Forever and ever [2min]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2014
  • Opdateret: 14 okt. 2014
  • Status: Igang
Taemin starter igen på en ny skole. Han er beredt på lidt af vært, men bliver overrasket over at han allerede på sin anden dag for nogle venner. Han støder på en hemmelighed som kan betyde liv eller død, hvis den kommer ud. Og som han sammen med en anden må beskytte med deres liv.

3Likes
11Kommentarer
489Visninger
AA

2. En uventet ven

En hånd på min kind vækkede mig. Jeg slog øjnene op og sprang op af sengen. På min sengekant sad min mor og så uforstående på mig. Mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig. Hun havde givet mig et gigantisk chok. "Undskyld jeg forskrækkede dig, men du skal møde om 20 min." Mine øjne blev store og jeg sprang hen til mit skab. Luften på mit værelse var varm og klam. Jeg indsamlede hurtigt mit tøj. Min sovevane gjorde det ikke specielt behageligt at blive vækket af andre. Jeg havde det med at smide tøjet om natten. Nogle gange ALT tøjet, andre gange kun min T-shirt. Min mor valgte at gå ud, så jeg kunne tage tøj på. Jeg skulle lige til at lukke døren til mit værelse og gå neden under, da jeg lige lod blikket glide over værelset. Mit på sengen lå min tegneblok. Jeg løb hen efter den, smækkede døren og skyndte mig neden under. Min mor stod glædeligt i døren til køkkenet med mig madpakke og en lille morgenmad jeg kunne tage med. Bussen var kørt så jeg måtte gå.

Da skolen stadig lå 300 meter længere fremme, kunne jeg høre skoleklokken, og jeg satte farten ekstra op. Et enkelt bip kom fra min lomme. Jeg tjekkede hurtigt min mobil. Det var Key. Jeg ignorerede irriteret mobilen og skyndte mig videre. Jeg hev forpustet efter luft, imens jeg løb ned af gangen til min klasse. Jeg stoppede foran døren og tog en dyp indånding før jeg åbnede døren. "Undskyld at jeg kommer for sent." Hviskede jeg flovt ned i jorden før jeg gik ned mod min plads. Som sagt var jeg den sidste, så der var kun en plads tilbage. Jeg kendte ikke pigen der sad ved siden af, men hun så meget sød ud. Jeg hilste imens jeg satte mig ned. "Og hvad er så den dårlige undskyldning?" Spurgte læren og så surt på mig. Jeg krympede mig under hans blik. "Jeg sov over." Svarede jeg igen, og kunne tydeligt mærke hvordan mine kinder blev røde. Jeg kom aldrig for sent. Enden kom jeg til tiden, eller også kom jeg slet ikke. "Så tror vi også på den mr. Lee. Den dårlige vane må du vende dig af med." Igen krympede jeg mig. Han var virkelig streng. Jeg sad lidt og overvejede hvad jeg skulle sige.
Jeg besluttede mig dog alligevel for at gøre, noget. Jeg rettede mig op og kikkede ham direkte ind i øjnene. Jeg kunne tydeligt mærke at dette var blevet en kamp om magt. Jeg vidste godt at jeg ville tabe, men jeg måtte forsøge. Jeg måtte for alt i verden ikke tage blikket til mig.
En rynke i hans pande viste at han var ved at blive bekymret. Det så næste ud som om hans øjne skød lyn af raserig. Jeg blev redet af Key og Jonghyun. Jeg hørte nogle piger fnise højlydt og hviske hen for sig. Min nysgerrighed tog over og jeg drejede hovedet, det samme gjorde læren. Til min skuffelse var det ikke andet end en seddel de havde sent hen til pigerne.

