at  spørge.

Jo, jeg startede i går. Undskyld jeg spørger, men er i to kærester?

En del inden i mig håbede at de var. De var for søde til ikke at være sammen. Jeg trak tegneblokken op af tasken. Ryggen på blokken var så slidt at den var ved at gå fra hinanden. Men hvis det ikke holder med gaffateip, så har du ikke brugt nok. Min mor havde købt adskillelige tegneblokke til mig, men jeg ville kun bruge denne. Her i var nemlig alle mine gode tegninger. Jeg slog op på en tilfældig side. Mit blik landede på tegningen, og jeg fik et sug i maven. Jeg kunne tydeligt huske da jeg tegnede det. Det var efter første dag på min sidste skole. Jeg var blevet ydmyget foran hele skolen og på vej hjem havde nogle drenge fanget mig og banket mig. Jeg havde tegnet mig selv efter den dag. Jeg var selv ret god til at tegne, syndes jeg selv, så det så virkelig frygteligt ud fordi det lignede ret godt. Jeg havde taget et billede af mig selv, og havde tegnet efter det. Mit ansigt var hærget og havde blå mærker over det hele. Han havde ikke farvet den, så de blå mærker var grå pletter der dækkede det meste af mit ansigt. Selv om at det beviste hvor onde folk var ved mig, var jeg nu alligevel ret stolt af den. Seddelen landede på min tegneblok, og jeg samlede den op.

Er det virkelig så tydeligt, men ja vi er sammen. Ingen fordomme tak :-)

Jeg smilede ved beskeden, og nedskrev hurtigt et svar. Jeg kastede seddelen og rettede igen blikket mod min tegneblok. Jeg slog op på en tom sidde og begyndte at tegne. Til at starte med var det bare en skitse. Men efter hånden som timen skred frem ad, kom det til at ligne mere og mere. Klokken ringede og jeg pakkede min ting sammen.
"Wow har du virkelig tegnet det? Den er vildt god." Jeg for sammen ved lyden. Jeg drejede mig på stolen, og fik øje på Key. Mine kinder blev varme, og jeg nikkede genert. Key rakte ud efter blokken og tog den op. "Se Jonghyun, han har tegnet os." Den anden dreng kikkede lidt på den, før han rettede blikket mod mig. "Den er fantastisk. Du er jo et naturtalent." Igen rødmede jeg og tog blokken til mig igen. Jeg kunne ikke lide at alle og en hver skulle se mine inderste tanker. For jeg udtrykte mine tanker i mine tegninger.
For første gang i min skolegang, gik jeg sammen med nogle venner ned til kantinen. Bare ordet gjorde mig helt varm inden i af glæde. Jeg havde venner. Hele to af dem.

Kantinen var proppet af svedige teenager, der alle prøvede at kommer forrest i køen. Key og Jonghyun førte an hen til et bord og satte sig. Ved bordet sad der allerede en dreng. "Det her er Onew." Jeg nikkede venligt til ham og satte mig ned. "Må vi ikke se dine tegninger igen?" Spurgte Key så. Jeg rystede genert på hovedet. Mine kinder blev varme ved tanken. "Kom nu, du er virkelig god." Til sidst rakte jeg dog ned i min taske og trak min blok op. Key og Jonghyun åbnede den ivrigt. Onew sad ved deres side og kikkede dem over skulderen. Jeg tog min sandwichs op til munden for at tage en bid, da jeg lage mærke til at mine tre venner sad og kikkede indgående på mig. Jeg rødmede igen og sænkende sandwichen. "Er det dig?" Spurgte Jonghyun og vendte blokken om så jeg kunne se hvad de snakkede om. Jeg greb hurtigt blokken og dækkede den til, så der ikke var flere der kunne se den. "Ja det er mig." Svarede jeg flovt. "Jamen. Hvad var der sket?" Spurgte Key hurtigt bekymret. Jeg undveg bare spørgsmålet, og begyndte på et nyt emne. 

Sidste time kom. Engelsk. Jeg hadede det ikke, men jeg kunne bestemt h eller ikke lide det. Klokken ringede og læren gik i gang. Læren var lige begyndt at snakke, da døren gik op, og en elev gik ind. "Godt du kunne komme, mr. Chol." Sagde læren afvigende og fortsate sin ordstrøm. Drengen satte sig bagerst i klassen. Kun et bord fra mig. Jeg kunne ikke lade vær med at kikke over på ham. Det første jeg havde tænkt var...Lækker. Han var ret høj af en Koreaner at være. Hans hår var mørkebrunt, halvlangt og krøllet. Og så hans øjne. Vi havde haft øjenkontakt da han gik ned til sin plads. Hans øjne var lysebrune og passede perfekt til hans hår. Og så havde de den vane at fange folks blikke.
Jeg trak igen min tegneblok op af tasken. Min tegning var ikke færdig, så jeg gik videre med den. Key og Jonghyun ville helt sikkert tikke og bede om den når den vær færdig. Til deres skuffelse ville jeg svare nej med det samme. Jeg tog ikke sidder ud af min blok. Så hvis de ville have en tegning af dem, blev det ikke fra min blok.
Klokken ringede ud fra sidste time, og jeg begav mig hjem ad.  

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...