Et fortabt venskab

"Jeg havde altid hadet 'de populære' på min skole. Det samme gjorde min bedste ven Melanie, indtil den dag hun blev dybt forelsket i en af dem, Ty West basketball holdkaptajnen. Ikke nok med det så bare for at få Ty's opmærksomhed ville hun være cheerleader, hvor min ærkefjende Jessica Clinton var holdkaptajn. Jeg prøvede at gøre alt, hvad der sotd i min magt, for at få min bedste ven tilbage. Men var det overhovedet det værd, når jeg kunne mærke at Melanie blev mere og mere ligesom Jessica? Hvad gør jeg den dag hun begyndte at ignorere og skubbe mig vær fra sig? Og hvad sker der, da Ty og jeg kysser, og han redder mit liv?" P.S. Coveret er lavet af Den ukendte (uden punktum).

13Likes
38Kommentarer
1493Visninger
AA

6. Den første date

 

Jeg stod ude på gangen i min purpurfarvet cocktailkjole og rettede mit hår med nervøse fingre.

 Den var 12:25. Om 5 minutter ville Van komme. Om 5 minutter skulle jeg på min første date. Nervøsiteten sprang frem. Jeg var ikke parat til min første date. Ikke endnu.

 

I mit hoved havde jeg altid forestillet mig, at min første date skulle være noget helt specielt. Det skulle være med en, jeg var helt vild med, synes var sjov og kendte rigtig godt. Intet af det passede til Van.

 Jeg ved godt, at jeg måske havde lige lovlig store krav til én date. Men for mig betød en date rigtig meget. En date førte normalt til en anden, og det førte til et forhold. Og et forhold var noget jeg tog virkelig seriøst. Jeg gik aldrig halvhjertet ind i noget forhold, som så mange andre gjorde. Den type pige var jeg bare ikke.
 Det var derfor, jeg aldrig havde været på en date. Det var derfor, jeg aldrig havde kysset nogen. Men nu havde jeg så rodet mig ud i noget stik imod min natur. Noget jeg havde lyst til at slå mig selv ihjel for.

 

”Wauw! Er det min søster?” Det var Joe. Han stod lænet op af muren og stirrede på mig med et ansigtsudtryk, jeg ikke kunne tyde.

 

”Ej nej ser jeg underlig ud? Jeg skynder mig lige op for at skifte.”

 

”Nej. Det du ser godt ud. Faktisk overdrevet lækker, men du ved. Det der tøj er bare ikke noget min søster går rundt med normalt. Må jeg spørge hvorfor du har det på?”

 

”Åh. Bare fordi jeg skal på en date.” Min storebror spærrede øjnene kraftigt op. Hans øjne lyste op af overraskelse. Han kendte mig godt nok til at vide, at jeg ikke bare gik ud med hvem som helst.

 

”Jeg vil sgu godt møde din fyr, og finde ud af hvordan fanden han har fået dig til, at sige ja til at gå ud med ham.” Han smilede.

 

Perfekt timet ringede det på døren.

 

Jeg gengældte hans smil. ”Det får du mulighed for nu,” sagde jeg og gik ud for at åbne døren.
Jeg stivnede og et lille gisp undslap mig ved synet af Van. Hans hår var sat op med voks, og han havde en lilla skjorte og et par cowboybukser på. Hvis en hver anden havde haft det på, ville det bare se helt normalt ud, men på ham så tøjet dyrt og formelt ud.  

 

”Hej smukke. Du ser godt ud,” sagde Van og smilede bredt. ”Her det er til dig.”  Han rakte mig en stor blomsterbuket. Klodset tog jeg i mod blomsterne. De gled ud af mine hænder, og Van nåede kun lige at gribe dem, før de ramte jorden.

 

”Lad os prøve igen,” sagde Van leende. 

 

Jeg rødmede dybt. Det var bare så pinligt. Hvorfor skulle jeg absolut være klodset i dag?
 På en eller anden måde lykkes det mig at få fremstammet et ”Okay.”

”Her det er til dig.” Van rakte mig elegant den store blomsterbuket. Jeg tog igen klodset imod blomsterbuketten, men denne gang tabte jeg den i det mindste ikke.  ”Sådan skal det gøres,” sagde Van og klappede mig på hovedet.

 

Bag mig kunne jeg pludselig høre Joes kraftige latter. Jeg vendte mig mod min storebror med et uforstående blik, og det fik ham bare til at grine endnu mere.

”Okay? Hvad er det, der er så sjovt Joe?” Spurgte jeg. Men i stedet for at svare gik han hen til Van og trykkede hans hånd.

”Hvordan gjorde du det?” Spurgte Joe Van.

”Gjorde hvad?” Vans ansigtsudtryk måtte mindst være lige så uforstående som mit.

”Fik min søster til at sige ja til at gå ud med dig.”

”Øhm… Ved at spørge hende.”

”Gav du hende ikke blomster eller sådan noget, mens du spurgte hende.” Joe gjorde store øjne.
 

Van kærtegnede sig selv på hagen som om, han var en vis mand, som havde et langt overskæg. ”Nej. Men jeg spurgte hende om, hun ville gå ud med mig lige foran hele min familie. Tæller det?”

Det fik Joe til at flække af grin. ”Det gjorde du ikke, vel? Du må virkelig være noget særligt for min søster.”

Vans øjne lyste op. Noget som fik ham til at ligne et lille barn. ”Virkelig?”
 

Det var her, jeg valgte at bryde ind. ”Se lige var klokken er blevet. Vi må hellere tage af sted nu Van.”  Så tog jeg Vans hånd og trak ham med ud til hans bil, før Joe kunne nå at sige noget.

