Et fortabt venskab

"Jeg havde altid hadet 'de populære' på min skole. Det samme gjorde min bedste ven Melanie, indtil den dag hun blev dybt forelsket i en af dem, Ty West basketball holdkaptajnen. Ikke nok med det så bare for at få Ty's opmærksomhed ville hun være cheerleader, hvor min ærkefjende Jessica Clinton var holdkaptajn. Jeg prøvede at gøre alt, hvad der sotd i min magt, for at få min bedste ven tilbage. Men var det overhovedet det værd, når jeg kunne mærke at Melanie blev mere og mere ligesom Jessica? Hvad gør jeg den dag hun begyndte at ignorere og skubbe mig vær fra sig? Og hvad sker der, da Ty og jeg kysser, og han redder mit liv?" P.S. Coveret er lavet af Den ukendte (uden punktum).

13Likes
41Kommentarer
1490Visninger
AA

4. Så er det tid til at hente Ty

Det var fredag, og der var nu gået fem dage, siden Ty og jeg blev overfaldet. Hele skolen havde været i chok og sorg over det. De savnede ham. Han betød så meget for så mange på skolen. Uden ham var skolen ingenting.
Jeg savnede ham så meget, at det gjorde ondt. Det var som om jeg fik et slag lige i maven, hver gang jeg tænkte på ham. Min verden var fuldstændig fortabt uden ham.
For en uge siden ville jeg ikke engang lægge mærke til, han var væk, men det gjorde jeg nu. Mere end jeg troede var muligt. Han havde gjort noget ved mig. Noget jeg aldrig havde oplevet før.

Klokken ringede for sidste gang den dag, og det blev weekend. Langsomt rejste jeg mig fra min plads. Alle var allerede ude af klassen. Der var helt stille inde i klassen. Jeg åbnede døren og gik ud på gangen.
Selvom det var weekend og klokken havde ringet for længst, var der propfyldt ude på gangen.
Lige pludselig begyndte en pige at græde, og hun fik min fulde opmærksomhed. Det var Sophie en af cheerleaderne. Hun stod og græd sammen med alle de andre cheerleader. De havde alle sammen deres røde cheerleader uniform på.

"Prøv tænk at vi har overlevet en hel uge uden Ty. Hvor er jeg glad for at han kommer tilbage på mandag. Jeg har savnet ham så meget, og jeg har det virkelig, som om jeg er ved at dø," sagde en af pigerne grådkvalt.
Det var Melanie, der havde sagt det. Chokket kom ved synet af hende. Jeg kunne næsten ikke genkende hende. Hun så anderledes ud. Det var utroligt hvor meget, hun havde ændret sig i løbet af ugen. Hun havde tabt sig. Hendes blonde hår var blevet farvet mørkebrunt ligesom mit. Det kunne godt være, at det bare var, fordi jeg ikke havde snakket eller været sammen med hende hele ugen, men jeg havde fornemmelse af, at hun også havde ændret sig personlighedsmæssigt.

"Enig," sagde Sophie.

Så fik Mel øje på mig. Hun sagde et eller andet til cheerleaderne, og gik så hen til mig. Uden at sige et ord trak hun mig med sig. Hun stoppede først, da vi var udenfor cheerleadernes hørevidde. Så vendte hun sig smilende om og gav mig et kæmpe knus.

"Hold kæft jeg har savnet dig. Du må undskylde, at jeg ikke har ringet til dig, men jeg havde så travlt sammen med cheerleaderne. Vi har været helt nede efter det, der er sket med Ty. Så vi blev nød til at holde sammen. For ellers tror jeg ikke, vi kunne have klaret det," sagde hun grådkvalt.

Hun begyndte at ryste, og min skuldre blev våde. Så begyndte hun at hulke. Det var smertefuld at høre på. Det havde det altid været. Jeg havde altid holdt for meget af hende, til at bare stå og glo på hende, mens hun led. Det gjorde jeg stadigvæk.
Jeg lagde armene rundt om hende. Stille og roligt vuggede jeg hende frem og tilbage. Det havde følt så velkendt at have hende i mine armene på den måde. Jeg savnede rent faktisk følelsen. Følelsen af at have en man kunne fortælle alt til, gøre alt med, og stole på. Følelsen af at have en bedste ven i det hele taget. Hun lagde sit hoved på min skulder og gjorde den våd med hendes tårer. Jeg tog min ene hånd og strøg hende over sit farvet hår.
Lige der var alt, som det var engang. Før hun blev forelsket i Ty. Før hun blev cheerleader. Før hun ændrede sit udseende og personlighed  Lige der var hun stadig min bedste ven Melanie. Min skønne, trofaste, ærlige, rare og smukke bedste ven.

