Anyone who can pull of curly is worth my time Styles (1D)

Melissa støder tilfældigvis ind i Harry Styles på gaden. Han har tidligere på dagen fået af vide, af deres managere, at han render rundt med for mange piger, og fansene er utilfredse med det. Han skal så hurtigt så muligt finde sig en pige, og da han møder Melissa invitere han hende ud, fordi han synes hun virker anderledes. Han fortæller hende dog hurtigt sandheden, men Melissa vil ikke lade Harry slippe, og de ender med at forelske sig i hinanden. Men hvad sker der når hun møder de andre drenge? Hvad har hun tænkt sig at gøre, når Louis også pludselig finder hende skræmmende interessant?

14Likes
15Kommentarer
955Visninger
AA

3. Kapitel 2: Taking Chances

 

What do you say to taking chances? What do you say to jumping of the edge?”

Taking chances - Celine Dion

 

Jeg var ikke dum. Okay jeg var blondine dum, men det er noget helt andet. Jeg vidste godt at der var noget i gærer, da Harry Styles ville have mig med på en date. Nej jeg vidste det ikke i øjeblikket det skete, for der var jeg ret paf, men når jeg 5 minutter senere tænkte over det (og ja blondiner kan tænke!), kunne jeg jo godt se at det ikke gav mening. Hvem støder tilfældigvis ind i en af Storbritanniens mest lækre drenge, for derefter at provokere ham, løbe om kap med ham, og så efter det vil han have dig med på date? Det gav jo ingen mening.

Men Rachel var ellevild, og hun havde ikke holdt kæft om det siden. Jeg tænkte da også på det i ny og næ.. Nej okay jeg tænkte på det hele tiden. Men det var ikke pointen! Jeg havde ikke hørt om andet end One Direction i 2 dage, og hvis jeg til sidst ikke havde bedt hende om at stoppe, var jeg ret sikker på mine ører var begyndt at bløde. Sådan helt bogstaveligtalt. Men det var nok mest begrund af alle de gange hun skreg af ren skær begejstring. Hvilket jeg ikke helt kunne forstå, for det var ikke engang hende der skulle på date.

Det viste jo bare hvilken en god veninde hun var, og tro mig hun var god. Den bedste. Vi to havde været uadskillelige siden 6. klasse, og vores forhold havde ikke ændret sig meget siden dengang. Selvfølgelig skændtes vi. Faktisk skændte vi hele tiden. Det var fordi vi begge altid var så stædige. For eksempel da vi stod og skulle vælge kjole til min såkaldte date.

”Melissa kom nuuuuu,” hvinede hun, da jeg beklagede mig over den alt for stramme og nedringede kjole.

”Den er så flot! Prøv lige at kig’ på dig selv, han falder så pladask for dig søde,” sagde hun og smilede.

Jeg sukkede og rystede strengt på hoved, mens jeg kæmpede med at få den af. ”Det er en date Rachel! Ikke en fest. Vi skal sikkert bare på cafe eller i biffen. Ja det normale mennesker gør når de er på date, og jeg har ikke lyst til at ligne en der virkelig skriger; ’tag mig krølle! Tag mig!’”Melissa fnisede lidt af min kommentar, da flere mennesker i butikken kiggede underligt over på os. Jeg havde måske sagt det en smule for højt. Ups.

”Det gør du heller ikke. Køb den nu bare,” sagde hun opmuntrende.

Jeg sendte hende et surt ansigt. ”Nej.”

”Men Melissa tænk nu-”

”Nej.”

”Melissa-”

”NEJ!” halv råbte jeg. Menneskerne fra før kiggede nu igen over på os, og jeg vendte øjne af dem, mens jeg trak forhænget for og igen begyndte at bakse med kjolen.

”Så find noget selv!” opgav hun, og traskede surt ud af butikken. Jeg vrissede bare lidt. Ved ikke om det var af kjolen eller Rachel, men jeg var også ret ligeglad. Hun var virkelig alt for stædig.

En halv time senere ringede hun og undskyldt for sin opførsel, mens vi begge græd over hvor kede af det vi var. Ej det gjorde vi ikke, men man skulle næsten tro det, for vi var begge så ynkelige, når vi var uvenner. Dengang vi var uvenner i en måned levede jeg udelukkende af is i de første to uger. Jeg var seriøst ynkelig, det var faktisk ret pinligt, nu hvor jeg tænkte over det.

