Et fortabt venskab

"Jeg havde altid hadet 'de populære' på min skole. Det samme gjorde min bedste ven Melanie, indtil den dag hun blev dybt forelsket i en af dem, Ty West basketball holdkaptajnen. Ikke nok med det så bare for at få Ty's opmærksomhed ville hun være cheerleader, hvor min ærkefjende Jessica Clinton var holdkaptajn.
Jeg prøvede at gøre alt, hvad der sotd i min magt, for at få min bedste ven tilbage. Men var det overhovedet det værd, når jeg kunne mærke at Melanie blev mere og mere ligesom Jessica? Hvad gør jeg den dag hun begyndte at ignorere og skubbe mig vær fra sig? Og hvad sker der, da Ty og jeg kysser, og han redder mit liv?"



P.S. Coveret er lavet af Den ukendte (uden punktum).

13Likes
38Kommentarer
1505Visninger
AA

3. Overfaldet

Den nat sov, fik jeg ikke sovet meget. Tankerne vrimlede inde i mit hoved.
Jeg havde kysset Ty West og havde endda, haft det som om jeg fløj, da det skete. Han var en af dem! Jeg følte mig så ussel. Så forfærdelig ussel.
Jeg bilde mig selv ind, at jeg kun havde gjort det, fordi min aften havde været så forfærdelig. Et sted inde i mig selv, vidste jeg godt, det var løgn. Men jeg ønskede så desperat, tro på det.
Jeg vågnede ved, at hoveddøren blev åbnet.

"Joy er hjemme."

Det var min storebror Joe. Han havde sovet hjemme hos en af hans venner og var lige kommet hjem.
Det knirkede, da han gik op af trappen. Døren til hans værelse blev åbnet. Han smed et eller andet derind sikkert hans taske. Jeg kunne tydeligt høre det, fordi vores værelser lå lige ved siden af hinanden. Kort efter blev der banket på min dør.

"Joy jeg går ind."

Døren blev åbnet, og Joe trådte ind.

"Hold da kæft! Hvad er der lige sket med dig? Du ligner en, der er død."

Jeg kastede en pude efter ham.

"Rolig jeg siger bare min mening. Nå fortæl så din kære storebror, hvad der er sket mellem dig og Melanie."

"Hvordan v-vidste du, at det var noget om Melanie?"

Han satte sig på min kontorstol.

"Tror du, jeg er dum. Hver gang du er ked af det, overnatter Melanie her altid for trøste dig. Hun lod aldirg nogen komme ind, før du var glad igen. Eftersom hun ikke er her, til holde mig væk. Kan jeg regne ud, at det er noget med hende. Fortæl mig så hvad der er sket."

"Har ikke lyst."

Jeg trak min dyne over hovedet.

"Så bliver jeg vel nød til fortælle noget, før du gider fortælle mig noget."

Han tog en dyb indåndning.

"Jeg er blevet kærester med Richelle."

Jeg sprang op af sengen og dansede jublende rundt om ham.

"Jeg vidste, det ville ske før eller siden. Hvor er jeg glad på jeres vegne!"

Og det var jeg. Jeg kunne virkelig godt li' Richelle. For fire år siden da mig og Mel var 12, havde Joe og Richelle lavet lektier sammen. Mel og jeg havde været i gang med at bage en kage. Vi havde haft problemmer med det.
Og så kom Joe og sagde, han havde glemt noget henne på skole, og at han straks var tilbage.
Richelle var gået hen til os og spurgt om, hvad vi lavede. Vi sagde, vi var i gang med bage kage. Men vi havde problemmer. Hun tilbød hjælpe os. Vi havde sagt ja tak. Efter det var, vi gået i gang med bage igen. Richelle, Mel og jeg havde hygget os så meget med det.
Siden havde jeg altid kunne li' Richelle. Jeg, Mel og hende havde tit været sammen efter det med kagen.