"Så så det skal nok gå alt sammen  Ty har det godt. Du får lov til at se ham igen på mandag. Det hele kommer til at blive godt igen. Så lad vær med at græde Mel."

Hun sagde ikke noget, men blev bare ved med at græde på min skulder. Jeg stod bare der og lod hende græde ud på min skulder, mens jeg vuggede og holde om hende. Hendes hulk forsvandt lige så stille og roligt. Hendes tåre stoppede med sammen hastighed.

"Tak for at du altid, er der for mig Joyce! Du har aldrig svigtet mig. Jeg er så ked af, at jeg svigtede dig. Det må du virkelig undskylde. Kan du tilgive mig Joyce." Hun trak sig ud af knuset og kiggede på mig med sine kønne blå øjne.

"Altid Mel."

 

***

 

Jeg betragtede skolen. Der var helt mennesketomt. Lige før havde der været så proppet, at man næsten ikke kunne komme nogen vegne.
Jeg var simpelthen i alt for godt humør til bare at tage hjem, så forlod jeg glad skolen uden et bestemt mål. Solen skinnede. Fuglene pippede  Der var børn, der legede i  parken jeg gik forbi. En af børnene gik hen til mig. Det var en lille pige. Hun havde en rød kjole på og hendes mørke hår var flettet. Hendes øjne borede sig dybt ind i mine. Hun virkede underligt bekendt, men jeg kunne ikke lige sætte fingeren på hvorfra. 

"Har du set min mor?" Spurgte hun mig grådkvalt.

"Nej men jeg vil gerne hjælpe dig med finde hende."

"Mange tak."

Pigen smilede varmt op til mig. Hendes smil nåede hende helt op til øjnene  og det varmede mig dybt inde. Jeg gengældte hendes kære varme smil med mit eget. Det var nok ikke nær så kært som hendes. Den evne havde jeg bare skaffet af vejen på en eller anden måde. Sidst jeg havde smilet, sådan var, da jeg var en lille pige.
Den lille pige tog min hånd i sin. Hendes små fingre viklede sig ubesværet ind i mine, som om det var noget, vi havde gjort mange gange før. Hendes hånd føltes så lille og skrøbelig i min. Og så gik vi derude af for at finde hendes mor.

"Hvorhenne så du sidst din mor?" Spurgte jeg, da vi havde ledt efter hende i noget tid.

"Over ved gyngerne. Hun sagde, jeg skulle vente på hende der. Så jeg stod og ventede på hende, så vi kunne tage hen for at hente min storebror på hospitalet. Men jeg synes, der var gået rigtig lang tid, så jeg tog selv ud for lede efter hende." Hun græd lige så stille.

"Jeg savner min storebror rigtig meget. Han har været væk i rigtig lang tid." Nu græd hun kraftigt. Hendes skulder rystede meget. Tårerne blev bare ved med at strømme og strømme ned af hendes buttede kinder.
Jeg holde hende tæt ind til mig og strøg hende på ryggen.

"Lad vær med at græde. Vi finder din mor, og så kommer du til at se din storebror igen. Okay. Så lad vær med at græde. Det ville din storebror have dig til at gøre."

"Ja det ville han. Så derfor gøre jeg det også." Hun lyste op tørrede øjnene.

"Skal vi tage hen til gyngerne og se om, hun er der?"

"Ja," svarede hun glad.

Hånd i hånd hen til gyngerne.

"Scarlett! Scarlett!" Råbte en. Tydeligvis en kvinde. Hendes råb havde været fuld af bekymring og lettelse. Hun havde råbt så højt, at jeg var sikker på, at alle i hele parken måtte have hørt hende.
Jeg vendte mig om, for at se hvem det var. I samme sekund jeg fik øje på kvinden, der havde råbt "Scarlett", slap pigen min hånd og løb hen mod kvinden.

"Moooaaar! Mooaar!" 

Pigen Scarlett og hendes mor løb hinanden i møde. Moderen løftede datteren højt over jorden og trak hende tæt ind til sig. Tårerne løb ned af dem begge.
Jeg smilede. Det her mindede om slutningen på en bog, jeg havde læst. Slutningen hvor moren og datteren genforenes og glemte helten, som havde hjulpet dem med det, men helten var ligeglad. Han eller hun var bare glad, for at de endelig var blevet genforenet.
Når helten var sikker på, de var glade, forlod han eller hun lydløst dem, og de fik aldrig helten at se igen.
Jeg skulle til gøre det samme som helten fra bogen, men så kunne jeg mærke nogen hive i mit jakkeærme. Store græsgrønne øjne kiggede op på mig. Græsgrønne øjne der tilhørte den lille pige. Den lille pige ved navn Scarlett.