But back to the real world. Jeg skulle på date med Krølle. Vi skulle faktisk mødes om en halv time, hvis jeg huskede rigtigt. Det håbede jeg, at jeg gjorde. Trods alt det rod med kjolen, havde jeg fundet mig det perfekte outfit, men det var jo ikke nogen overraskelse. I always bring it!

Havde taget mine ynglings cowboybusker på, mens jeg havde sat min lidt vige halvgennemsigtig T-shirt ned i dem. T-shirten faldt let ned over kanten af bukserne, så det så utrolige godt ud. På T-shirten var der et sløret billede af USA flaget med nogle få sommerfugle over. Havde også taget min lange sølvhalskæde med det sødeste sommerfuglevedhæng på ned over. Selvfølgelig havde jeg også taget diverse armbånd og smykker på. Jeg var afslappet men stilfuld, lige det look jeg ledte efter. Desuden så kunne man godt skimte min BH under den halvgennemsigtig T-shirt, så Krølle ville alligevel få lidt af se, selv om det var intet sammenlignede med den kjole jeg købte.

Ja jeg købte den kjole vi havde kigget på. Hvis jeg nu en dag fik brug for en kjole der sagde; ”tag mig krølle. Tag mig,” så hang den i mit skab.

Da der var ti minutter til vi skulle mødes, skyndte jeg mig ud i gangen og snubbede min jakke og min sorte hue, eftersom det var pænt koldt uden for. Jeg hadede vinteren. Nej det ikke helt sandt. Jeg brød mig ikke om kulden, men den snebold jeg gav Rachel i fjæset den dag vi mødte krølle gjorde godt for det. Men lige nu hadede jeg det. Det var røv koldt, og mine ører ville komme til at ligne et par røde blinklys uden den hue, og jeg hadede virkelig huer. Men heller det end blinklysende.

Fandt hurtigt vej ned til cafeen som Harry havde valgt ud. Kendte den faktisk godt, og det var også sådan jeg fik talt Harry fra at hente mig. Det og så at Rachel ville springe på ham, og jeg havde forklarede ham, at det ikke var noget han ønskede for sig selv. Så nu stod jeg så og ventede uden for cafeen, og Harry var.. 3 MINUTTER FORSINKET!

Mon han overhoved kom? Tard! Hvis han ikke kom og bare ville gøre mig til grin, fordi jeg tabte det dumme væddemål, så ville jeg personligt opsøge ham og halalslagte ham. Det burde heller ikke være så svært at finde ham, nu hvor han var berømt og sådan. Skulle bare skaffe mig nogle VIP pas, og så overfalde ham inden han noget at opdage mig. Krølle virkede ikke som den kloge type, så min plan skulle nok lykkes.

Han kom ikke. Han skulle have været her for 5 minutter siden, han havde bare narret mig den.. Hvorfor er der en hånd på min skulder?! Jeg hoppede op med et skrig og vendte mig rundt for at slå personen bag mig. Min hånd kom i kontakt mig et ansigt, og inden jeg noget at opfatte mere, havde jeg givet personen en lussing. Ikke så hård begrund af min vante, men jeg fortrød det med det sammen, da et par alt for grønne øjne kiggede forvirrede på mig.

 Okay pinligt. Virkelig pinligt. Og det er slemt, for det ville sikkert overraske jer hvor meget der skal til før jeg bliver pinlig, men det her var virkelig slemt. Jeg havde givet krølle en lussing, og han havde lige fået bekræftet, at der var noget seriøst galt med mig. Hvilket han sikkert ikke allerede havde regnet ud. Eller måske? Jo det havde han nu nok.

Jeg tog min hånd op til munden og kiggede forskrækket på ham. Han havde nu slippet mig, og jeg er ret sikker på han stod og grinede af mig. Fedt. ”Blev du forskrækket?” spurgte han og grinede endnu mere af mig. Jeg kiggede surt ned og vendte mig om. ”Du kan bare lade værre med at snige dig sådan ind på mig,” sagde jeg surt og stak læben ud som et lille barn. Det fik ham bare til at grine endnu mere.

