I´m a Slave

Selene og de to brødre Viktor og Marcus er slaver for varulvene. Hun venter kun på at fuldmånen kommer så hun måske får sit livs endelse. Hun er nemlig vampyr og hver fuldmåne skal der være et offer og helst en vampyr til at gøre varulvenes gud glad. Er baseret lidt på filmen Underworld da hovedpersonen Selene fortæller at lycanerne har været slaver for vampyrene!!!!!!

3Likes
1Kommentarer
896Visninger
AA

2. Det næste offer

Jeg kiggede ondt på lycaneren. Han svang pisken igen. Jeg skreg tavst af smerte, men den var der hurtigt så var såret væk igen. Jeg slæbte stenene hen til det nyeste offeralter. Det var det tredje. At slæbe sten eller hugge ud i alteret eller andet var noget jeg efterhånden var blevet vant til. Jeg smed stenene med det samme og skyndte mig tilbage efter nogle flere. Da jeg skulle til at samle nogle nye sten op lød tågehornet i det fjerne. Ofringen skulle begynde. Jeg smed dem jeg næsten med det samme igen og slog følge med Viktor og hans bror Marcus. Jeg skulede til Marcus, men han nøjedes med at se tilbage på mig almindeligt. Viktor tog øjeblikkeligt fat på mine skuldre. Jeg vidste han gjorde det for at beskytte mig. Lycanernes `konge´ skule vælge offeret og derefter var det ham der skulle slå vampyren ihjel. Marcus var egentlig menneske-vampyr-hybrid. Hvilket bare gjorde ham farligere.

Da vi var kommet hen til det første alter stod Lucian´s søn ventende. "Pis også!" udbrød jeg lavt. Jeg kiggede op mod alteret. Viktor og Marcus kiggede samme vej som mig og forstod nu hvorfor jeg havde havde sagt det. "Den knægt har ikke hjertet til at slå ihjel. Især ikke hvis han vælger dig Selene," sagde Viktor. Han sagde fordi han syntes jeg var køn og fordi han vidste jeg havde gang i noget farligt. Jeg var sammen med Lucian´s søn Mathias. Hvis Lucian fandt ud af det var jeg dødsens. Et øjeblik efter jeg havde tænkt tanken til ende trådte Lucian op til alteret. "Idag er det min søn der skal dræbe en vampyr! Men jeg vælger ham eller hende!" sagde han. Jeg krydsede fingre og håbede på at det på en måde det blev mig, men alligevel ikke. Han så sig ud over forsamlingen af vampyrer. Han pegede i min retning. Viktor udstødte et gisp og jeg vidste det var mig. Folk vendte sig om og kiggede på mig. Jeg begyndte at gå igennem forsamlingen. Jeg var bange. Rigtig bange. Mine ben føltes som gelé og min krop rystede. Da jeg var nået derop så jeg Mathias dybt i øjnene og sagde: "Det gør du ikke..." En enkelt perlemorståre gled ned af min ene kind. Det var overvældene. At skulle miste ens familie som ikke var ens familie alligevel.  Mathias kiggede på mig og tænkte. Han sagde til mig gennem tankerne at inden han havde slået pælen i mig skulle jeg flygte. Jeg nikkede. Han løftede pælen og jeg rullede hurtigt ned fra alteret. Jeg rejste mig yndefuldt op igen og løb så. Varulvenes hyl lød i det fjerne nu da jeg var kommet langt væk. Nu havde jeg en grund til ikke at dø. Mathias, tænkte jeg. Han var min grund. Jeg smilede for mig selv og hoppede op i et træ.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...