Et Helt Almindeligt Gymnasium

Novelle skrevet 28. september 2012.
"Ungdomsnovelle" om livet på et gymnasium...

0Likes
0Kommentarer
341Visninger
AA

1. Et helt almindeligt gymnasium

En formiddag, klokken 10 i Danmark, sidder en helt almindelig gymnasieklasse på deres hårde træstole, med hænderne på ballerne, for at dæmpe smerten fra stolene, og er i færd med at skrive dansk stil. Helle ved godt, hvad hun skal skrive. I lang tid havde hun gået og været både sur og ked, fordi hun havde det svært. Vidst havde hun venner, men pludselig blev hun i tvivl om, hvorvidt de var rigtige. Det var også svært for hende. Hun kom lige fra folkeskolen, hvor hun havde været klassens populære pige, og leder af den mest berygtede klike. Og da kom hun så i 1.g med en stor rød hættetrøje, sorte gamacher og en Gucci-taske i hånden. I starten blev hun da også taget godt imod, hun blev venner med både Mette og Lotte, og mange af drengene i 1.a syntes skam også, at hun var ret lækker. Deriblandt var Henrik S., som hun skam også blev gode venner med.

Til en fredagsbar snakkede hun så med en pige, som hed Margrethe, og som gik i 1.b. Margrethe var en ret flabet og sarkastisk pige, der først blev kendt som hende den sjove, indtil folk fandt ud af, at hun skam mente de ting, hun sagde, alvorligt. Men Helle kunne lide Margrethe, måske fordi hun havde alt det, Helle selv manglede, nemlig vilje, stædighed og gennemslagskraft. Ved samme fest stødte Helle under en dans ind i en dreng, to år ældre end hende selv. Helle dansede med ham, først normalt, så lidt tættere, og derefter rigtig tæt. På et tidspunkt udvekslede de navne, og Helle fandt ud af, at han hed Villy, og gik i 1.f. Villy var jyde med stort J. Han gik altid med vindjakke og træsko, og han røg også pibe. Villy var én af de drenge, som man så sjældent møder. Han var én af de seje drenge, der kørte på knallert og røg i frikvartererne (den før omtalte pibe), og samtidig var Villy en dreng med begge ben i næsen på jorden. Helle blev hurtigt vild med Villy, og han med hende. De tilbragte stort set hvert frikvarter sammen, og de var også sammen i fritiden, og Margrethe, som på det tidspunkt var blevet Helles bedste veninde, var naturligvis lidt misundelig over, at Helle brugte mere tid på Villy, og mindre tid på hende.

En dag var Helle og Villy ude at køre på Villys knallert. Idet Helle i ren forelskelse så så meget op til Villy og alt, hvad han foretog sig, vidste Helle fra den dag af, at hun også ville køre knallert. Så kunne de køre sammen, uden at Helle behøvede at sidde bagpå. Helle vidste, at man skulle være 16 for at kunne køre knallert, og det blev hun den 14. december. Så Helle gik til køretimer og tog knallertkørekort. Stor var de andres forbavselse, da Helle, som den første pige i 1.a, om morgenen den 15. december 1982 kom anstigende til gymnasiet på en rosenrød Puck Maxi. I kan tro, Helle blev populær på hele gymnasiet, eller i hvert fald på dele af det. For på dette gymnasium var der, som på så mange andre gymnasier, forskellige fløje. Men i stedet for de fuldkommen fantasiløse bogstav- eller talbetegnelser, havde man her valgt af benytte sig af farver; rød, blå og lilla var der, og af én eller anden uransagelig grund, kunne klasserne i den røde fløj aldrig enes med dem i den blå fløj, og vice versa. Den lilla fløj blev, til skolerådsmøder, fester og lignende, brugt som en slags mæglere; nogle, som kunne enes med alle, men ikke helt selv vidste, hvad de ville. 1.b., hvor Margrethe gik, lå i øvrigt i den lilla fløj, og hun havde således venner, som Helle ikke kunne udstå. Én af dem hed Lars og gik i 1.v. Lars var skolens værste bølle, og leder af Tyve-tyvebanden, der, som navnet antyder, bestod af tyve tyve, hvori alle gik i enten 1.v, 1.c, 1.o, 1.i eller 1.b. Alle andre hadede Lars og hans bande, og i 1.a snakkede man om, hvordan de ville stoppe ham. Nogle foreslog, at man blokerede alle toiletterne på skolen, og at man så skulle betale penge for at komme igennem, noget, de kaldte en betalingsring. Helle var dog ikke meget for den idé, idet hun mente, at den røde fløj jo brugte de selv samme toiletter.