”Ej undskyld. Er bare ikke vant til den reaktion,” sagde han ind imellem grinende, og nu stirrede jeg bare underligt på ham. JEG havde lige givet ham en lussing, og nu sagde han undskyld? Jeg var måske forskruet, men det her var jo bare mærkeligt. Dog var det ret sødt.

”Det okay krølle,” sagde jeg med et smil.

”Skal vi gå ind?” spurgte han og smilede så til mig.

Jeg nikkede og flugte efter ham ind i cafeen. Det var faktisk en rigtig hyggelig cafe, og jeg kunne ikke lade være med at smile, da folk pegede over på os, mens vi sad og ventede på betjening. Jeg kunne heller ikke lade være med at hovere lidt inde i mig selv, da folk kiggede misundeligt over på mig og Harry. Hvem kunne have troet det ville være så underholdende, bare at sidde sammen med ham? Ikke mig i hvert fald. Desuden så kunne jeg også godt lide Harry. Han grinede af min jokes, og hver gang han smilede til mig lavede min mave det der lille hop, som de flestes nok gør, når de er på date med sådan en lækker en som Krølle.

Han var ikke snobbet. Hvilket havde overrasket mig utrolig meget. Han havde sikkert en billard kroner på sin konto, men han hoverede slet ikke, og virkede bare som en normal 18 årig. Ej en normal meget lækker 18 årig. Han vidste godt han var lækker, og han brugte det helt klart som våben imod mig. Tard.

Men det var stadig det spørgsmål, som der havde ligget og trykket sig på. Et spørgsmål jeg vidste, jeg blev nød til at spørge. Hvorfor? Hvorfor ville han gave have mig med på date? Det var for urealistisk til at kunne være sandt, og jeg ville have svar på det inden daten sluttede. Ville ikke spørge om det nu, ville have lidt længere tid med Krølle inden det blev akavet.

”Det er noget jeg gerne har, ville spørge om lige siden vi stødte ind i hinanden første gang,” sagde han, og jeg rejste et øjenbryn, mens jeg spændt ventede på han skulle forsætte. ”Hvorfor flygtede du fra Rachel?”

Oh det. Mwuhahahaha. Hun for aldrig sin hævn. Det skal jeg huske at takke ham for!

”Jeg øhm.. Havde ligesom klasket en snebold i fjæset på hende,” sagde jeg og smilede. Han grinede. Burde næsten optage hans grin, og spille det for mig selv om aften. Det var virkelig kært. Vent nej.. det ville være for underligt.

”Hvorfor undre det mig ikke,” sagde han og smilede flirtende. Han var alt for charmende. Måske skulle jeg bare kidnappe ham? Så ville jeg ikke behøve at optage hans grin, og det ville måske være lidt sindssygt, men var sikker på der var mange Directioner der ville kunne forstå mig. Dog ville det selvfølgelig nok ikke stoppe dem fra at rive mig i stykker bagefter.

”Skal huske at takke dig. Hvis jeg ikke var løbet ind i netop dig, var hun sikkert bare sprunget på mig,” sagde jeg og grinede lidt ved tanken om Rachel. Ja det ville hun helt sikkert have gjord.

”Du fortjener det vist også. Måske skulle jeg minde det om hende næste gang jeg ser hende..”

”NEJ,” afbrød jeg og kiggede forskræmt på ham. Han smilede hemmelighedsfulgt. Vent havde han lige sagt næste gang han ser Rachel? Betød det han regnede med at se mig igen eller hvad? Wow Krølle måske tog jeg fejl af dig, måske var der virkelig ikke noget bag alt det her. Jeg turde ikke satse på det.

”Skal vi gå?” spurgte han og kastede hoved hen imod vinduet. Det var blevet mørkt. Hvor længe havde vi siddet her? Jeg kiggede forvirret på ham.

”Vi har været her i tre timer søde,” sagde han, og jeg kiggede så lidt paf ud af vinduet. Tænk at jeg havde brugt så lang tid med Krølle uden at indse det. Det var længe siden en dreng havde, kunne få mig til at glemme tiden sådan.

