The drawing (1D)

Der er ikke så meget Emily er god til. Men én ting er sikkert, hun er virkelig dygtig til at tegne. Når Emily kommer hjem fra skole, sætter hun sig oppe ved sit skrivebord og begynder at tegne. Der kan hun sidde i flere timer. En dag sidder Emily oppe på sit værelse. Hun tænder for radioen, som hun plejer. Pludselig kommer 5 drengestemmer frem i radioen. "We gonna live while we're young!" sang en af stemmerne. Emily kunne ikke lade være med at rejse sig op og danse. Musikken gjorde hende i godt humør. Lidt efter finder hun ud af, at de 5 drenge der sang, er et boyband fra England, ved navn One Direction. Efter nogle dages tid, begynder hun at blive stor fan af One Direction. Men en dag får hun en chance for at møde One Direction og hun skal bruge sit talent, for at overbevise dem om, at hun har fortjent at møde dem... *læses på eget ansvar*.

18Likes
32Kommentarer
1275Visninger
AA

3. Laika

Kapitel 2 - Laika

 

Det var lørdag morgen. Jeg åbnede øjnene og strakte mig. Jeg kiggede hen på digital uret og så klokken kun var syv. Jeg gabte og rejste mig op, for at gå ned på toilettet, for at tisse.

Der var helt stille i huset. Jeg åbnede stille døren til toilettet. Jeg satte pludselig op i et skrig og det samme gjorde en hundestemme også. Mit hjerte dunkede 10 gange hurtigere end normalt. Vores hun Laika, liggede og sov, på en lille måtte, vi har ude på toilettet. Men jeg havde ikke set hende og havde nu kommet til at træde på hende.

Jeg åbnede bange øjnene og kiggede rundt på Laika, for at se om hun havde slået sig. Jeg havde trådt på hendes lille pote, som nu så helt mast ud og blødte. Jeg skreg en gang til og løb derefter ud i køkkenet, for at finde noget jeg kunne stoppe blodet med. Jeg fandt et håndklæde i køkkenskuffen, som jeg hurtigt fik holdt mod Laikas fod.

Pludselig stod min far i toiletdøren.

"Hvad sker der her?" sagde han, med en overrasket stemme. Han kunne med det samme se, der var noget galt og han rejste sig hurtigt ned, for at se.

"Jeg skulle ud og tisse og så ikke Laika. Hun lå lige foran døren og..." jeg begyndte at græde.

"Hun skal nok klare sig. Dyrelægen åbner klokken otte. Jeg skal nok køre op med hende. Lige nu, skal vi bare fokusere på at hun ikke mister mere blod" sagde min far.

Jeg kiggede hen på Laika og så hendes pinte øjne. De var helt sorte og fyldt med vand, der dandede sig til tårer. Laika betød virkelig alverdens for mig og der måtte ikke ske hende noget. Jeg holdte min hånd om hendes raske forpote og aede den.

Lidt efter kom min mors ansigt frem i toiletkammen. Hun kiggede overrasket, men også bange på mig og far.

"Har Laika slået sig?" sagde min mor og satte sig ned, ved siden af min far.

"Jeg kom til at træde på hende!" sagde jeg ked af te.

"Hvordan kunne du komme til det?" sagde min mor lidt vredt.

"Hun lå lige foran døren" svarede jeg.

Min mor kiggede skyldigt på mig.

"Jeg kører hende til dyrelægen om en times tid" sagde min far.

 

***

Klokken er nu ti minutter i otte. Jeg har fået tøj på og er nu klar til at tage med min far og Laika til dyrelægen. Jeg har ikke kunnet spise noget til morgenmad og min krop ryster, som stod jeg på Nordpolen. Men det er nu ikke fordi det er koldt. Jeg er bare bange for, hvis der er sket noget alvorligt med Laika og hun måske ikke kan overleve...

Lige nu ligger Laika foran vores brændeovn. Jeg kan ikke vente mere og går derfor ind i stuen for at høre om vi ikke snart skal køre.