 

***

 

”Så er vi her,” sagde Van smilende og åbnede bildøren for mig.  Han rakte sin hånd frem mod mig, som kun en gentleman ville gøre, for at hjælpe mig ud af bilen. Jeg tog den smilende, og Van trak mig blidt op at stå. Eller det var i hvert fald meningen, at det skulle være blidt, men det var det så ikke helt.

Enten var det ham, der var totalt stærk, eller mig der var totalt svag. Men Van brugte flere kræfter på at trække mig op at stå, end jeg lige havde regnet med. Det fik mig til at ryge faldende ud af bilen, og jeg faldt ikke bare helt normalt og landede på den kolde jord.  Nej, jeg faldt og landede lige ovenover Van!

 

 I et kort stirrede vi begge bare på hinanden måbende, før jeg hurtigt rejste mig rødmende og kiggede på alt andet end Van.
 Flovheden overtog alt ved mig. Jeg havde godt nok ikke oplevet meget, der var mere pinligt end det her. Det her var måske det pinligste, der var sket i hele mit liv. Hvorfor skulle det her ske?! Hvorfor lige præcis nu?! Hvorfor?! Hvorfor?! Hvorfor?!

 

”D-Det må du undskylde, Van,” sagde jeg stadig totalt flov.

”D-Det er o-okay. D-Det var l-lige s-så meget min skyd, som d-det var d-din.”

 

Der var lige en akavet stemning mellem os i lidt tid. Men den brød jeg hurtigt, da jeg begyndte at grine på den mest underlige måde. Jeg ved ærlig talt ikke, hvorfor jeg grinede. Måske af hele den her situation for den var virkelig bizar. Hvis jeg havde været en tilskuer til situationen, så ville jeg nok grinet af den.

 

”Hvorfor griner du?” Spurgte Van med et totalt forvirret ansigtsudtryk.

”J-Jeg ved det ikke,” sagde jeg og grinede endnu mere.

 

Så begyndte Van også at grine, og der forsvandt den akavet stemning så.  Van og jeg grinede og grinede. Vores latter måtte kunne høres over hele det sted, hvor vi befandt os. Men jeg var fuldstændig ligeglad med det. Det var faktisk underlig, for det tror jeg ikke, jeg ville være, hvis det havde været med enhver anden.

 

”Selvom jeg ville nyde at være lige her og grine noget mere sammen med dig, så bliver vi nød til at tage af sted, for ellers når vi ingen gang at prøve det, jeg planlagt, vi skulle.” Han smilede.

 

En lille skyldfølelse skød op i mig. Jeg havde det ret skod med, at Van havde brugt tid på at planlægge den her date, og jeg så bare lige kom og spolerede det hele. Men på samme tid var jeg rørt.

 Jeg havde godt nok ikke regnet med, at han ville planlægge noget specielt til daten, for det gør de fleste drenge ikke. Men det gjorde Van, og det var virkeligt sødt.

 

En lille tåre tittede frem og trillede yndefuldt nedad min kind. Så kom nogle grynt ud af min mund, og til sidst begyndte jeg at græde. Dem, der gik forbi, kiggede alle på bebrejdende på Van og medlidende hen på mig.

Det måtte se ud, som om Van og jeg var kærester, og han lige havde slået op med mig. Så jeg brød grædende sammen. Tanken trak et lille smil frem på mine læber.

 

Van lagde blidt sin hånd på min skulder og gav den et lille klem. ”Du skal ikke græde. Hvis du hellere vil være her, så er det også okay,” sagde han trøstende.

 

”D-Det er i-ikke.” Van lagde sin pegefinger på mine læber. ”Ssssh. Det er okay,” sagde han og trak mig ind til sig.  Han aede mit hår blidt, mens han mumlede trøstende ord.

Jeg lagde armene rundt om livet på ham og tillod mig selv at græde. Jeg græd, fordi jeg savnede Melanie. Savnede den måde vi grinte sammen, de blikke vi sendte hinanden, som indeholdte tusinde ord, og den måde vi trøstede og gjorde hinanden glade.

Jeg græd, fordi Van havde gjort mig glad og rørt. Noget der ikke er sket, siden Melanie blev forelsket i Ty.

 

Der gik noget tid, før jeg kunne tage mig sammen til at stoppe med at græde. Hvem vidste, hvornår jeg nogensinde fik lov til at græde sådan igen? Måske kom jeg aldrig til det. Derfor kunne jeg ikke bare give slip på det, mens jeg havde det.
 Det føltes befriende, godt og dejligt at slippe alle de følelser, jeg havde gået rundt og holdt længe for mig selv ud.  Men i sidste ende blev jeg nød til at stoppe.

Det, jeg lige havde gjort mod Van, var ondt og egoistisk. Selvom det var det, var jeg nu glad for, at jeg havde gjort det.

 

Jeg pressede mig selv til at stoppe med at græde og tørrede mine våde kinder. Nu skulle daten ikke kunne handle om mig mere. Van fortjente ikke det, jeg lige havde gjort mod ham. Han fortjente meget bedre.

 

Jeg trak mig ud af Vans favn og smilede blændende til ham.
”Tak og undskyld,” sagde jeg.

”For hvad?”

”For alting.”

Han smilede. ”Hvad det end er, så var det så lidt.”

 

Nu er jeg så endelig gået i gang med min novelle igen. Det er noget tid siden, jeg har skrevet, så jeg er blevet meget dårligere, synes jeg i hvert fald selv. Men jeg vil gøre mit yderste for at gøre den her novelle spændende. 
 Jeg er ret utilfreds med det her kapitel, men jeg ved ikke rigtig, hvad jeg ellers skal skrive, og så jeg synes også , at jeg skulle lægge et eller andet ind, så I ikke kommer til at glemme den helt :)

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...