En dag skete det så, at alle fra gymnasiet blev inviteret til nytårsfest hos Margrethe. Margrethe boede i et fint, gammelt hus, fordi hendes far var præst, og Margrethe havde lige fået sig en café latte-maskine i julegave, og det var hun rigtig glad for, thi café latte var hendes yndlingsdrik. Klokken 18 kom gæsterne, der kom også Helle, på sin røde Puck Maxi. Helle havde lovet at tage champagne med, men kom uden, hvilket fik Lars fra v-klassen, der sad i Margrethes lænestol med sin fadbamse i hånden, til at råbe løftebrud, men det prellede fuldstændig af på Helle, for det gjorde han skam 88 gange om dagen. Helle kom ind og satte sig i sin røde pailletkjole, som hun havde fået specialdesignet til lejligheden, ved siden af Villy, og Margrethe startede stereoanlægget; de hørte de nyeste hits, bl.a. "View from a Bridge" med Kim Wilde, "The Land of Make Believe" med Buck's Fizz og "Video, Video" med Brixx.

Pia fra 1.o var glad, da hun hørte, at de skulle have torsk, men blev lidt fornærmet, da hun hørte, at den ikke var dansk. Hun sagde et eller andet om, at Margrethe var gået over grænsen. Lille Johanne fra 1.ø sad og surmulede ovre i et hjørne. Hun var sur over, at torsken var fanget under urimelige forhold, og hun nægtede at spise, før der kom fred i verden og mad til de sultne børn i Afrika og på Vesterbro. Hun snakkede om krummerne fra de riges bord. Lene fra 1.c var til gengæld i strålende humør, og hun underholdt om, hvordan hun af rektor blev truet med bortvisning, fordi hun havde tilbragt 11 uger på henholdsvis Mallorca og Ibiza, og dermed havde haft et fravær på noget mere end 10 procent. Lene dumpede desuden til prøven i oldævl, idet hun befandt sig på Kreta, da de læste Iliaden. Lene forklarede sig med, at hun jo trods alt havde befundet sig i landet, hvor Iliaden blev skrevet, men da censor såvel som læreren ikke ville tro hende, måtte hun krybe til kors og sige: "Jeg erkender, at jeg svarede på noget andet, end det jeg blev spurgt om!"

De spiste citronfromage og hyggede sig videre, og pludselig slog rådhusurets klokker til tiden på Danmarks Radio, og nu befandt vores del af kuglen sig i 1983. Men da Helle skulle hjem på knallerten, gik det pludselig galt. Helle havde i lang tid haft problemer med kickstarten, og nu stod hun dér og fumlede med at få maskineriet til at køre, hvilket ikke lykkedes. Alle fra den blå fløj, og også nogle fra den lilla, drillede Helle. Ja, Kristian fra 1.o sagde endda, at hans gamle knallert fra 1965, som han havde fået af sin far, var bedre til at kickstarte end Helles. Alle fra den blå fløj skraldgrinede af Kristians humor. Men Helle følte sig nu pludselig kejtet, ensom og forladt, som hun stod der i vinternatten med sin knallert. Heldigvis kom Margrethe, som trods alt stadig var Helles bedste veninde hen til hende og trøstede hende. "Sådan er det jo!", sagde Margrethe, og det var det jo. Så kom Villy over, han var jo 17 - snart 18 år, og havde kørt knallert længe, så han var lidt bedre til det med kickstarten. De hjalpes ad, og da det lykkedes, råbte Helle nærmest euforisk til de to andre: "Vi gjorde det!"

Helle var nu ikke så ked af det de første par dage i det nye år, men den 6. januar kom Villy ind med den besked, at han skulle flytte med sine forældre tilbage til Jylland, og derfor skulle holde op på gymnasiet. Helle blev så ked af det, hendes tårer løb ned af Villys fløjlsjakke og ned på hans fodformede Maosko. Villy slog over i engelsk, som han var så god til, og sagde: "I can si, zat yur izø is mølting at yur pøwles", og så kunne Helle ikke lade være med at le lidt mellem tårerne. Han var altså så sjov, ham Villy, men hvem skulle hun nu snakke med? Nu blev 1.f ledet af en stædig pige fra Kerteminde, der havde et mindst lige så iltert temperament som Margrethe, bare med modsat fortegn, og hun var utrolig rød i hovedet. Selv om Helle og Annette faktisk blev ok gode venner, var det bare ikke det samme som med Villy, thi Annette manglede noget mellem benene, på trods af, at hun til gengæld havde noget mellem ørerne. Desuden ville både Annette og Margrethe have Helle med til bords ved spisefrikvarterne, og ofte trak de begge i Helle - Annette ville have Helle til venstre, mens Margrethe ville have hende til højre. Til sidst brækkede Helle altså begge sine arme. Så nu sidder hun og ved udmærket godt, hvad hun vil skrive, men kan ikke få det kradset ned på papiret, fordi begge hendes hænder er i gips. Synes I, det er synd for hende? Tja, måske, men som Margrethe jo så klogt siger: "Sådan er det jo!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...