"Du må ikke gå." Hun blev ved med at hive i mit ærme.

"Nej du må ikke gå før jeg har takket dig, for at hjælpe min datter."

Mit blik faldt personen, der lige havde talt. Det var Scarlett's mor, men det var ikke kun hendes mor. Det var også Ty West's!
Jeg stod som stivnede på stedet med munden åben på vid gab. Egentlig burde det ikke overraske mig så meget. Jeg havde jo synes Scarlett virkede bekendt.
Fru West kiggede på mit ansigt. Sådan rigtigt kiggede på det. Og først der gik det op for hende, hvem jeg var. Hun begyndte at grine, så tårerne sprang frem i hendes øjne.

"Åh Joyce. Jeg kommer da  hele tiden i større og større gæld til dig. Nu har du hjulpet både min datter Scarlett og min yngste søn Ty. Den eneste du mangler nu er min ældste søn Van. Jeg skal nok se at få indløst min gæld til dig nu, eller også ender det bare med, at jeg ikke kan indløse den. Har du lyst til at spise middag sammen med os i dag? Det bliver et rigtig festmåltid, fordi vi skal fejre Ty's hjemkomst. Så hvad siger du?"

"Jeg vil helst ikke ødelægge Ty's hjemkomst, så derfor tror jeg bare, jeg spiser hjemme, men tak for tilbuddet."

Mest af alt havde jeg lyst til at sige ja. Jeg længtes efter Ty. Jeg savnede ham. Det kunne godt være, jeg kun havde snakket med ham to gange i hele mit liv (bogstaveligtalt), men jeg havde det, som om jeg havde kendt ham i årevis.
Desværre var jeg blevet opdraget, som jeg nu var, så jeg kunne bare ikke sige ja. Det ville være forkert af mig at vade ind i deres hus, når deres søn lige var kommet tilbage fra hospitallet. De skulle have lov til give ham en ordenlig hjemkomst, uden jeg var der og ødelagde den.

"Sikke noget sludder. Du ødelægger den da ikke. Det gøre den kun bedre ved, du er der. Ty har faktisk sagt, han gerne snakke med dig, og det får han jo chance for nu," sagde hun med et lille nik.

"Ej hvor sejt! Du er, den pige der reddede min storebror. Min storebror er heldig, du er så pæn. Du skal spise samme med os." 

Jeg smilede rørt ned til hende. Hun var simpelthen sådan en sød og vidunderlig pige. Jeg elskede hende allerede. Det ville ikke undre mig, hvis hun var den der holde hele familien West humør oppe. 
Når hun engang bliver stor, ville hun helt sikkert blive en af de populære på skolen ligesom hendes bror. 

"Du er skam også pæn Scarlett."

Hun lyste op.

"Synes du?"

"Ja. Mere end jeg er."

Fru West grinede.

"Nå I to pæne piger. Vi bliver nød til hente Ty. Han venter på os."

"JUBII! Kom Joyce," udbrød Scarlett lykkeligt. 

Jeg nåede ikke at protester eller noget, før de hver havde grebet fat i en af mine arme. De trak med faste skridt mig gennem parken og hen til deres bil. 

 

***

 

Bilen stoppede. Fru West steg ud. Scarlett steg ud. Jeg blev siddende og håbede, at de bare ville hen til Ty hurtigst muligt, så de glemte mig. 
Det var ikke, fordi jeg ikke havde lyst til at se Ty igen. Tværtimod. Jeg savnede ham så meget, at det gjorde ondt dybt inde i mig selv. Han havde gjort et eller andet ved mig, der vi dansede til Jessica's maskebal. Noget der gjorde mig varm indeni. Noget jeg aldrig har følt før. Noget helt ukendt i mit liv.  Noget jeg var helt vildt med.

"Kommer du Joyce?"

"Åh øhm..... øhm...."

"Selvfølgelig kommer hun. Er det ikke sandt Joyce?" En glad Scarlett kiggede op på mig. Hun smilede bredt. Et smil som jeg ikke kunne modstå.

"Jo selvfølgelig."

