Et fortabt venskab

"Jeg havde altid hadet 'de populære' på min skole. Det samme gjorde min bedste ven Melanie, indtil den dag hun blev dybt forelsket i en af dem, Ty West basketball holdkaptajnen. Ikke nok med det så bare for at få Ty's opmærksomhed ville hun være cheerleader, hvor min ærkefjende Jessica Clinton var holdkaptajn.
Jeg prøvede at gøre alt, hvad der sotd i min magt, for at få min bedste ven tilbage. Men var det overhovedet det værd, når jeg kunne mærke at Melanie blev mere og mere ligesom Jessica? Hvad gør jeg den dag hun begyndte at ignorere og skubbe mig vær fra sig? Og hvad sker der, da Ty og jeg kysser, og han redder mit liv?"



P.S. Coveret er lavet af Den ukendte (uden punktum).

13Likes
38Kommentarer
1555Visninger
AA

1. Skænderiet

"Joyce der er noget, jeg bliver nødt til fortælle dig."

"Hvad er der?"

"J-Jeg er forelsket i Ty."

Jeg skulle lige til grine af hendes joke, men så så jeg hendes ansigtsudtryk. Det var ikke til tage fejl af. Det var ikke en joke. Selfølgelig kendte jeg allerede svaret, men jeg blev nødt til spørge hende igen. For jeg håbede så inderligt, at det bare var en joke eller noget i den stil.

"Mel. Mener du det virkelig?" 

"Ja. Jeg ved godt, du aldrig har kunne li' ham, eller dem han er sammen med, men vil du ikke nok prøve acceptere det."

Jeg  kiggede på hendes bedende ansigt og sukkede. Jeg kunne bare ikke klare se hende sådan. Det har jeg aldrig kunnet. Hver gang hun lavede det ansigt, gav jeg efter, og det gjorde jeg også denne gang.

"Okay. Jeg skal nok prøve for din skyld." 

Hun lyste op i det smukkeste smil. Et smil som kunne Melanie kunne få frem på ansigtet. Et smil der kunne gøre mig glad igen, og tro mig det er svært. Jeg har aldrig været typen der græd, men når jeg så endelig gjorde det, var den eneste, der kunne gøre mig glad igen Melanie. Melanie Fray min allerbedste ven.

"Tusind tusind tak."

"Men Melanie. Hvordan har du tænkt dig komme til snakke med ham? Han er hele tiden omringet. Hvordan er du i det hele taget blevet forelsket i ham? Har du overhovedet snakket med ham?" Sagde jeg vredt.

Mit vrede tonefald overaskede mig. Det var ikke et tonefald, jeg nogensinde havde brugt mod Mel. Faktisk så var den eneste jeg nogensinde har brugt den tonefald overfor Jessica Herningway. Hun havde været min ærkefjende siden børnehaven. Jeg havde ikke lyst til at bruge det mod Melanie, men hun havde mindet så meget om Jessica. Så engentlig var det vel meget 'normalt' at flippe sådan på Melanie, men alligevel ramte skyldfølelsen mig en smule.

Hendes smil blegnede.

"Hvorfor er du lige pludselig så sur?" Sagde hun surt.

"Fordi jeg tror, du er blevet forelsket i ham uden rigtig at kende ham. Det gør mig sur, fordi det er sådan noget, Jessica ville gøre." Sagde jeg rasende.

"Jeg forstår ikke, hvorfor det er så slemt, at jeg er ligesom Jessica. Jessica er da vildt sød. Hun har endda hjulpet mig med øve at cheerleade, så jeg måske bliver optaget på cheerleaderholdet og komme tættere på Ty."

"Har du tænkt dig blive en cheerleader for komme tættere på en dreng, der overhovedet ikke er det værd? Du hader jo cheerleaderne! Seriøst! Hvad har han gjort ved dig? Bare få ham ud af hovedet. Det ville være bedst," nærmest råbte jeg.

"Det er dig der hader cheerleaderne. Jeg har aldrig hadet dem! Og ja jeg har tænkt mig blive en af dem. Og nej jeg har ikke tænkt mig få Ty ud af hovedet. Jeg havde troet, du af alle mennesker ville have accepteret det og forstået det, men jeg tog fejl. Åbentbart forstår Jessica mig bedre end min bedste ven!"

"Nå men hvis hun forstår dig bedre end mig, hvorfor bliver I så  ikke bare bedste venner?" råbte jeg.

Jeg vendte mig om og løb væk fra hende. Den eneste jeg ville var væk. Bag mig kunne høre hende kalde på mig, men for første gang i mit liv, var jeg ligeglad.

 

***

 

Jeg løb ind på mit værelse og kastede mig i sengen.
Tankerne løb frit i mit hoved og tårerne trillede frem. Det havde ikke været min mening råbe af Melanie. Måske havde hun ret med at Jessica var blevet en sød person. Det lød ret usandsynlig, men jeg ville prøve være sød mod hende, og se om hun var blevet sød for Melanie's skyld. 
Jeg ville også acceptere det med hendes forelskelse i Ty så godt, som jeg nu kunne, selvom jeg ikke kunne li' Ty. Hvem ved måske ville hun finde ud af, at han var en kæmpe stor nar, og så få ham ud af hovedet. Det håbede jeg virkelig. Han har ikke gjort mig noget. Men alle de populære på skolen har altid været nogen snobbede og forkælede personer i mine øjne. De hadede mig. Jeg hadede dem. Men jeg ville hellere ha' en midlertidig våbenhvile med dem end miste Melanie.

I morgen når Mel tog til cheerleaderoptagelsesprøver, vil jeg sige undskyld for alt det, jeg havde gjort i dag, tænkte jeg og fald i en dyb søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...