Joe tog min hænder og dansede leende sammen med mig. Min storebror plejede ellers aldrig gøre sådan noget. Han måtte være virkelig glad for Richelle. Den tanke fik mig til smile. Jeg var så glad på deres vegne.

"Det er jeg også."

Da der var gået noget tid sagde Joe.

"Fortæl mig så hvad der er sket."

"Okay."

Jeg fotalte ham det hele. Fra Melanie var blevet forelsket i Ty og var blevet cheerleader for komme til tale med ham. Til at jeg var taget med til Jessica's maskebal og havde prøvet at finde Ty for fortælle ham, han skulle holde sig væk fra Mel. Jeg undlod dog det med kysset.
Da jeg var færdig med fortælle, gloede min bror bare på mig. Det var tydeligt, han ikke vidste, hvad han skulle sige. Han plejede ellers altid have noget på hjerte.

"Jeg ringer til Richelle. Hun kan trøste dig bedre, end jeg kan."

Jeg nikkede som svar. Joe gik ud for ringe til Richelle.
Der gik omkring et kvarter, før Richelle kom. Og ydeligere ti minutter før hun var inde på mit værelse.
Vi var helt alene derinde.

"Joy kom så op af den seng. Du kan ikke ligge her hele dagen. Det vil bare gøre det hele værre, end det allerede er."

"J-Jeg kan ikke Richelle."

"Sødeste Joy jeg ved det er hårdt. Og jeg hader se dig sådan her. Ved du hvorfor mig og din bror kalder dig Joy? Ved du hvorfor dine forældre valgte give dig navnet Joyce?"

"N-Nej"

Hun smilede bredt.

"Så fortæller jeg dig det. Dine forældre valgte give dig navnet Joyce, fordi de var så glade, da de fik dig. Mig og din bror kalder dig Joy, fordi du altid er så glad. Din glæde smittede af på os andre. Når du er ked af det. Så er vi andre også."

Jeg gav hende et knus. Jeg var blevet virkelig rørt over hendes ord. Jeg følte mig elsket.

"Tak."

Jeg smilede til hende. Hun gengældte det.

"Alt for dig Joy."

"Har du ikke lyst blive og overnatte? Det plejede Melanie at gøre, når jeg var ked af det."

"Jo selvfølgelig har jeg det."

Vi gik ned i stuen. Joe lå henslægt på sofaen. Da han så, at jeg smilede. Gik han hent til Richelle for give hende et kys på munden. Og så sagde han.

"Du er så fantastisk Richelle."

Hun rødmede og kiggede forlegen hen på mig.

"J-Joe ø-øhm."

"Bare rolig hun ved det hele," sagde han.

"Og hun er totalt glad, for det endelig er sket," afsluttede jeg.

De begyndte at le. Og så smilede vi alle tre.

"Lad os fejre det med en filmaften."

"God idé søs."

"Jeg køber chips. Så kan i to turteduer lave aftensmaden."

"Okay lad os gøre det," sagde de.

 

***

 

Jeg havde lige købt chips og var på vej hjem.
Klokken var kun 19:30. Men der var alligevel mørkt udenfor og gaderne lå øde hen. Der var faktisk ret uhyggeligt. Med lange og hurtige skridt fortsatte jeg hjemad.
Lige pludselig stod der en mand foran mig. Han var nok midt i 20'erne, høj og meget skræmmende. Jeg prøvede gå uden om ham. Men han spærrede vejen.

"Hey smukke hvor tror du, du skal hen?" Han blinkede til mig med sine brune øjne.

I stedet for svarede, prøvede jeg løbe tilbage til butikken, hvor jeg havde købt chipsene for at hente hjælp. Han opdagede tilsynladende, hvad jeg havde gang i.

"Smukke det der kommer du til at betale for!"

Jeg løb og snublede som bare fanden. Jeg råbte efter hjælp. Men det var nytteløs. Der var ingen, der kunne høre mig herude. Jeg var helt alene.
Så fik han fat i min arm og trak mig ind i en blind gyde. Han trak en kniv frem. Den var ikke speciel stor eller lang. Men den skræmte næsten livet af mig. For jeg vidste at den lille kniv, var nok til dræbe mig. Jeg tabte posen med chipsene i.