Så begik vi os alle ind på hospitallet, for at hente Ty. Smukke skønne Ty der fik mig til at føle sådan en underlig følelse. En følelse jeg længtes efter.
Jeg smilede.
En følelse jeg snart ville komme til at føle.

 

***

 

"Nå piger! Er i klar til hente Ty?" Fru West sagde det i et så kærligt og glad tonefald. Hun smilede også et smil, der fik hende til at se ti år yngre ud.
Jeg havde ikke bemærket det før, men Fru West var virkelig en køn kvinde. Ty havde arvet nogen af hendes træk. De havde begge de der grønne øjne.

"Ja!" Scarlett og jeg havde sagt det ivrigt på samme tid. Det fik os alle tre til at grine.

"Åh Joyce dog. Du er da lige så spændt på at se Ty, som lille Scarlett er." Det fik os alle fire til at grine endnu mere. Vi grinede så meget, at det gjorde helt ondt i maven.
Jeg smilede.
Sidst jeg havde grinet sådan var sammen med Melanie, før hun blev cheerleader. Mel og jeg plejede at grine sådan hele tiden, men vi havde næsten ikke snakket sammen, siden hun blev cheerleader. Det var derfor, det var så rart at grine på den måde igen.
Jeg havde faktisk ikke grinet sådan med nogen andre end Mel, og da slet ikke med fire personer. Gad jeg vide hvordan de så kunne få mig til at grine sådan. De her fire personer. WHAT!?! Skrev jeg lige fire personer? Jeg var da kun taget på hospitallet med to personer. Fru West og Scarlett. Hvordan kunne jeg så høre fire grinende stemmer?

"Jeg er da glad, for at to smukke piger er spændt på at se mig," sagde den fyr, jeg hele tiden havde tænkt på, siden jeg blev overfaldet. Den skønne lækre fyr, der havde reddet mig. En fyr ved navn Ty West.

"Ty!" Så hurtigt som en pige på 7 år med en højde på cirka 1,30 meter kunne, løb Scarlett hen til sin savnet storebror Ty ( ikke at han var særlig langt væk ) og kastede sig i armene på ham. Han løftede hende og tog hende ind til sig.

"Hej Prinsesse!"

Jeg stod som stivnet på stedet og stirrede på ham. Stirrede så han burde blive irreteret på mig, men det gjorde han ikke. Han lå overhovedet ikke mærke til mig. Det sårede mig underligt nok.
Jeg havde aldrig rigtig lagt mærke til, hvordan han så ud, men det gjorde jeg i den grad lige der. Han så lige så fantastisk ud, som alle sagde, han gjorde. Nej han så bedre ud. Det var fandtes ikke ord, der kunne beskrive, hvor smuk han var. 
Kraftige følelser skød frem i mig. Det var alle de følelser, jeg havde følt til Jessica's maskebal bare kraftigere. Hvad betød de følelser? Hvorfor følte jeg dem kun, når Ty var i nærheden? Hvordan fik han mig til at føle sådan?
Jeg kendte virkelig ikke svarene på de spørgsmål. Men jeg vidste ihvertfald, at jeg kunne lide de følelser, og at jeg havde længtes efter de følelser. Hvorfor jeg lægntes efter dem, vidste jeg ikke. Måske ville jeg finde ud af det på tidspunkt. Måske.

"Scarlett skat. Vil du med mig hen, for at udfylde Ty's udskrivning?"

"Hjælper jeg Ty, hvis jeg går med dig?"

Fru West smilede.

"Ja det gør' du."

"Okay så tager med dig, mor. Men hvad så med Ty og Joyce?"

"De venter på os her. Jeg tror også, de har en helt masse at tale om."

Ty rødmede.

"Mor altså."

Fru West grinede.

"Kom Scarlett. Vi må nok hellere lade de to få noget privatliv."

Først da de var ude af syne, opdagede jeg, at jeg var alene sammen med Ty. Basketball anføreren Ty West. Ham der havde reddet mit liv.
I et stykke tid sagde ingen af os noget som helst. Vi stod bare og kiggede ud i luften, mens der var sådan akavet tavshed mellem os, men til sidst kunne jeg bare ikke holde den akavet tavsheden ud mere, så jeg brød tavsheden og sagde "Tak, fordi du reddede mit liv."
Han trak bare på skulderne. " Når øhm.. Det var ikke noget særligt."

