Adskilt

En stil vi skulle skrive i dansk.. Er ret stolt af mig selv HAHAH

0Likes
0Kommentarer
417Visninger

1. Adskilt

"Nå? Hvad var det så du ville snakke med mig om?" spurgte jeg og grinte. Hun kiggede op på mig, men grinte ikke og jeg kunne straks mærke, at det her var alvorligt. Jeg kendte hende ud og ind og vidste lige, hvad hun følte og nu var ikke tidspunktet at lave sjov på. Jeg holdt op med at smile og kiggede op på hende. "Altså, du har jo lagt mærke til, at jeg har tabt mig her på det sidste ikke?" Jeg nikkede og hun løftede op i den store trøje. Jeg gispede. "Savannah! Hvad er der sket med dig!?" Hun var ikke andet end skind og ben og det chokerede mig virkelig. Hun rullede sin bluse på plads igen og kiggede ned i jorden. "De sender mig væk pga. det her", hviskede hun næsten uhørligt. Jeg holdt op med at trække vejret. Sendte hende væk? Hvorhen? Hvornår? Hvorfor? Hvad skulle hun der? Spørgsmålene fløj rundt i hovedet på mig og jeg kunne ikke finde hoved eller hale i noget som helst. Jeg tog en dyb indånding og prøvede at tale. "H-h-hvornår?" fik jeg fremstammet. Tårerne pressede hårdt på nu og det var svært at forstå noget. "Fra på mandag går jeg ikke på skolen mere". "MANDAG!?" Hun nikkede og jeg kunne se hendes hænder ryste. Jeg kunne ikke holde det inde mere og løb over og omfavnede hende. "De må ikke tage dig fra mig", hviskede jeg og klamrede mig til hende. Jeg kunne høre hende snøfte og snart løb noget vådt ned på min skulder. Jeg trak mig lidt væk og tørrede tårerne væk fra hendes kind. "Vi... Vi holder da kontakten ikke?" spurgte jeg. "Jo selvfølgelig. Men du må ikke sige det her til nogen. Jeg vil ikke have alle de blikke på gangene". "Nej, det lover jeg", svarede jeg og mente det. Jeg ville aldrig bryde et løfte, som jeg havde givet hende. 

Dagene gik og jeg blev mere og mere deprimeret. Vi nærmede os dagen, hvor hun skulle af sted og jeg prøvede at nyde min sidste tid med hende fuldt ud. Vi fjollede og pjattede, som om intet var sket. Ingen bekymringer, intet ansvar. Bare os to. Men jo tættere på dagen vi kom, des sværere var det at lade som ingenting. Ingen af os ville have det til at slutte nu. Bilen stoppede og det var på tide at tage afsked. Jeg kiggede op og mødte hendes blik. Men det eneste jeg så var min egen smerte afspejlet i hendes øjne. Frygten for ensomhed, frygten for forandring. Hendes familie stod og så afventende på os og jeg besluttede mig for at sige hurtigt farvel. Jeg gav hende et halvhjertet smil og krammede hende. "Vi ses snart", hviskede jeg og lod hendes familie sige farvel. 


Fra Sica@Tyler.net
Til Savannah@Curtis.com 
07/04/11
Hejsa. 
Alting er så ensomt uden dig. Som om, de har taget en halvdel fra mig. Udover det, er alt ved det gamle. Jeg er ofte ovre ved dig, bare for at være der. Jeg gør det her kort, da jeg ikke ved, hvordan jeg skal udtrykke mig rigtigt, men hvordan har du det? Og går det fremad? 
Knus Jessica. 
Fra Savannah@Curtis.com 
Til Sica@Tyler.net 
08/04/11
For hver dag der går tændes en flamme af håb indeni mig. Et håb om, at jeg måske kommer hjem igen, men det er så svært. De tvinger mig til at spise og tage på. Jeg kan snart ikke se mine ribben mere. Husk at passe godt på min bror, da han har det svært for tiden. Vi ses forhåbentligt snart. Savannah.<3 


