Et fortabt venskab

"Jeg havde altid hadet 'de populære' på min skole. Det samme gjorde min bedste ven Melanie, indtil den dag hun blev dybt forelsket i en af dem, Ty West basketball holdkaptajnen. Ikke nok med det så bare for at få Ty's opmærksomhed ville hun være cheerleader, hvor min ærkefjende Jessica Clinton var holdkaptajn.
Jeg prøvede at gøre alt, hvad der sotd i min magt, for at få min bedste ven tilbage. Men var det overhovedet det værd, når jeg kunne mærke at Melanie blev mere og mere ligesom Jessica? Hvad gør jeg den dag hun begyndte at ignorere og skubbe mig vær fra sig? Og hvad sker der, da Ty og jeg kysser, og han redder mit liv?"



P.S. Coveret er lavet af Den ukendte (uden punktum).

13Likes
38Kommentarer
1554Visninger
AA

2. Maskeballet

SHIT! Tænkte jeg. Cheerleaderoptagelsesprøverne var startet, og den var snart slut. Melanie var den sidste, der skulle tage cheerleaderoptagelsesprøverne, så måske kunne jeg nå se hendes optagelsesprøve. Så hurtigt som jeg kunne, tog jeg tøj på og børstede tænder. Jeg løb alt, hvad jeg kunne ned af trappen og hen til gymnastiksalen på skolen.
Men selvom jeg gjorde det, var det eneste jeg nåede se inden optagelserne var slut Jessica sin røde cheerleaderuniform. Hendes lange brune hår var sat op i en høj hestehale. Hun kiggede ud på publikum med sine kornblomstblå øjne og sagde.

 "Okay alle sammen tusind tak for I deltog optagelserne i dag, men desværre så kan kun to blive optaget på holdet. Der vil blive hængt en sedl op med navne på de to, der er blevet optaget på holdet i morgen. Sedlen vil blive hængt op på opslagelsestavlen ved siden af bibliotekket på skolen."

Overalt vrimlede der med folk, som prøvede komme ud. Jeg kiggede efter Melanie, men der var alt for mange. Først da alle var gået, fik jeg øje på hende. Hun stod et par meter væk og snakkede med Jessica. Jeg havde mest af alt lyst til gå hen til Jessica og fortælle hende, hun skulle holde sig væk fra Melanie. Men jeg havde lovet mig selv at prøve være sød mod hende, og den beste måde jeg kunne gøre det på var holde mig på afstand af hende.
Der gik en time, før Jessica gik sin vej, eller det føles som en time. En time hvor jeg havde set min bedste ven stå og le sammen med min ærkefjende. Det var enormt hårdt se på. Mel så ud, til have det så meget bedre sammen med hende end mig. Det hårdeste ved at se hendes og Jessica's samtale, var vi ikke havde haft sådan en samtale i meget lang tid. Ved se på de to stå og have det så godt sammen, fik mig virkelig til tro, mig og Mel aldrig havde været bedste venner.

"Joyce du kom. Hvor er jeg glad for se dig! Jeg troede virkelig, du stadig var sur på mig. Under hele optagelsesprøven tænkte jeg på vores skænderi. Undskyld for jeg var så dum. Jeg skulle have fortalt dig det med Ty på en ordenlig måde."

"Mel lad vær med sig undskyld. Det er mig, der siger undskyld. Jeg skulle ikke have råbt sådan af dig. Jeg skulle have været mere forstående. Undskyld for jeg var sådan en dårlig ven." Dårligere end Jessica tilføjede jeg i mine tanker.

"Undskyldning godtaget! Kom lad os tage hjem til mig. Der er noget, du skal hjælpe mig med."

Før jeg overhovedet nåede spørge, om hvad det var, havde hun taget fat i mig og trukket mig ud af gymnastiksalen.

 

***

 

Det havde været noget tid siden, jeg sidst havde været inde på Melanie's værelse. Hun havde fået malet væggene lyselilla. Hendes sofa var blevet fjernet, så der kom plads til hendes nye dobbeltseng. På den ene af hendes vægge var der fyldt med billeder. Der var billeder af mig og hende. Billeder fra vi var små og billeder fra nu.
Normalt ville jeg blive glad for se billeder af os på hendes væg. Men da jeg så billlederne af Ty på hendes væg, så kunne jeg bare ikke være glad.
Hun var blevet så dybt forelsket i ham, at hun var gået til cheerleaderoptagelsesprøver bare for komme til snakke med ham. På grund af ham havde hun ændret sig så meget. Det hadede jeg så meget for. Jeg skulle nok personligt sørge, for han kom til fortryde, det han havde gjort. 

"Hey Joyce! Vil du ikke nok hjælpe mig med finde en kjole og sætte mit hår til i aften klokken 20? Ty kommer."

"Hvad sker' der i aften klokken 20?"

"Der er maskebal hjemme hos Jessica."

En fantastisk ide slog ned i mig. Jeg havde en oplagt chance for fortælle Ty, at han skulle holde sig langt væk fra Melanie.

"Jo selvfølgelig."