Jeg drejede hurtigt mit hoved, så han ikke kunne se mit ansigtsudtryk. Hans ord havde knust noget inde i mig. Hvordan kunne han sige sådan noget? Betød jeg overhovedet ikke noget for ham?
Jeg kunne mærke tårerne i min øjenkrog. De sved som helvede.
"Det var ikke noget særligt." Det var det han havde sagt. Synes han ikke mit liv var noget særligt? Var jeg overhovedet ikke noget værd for ham? Jeg burde have regnet det ud. Han var fuldstændig ligesom alle de andre "populære" på skolen. Ligeglad med alt og alle undtagen dem selv.
Brutalt tvang jeg mine tårer væk. Han skulle ikke have glæden af at se mig græde. En voldsom vrede boblede inde i mig. Jeg havde været så dum! Så ufattelig dum! Hvordan kunne jeg tro at Ty West kunne lide mig!?! Hvordan!?! Hvordan!?! Hvordan!?! Hvor var jeg sur på mig selv og ham!

"Hvis mit liv ikke var noget særligt. Hvorfor helvede reddede du mig så?" Mit tonefald var iskoldt og vredt. Lige så iskoldt og vredt som mit blik.
Han slog blikket ned i gulvet. Det var tydeligt, at jeg havde ramt noget, som han skammede sig over, men selvom han gjorde det, ville jeg ikke lade ham slippe så let. Han skulle komme til at fortryde alt, det han havde gjort mod mig. Han ville komme til at mærke al min vrede.

"Det kan du ikke svare på, hva! Nå men så svarer jeg da bare på det. Du vil bare se, hvor meget du kunne knække mig. Hvor meget du kunne sorge mig." Nu kunne jeg ikke holde tårerne væk mere. De strømmede bare ned, som et vandfald. Jeg ignorerede dem, og fortsatte der hvor jeg slap.
"Du har sikkert allerede ødelagt og knækket en helt masse piger sammen med dine såkaldte venner! Men ved du hvad? Jeg vil ikke lade jer ødelægge mig! Og jeg vil hellere ikke lade jer ødelægge min bedste ven mere, så sig til dine venner, at de skal holde sig langt væk fra hende," skreg jeg med tårerne strømmende.

Han tog fat i mit ansigt og kiggede mig dybt ind i øjnene. Hans øjne der stirrede mig dybt ind i øjnene var lige ved at få mine ben til at give efter. Noget af min vrede aftog, da vores øjne mødtes. Bare den lille opmærksomhed fra ham, var nok til at aftage det meste af min vrede. Hvorfor blev det her ved med at ske? Hvorfor blev jeg ved med at være så sårbar i hans nærvær?
"Er det, det du tror?" Han lød ikke vred, som jeg havde troet, han ville. Han lød faktisk overhovedet ikke vred. Burde han ikke det? Jeg havde lige afsløret hans plan! Hvorfor lød han så overhovedet ikke vred over det? Plejede de populære ikke det? Jo det plejede de, men Ty måtte være en god skuespiller. Han var sikkert bare en meget god skuespiller, eller også havde han bare prøvet det her så mange gange.
"Ja, det tror jeg faktisk." Det var meningen at mit tonefald, skulle have været kontrolleret og vredt på samme tid. Men det havde slet ikke lydt så vredt, som jeg havde håbet. Mit tonefald havde egentligt lydt mere sorget end vredt. Han gjorde det mod mig igen. Fik mig til at gøre noget, som ikke var meningen. Det var vanvid, og det skulle simpelthen ikke have tilladelse til at fortsætte mere.
"Hvad så med nu?" Stadig med hænderne på mine kinder, bøjede han sig ned over mig. Langsomt nærmede hans læber mine.
Mit hjerte slog hurtigere og hurtigere, og det blev lige pludseligt vildt varmt. Alt omkring Ty og jeg forsvandt. I det øjeblik var der ingen andre end os to til stede. Vi var de eneste i verden.

 

 

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Finder Joyce nogensinde ud af, hvad det er Ty gør' ved hende? Finder hun nogensinde ud af, hvad det betyder? Kommer der til at ske noget mere mellem Ty og Joyce?  Alle disse spørgsmål får du kun svar på, hvis du følger med i historien. Så sæt den på din favoritliste, hvis du har lyst til at få svarene på spørgsmålene ;)


Undskyld at der først er kommet et kapitel nu, men kunne bare ikke tage mig sammen til at fortsætte på den. Kapittelet blev meget kortere, end jeg egentlig havde forventet, men håber nu alligevel det var godt nok :)

P.S. Jeg vil bare lige sig tak til alle jer, der følger med i novelle. Lige nu har jeg dog ikke så mange læsere, så jeg ville blive enormt glad hvis du "reklamerere" for mig :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...