Da klokken ringede pakkede jeg mine ting sammen i en fart. Key og Jonghyun fulde mit eksempel og vi skyndte os sammen ud. Min mor havde givet mig penge med til kantinen for første gang. Jeg havde aldrig kunne lide det mad de serverrede, men ny skole, nye indtryk. Key og Jonghyun havde også penge med, så vi stillede os i køen sammen. Kantinedamen lignede et af ofrene fra Auschwitz. Jeg havde aldrig set en kvinde være så tynd. Hun var så udmagret at man ikke skulle tro at der var plads til hendes skelet. "Ja hvad skulle det være?"Spurgte hun mudderet. Jeg kikkede på maden, men inden jeg nåede at sige noget, havde Key rakt sin bakke frem. "Det sædvanlige." Jeg kikkede overrasket på dem da Jonghyun gjorde det samme. Kantinedamen rakte bare noget mad frem til dem og smilede glædeligt til dem. "Når ja, undskyld Taemin. Det her er Vinara. Kantinedamen, og den eneste vokse der ikke ser ned på Jonghyun og mig." Key havde uden tvivl set mit spørgende ansigt. Jeg rystede overraskelsen af mig og rettede igen blikket mod Vinara. "Øh, har i noget uden alt for meget fedt?" Hun grinte bare. "Vi går ind for en sund frokost. Så der er så lidt fedt i det som muligt. Men lad mig gætte..." Hun kikkede lidt op og ned af mig. "En salat... Med en lille smule dressing? En vand med brus og citron, og en chokolade muffin til dessert?" Jeg måbede. Hun havde lige nævnt det jeg tit lavede til mig selv der hjemme. "Det tænkte jeg nok." Sagde hun og forsvandt for at finde det.
Jeg vendte mig måbende om mod de andre. "Hvordan gjorde hun det?" Spurgte jeg så. "Aner det ikke, men du skal ikke være bange, hun gør det ved alle nye, og har ALTID ret." "Ja, hun gjorde det også ved os." Indskød Jonghyun. "Vær så god unge mand." Sagde Vinara da hun rakte mig maden.

"Hey Taemin. Hvad skal du have i sidste time?" Jeg trak mit skema op af tasken, og kikkede på det. "Korans. Jer?" Key kikkede bare undskyldende på mig. "Vi skal have matematik. Og du skal have koreansk med MINHO." "Hvem er Minho?" "Alle lærene kalder ham mr. Chol fordi hans far er så betydningsfuld."  "Men mr. Chol virker ikke til at være lige så betydningsfuld som sin far. Han holder sig i hvert fald meget for sig selv." Indskød Jonghyun. Jeg lagde mærke til at det altid var Key der svarede for dem, som om at de var den samme person, men det var Key der var munden. "I går var der en dreng der kom forsendt, og som blev kaldt mr. chol."
Med nysgerrigheden på det højeste forlod jeg de andre for at gå til time. Jeg kom ind som en af de sidse, og der var kun en plads fri. Jeg gik stille og roligt ned mod den. Jeg skulle ikke se for begejstret ud, for på pladsen ved siden af sad Minho nemlig. "Hej." Sagde jeg mundet da jeg satte mig. Til min skuffelse fik jeg ikke noget svar. "Jeg hedder Taemin." Sagde jeg for at få en samtale i gang, men Minho vendte bare hovedet væk. Vi skulle bare side og læse. Ikke det mest interessante.

Efter skole gik jeg hjem. Key og Jonghyun var endnu ikke færdige, for de havde en time mere. Det var tydeligt at se, at det stadig var sommer. Solen bagte og trærene havde aldrig været mere grønne. Selv om at jeg ikke var meget for det, hade jeg været nødsaget til at smide min langærmede trøje. Men den var først røget da jeg var langt nok væk fra skolen til at ingen rigtig kunne se mig. Min mor syndes at det var morsomt, for hun mente ikke at jeg havde noget at skjule. Det havde jeg som sådan heller ikke, men jeg var en meget indadvendt person, og så fik de lange ærmer mig til at føle mig sikker. Det var heller ikke særlig tit at jeg gik med korte bukser. Aldrig shorts, nogle gange bukser som gik til lige under knæet, men ikke kortere.
En lyd af løbene skridt bag mig fik mig til at kikke tilbage. Til min overraskelse var det Minho. "Vent." Sagde han, men han lød ikke specielt forpustet. Jeg stoppede op og ventede på ham. Minho kom op på siden af mig og stoppede. "Øhm, undskyld at jeg ikke snakkede til dig i dag." Begyndte han. Jeg smilede bare til han, og begyndte at snakke før han nåede videre. "Det er helt i orden. Jeg undgik også alt opmærksomhed på mine gamle skoler." De få dage jeg havde gået på skolen, havde jeg forandret mig en hel del. Jeg ture at snakke med folk nu. Bare det var et stort skridt. Og det var kun med hjælp fra Key og Jonghyun. 
Minho kikkede overrasket på mig, og begyndte så at smile.

