Ingen rigtig verden

Jeg skrev denne historie, en dag jeg havde det yderst mærkeligt. Jeg har valgt at selv lade være med at være kritisk, men istedet prøve at høre jeres meninger om det jeg har skrevet og den måde jeg har skrevet det på. den er endnu ikke færdig og jeg er ikke sikker på om den nogensinde bliver det. c:

det handler om denne person, som går en tur, finder en svamp og spiser den. det handler om hvordan ingen virkelighed, er realistisk i personens hoved, hverken før eller efter personen spiser svampen.


2Likes
5Kommentarer
523Visninger
AA

1. syner og svampe

 

Jeg gik hen ad gaden, her var så smukt, grønt og orange. En masse varme røde farver! Det kunne man i hvert fald ikke sige om vejret. Blæsende og koldt. Det var blevet efterår.. jeg rystede og begyndte at gå hurtigere. Jeg kiggede ned i jorden, bladende lå spredt udover stien, kviste og grene, vandpytter.. forfærdelig store vandpytter. Mens jeg gik der, og så ned i jorden, så jeg en utrolig stor svamp. Den havde lyserøde prikker og små børn omkring sig. Børnene legede og lo. Jeg forstod intet. Små børn! Forsvind! Det er ikke et sted for jer! Stien forvandlede sig til en mørk granskov og begyndte at vågne op og blive levende. Åh nej! .. jeg vendte mig om, men jeg kunne ikke finde børnene nogle steder. Hvor er de dog, små stakkels børn! Jeg bekymrede mig om de små børn iført farverige flyverdragter og tykke vanter. Men svampen stod der stadig. Den talte til mig, fortalte mig at jeg skulle nærme mig den. Jeg gik helt tæt på og lagde øret helt tæt på. ”spis mig!” hviskede svampen. skulle jeg måske spise den, dejlige skabning? Jeg snusede til den og nød hver duft fra den charmerende, mystiske svamp.  Jeg knækkede et stykke af den store svamp, og tog en bid af det stykke med de lyserøde prikker, jeg havde i hånden.

Jeg mærkede hvordan tyngdekraften hurtigt forsvandt. Jeg svævede rundt i den mørke skov. Men jeg skal finde børnene! Jeg drejede rundt om mig selv, men kunne ikke få øje på andet en den store stygge skov som jeg var omringet af. Åh nej! Hvad gør jeg nu? Jeg satte mig på jorden og slappede af i skuldrene. Jeg lukkede øjnene og fik øje på en sø.

Der var sommerfugle og kaniner der hoppede rundt. Børnene sad der også. Men de havde smidt deres flyverdragter i søen! Nu havde de blomstret sommertøj på og solhatte. Der var en af dem der hev en fløjte frem og begyndte at spille på fløjten. Det var musik fra fløjten, den spillede selv.  Jeg gik over mod dem og lagde mig på det kølige grønne græs og lyttede til den smukke fløjtes spil. Jeg hørte et gys fra børnenes barnlige lyse stemmer, jeg åbnede øjnene og satte mig brat op. Men de var forsvundet.. hvad? Jeg sad nu  alene ved søen og begyndte at græde.  Hvor er de? Hvor er børnene? Jeg satte hænderne i græsset og hev store mængder græs op, med al min kraft og vrede, imens jeg græd. Den smukke, spejlblanke sø gik i opløsning, og kun mit skingre skrig blev tilbage. Jeg mærkede hvordan jorden under mig forsvandt, smuldrede og hev mig med ned i dybet. Jeg kunne intet se, jeg kunne kun se op. Hvad foregik der? Hvor er børnene? Jeg hørte børnenes stemmer for mig og deres lette latter. Jeg så dem for mig, lege og leende.  Jeg lukkede øjnene, men jeg kunne stadig se.

Jeg så hvordan alt blev mindre, mens jeg faldt.  Alt blev mørkere og koldt.  Det eneste og sidste jeg mærkede var, mit hjerte. Det sidste slag, lige inden det ramte noget, noget jeg nok aldrig finder ud af, og spredte sig indtil det til sidst blev knust.  Jeg åbnede øjnene og så et egern løbe langsomt over broen. Solen var stor og varm og var langsomt på vej ned bag nogle træer. Himlen var blå-grøn  og sky fri. De fine farver spejlede sig i vandet, der var helt roligt og enkelt. Så lydløst. Solen gav træerne og alt, en fantastisk smuk farve, varm og orange. Men nu var den på vej ned. Solen varmede ikke længere min kind og hænder, træerne dækkede pludselig enormt meget, jeg så nu kun skyggen på træerne, der gav træerne en grumset grøn farve. Mine hænder begyndte at være kolde og mine fødder havde det elendigt. Der stod et bord ude på vandet, med the og kaffe og kopper og tallerkner og kage! Jeg sad på broen og kiggede sultent på bordet. Det stod helt perfekt! Intet var faldet, alt stod der endnu.  Jeg duftede kagen, der lå på bordet, midt ude på vandet!

Jeg kravlede tættere på, mine fødder havde så ondt. jeg havde så ondt!  Jeg ville hoppe i vandet hvis bare det betød jeg fik noget mad! Jeg hang næsten ude af broen, da Jeg så bølgerne ændre sig, de blev enorme, vilde og farlige. Jeg kunne ikke hoppe ned i vandet. Det ville mine hænder og fødder ikke. Jeg greb fast i broen og var lige ved at græde. Hvordan får jeg fred? Jeg vil bare have noget mad! Bordet stod der stadig endnu. Solidt og holdbart. Duften af kage og kaffe sværmede stadig om mig!. Og pludselig kom børnene hoppende på bølgerne i deres sommer tøj. Med blomster i håret og trillede rundt på bølgerne. Intet af det jeg så gav mening.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...