Historien om en gadetøs

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2012
  • Opdateret: 21 jul. 2013
  • Status: Igang
Cocio er en ung kvinde, der lever i konstant fare, og på den forkerte side af loven. Hun fortæller her sin historie. Hvad der har gjort hende til den person hun er. Hun fortæller om sit liv på gaden, hendes venner og hendes store kærlighed, der kom uventet ind i hendes liv.

7Likes
16Kommentarer
725Visninger
AA

6. Skumle bagtanker?

Jeg boede hos Kasper i 3 måneder. Efter at hans mor havde himlet op i nogle minutter, over min tilstand, havde hun taget mig ind og sørget for mig. Jeg havde det sjovt sammen med Kasper og efterhånden som jeg blev rask, begyndte vi at træne sammen, så jeg kunne komme i form igen. Hans mor så bare underligt på os. Jeg tror ikke hun forstod det. To børn på 11, der træner kampsport og stavkamp i baghaven, er ikke noget man ser hver dag, men hun regnede vel bare med at vi legede.

Da det blev tid for mig at tage væk fra dem, var det ikke nemt. Jeg vidste hvad jeg skulle. Hvor jeg skulle hen, og hvad der ventede. Kasper gik med mig hen i parken, men da jeg fik øje på Jonathan, der tilsyneladende ledte efter mig, skyndte jeg mig at bede ham om at gå hjem. Gå hjem og ikke se sig tilbage. Han gjorde det, men han så skræmt ud. Meget skræmt faktisk.

Jon fik kort efter øje på mig og var straks over mig. Han råbte og skreg, så jeg troede jeg ville blive døv. En masse mennesker så efter os da de passerede, men ingen sagde noget da han hverken lagde hånd på mig eller i det hele taget gjorde andet end at råbe.

Jeg ikke så meget som så ned. Jeg havde derimod mit blik rettet direkte mod ham. Ligegyldigt. Koldt. Jeg tror det skræmte ham, for gassen gik hurtigt af ham da han så mit blik. Der må have været noget i det som fik ham bragt til ro. Om han stadig kunne se barnet i mig, eller om det var fordi han kunne se en moden ung pige bag blikket, ved jeg ikke, men noget var der.

Han så lidt på mig. Rettede så blikket mod en bænk i nærheden.

”Lad os sætte os ned.”

Jeg trak bare på skuldrene og fulgte med ham hen til bænken. Vi satte os og han så på mig igen.

”Du er ved at blive stor, Cocio. Tænk at jeg har overset det.” Han smilede til mig og jeg så undrende på ham.

”Du er snart en kvinde og skal vist til at lære at opføre dig derefter.” Han rejste sig. ”Kom. Vi skal ud og købe tøj.”

Jeg rejste mig og så på ham. ”Men jeg har jo tøj. Masser af tøj. Hvorfor skal jeg have mere?”

Han vendte sig mod mig. ”Kom nu bare med.” Han begyndte at gå og jeg fulgte efter. ”Vi skal have fundet noget pænt tøj til dig, så du kan lære at begå dig.”

Jeg fattede intet. Rystede bare på hovedet og fulgte med.

Jeg kom pludselig i tanke om noget og løb derfor op på siden af Jon. ”Hvad er mit rigtige navn egentlig? Jeg har glemt det.”

Jeg kunne mærke at jeg rødmede lidt. Det var vel et eller andet sted ret pinligt at glemme sit navn, men Jonathan smilede bare.

”Dit navn er Sandra. Sandra Michelle Jensen, men det skal du ikke oplyse til nogen. Det skal du huske..”

Jeg begyndte at grine. Kom i tanke om dengang jeg havde fortalt ham det. Dengang havde jeg haft et stort smil på læben og havde faktisk elsket mit navn. Nu lød det ikke som mit. Det passede ikke til mig og jeg havde faktisk ikke noget imod at det ikke var det navn jeg var kendt under. Jonathan så lidt på mig, smilede så og rettede blikket fremad igen.

Kort efter stoppede vi ved en butik. Vi gik ind og han fik nogle af ekspedienterne til at hjælpe mig med at finde noget tøj, mens han selv gik på indkøb. Efter et par timer kom han tilbage.