"Mor, jeg har en ven med." Jeg smed min taske i entreen og gik ind i køkkenet til min mor. Minho tag langsomt sin skuldertaske af og fulgte efter mig. "Aj hvor hyggeligt. Hvem er det." Hun havde en irriterende vane med at gøre alt sukker sødt. Minho kom ind i køkkenet til os. Ved synet af ham blev min mors smil endnu støre. Han var trods alt ikke en lille ranglet dreng som mig. Han så generet ned i jorden. "Goddag. Og hvad hedder du så?" Spurgte min mor. Minho løftede forsigtig blikket. Han rakte sin hånd frem til min mors udstrakte hånd. "Chol Minho." Sagde han kort og tog hånden til sig igen. Han lignede en der ikke var genert, men han  var nettop det modsatte. "Vi går op." Sagde jeg. Jeg kunne lige ane ud af øjenkrogen en lettelses trækning i Minhos ansigt.
Jeg glædede mig til at vise mit værelse frem. Det havde jeg aldrig rigtig haft mulighed for. Jeg var ret ordenlig af person, så mit værelse var selvfølgelig også ordenligt. Min mor kunne heller ikke klare rod, men hun ryddede op på en anden måde end mig. Jeg kunne ikke klare at der var rod i kasser osv. imens min mor bare pakkede det hele ned i kasserne. Så så det jo ordenligt ud på ydersiden, men bestemt ikke indersiden. Trappen op på andensal havde aldrig været så lang som nu. Jeg glædede mig. Det var en dum ting at glæde sig over. Jeg ved det, men når man som sytten år endnu ikke har haft mulighed for at invitere venner med hjem på værelset, glæder man sig altså lidt til første gang. Jeg åbnede døren og gik ind på værelset. I midten var min seng, rat og pæn. Mit skrivebord og mit skab op ad vægen. Lidt anderledes fra andre teenagers værelser, var at jeg havde tre reoler som stod ud fra en af væggene, proppet med bøger. Overrasket gik Minho hen til reolen og betragtet det store udvalg af bøger. Han rakte ud efter en bog og tog den ud. Af refleks gik jeg hen og satte en finger hvor den havde stået. "Meget mod sin vilje er sekstenårige Ever blevet skolen outsider nummer et. Efter en tragisk ulykke, hvori hele hendes nærmeste familie er omkommet, har hun nemlig fået clairvoyante evner. Og det er pinefuldt altid at kunne høre folks inderste hemmeligheder. Særligt, når man ikke kan blive fri for det. 
Men så får klassen en elev. Damen Auguste er flot, eksotisk, rig og ved altid, hvad Ever tænker. Men hvem eller hvad er Damen egentlig. Han har både en lys og en mørk side, og han høre til i en fortryllende ny verden, hvor ægte kærlighed vare evigt...
Seriøst? Er det ikke en tøsse bog?" "OG?" Jeg tog bogen og stillede den hidsigt ind i reolen igen. "Bare fordi det er en pige bog, betyder det så at jeg ikke kan læse den?" Jeg kunne tydelig mærke hvordan mit hoved var ved at koge op af raserig. Ingen, og jeg mener INGEN skal fornærme mine bøger. "Ja undskyld. Det var bare ikke lige hvad jeg havde forventet. Du ligner ikke en der læser så meget. Men det er der ikke noget dårligt i. Jeg elsker selv bøger."
Samtalen havde lige taget en uventet drejning. Minho, kunne han virkelig lide at læse. Han lignede mere en som ikke kunne lade vær med at dyrke sport. "Virkelig? Sådan virker det ikke." Røg det ud af min mund. Den dårlige samvittighed gav et sug i min mave, da Minho bare bøjede hovedet og så ned i jorden. "Undskyld, det var ikke ment så hård," sagde jeg og lage en hånd på hans skulder. "Det er okay. Det er også meningen at jeg skal ligne en sports stjerne. Det er nemlig hvad min far ønsker." Jeg forstod intet. Hvad havde hans far med hans kropsbygning at gøre. Jeg fik sat ham på en stol ved mit skrivebord, og forsvandt så ned i køkkenet for at lave nogle nudler. 

"Okay, fortæl." Jeg havde sat mig på gulvet overfor Minho. Jeg lage mærke til at hans hænde rystede. Jeg mistede helt appetitten af at se ham sådan. Hvad der så end plagede ham, var det slemt."Min far arbejder som talent spejder. Han har altid ville have en søn som er god til fodbold. En som kunne blive lige så berømt som ham. Jeg ønsker ikke at blive professionel fodbold spiller. Lige siden jeg har kunne gå, har jeg gået til fodbold ved den bedste træner min far kunne finde. Han har pisket mig igennem ugers hårde fodbold lejre, styrketræning hver dag og sund mad hele livet. Og jeg er træt, træt af livet. Bare jeg kunne stikke af, og aldrig komme tilbage.""Jamen, din far kan da ikke tvinge dig til noget. Hvor gammel er det du er?" "18 år." Jeg sukkede dybt. "Du er myndig. Han kan ikke tvine dig til noget mere. Du kan flytte hjemme fra, og han kan ikke gøre noget ved det." Jeg kunne lige ane et glimt af håb. Et lille et. Men det var der.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...