"Far, skal vi ikke snart køre?" siger jeg og kigger usikkert på ham.

"Jo, lad os det" siger han og finder hans pung og bil nøgler frem.

Min far tager Laika op i hans favn og bærer hende ud i bilen.

Jeg skynder mig at sætte mig bagi bilen og tager sele på.

Min far åbner døren og rækker Laika ud til mig. Jeg var næsten ondt i maven, da jeg ser hun sover. Forhåbentlig sover hun kun. Min far tænder bilen og kører mod dyrelægen.

Det føltes som en evighed, at køre hen til den dyrelæge, men endelig er vi der!

Min far åbner min dør og tager i mod Laika og sammen går vi ind i dyrelæge klinikken.

Det regner udenfor. Jeg tager min jakke af og ligger den rundt om Laika, så hun ikke bliver våd.

Da vi kommer ind i klinikken, er der dejligt varmt. Min far går med faste skridt, om imod damen ved disken og fortæller om hvad der er sket med Laika og vi har hurtigt brug for hjælp.

Damen beder os om at sætte os og vente.

Jeg bliver næsten sur, når jeg hører hun beder om det!

Kan hun ikke se lille Laika, har det dårligt og bløder rigtig meget?

Jeg forstår ikke alle de dyr, der bare skal vacineres eller tjekkes, kommer ind før os. Bare fordi de har bestilt tid! så noget gør mig sur!

Vi har ventet 45 minutter, før det endelig er vores tur. En lille spinkel mand, kommer ud og hilsner og derefter viser os vej, ind til et rum, hvor han skal kigge på Laika. Min krop ryster at stræk og usikkerhed om hvad der skal ske med Laika. Hvis ikke hun overlever, kan jeg aldrig tilgive mig selv, for at have trådt på hende! så er det min skyld hun døde! jeg kan mærke tårerne bag mine øjne, men jeg siger til mig selv, jeg skal tage mig sammen, for ikke at græde.

Min far snakker langt tid med manden og alt hvad der er sket. Manden siger at han først vil sy Laika og derefter skal hun have noget hvile.

"Hvad mener du med hvile?" siger jeg.

Han kigger lidt på mig og svarer "Hun skal blive på klinikken 1 uge, inden i kan få hende hjem igen. Men hun skal nok klare den" svarer han.

Klumpen i min hals går væk og jeg har det pludselig meget bedre. Min far ser også glad og. Jeg rækker ud efter et kram, af min far. "Det skal nok gå" visker han.

Manden fortæller at vi skal tage hjem og så skal vi komme tilbage og hente Laika om en uge.

"Vil du ikke ringe i aften og fortælle hvordan det er gået med sygningen?" spørg min far.

"Selvfølgelig" svarer manden og rækker et papir ud til min far, så han kan give manden ham, hans nummer og omvendt.

Lidt efter siger vi farvel og så tager min far og jeg hjem. Da vi kommer hjem, har min mor dækket et morgenbor op, med krøderboller og varmt kakao. Jeg krammer hende og fortæller hende hvad der er sket.

Hun krammer mig og siger det nok skal gå.

Jeg sætter mig ved boret og hælder en kop Juice op. Nu hvor jeg kan mærke det, var jeg alligevel godt nok tørstig.

Det er mærkeligt, men når der sker så nogle ulykker i familien, er det som om det bringer familien tætter? det har ivertifald fået en mere åben person frem i mig og det er jeg så glad for. Jeg tager en stor bid af min krøderbolle, imens jeg tænker på at jeg vil gå op og tegne min tegning af Harry om lidt. Måske skal jeg tegne Harry sammen med Laika?

Det var andet kapitel! det har været rigtig spændende, at skrive dette kapitel og også meget lærerigt for mig.

Vi må håbe Laika klarer den!

Tror i det er det rigtig valg, at tegne en tegning af Harry og Laika?

Ps. Tak for alle liksene og favorit. Det betyder meget!!

Knus MathildeStyles x.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...