A storie to be told. (Færdig)

Terminsprøve fra tiendeklasse.
Jeg scorede 12.

2Likes
0Kommentarer
486Visninger
AA

1. A storie to be told.

Opgave 3C.

Af Christina Nielsen.

Firs meter over jorden.

 

De andre nitten mennesker og jeg, vi far fanget, som sild i en tynde. Vi tilbragte sytten timer i vores helt egen private lille tynde, der var i forklædning som en kabine.

 

Før og inden:

Jeg husker det stadig, som var det i går, men på den anden side. Det var det jo egentligt også. Jeg, helt alene, med mit snowboard og 19 fremmede mennesker, som jeg ikke kendte og aldrig ville være kommet til at kende, hvis ikke det var fordi, at dét var sket.

Kabinen gik i stå. Den stoppede. Holdt op med at fungere. You name it. De nitten, fremmende mennesker, som ikke længere er fremmede, og jeg var fanget firs meter over jorden og vi kunne intet gøre andet end at vente. Det var de længste sytten timer i hele mit seksten år lange liv og sikken en tilfældighed det var. Ud af de mange, mange forskellige lifter jeg kunne have valgt, T-liften, tallerken-liften, en slæbe-lift, eller en stole-lift, ud af alle de flere hundrede lifter, der var. Så valgte jeg den, som  gik i stykker.

Helt ærligt, hvor stor er chancen for, at det ville ske? Ekstremt lille! Den eksisterede næsten ikke.

Men tilbage til virkeligheden.

Jeg glemmer aldrig, hvordan jeg på mit snowboard gled ned mod den kabine og med min hardcore facade og lod som om ingenting kunne røre mig. De små børn i Afrika, som sultede. De dyr som blev mishandlet i dette øjeblik. Naturkatastroferne, som hærgede og dræbte flere hundrede mennesker. De mennesker som mistede deres kære og blev efterladt alene med sorgen. Ingen af de ting kunne nå mig, jeg var ligeglad. Eller det var i hvert fald, sådan det skulle se ud. Jeg var bedre og mere værd end de alle andre.

En lille pige blev klemt ind foran mig og moderen råbte et eller andet, i stil med at hun skulle vente deroppe.

Jeg lagde en hånd på hendes skulder, da jeg samtidig med at jeg hjalp hende med at tage hendes små, søde, lyserøde ski af, spændte jeg mine bindinger op og bar hendes ski og mit snowboard ind i kabinen. "Jeg skal nok passe på dig." Beroligede jeg hende, da hendes øjne fløj rundt i hovedet på hende. "Og vente på din mor sammen med dig." Jeg blinkede til hende og fjernede mine googles, satte dem op på kanten af hjelmen og trak mit tørklæde væk fra den nederste halvdel af mit ansigt. Jeg smilede prøvende til hende og rakte hende min hånd, så hun kunne tage den. Jeg kunne godt lide børn,  men jeg kunne bedst lide dem, når de sov. Hun sendte mig et genert smil og tog min hånd. Så fulgtes vi ad og gik sammen ind i kabinen. Der var varme på, det var der altid sådan nogle steder, som dette. Jeg satte mig på en af de improviserede bænke, som man altid fik helvedes ondt i røven af. Jeg stillede snowboardet og skiene op af siden på kabinen og klappede på pladsen ved siden af mig. "Hej." Hilste jeg. "Jeg hedder Christina. Hvad hedder du?" Jeg tog hjelmen af og lynede lynlåsen i min heldragt op.

"Jessica." Mumlede hun genert og satte sig på pladsen ved siden af mig.

"Jessica.." Gentog jeg og hun nikkede. "Det er et flot navn." Jeg smilede venligt og tog jakken og hjelmen af hende. Fyrre minutter i en kabine med varme, kunne godt blive hedt, hvis man ikke tog noget af sit overtøj af. "Hvor kommer du fra?" Spurgte jeg og forsøgte at få gang i en samtale.

"London." Svarede hun og lyste op i et smil. Det forklarede, hvorfor hun snakkede bedre engelsk end jeg.

"Og hvor gammel er du?" Spurgte jeg og lænede mig tilbage i sædet og forberedte mig på at forbedre min engelsk grammatik.

"Jeg er lige fyldt tolv." Svarede hun stolt og rettede sig op i sædet.