Jeg sukkede da vi trådte ud af butikken, og gav så Krølle mit alvorlige blik. ”Hvorfor?” spørgsmålet røg ligesom bare ud af mig. Jeg var nysgerrig, og også en smule ked af at skulle ødelægge det, men havde lovet mig selv ikke at gå uden sandheden. Ikke denne her gang.

Han kiggede uforstående på mig. ”Lad hver med at spille så uskyldig Harry. Du ved hvad jeg taler om.”

Han sukkede og kiggede undskyldende på mig. ”Det var vores manager. Der kører mange rygter om at jeg er sammen med en ny pige hver weekend, og ja nogen af dem er sande. Mange af dem er faktisk sande, og derfor sagde han, at jeg skulle begynde at tage mig sammen, og finde mig en fast kæreste. Så stødte jeg ind i dig på vej hjem fra studiet, og det virkede jo nærmest perfekt. Du var ikke kendt, du var ikke engang fan, og så var du så anderledes i forhold til nogen jeg ellers har mødt,” sagde han med et smil, mens han forsatte.

”Det var dumt af mig at tro du bare ville ignorer alt det, og bare tage på date med mig uden at spørge ind til det. Håbede bare du ikke ville bemærke det, men det skulle jeg vel have forventet af dig,” grinede han.

Jeg kiggede surt på ham. Jeg vidste det måtte være sådan noget, og at få det bekræftet gjorde det ikke ligefrem bedre. Men var glad for han sagde sandheden, for det måtte da være sandheden ikke? Ja det var det. Det kunne jeg se på ham. Han skammede sig, og egentligt var det jo ikke så slemt. Han havde ikke løjet, for havde ikke spurgt før nu. Og måske var det bare en tilfældighed at han inviterede mig ud, men var det ikke tit sådan det gik til?

Da jeg ikke sagde noget, begyndte han igen. ”Melissa jeg er virkelig ked af det hvis det sørgede dig, jeg..”

Jeg afbrød ham ved at sætte min finger op foran hans læber. Jeg smilede sødt til ham. ”Det er okay Harry. Er bare glad for du er ærlig, desuden kan jeg godt forstå du ikke kunne modstå mig,” jokkede jeg, og han grinede lidt af mig.

”Jeg ved godt jeg ikke kender dig så godt endnu Krølle, men det vil jeg gerne lave om på. Tør du satse på mig,” spurgte jeg og smilede flirtende til ham.

Han lage sit hoved på skrå, og smilede så oprigtigt til mig. ”Måske? Hvis du holder op med et kalde mig Krølle, så kan vi måske tale om det.”

Jeg gav ham et useriøst blik, og vendte mig om for at gå. ”Desværre Krølle. Det kan ikke lade sig gøre.” Jeg rakte tunge af ham og trådte et skridt væk fra ham, men inden jeg noget mere, kunne jeg mærke han havde taget fat i min arm. Han svingede mig om så jeg kunne så ham i øjnene, og inden jeg noget at tænke mere over det, var hans læber mod mine.

Jeg stod helt paf de første sekunder, men trykkede så mine blidt mod hans. Kysset var kort og sødt, og jeg kunne ikke lade være med at smile over hvor latterligt romantisk det var. Han var virkelig den charmerende type.

”Vi kan måske komme til en ordning om det kælenavn, så længe jeg kan få dig at se igen,” sagde han med det største smil. Jeg fnisede af ham.

”Jeg er for stædig Krølle, du kan lige så godt give op. Desuden passer det til dig,” sagde jeg og lod min hånd glide igennem en af hans krøller.

”Lad os det komme an på en prøve. Inden vores næste date er slut, har jeg fået dig til at give op på det latterlige kælenavn.”

”Bring it,” mumlede jeg glad. Han grinede, og lod igen sine læber blidt strejfe mine.

Han trak sig tilbage, og jeg trak mig ud af hans omfavnelse. ”Du skriver bare til mig Styles,” sagde jeg, og vinkede et farvel til ham. Han sagde ikke noget, han smilede bare sødt til mig, inden han vendte sig om og gik i den anden retning. Jeg stod og kiggede efter ham et stykke tid inden jeg besluttede mig for at sætte kursen hjem ad.

Troede han virkelig han kunne få mig til at droppe Krølle?

Harry Styles havde ingen ide om hvem han var op imod. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...