"Jeg ville ikke have, det skulle ende på den her måde smukke. Men du giver mig intet valg. Jeg skal nok gøre det hurtigt og smertefrit."

Jeg lukkede mine øjne og prøvede acceptere min død. Men hvordan skulle jeg kunne det? Jeg var kun 16 sølle år! Jeg havde ikke lyst til at dø. Det var så meget, jeg stadigvæk manglede at nå i mit liv. Så sindsygt meget.
Red mig en eller anden! Lad mig ikke dø nu! Tænkte jeg, før jeg mærkede kniven mod min hud.
Et lille jag af smerte ramte mig. Det var måske sådan det føles at dø. En smule smerte før det hele var forbi. Farvel kære liv. Farvel til alle jeg holdte af. Det var min sidste tanke i det her liv.

"Nå så du er nok kæresten. Jeg burde have regnet det ud. Sådan en lækker sag som hende plejer ikke være fri på market."

Først der gik det op for mig, at jeg ikke var død. Det lille jag af smerte, der havde ramt mig stammede fra min kind. Jeg sukkede lettet op. Jeg var i live allesammen! Aldrig i mit liv havde jeg været så glad før.

"Lad hende gå."

Jeg åbnede mine øjne, for se hvem min redningsmand var. Glæden sprang frem dybt inde i mig. Min redningsmand var Ty. Der stod han og stirrede ondt på min overfaldsmand med sine græsgrønne øjne.
Glæden strømmede igennem mig. Jeg smilede fjoget. Man skulle ikke tro, jeg var i stand til det, når jeg nær var blevet dræbt. Men jeg smilede altså. Smilede fordi jeg var blevet reddet af Ty. Lige der tænkte jeg íkke på andet, end hvor vidunderlig han var.

"Knægt du skulle aldrig have blandet dig. Nu kommer du og din kæreste til dø sammen."

Så jog han kniven hen mod Ty's strube. Ty undveg uden besvær. Det gjorde min overfaldsmand enormt vred, og han blev meget vild og aggressiv. Han jog kniven mere og mere aggressivt mod Ty igen. For hver gang han ikke ramte Ty, blev han mere og mere vild.
Mens de sloges, kom panikken frem. Jeg kunne høre på Ty, at han var ved blive træt. Hvis jeg ikke gjorde noget, ville der ikke gå lang tid, før det var ude med både mig og Ty. Desperat prøvede jeg udtænke en plan. Så vi begge kunne komme væk i live.
Et skrig af smerte stoppede brat mine tanker. Jeg fulgte lyden.
Der sad Ty på knæ med sin højre hånd rundt om hans venstre overarm. Blodet sivede ud gennem hans fingre og havde gjort hans jakke helt rød.

"Nå knægt sig så farvel til dit liv."

Der lå en sten lidt væk fra mig. Med rystende hænder tog jeg den op og kylede de i overfaldsmandens baghoved. Han faldt om.
Ty tog min hånd. Hånd i hånd løb vi væk. Butikken hvor jeg havde købt chipsene kom til syne. Ty stak et par nøgler ind i min hånd.