Jeg læste mailen mindst tyve gange, før jeg lod tårerne løbe. Skyldfølelsen skyllede ind over mig og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Hvorfor havde jeg dog ikke lagt mærke til, hvor tynd hun var blevet og hvor lidt hun egentlig havde spist? Jeg tog mig sammen og cyklede over til hendes hus, igen. Jeg gik ind på hendes værelse og lagde mig i hendes seng. Den lugtede af hende. Døren gik pludselig op og hendes storebror kom ind. Han så forskrækket ud. "Åh! Savannah. Det er jeg ked af", fremstemmede han, da han så mit tårevædede ansigt. Han havde selv store, røde øjne. Jeg sagde ikke noget, men gik hen til ham og omfavnede ham. Vi stod der i en halv times tid, til vi hørte hoveddøren gå op. "Julian, vi er hjemme!" råbte en livløs stemme nede fra entréen. Jeg må vist også hellere se at komme hjem", sagde jeg og løsnede mig fra hans greb. "Kommer du herop i morgen?" Spurgte han og jeg nikkede. Men nu ville jeg hjem og skrive til min savnede, bedste veninde. 


Fra Savannah@curtis.com
Til Sica@Tyler.net 
15/04/11

Råber uden lyd og ord 
ud de tanker som der gror

Fra mit hjerte og mit savn 
Tænker kun på hendes favn

Græder stille uden dråber
Mon hun hører, at jeg råber.


Jeg lå vågen endnu en nat og lyttede til alle de små ting, der skete udenfor, men det eneste min hjerne var fyldt med, var hende. Hun have ikke svaret mig i flere dage og bekymringen voksede sig større. Hvad hvis der var sket hende noget? Jeg lå hele natten og tænkte og jeg fik svaret den næste dag, da jeg ringede til hendes mor. Man kunne høre at hun havde grædt da hun tog telefonen. "Hvad sker der?" Spurgte jeg og hun gispede. "Savannah! Jeg tror det er bedst at du kommer herned nu hvis du har tid", sagde hun med gråd i stemmen. "Jeg kommer nu", sagde jeg og lagde på. Da jeg kom derover sad hendes familie samlet rundt om deres spisebord. Det var lidt ubehageligt, for de var helt stille alle tre. Jeg satte mig ned og kiggede rundt på dem. Hendes far rømmede sig og kiggede direkte på mig. Hans blik var helt tomt for følelser, og det gjorde mig bange. "Savannah, vi fik en opringning fra stedet og.." Han brød sammen i tårer. "Jessica kommer ikke hjem", sagde Julian og kiggede ned i bordet. Jeg kiggede uforstående på dem og angsten voksede inde i mig. "De fandt hende på værelset i går. Hun var fuldstændig udsultet og de kunne ikke redde hende". 


Sandet klistrede til mine fødder, da jeg gik over den velkendte strand. Regnen piskede mod mit ansigt og det gjorde så pokkers ondt, men jeg var ligeglad. Der var ingen smerte der kunne overgå den, der brændte i mig nu. Den brændte som tusinde flammer og stak som hundrede knive. Der var ingen smerte som at miste nogen, man holdt af. Nogen man elskede og ville gå i døden for.
 Noget vådt løb ned ad min kind og varmede mine frosne læber. Der var ingen andre på stranden. Ingen andre til at se den usynlige smerte. Jeg satte mig ned og kiggede ud over bølgerne. Jeg kunne se fuglene flyve ud over vandet. Tænk at være en fugl. Fri for alle bekymringer, bare flyve dagen lang. Men nej, jeg sad fast her, ude af stand til at stoppe den brændende smerte. 

"Du må nu kysse bruden", sagde præsten og Julian trykkede sine læber mod mine. Jeg smilede over hele hovedet og vinkede ud til det begejstrede publikum. Her herskede en helt anden stemning end for 6 år siden, hvor det var en kiste og ikke et brudepar, der forlod kirken. "Jeg vil gerne ud til hende nu", hviskede jeg til Julian og han nikkede og førte mig ud til kirkegården. Jeg lagde mig på knæ ved hendes sten og lagde min buket ved siden af billedet af hendes kønne ansigt. 

Jessica Tyler 
Født 9. august 1994 
Død 14. april 2011 
Elsket og savnet. 

6 år. 6 år med smerte, savn og tomhed. "Jeg savner dig sådan", hviskede jeg og lod et par dråber falde. Hun ville altid være borte, vi ville for altid være adskilt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...