Melanie prøvede den ene efter den anden kjole. Mens jeg bedømte dem. Vi blev enige om en knælang sort kjole. Så begyndte jeg sætte hendes hår. Jeg krøllede det, Og så satte jeg det op i en knold formet som en blomst.

"Tak Joyce! Du er vildt god til sætte hår! Du har fået mig til se så køn ud! Det er bare så ærgeligt, man ikke kommer til kunne se mit ansigt. For engangs skyld synes jeg rent faktisk, jeg ser køn ud. Og så kommer Ty ingen gang til se det!"

"Mel lad nu vær med sige sådan noget! Du er da altid køn! Og hvis Ty ikke allerede har lagt mærke til det så er han godt dum!"

"Mener du det virkelig?"

"Ja jeg gør så."

"Tak Joyce!"

"Skal jeg bare komme herover klokken 19:45?

"Hvad snakker du om Joyce?"

"Skulle vi ikke til maskebal?"

"Joyce. Jeg tror altså ikke, det er en særlig god ide, hvis du tager med. Bliv ikke sur vel. Men dig og Jessica har aldrig lige frem været venner. Og hvis I to kommer op og slås, så bliver jeg nødt til ordne det. Det ville være så pinligt for mig hvis Ty så det."

"Jeg skal nok lade vær. Må jeg ikke nok komme med?"

"Vil du ikke nok bare blive hjemme?"

"Okay."

 

***

 

Den var 19:50, og jeg var helt alene hjemme. Mine forældre var taget til Frankrig, og de kom ikke hjem før om 2 uger. Min bror sov hos en af hans venner. Det var heldigt, for de ville bare spørge mig om alt muligt om festen, og det orkede jeg simpelthen ikke.
Jeg tog min maske på, og kiggede mig i spejlet en sidste gang. Min kjole var knælang og lyserød. Rundt om mit liv havde jeg et brunt bælte med en sløjfe på ude i siden. Kjolen og bæltet var fra min mors butik. Jeg brød mig engentlig ikke om tage den fra hendes butik uden spørge, men jeg havde ikke en kjole, og hvis jeg ville bare så meget som komme ind til ballet, blev jeg nødt til have en.
Det kunne godt være, jeg havde sagt til Melanie, jeg ville blive hjemme. Men hvordan havde hun tænkt sig, jeg skulle bære mig ad med det? Hun havde sagt, jeg skulle blive hjemme. Ærlig talt så havde jeg mest af alt også lyst til blive hjemme. Men seriøst vi havde ikke været til en fest uden hinanden siden 2. klasse. Vi havde ikke så meget som tænkt på nogensinde at gøre det. Ikke før nu.
Ty. Det var alt sammen hans skyld. Han havde ændret Melanie. Jeg vidste ikke hvordan. Men han havde gjort det. Hun havde ændret sig en smule hver dag. Alt sammen fordi hun var blevet forelsket i ham.
Først var hun begyndt tale sammen med Jessica! Bagefter begyndte hun at cheerleade! Og til sidst havde hun taget til en fest uden mig! Hvad blev det næst?!
Jeg stod bare kiggede på, mens min bedste ven begyndte blive fuldstændig ødelagt på grund af en dum sportsidiot, men jeg havde tænkt mig sætte en stopper for det hele i aften. Han skulle ikke få lov til ændre Melanie endnu mere, end han allerede havde.

Jeg steg ud af min sølvfarvet Honda S2000. De fleste ville ikke tro, jeg havde sådan en bil eller havde råd til en. Min far ejede en bilbutik. Ham og min mor tjente ret meget, så derfor var vi rige.
Min Honda S2000 var parkeret et godt stykke væk fra Jessica's hus, så jeg havde god tid til tænke, mens jeg var på vej hjem til hende. Mens jeg gik og tænkte slog det mig, at jeg overhovedet ikke vidste hvordan jeg skulle få øje på Ty. Alle gik rundt med masker, så hvordan havde jeg tænkt mig finde Ty og snakke sammen med ham om Melanie.
Jeg skulle lige til vende mig om og tage hjem, så flov var jeg over min fejl. Men hvorfor skulle jeg give op nu, når jeg var nået så langt.

Der var fyldt med folk med masker overalt. Mine øjne søgte rundt i Jessica's hus i håb om finde Ty. Jeg havde stort set glugget på alles masker i håb om se Ty. Men det var umuligt for mig. Der var ikke en eneste, jeg kunne kende bag masken. Jeg havde godt og grundigt ledt efter ham i en time nu.
En dreng prikkede mig på skulderen. Jeg vendte mig om og kiggede på ham. Hans mørke hår var pjusket. Han var ca. 1.80 høj. Det lød som om, han lige havde løbet, for han var forpustet. Mine brune øjne mødtes med hans grønne gennem vores masker. I noget tid stod vi bare og kiggede hinanden ind i øjene, inden han sagde.

"Har du lyst til danse?"