"Wow.." Mumlede jeg og lod som om at jeg var imponeret. Den dag hun kunne falde ned fra et træ og stadig lande på benene uden at komme til skade, ville jeg blive imponeret. Kabinen udsendte en svag vibration, men ikke noget der irriterede mig. Turen var først lige begyndt og jeg havde allerede ondt i bagdelen.

 

Imens:

Turen var godt i gang og det var begyndt at sne kraftigt, måske en lille snestorm. Jeg håbede det ikke, fordi det ville tage mig en lille time at nå hjem, selvom jeg kørte med fuld fart, hvilket ikke var muligt, fordi jeg kunne dårligt nok se ud af vinduet på grund af sne. "Hvad sker der?" Spurgte Jessica, men jeg nåede ikke at svare hende. Et vindstød greb kabinen og jeg greb mit snowboard, da det væltede. Jeg lagde det ned på gulvet i stedet, jeg ville ikke have det i hovedet, men jeg ville heller ikke have det ødelagt.

"Det kan godt være at I bør gøre det samme." Jeg nikkede over mod dem, hvis ski og snowboards også stod op af væggen. Jeg havde fundet min facade frem igen. De nikkede og lagde deres ski ned. Endnu et vindstød og jeg var nær faldet ned af den stol, hvorpå jeg sad. Jessica faldt ned.

"Jessica, sæt dig herop." Jeg klappede på mine lår. Jeg skulle ikke sige det to gange. Hun sprang nærmest op og greb mig om halsen. Jeg kunne mærke min mobil vibrere i min inderlomme. Jeg fik fisket den frem fra lommen, selvom det ikke var nemt, fordi Jessica klemte sig så hårdt ind til mig.
"Tal du har taletid." Drillede jeg ned i min mobil, imens jeg strøg Jessica over ryggen og forsøgte at berolige hende.

"Jeg vil gerne have at du kommer hjem nu, Stump." Jeg genkendte min mors stemme. Hun var tydeligvis bekymret.

"Det kan jeg ikke. Eller jeg har ikke så meget lyst til at forsøge.." Mumlede jeg og den drillende tone var forsvundet.

"Hvorfor ikke?"

"Jeg hænger omkring firs meter over jorden i to tynde kabler i en kabine, som vinden har taget godt fat i." Mumlede jeg og tilføjede. "Det er værre end 'Dragen' i tivoli." Drillede jeg. "Du ved, den der hvor man bliver kørt rundt i en cirkel og vendt og drejet. Den der jeg kastede op i sidste sommer." Jeg kluklo selvtilfreds over min vellykkede vits, men uanset hvor sjov og vellykket jeg synes den var, så blev der ikke grinet i den anden ende. "Hej, jeg kommer hjem så snart jeg kan. Og jeg skynder mig." Forsøgte jeg. "Vi må snart til at være inde og så skal jeg bare hjem.. Så jeg er jo hjemme om et par timer.. Men jeg mistænker min mobil for at løbe tør for strøm inden da. Kulden aflader den unaturlig hurtigt."

"Skynd dig, Christ..." Vindstød. Det her var slemt. De andre vindstød havde også været slemme, men det her var være. Jeg tabte min mobil, jeg så hvordan skærmen flækkede og den gik i stykker. Jessica skreg, mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere. Til sidst ræsede det af sted, ude afstand til at stoppe.

"Rolig, Jessica. Der sker ikke noget. Det vare ikke længe før at vi er oppe igen." Det kunne det ikke, der kunne ikke være lang tid nu. Det føltes allerede som om at vi havde siddet her for længe. Jeg var ved at blive nervøs. Og det havde jeg en grund til at blive. For i det sammen lød der et ordentligt brag, kabinen vippede lidt og så holdt den op med at vibrere.. Jeg vidste ikke, hvad der var sket, men én ting vidste jeg. Vi bevægede os ikke længere, nu stod vi stille.. Fanget som sild i en tynde...

 

Efter:

Vi var, der hvor vi var. Vi kunne ikke komme ud.. Eller jo, det var løgn, vi kunne sagtens komme ud, vi kunne bare åbne døren og så stige ud, men der var bare ét problem... Det sneede for meget til at vi kunne se, hvor langt der var ned. Der kunne nemt være en meter, men en meter kunne også blive til firs meter..

