Et fortabt venskab

"Jeg havde altid hadet 'de populære' på min skole. Det samme gjorde min bedste ven Melanie, indtil den dag hun blev dybt forelsket i en af dem, Ty West basketball holdkaptajnen. Ikke nok med det så bare for at få Ty's opmærksomhed ville hun være cheerleader, hvor min ærkefjende Jessica Clinton var holdkaptajn.
Jeg prøvede at gøre alt, hvad der sotd i min magt, for at få min bedste ven tilbage. Men var det overhovedet det værd, når jeg kunne mærke at Melanie blev mere og mere ligesom Jessica? Hvad gør jeg den dag hun begyndte at ignorere og skubbe mig vær fra sig? Og hvad sker der, da Ty og jeg kysser, og han redder mit liv?"



P.S. Coveret er lavet af Den ukendte (uden punktum).

13Likes
38Kommentarer
1529Visninger
AA

5. Familien West

Lige inden Ty's og mine læber berørte hinanden, hørte vi Scarlett's skinger pigestemme, som fik os til, at trække os væk fra hinanden med lynets hast. Vi nåede kun lige akkurat at trække os væk fra hinanden, inden Scarlett og Fru West kom til syne.

"Så har Scarlett og jeg udfyldt dine udskrivningspapir, Ty. Hvad har dig og Joyce så lavet?"

"Øhm... øhm... vi h-har," stammede Ty. Han var helt knaldrød, og jeg måtte være mindst lige så rød, som ham.

"Det kan også være lige meget. Lige nu er det eneste, jeg har lyst til, er at tage hjem og nyde en skøn middag sammen med min familie." Hun sendte mig et smil. "Og selvfølgelig også dig, Joyce."

 

***

 

Det store rummelig victorianske hus familie West boede i var meget smukt. Det var nok det smukke hus, jeg nogensinde havde set. Murene var mælkehvide, og taget var helt sort. Haven var nok, det smukkeste ved hele deres hus. Overalt var der blomster i alle farver og nuancer. De havde roser, tulipaner, liljer, ixoraer og en masse andre blomsterarter, jeg ikke kendte til. Midt i haven var der et kæmpestort springvand, der undefuldt kom vand ud af hele tiden. Rundt om springvandet var der en dejlig grøn velplejet græsplæne. Der var overhovedet ikke noget ukrudt at se nogen steder på det grænne græs og heller ikke andre steder i haven. Omkring fire meter væk fra springvandet var der en flisebelagt sti, der førte hen til deres hoveddør. Fliserne var så blanke og glatte, at jeg kunne spejle mig i dem, og da en solstråle ramte fliserne, skinnede de så meget, at jeg blev blændet i et kort øjeblik.

 Jeg sotd bare der og beundrede deres have, og det måtte, jeg have gjort i ret lang tid, for da jeg kom til bevidst igen, var det blevet mørkt, og både Fru West og Scarlett var forsvundet. Tilbage stod kun Ty lænet op ad en lygtepæl.
Jeg betragtede ham. Det så ud som om, at han stod og ventede på en eller anden. Gad jeg vide, hvem det var? Prøv tænk hvis det var mig. Tanken fik et eller anden til at springe frem i mig. Jeg vidste ikke lige, hvad det var præcis, men jeg troede, det var en form for håb. Ja, prøv engang at tænk, hvis det var mig. Jeg smilede. Ja, prøv engang.
Ty lå tydeligvis mærke til, at jeg betragtede ham, så han kiggede op. Vores øjne mødtes, og han sendte mig smilet. Smilet han måtte have brugt på tusindvis af andre piger. Smilet der havde fået tusindvis af piger til at forelske sig i ham.
Jeg gispede højlydt. Mit hjerte pumpede hurtigere, end jeg troede var menneskeligt muligt, og til sidst gav mine ben efter under mig.
Et par stærke velformet arme greb fat i mig, før jeg ramte den kolde sti. Hvis jeg ikke havde kiggede på Ty, mens mine ben gav efter under mig, ville jeg have troet, at det var ham, der havde grebet fat i mig. Jeg ønskede, at det var ham. Jeg vidste, at det ikke var Ty, der havde grebet mig. Men jeg ønskede så inderligt, at det var.

Mine øjne søgte den person, der havde grebet fat i mig. Jeg fandt ham med mit blik, og det jeg så overraskede mig så utrolig meget. Det var Ty, eller en fyr der lignede ham vildt meget. Fyren havde de samme vidunerlige græsgrønne øjne, den samme smalle læbe og de samme høje kindben. Der var kun to ting, der var anderledes ved denne fyr. Det var, at hans hårfarve var et par toner lysere end Ty's mørkeblonde hår, og at han var mere muskuløs end Ty. 
Fyren prøvede at hjælpe mig forsigtigt op på benene, men mine ben gad ikke at lystre. Han prøvede utallige gange at hjælpe mig op på benene, før han gav op.
"Jeg ved virkelig ikke, hvad der er sket med dig, men nu bære jeg dig altså bare." Han kastede sin sportstaske hen til Ty. 
"Lillebror, nu har du altså bare stået at glo, mens du kunne have hjulpet mig, så tag i det mindste tasken, mens jeg bærer pigen der indenfor." Hans pegefinger hvilede på mig kort, før han tog den ene arm ind under mine ben og den anden rundt om mine skuldre og trak mig op i sin favn.