Min aften var ikke ligefrem gået, som jeg havde håbet. Ty var ikke til finde nogen steder. Det havde virkelig ødelagt mig. Melanie skulle nemlig ødelægges i endnu en dag. Jeg hadede mig selv for det. Jeg havde faktisk brug for et eller andet, der kunne muntre mig op, så jeg svarede.

"Ja."

Han tog min hånd og førte mig ud på dansegulvet. Tydeligvis var han en erfaren danser. Jeg derimod snublede og faldt og trådte på hans fødder, mens vi dansede. Det var så pinligt at danse med ham, når han var så god, og jeg så dårlig. Måske skulle jeg have tænkt mig om, inden jeg sagde ja. Men jeg havde følt en mærkelig tiltrækning til ham. Det havde også føltes så rart være i hans nærvær. Han gav mig sådan en underlig følelse. Jeg sukkede. Når dansen var omme, ville han sikkert bare gå sin vej.

"Vil du beære mig med den næste dans?" Spurgte han, da dansen var forbi. Fuldstændig lamslået kiggede jeg på ham. Det måtte være hans spøg. Jeg havde trådt ham over fødderne. Og så stod han der og spurgte om jeg ville danse med ham igen. Han måtte gøre grin med mig. Der kunne ikke være en anden forklaring.
Inderst inde håbede jeg, der var en anden forklaring. Jeg havde haft det så godt, mens vi dansede, og ønskede jeg kunne blive ved med det.

"Jeg forstår godt, hvis du ikke har lyst." Sagde han. Endten var det noget jeg bilde mig ind, men det  lød rent faktisk som om, han var sorget.

"Det er ikke, fordi jeg ikke har lyst, men mere fordi jeg er så elendig til det. Og det må være så pinligt være i nærheden af mig."

Han grinede.

"Nu hvor du siger det, er du rent faktisk ret elendig. Hvis du vil, så kunne jeg godt lære dig danse. Og det er umuligt føle sig pinligt berørt i nærheden af dig. Jeg føler mig kun heldig være i nærheden af dig."

Jeg rødmede så dybt, at jeg var sikker på, man kunne se det igennem min maske. Der havde aldrig været en dreng, der kunne få mig til det. Han fik mig til føle. Følelser jeg aldrig havde følt før. Hvem var han? Hvordan kunne han få mig til føle sådan her?

"Det er mig, der er den heldige. Der er en skøn fyr, der vil lære mig danse. Og han synes endda ikke, det er pinligt være i nærheden af mig."

Jeg kunne have bidt tungen af mig selv. Selvom hvert ord jeg havde sagt var sandt, så havde det aldrig været meningen, han skulle høre, hvad jeg synes om ham.

"Du er også skøn."

"Lad os danse," sagde jeg, for jeg ikke skulle komme til sige noget mere, som han ikke skulle høre.

"Okay. Først skal du tage dit højre ben herhen og bagefter skal du tage mine hænder."

Sådan blev vi ved og ved. Vi dansede, grinede og lo. Aldrig havde jeg haft så godt, som jeg havde der. Jeg elskede hvert sekund i hans nærvær.

"Du lærer hurtigt. Du kan jo allerede danse som en professionel."

"Det er, fordi jeg har sådan en god lære."

Han smilede.

"Der er ved være så trængt herinde. Har du lyst til gå udenfor sammen med mig?" Spurgte han

"Ja. Lad os gå."

Vi gik ud på terrassen. Stjernerne skinnede klart rundt om månen. I nogen minutter kiggede vi bare på nattehimlen, og nød den luft vi fik herude.

"Nå men hvordan kan det være, du lige pludselig spurgte, om jeg havde lyst til danse med dig." Det undrede mig faktisk. Vi kendte overhovedet ikke hinanden.

"Jeg havde bare brug for komme væk fra mine venner. Og jeg regnede ikke med, de ville lede efter mig ved dansegulvet. Og det ville være ret mistænksom, hvis jeg bare stod på dansegulvet uden en partner. Da jeg så dig, tænkte jeg, du ikke havde nogen kæreste, du skulle danse med. Så derfor spurgte jeg dig. Det er jeg glad, for jeg gjorde. Meget glad for jeg gjorde."

"Det er jeg også."

Han gik helt tæt på mig. Vores øjne mødtes.

"Du før mig til føle en følelse, jeg aldrig har følt før," hviskede han.

"Det samme gøre du ved mig. Du før mig til føle mig så glad."

Vores læber mødtes i et blidt men inderligt kys. Jeg havde det som om, jeg fløj. Normalt ville jeg aldrig kysse en dreng, jeg kun lige havde mødt. Men han fik mig til føle så meget.
Vores kys blev standset brat.

"Ty! Der er du. Jeg har ledt efter dig overalt."

Jeg stivnede.
Ty. Jeg havde lige kysset Ty! Det var bare løgn. Uden et ord styrtede jeg væk fra ham. Havde jeg seriøst lige kysset med Ty! Hvordan kunne jeg gøre det? Jeg hadede ham jo. Hvordan kunne jeg føle mig så godt tilpas i nærheden af ham?
Vreden boblede inde i mig. Jeg ville væk fra ham! Væk!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...