Det her bliver aldrig et eventyr

Andrea er 17 år og går i gymnasiet. Hun har længe følt, at hun er blevet forfulgt, og endelig en dag, kulminerer det...

1Likes
0Kommentarer
538Visninger
AA

3. Flagermusefest

 

”Hey Andrea! Hvad så?”

”Hej Ida!” Hun satte et stort smil op, for ikke at vække mistanke. Ida kendte godt til hendes forfølger, men hun behøvede ikke at blive mere bekymret. I dag handlede det om, at holde lav profil.

”Jeg tænkte på, om du tager med til Halloween-festen i næste weekend?”

”Det ved jeg ikke rigtig, Ida. Spørgsmålet er om jeg kan nå det med lektier og sådan.” Hun tøvede. Hun havde ikke lyst til, at tage med til den fest. Men Ida gav ikke op så let.

”Kom nu” bad hun ”Det bliver sjovt!” Andrea kunne ikke gøre noget. Når først Ida havde sat sig noget i hovedet, var kampen tabt. Hun lovede Ida at tage med, der var ikke så meget andet at gøre.

 

Ugen op til festen gik hurtigt. For hurtigt, efter Andreas hoved. Da hun stod foran spejlet lørdag aften og så ned ad sin sorte flagermuse-agtige kjole, kunne hun ikke kende sig selv. Hun studerede nøje sin lette make-up, da hun pludselig fik øje på noget i spejlet. Dér, i vinduet, sad en skygge. En skygge der ikke plejede at være der. En skygge der fik det til at løbe hende koldt ned ad ryggen. En lille stemme sagde hende, at skyggen havde små brune øjne. Hun kiggede hurtigt væk fra spejlet. Prøvede at lukke kuldegysningerne og alarmsignalerne ude, mens hun tjekkede sin mobil. En ny besked fra Ida:

Hey:-)

Kommer du ikke snart, her er ved at være lidt kedeligt uden dig. Jeg tror Kasper kigger efter dig!;-)

 

Kasper. Navnet fik hendes mave til at vende sig, og den sædvanlige prikkende fornemmelse i hele kroppen spirrede så småt, ved tanken om, at han var til festen. Skolens lamme Halloween-fest, som ingen (udover Ida), havde tænkt sig at komme til. Men hun ville tage derhen. Hvis Kasper var der, ville hun også være der.

 

Hun tog cyklen. Hun kunne sagtens have spurgt sin far om han ville køre hende, eller være blevet hentet af én af de andre, men hun tog cyklen. Ikke mindst fordi, så havde hun en undskyldning for, ikke at drikke. Hun kørte hverken for langsomt eller for hurtigt, og ville nok nå hen på skolen på cirka et kvarter.

Da hun kørte gennem skoven begyndte mørket at falde på. Hun blev en smule urolig, men slog tanken fra sig. Hvem skulle være i skoven på denne tid, en lørdag aften? Det var jo skørt.

Men alligevel føltes det som om skoven stirrede tilbage på hende. Uroen spredte sig i hendes krop, og hun kørte hurtigere på cyklen. Desto hurtigere hun kom til skolen, desto bedre. Da hun nåede slutningen på skoven, og hun kunne skimte lys fra lygterne på vejen, blev hun pludselig opmærksom på en lyd. Den kom bagfra, som om en anden cykel skulle til at overhale hende. Hun så sig bag skulderen, men der var ikke nogen. Kun sorte skygger fra skoven, som blev kastet ud på den lille skovsti.

 

Da hun stod foran døren til festsalen, tøvede hun. Hun behøvede ikke gå derind. Ida havde ikke set hende endnu. Hun ville slet ikke med til den dumme fest. Hvad hvis nu, hun kom til at gøre noget pinligt foran Kasper? Tanken var ubærlig.

Men inden hun nåede at vende om, var Ida kommet ud af døren, for at hente flere snacks.

”Hey, så kom du endelig!”

”Ja, her er jeg så. Er der kommet mange?”

”Nej, en del 1.g’ere, men ikke så mange af de andre. Gå du bare ind, jeg skal lige ud i køkkenet. Vi ses om lidt”

Ida nynnede et eller andet nyeste pop-hit, mens hun halvdansede med det tomme fad. Utrolige Ida.

Andrea kiggede forsigtigt gennem døråbningen, for at få et overblik over salen. Rigtigt nok, var langt de fleste festaber i aften fra 1.g. Skolens farvede lamper var blevet hængt op over det hele, så alt så orange og mørkeblåt ud. Græskar med skræmmende grimasser og falske flagermus og edderkopper plagede både borde og loft. Hun spottede hurtigt Kasper. Han stod i det fjerneste hjørne sammen med nogle venner. Kasper kiggede lidt rundt, og fik øje på Andrea. De kiggede på hinanden, indtil Andrea hurtigt vendte hovedet den anden vej. Da hun så op igen, var han på vej hen til hende. Han smilede. Hun kunne se på ham, at han ikke kunne lade være. Det vendte sig i hendes mave, og hun begyndte at ryste let på hænderne. Hun kunne heller ikke lade være med at smile.

 

Stemningen var afslappet og rar, og slet ikke akavet som hun havde troet. Som de stod der og dansede sammen, begyndte hun at glemme sin forfølger. For første gang, var hun ikke ængstelig opmærksom på alle detaljer omkring hende. Men ikke ret længe.

Pludselig blev et vindue knust, og en skikkelse kravlede ind. Alle blev meget forskrækkede, og nogle af drengene fandt våben blandt tomme ølflasker, og skeen fra punchen.

Hun kiggede på Kasper med nervøse øjne. Han tog hendes hånd, og førte hende ubemærket ud af salen. Skikkelsen fra vinduet fulgte hende med øjnene, og det løb hende koldt ned ad ryggen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...