Hvad kan fremtiden bringe?

Sia er synsk. Ingen ved rigtig noget om hende, men en dag dør byens konge, Sann, og alle mistænker den mærkelige pige for at stå bag.
Men Kronprins Alex har en anden teori, og pludselig bliver Sia inviteret med på en rejse til det ukendte og finder ud af mere og mere om sig selv og Kronprins Alex...

Dette er en historie jeg ikke er helt færdig med, men har arbejdet med i lang tid. Giv venligst feedback :-)

1Likes
0Kommentarer
304Visninger

1. Prolog

Jeg havde været her før. Mange gange. Nogle gange i mine drømme, andre gange i virkeligheden. Jeg vidste, at tremmerne på vinduet var nemme at lirke op, hvis man brugte den fil, som jeg havde i lommen. Jeg havde gjort det mange gange før. Der var kun en halv meter ned, når man havde fået skåret tremmerne over, og der var ingen vagter.

Det var meget forskelligt, hvor langt jeg nåede. Nogen gange løb jeg kun i et par dage, før de fandt mig. Andre gange kunne jeg løbe i flere uger, men alligevel blev jeg altid fanget. Jeg så ud af vinduet og tænkte. Tænkte og tænkte. Følte mig skyldig. Det var ikke en ny følelse, det var nok sådan en følelse, som jeg havde hver dag. Selvom jeg ikke var skyldig. Det var ikke min skyld, at Kong Sann var blevet myrdet, og at alle troede, at jeg havde noget med det at gøre.

”Tror du, at den nye tortur vil få hende til at fortælle det?” Jeg spidsede ører. Det gjorde jeg altid, når vagterne begyndte at tale sammen.

”Næh… Jeg tror ikke, at det kommer til at ændre noget,” den anden vagt tøvede. ”Hun må sgu få mange penge for at holde det hemmeligt. Hvis jeg var hende, ville jeg ikke kunne holde det ud.” Jeg rynkede brynene. Penge? Var det det, de troede jeg fik? Hvad skulle jeg dog bruge penge til? Jeg bed lidt i den ene negl, selvom der ikke rigtig var så meget tilbage.

”Det værste er, at ingen har ondt af hende. Alle er ligeglad med hende. De vil bare have at vide, hvem der dræbte Kong Sann,” den første vagt lød skræmt.

”Hun er et monster, ingen har ondt af et monster.” Det lød som om, de var enige. Jeg havde lyst til at skrige. Det var jo ikke min skyld, at jeg ikke var som andre. Det var min fars… en kuldegysning kom så pludseligt, at jeg begyndte at klapre tænder, og jeg væltede ned til siden. Lad være Sia. Ikke tænk på ham… I det samme kunne jeg høre nogen banke på døren til fangekælderen. Vagterne begyndte at rumstere med nogle nøgler, og jeg kunne høre et lille klik, da døren blev låst op. Vagterne begyndte forskrækket at mumle og bede om tilgivelse. ”Vi… vi vidste ikke at De ville se forbi, Kronprins Alex. Hvad bringer Dem herned?” Spurgte den ene vagt nervøst.

”Lad mig tale med hende,” ingen var i tvivl om, hvem han mente. Eller hvad han mente. Jeg bed endnu mere i neglen. Hvad lavede han dog her? Så vidt jeg vidste, var der ikke lang tid, før han skulle blive kronet som konge, og han måtte da være i sorg over sin far.

”Jeg er ikke meget for det. Hun kan blive meget hidsig,” vagten der talte lød kejtet. Han havde nok ikke forventet at møde den kommende konge i fangekælderen.

Jeg vidste, at han løj. I al den tid jeg havde været her, havde jeg været stille og ikke sagt et ord. Selvom jeg tit havde lyst til at skrige lidt af det hele, havde jeg aldrig gjort det.

”Hun er bange for jer. Men ikke for mig. Jeg er ny,” Kronprinsen var ikke til at rokke. Jeg forstod ham godt. Hvis det var min far… for anden gang i dag kom jeg til at tænke på min far. Jeg prøvede febrilsk at glemme ham.