Og der var ingen som havde lyst til at afprøve det. Jessica græd stadig, jeg kunne ikke gøre noget ved det. Hun var heller ikke den eneste, som græd. Heriblandt var der tre andre børn, som lå trykket fladt op af deres forældre med tårerne piskende ned af kinderne. Der var også flere voksne som græd, men det kunne de jo ikke gøre for. Tænk nu hvis et af kablerne knæk.. Nej! Tænk positivt! Positive tanker! Nå jeg kommer hjem, rigtigt hjem, så tager jeg min lyserøde enhjørning og rider en tur.. Eller måske ikke, fordi enhjørninger eksistere jo ikke og chancen for at en lyserød enhjørning eksistere er endnu mindre, så jeg må nøjes med at.. Noget andet, som faktisk ville kunne ske andre steder end inde i mit hoved..

Jessica var faldet i søvn op af mig, hun åndede tungt og græd ikke længere. Gad vide hvad klokken var? Jeg havde ingen idé, men kabinen gyngede stadig frem og tilbage, ligesom 'Den Røde Gummibåd'. Jeg havde fuldstændig mistet min tidsfornemmelse og jeg anede ikke hvor, langt der var ned. Egentligt havde jeg heller ikke lyst at finde ud af det. Jeg flyttede på den sovende Jessica og satte hende på hendes egen stol. Jeg forsøgte at finde balancen, så jeg kunne nå min mobil. Jeg fik også fat i den.. Det havde bare ikke været det værd, skærmen var flækket og den kunne ikke tænde.. Den var fuldstændig ubrugelig nu. Så når jeg kom hjem, rigtigt hjem, skulle jeg ud og investere i en ny mobil.. Selvfølgelig, skulle den også komme fra 'Sony'.

Jeg kom tilbage på min plads og forsøgte at kigge ud af vinduet, men det sneede stadig. Dog ikke ligeså voldsomt, men det sneede stadig for meget. Jeg lagde mobilen tilbage i inderlommen og løftede Jessica tilbage på mit skød, det gav en form for tryghed at have hende siddende der.

 

Efter:

Jeg måtte være faldet i søvn, fordi da jeg vågnede igen, var det lyst og det sneede ikke længere. Men jeg havde aldrig haft så ondt i bagdelen, som jeg havde nu! Jeg stønnede irritabelt og rykkede på mig, det skulle jeg ikke have gjort. Jessica vågnede. "Hvor er vi?" Spurgte hun og jeg kunne se panikken snige sig ind i hendes øjne. De var stadig røde efter i går.

"I en kabine." Svarede jeg, lidt ør i hovedet. Så slog det mig med sådan en kraft, at det næsten gjordet ondt. Jeg drejede overkroppen en halv omgang og slog panden mod vinduet for at kigge ud og ned. Jeg blev svimmel. Der var rigtigt, rigtig meget langt ned. Ikke bare langt, det her var... Vildt.. Pludselig var jeg glad for, at jeg ikke havde afprøvet døren i går.

"Hvor er min mor?" Jeg kiggede ned på Jessica, da jeg svarede på hendes spørgsmål.

"I sikkerhed." Smilede jeg og forsøgte at få min stemme til at lyde varm. Det lykkedes meget godt, hvis jeg selv skulle bedømme det. Jeg kunne stadig se hele vejen ned til det sted, hvor Jessica, jeg og de andre var blevet samlet op og der var ikke kommet flere kabiner på kablet. Det var kun os.

Stilheden sænkede sig atter igen, men denne gang kom den ikke for at blive. Lidt efter blev den brudt, jeg havde ingen idé om, hvor lang tid der gik. Jeg havde stadig ikke genvundet min tidsfornemmelse, men jeg havde da stadig mit syn og min hørelse. Og jeg kunne genkende helikopteren, jeg vidste ikke at tænke for at vide det. Jeg vidste bare at nu skulle vi endelig hjem igen, ikke rigtigt hjem, men bare tilbage til vores hytte eller hotelværelse for at forsætte vores skiferie. Uden flere af de her problemer.

Jessica hævede hånden for at pege. "Hvad skal den?" Spurgte hun.

"Redde os, Jessica. Har du savnet din mor?" Spurgte jeg og smilede. "Du behøver ikke sige, at du har savnet hende." Jeg blinkede drillende til hende. "Jeg ved, du ikke vil indrømme det, men jeg ved også, at du har savnet hende rigtigt meget. Og helikopteren der, den tager dig tilbage til din mor." Et smil bredt smil bredte sig på hendes lille, kønne ansigt. "Kom, lad os få dig i tøjet igen." Smilede jeg og rejste mig.

Så endte det hele altså alligevel lykkeligt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...