"Det er nøglerne til min bil. Jeg er ikke selv i stand til køre lige nu, så du bliver nød til det." Mere nåede han ikke sig, før han besvimede. Jeg nåede kun lige gribe fat i hans venstre overarm. Jeg fik Ty's varme blod på min hånd.
Hvordan kunne jeg have glemt, at han var blevet ramt af en kniv? Det var meningen, jeg skulle have stoppet hans blødninger med det samme. Hvis jeg havde gjort det, ville han ikke være bevidstløs lige nu. Hvor er jeg dum! Dum! Dum! Dum! Dum!
Jeg tog hans jakke af og bandt den stramt fast om hans overarm for stoppe blødningerne. Jeg tog fat på hans højre arm og slyngede over min skulder, tog min venstre arm rundt om hans liv og slæbte ham hen til passagersædet i hans bil.
Jeg kørte 120 kilometer i timen. Alt hvad jeg tænkte på var, at få Ty hen på sygehuset i tide. Alt. Han skulle ikke dø, fordi han havde prøvet, redde mig. Det ville jeg ikke tillade. Ikke tillade at han døde.
Bare tanken om han skulle dø på nogen måde. Fik tårerne til trille frem i mine øjne. Jeg var ikke parat til give slip på ham.
Det kunne godt være, jeg først lige var begyndt snakke med ham nu. Men jeg havde det allerede som om, jeg altid havde kendt ham. Altid havde elsket ham.
Jeg slog hurtigt tanken og tårerne væk. Det var umuligt, at jeg elskede ham. Når Melanie også gjorde. Jeg ville aldrig tage den, hun var forelsket i fra hende. Men jeg havde fået et nyt inblik af ham. Jeg hadede ham ikke mere. Jeg havde faktisk lyst til lære ham bedre at kende.
Sygehuset kom til syne. Jeg sprang ud af bilen og løb hen til receptionen i sygehuset. Receptionisten kiggede forbavset på mig gennem hendes briller.

"Åh gud hvad er der sket med dig. Jeg tilkalder lægerne med det samme, så de kan undersøge dig," udbrød hun.

"Nej! De bliver nød til undersøg min ven først. Han er mere sorget, end jeg er. Han inde i den der bil," sagde jeg febrilsk og pegede på Ty's bil.

"Åh gud!"

Efter det skete alting så hurtigt. Ty blev anbragt på en båre og blev så slæbt væk. Han var helt bleg.
Jeg begyndte at græde lige så stille. Åh Ty du måtte ikke dø. Du blev blive nød til være her ved min side. Så kom hans forældre med bekymrede ansigter.

"Er vores søn okay?"

Der kom en sygeplejske, og hun svarede ham på deres spørgsmål.

"Han lider af blodmangel. Der vil nok gå omkring en uge, før han kan komme hjem. Yderligere fire måneder før hans arm er helet. Men ellers har han det fint. Han slap meget billigt fra overfaldet. Det fleste ville ikke nå levende herhen, efter det jeres søn havde oplevet. I må have mig undskyldt. Men jeg bliver nød til at undersøge den anden, der blev overfaldet."

Min panik og sorg forsvandt lige da jeg hørte det. Glædestårer kom frem i mine brune øjne. Alt inde i mig jublede af glæde. Kærlige f'ølelser strømmede gennem mig. Jeg nåede det virkelig. Jeg redde Ty. Han overlevede.

"Vent var der også en anden der blev overfaldet?" Sagde Fru West

Sygeplejsken kiggede hen på  mig. Og Ty's forældre fulgte hendes blik.

"Ja den unge dame der. Hun er bland andet en af grundene til, at jeres søn overlevede. Hvis hun ikke havde bundet en jakke rundt om jeres søns arm, havde han været død nu af blodmangel."

Ty's mor gik hen til mig og gav et kæmpe kram. Grædende sagde hun.

"Tusind tak for du reddede min søn!"

"Det var ham, der reddede mig til at starte med. Så du behøver ikke sige tak. Jeg ville have været død nu, hvis han ikke havde været her."

Hun trak sig ud af krammet. Hendes hånd berørte blidt min sårede kind.

"Jo jeg gøre kære. Det kan godt være han reddede dig til at starte med. Men de fleste ville bare løbe væk, efter de var blevet reddet. Det gjorde du ikke. Du blev for at redde vores søn. Og det er vi dig evig taknemlig for."

Ty's far tog hans hustrus frie hånd. Hun smilede til ham. Så sendte de mig begge et varmt smil. Jeg gengældte det.

"Jeg er helt enig med min kone. Tusind tak."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...