”Hvis det er det, De ønsker, vil jeg ikke stå i vejen,” sagde den ene vagt. Hans stemme var den dybeste af de to, og da han kom gående hen mod fængselscellen, kunne jeg også se, at han var enorm og muskuløs. Jeg havde aldrig lagt mærke til ham før. Det plejede at være den anden vagt, der kom med mad. Han var mere ranglet og havde sort hår som mig. Der var ikke mange, der havde sort hår og brune øjne i Leiter. Faktisk var vagten den eneste, udover jeg, som jeg nogensinde havde set med sort hår. Prinsen var ingen undtagelse. Som sin far havde han iskolde, blå øjne og brune krøller. Sidst, jeg havde set ham, var for fem år siden, da han gik i optog med Kong Sann på sin 11års fødselsdag. Det mindede mig om, hvor ung en alder det var for ham at miste sin far og ikke mindst overtage tronen. Dengang var jeg 9 år, og Sandre havde stadig ikke fortalt nogen om min evne. Jeg så ned i jorden, så mit sorte hår dækkede mit ansigt. Jeg ville ikke have at Kronprins Alex skulle se mig græde. Faktisk ville jeg slet ikke se ham i øjnene.

Jeg hørte vagten låse døren efter Prins Alex. Jeg blev ved med at se ned på det snavsede gulv.

”Ved du, hvem der har gjort det?” Han lød nervøs. Jeg undrede mig lidt over det, men bestemte mig for, at det nok var fordi, han var bange for at få at vide, hvem der havde gjort det. Jeg forstod ham godt. Tænk hvis det var en, han kendte. Måske en tjener?

”Nej… jeg er meget ked af det, men jeg har ikke fået noget syn i flere dage,” det var ikke løgn. Og hvis sandheden skulle frem, var jeg utrolig glad for det. Jeg nød hvert sekund.

”Har du nogen anelse om hvorfor?” Kronprins Alex begyndte at trave frem og tilbage i den lille celle. Jeg kunne høre hans fodtrin mod det kolde gulv.

”Det er fordi…” jeg rykkede en smule tættere på ham og hviskede: ”fordi at jeg… ikke er mæt. Jo mere mad jeg har fået, jo flere syn får jeg.” Jeg anede ikke hvorfor, jeg fortalte ham det. Jeg kunne høre han holdt op med at gå frem og tilbage. Der gik dog ikke lang tid, før han begyndte igen.

”Kroningen kan først finde sted, når morderen er fundet.” Prinsen lød tænksom. Jeg blev så overrasket over denne nyhed, at jeg ikke kunne lade være med at kigge hurtigt op. Der gik dog ikke lang tid, før jeg kiggede ned igen. Normalt kunne jeg ikke se folks fremtid bare ved at kigge dem i øjnene. Engang havde jeg set en hund i øjnene, og havde set at den ville blive kørt over en oksekærre om få dage. Jeg fortalte det til Sandre, men hun troede selvfølgelig ikke på mig. Et par dage efter fik vi af vide, at hunden var død. Det var da, at Sandre fortalte mig, at jeg nok var synsk. ”Men jeg gemmer dig for kongen, han skal ikke bruge dig som noget våben,” havde hun sagt og purret op i mit sorte hår, som hun plejede. ”Så vi må nok holde det lidt hemmeligt.”

”Er jeg farlig?” Spurgte jeg og så på hende med store øjne.

”Nej, nu er du bare Synske Sia.”

Jeg rystede ved mindet. Mærkede savnet af Sandre. Savnede hende purre op i mit hår, savnede hendes varme når hun krammede mig.

”Hallo? Hvad hedder du egentlig?” Jeg blev igen nærværende. Eller så nærværende som jeg nu kunne blive.

”Sia,” mumlede jeg.

”Hvad med dit efternavn? Hedder du bare Sia?” Kronprins Alex var igen standset med at gå frem og tilbage, og jeg kunne mærke hans blik.

”Jeg… kan ikke huske mit efternavn.” Denne gang var det med vilje, at jeg så op. Jeg skulle bare være sikker på, at jeg havde set rigtigt, sidste gang jeg havde set ham i øjnene.

Han har gjort noget. Noget forfærdeligt, men med en god tanke bag. Han fortryder ikke. Synet var uskarpt, men denne gang var jeg ikke i tvivl. Jeg så væk igen.

”Er prinsen snart færdig? Jeg tror, at hun har fået nok for i dag,” sagde vagten udefra. Jeg kiggede forsigtigt op. Alex kiggede tænksomt væk.

”Jo, jeg tror, at jeg er færdig. Men jeg kommer igen, det er helt sikkert.” Vagten låste kronprinsen ud og låste efter ham. Han kiggede skarpt på mig, før de gik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...