 

Fyren, som måtte være Ty's og Scarlett's storebror Van, bar mig ind i familien West's køkken og satte mig på en stol. Fru West, der var inde i køkkenet, stoppede brat med at dække bord og udbrød bekymret "Joyce dog! Hvad er der sket med dig?" 
"Jeg ved det ikke lige pludselig kunne jeg bare ikke styre mine ben mere," sagde fraværende. Svagt opfangede jeg, at Fru West sagde noget med, at hun snart var tilbage, før hun gik. Mine tanker svævede frem og tilbage i mit hoved. Tanker om Ty og hvad der var sket. Ja, hvad var der egentligt sket? Mine ben havde givet efter, da jeg så Ty's smil. Men hvorfor? Hvordan? Og hvor var han henne nu?  
Jeg vidste godt nok ikke, hvornår jeg ville få svar på de spørgsmål. Det gjorde jeg ikke, og måske kom jeg hellere aldrig til det, for for at få svarene blev jeg nød til at være sammen med Ty, og hver gang jeg var sammen med ham, kom der bare endnu flere spørgsmål.  

"Er du okay?" Van sendte mig bekymret blik og lagde blidt sin hånd ovenpå min. Den var lige så dejlig varm som en klar sommerdag. Jeg havde været så opslugt af mine egne tanker, at jeg ikke havde lagt mærke til, at Van var i køkkenet sammen med mig før nu.
Pinligt og nervøs berørt over at jeg ikke havde lagt mærke til ham noget før, stammede jeg. "Åh... øhm... Ja." Det fik ham til at smække sig på låret og en tåre til at springe frem af hysterisk latter. Han latter smittede af på mig. Altså, jeg kunne egentlig ikke se, hvad det sjove var ved at jeg havde stammet, og jeg fattede ikke lige, hvorfor at han så begyndte at grine så hysterisk. Men han grinede bare så underligt og sjovt, at det også fik mig til at grine.
Fru West fandt os sådan i hysterisk latter, men det fik os ikke til at stoppe. Hellere ikke da Hr. West og Scarlett kom ind i køkkenet, stoppede vi, men det var noget helt andet med Ty.  Da han kom ind, stoppede jeg lige med det samme. Hans reaktion på Van's og min hysteriske latter var helt anderledes fra Fru West's, Scarlett's og Hr. West's.  Hr. og Fru West havde bare kigget kort på os, og så var det begyndt at grine en smule, før de satte sig på en stol ved spisebordet. Lille Scarlett havde stirret på os med et uforstående blik, men det havde Ty ikke. Han havde kigget koldt på os og sat sig hen til spisebordet uden at sig så meget som et ord. Hans kolde blik gav mig lyst til at græde, og jeg var ellers ikke den type pige. Jeg kunne mærke tårerne i mine øjenkrog. De prøvede at komme frem for at trille ned ad mine kinder, og det ville de nok også have fået lov til, hvis ikke jeg stadig kunne mærke Van's hånd. Han havde ikke taget hånden væk, da vi grinede, og det var jeg meget taknemmelig for lige der.

"Nå, så du er den pige der reddede Ty's liv. Jeg ville godt have været Ty lige der. Han blev jo reddet af en gudinde," sagde Van og sendte mig et smil, der viste alle hans kridhvide perfekte tænder.

Jeg rødmede i en dyb mørkerød farve.

"Synes du så også jeg ligner en gudinde, Van?" Sagde Fru West.

"Du er min elskede gudinde, Ruth," sagde Hr. West og sendte hende et varmt blik, som hun gengældte, før han gav sin kone et lille kys på kinden, der var fuld med kærlighed og omsorg. Noget man ikke så særlig meget til mere.  
Mine øjne søgte automatisk hen på Ty. Vores øjne mødtes, og i det øjeblik følte jeg al den kærlighed, jeg havde set i Hr. og Fru West's øjne. Den flød gennem Ty og jeg, og jeg elskede det. Elskede følelsen af den. Det var først der, jeg fandt ud af, hvorfor jeg havde en underlig følelse, når han var i nærheden af mig. Nu havde jeg endelig fået svar på et af mine mange spørgsmål.

Jeg var blevet forelsket i Ty.

Ty smilede forsigtigt til mig, og da han så, at jeg gengældte det, smilede han endnu bredere. Hans læber bevægede sig, og jeg hørte ordene. "Vil du med ud på en date sammen med mig?" Aldrig havde jeg været så glad, som jeg var der. Jeg havde det, som om det var en drøm. En drøm der endelig gik i opfyldelse. Så som den lykkeligste pige i hele verden, sagde jeg ivrigt. "Selvfølgelig vil jeg det!"

Ty's smil falmede brat, og alt den kærlighed, han havde sendt til mig, forsvandt sammen med smilet. "Jeg er ikke sulten." Med de ord gik han sin vej og forlod bordet. Forlod mig.

Van tog fat i min højre hånd og tog den op til sine læber for at kysse den. "Det kommer du ikke til fortryde. Det lover jeg." Men jeg havde allerede fortrudt. Det var ikke drengen, jeg var forelsket i, der havde inviteret mig på date. Det var ikke Ty, jeg skulle på date med.

Det var Van.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...