Vi gik ud fra butikken med en del poser, fyldt med kjoler, sko, nederdele og en masse andet. Allerede dér var jeg begyndt at afsky det, men ikke desto mindre blev de næste par måneder brugt på at lære mig etikette, manerer og en masse andet, som jeg var sikker på at jeg aldrig ville få brug for. Dér tog jeg dog fejl.

 

Min 12-års fødselsdag nærmede sig og Jonathan havde inviteret en masse mennesker til en lille fest. Kasper var endda også blevet inviteret og de havde alle fået at vide at de skulle have pænt tøj på. Jeg stod ved døren og tog imod gæsterne. Nejede, hilste, smilede og gav hånd i endeløse baner, syntes jeg.

Da jeg så Kasper, frøs mit blod nærmest til is i mine årer. Han var pænt klædt, det var slet ikke det, men at Jonathan havde fået fat i ham og rent faktisk inviteret ham, så jeg som et faresignal. Kasper fornemmede straks at der var noget galt. Han så bekymret på mig, men ville ikke sige noget mens alle andre hørte det.

Da alle var kommet, og vi satte os ned for at spise, rejste Jonathan sig for at holde tale. Jeg så lidt på ham og rystede kort på hovedet, men han ignorerede det og begyndte at snakke;

”Jeg vil gerne starte med at byde jer alle sammen velkommen, her til Cocios 12-års fødselsdag. Det føles som om det kun var i går jeg fandt hende i parken. Lille, udsultet og beskidt, men med et glimt i øjet, der tydeligt viste at hun var, og er, en rigtig fighter. Jeg tog hende med hjem og i træning, og som i alle ved er hun nu blandt eliten. På trods af hendes unge alder, kan vi vist alle godt blive enige om at hun har opnået langt mere end hvad mange andre, voksne, lejemordere har. Hun kan allerede køre motorcykel, bil og crosser. Hun kan håndtere et våben bedre end nogen i dette rum og hun kan nok også lægge jer alle sammen ned.” Han smilede og folk begyndte at grine.

Det gik op for mig at det stort set kun var mænd der sad derinde. Der var en enkelt kvinde, men jeg vidste at hun kun var der for at se om jeg duede til noget. Det var de andre nok også, men det lod jeg mig ikke mærke med.

Jonathan tog igen ordet: ”Nu skal vi have noget mad, og så er jeg sikker på at Cocio vil vise os nogle ting. De af jer, der ikke er overbevist endnu, vil så sandelig være det når i går hjem i aften.” Han satte sig og folk begyndte at snakke og spise.

Kasper, der sad på den anden side af mig, prikkede mig i siden. ”Hvad mener han med alt det?”

Jeg trak på skuldrene. ”Jeg ved det ikke. Jeg håber ikke han har tænkt sig at udstille mig eller sådan noget.”

Kasper begyndte at grine og jeg kunne heller ikke helt lade være. Jonathan så kort på os, men fjernede blikket da jeg så det. Min mistanke var vist rigtig nok. At han havde inviteret Kasper, var ikke uden grund. Jeg bed mig i læben og begyndte at spise. Det var dog ikke meget der røg indenbords, før appetitten forsvandt.

Da vi havde spist, og jeg havde fået skiftet tøj og snakket med Kasper, blev alle vist ned i træningssalen, der var indrettet i kælderen. Der var skydebane, sandsække og meget andet man kunne træne med.

Jeg skævede kort til Kasper da jeg trak en pistol frem og gik hen til skydebanen. Han så på mig. Han var bleg, men han havde tilsyneladende ikke forventet andet. Jeg blev en smule lettet, over at han ikke tog det så tungt, og rettede blikket fremad. Jonathan stod og snakkede og fortalte og snakkede lidt mere, mens jeg hurtigt satte patroner i et magasin og derefter magasinet i pistolen. Jeg ladede den med det karakteristiske høje smæld og nikkede til Jon. Han bad alle om at holde sig for ørerne og gav mig de høreværn jeg havde glemt at tage på. Jeg tog dem på og resten stak fingrene i ørerne, mens jeg rettede blikket mod skydeskiven. Jeg tømte magasinet på kort tid. Semi-automatiske pistoler havde altid været Jonathans foretrukne og det var dermed også blevet mine foretrukne.

Jonathan hentede skiven og holdt den op for forsamlingen, der mumlede imponeret. Det samme gentog sig med knivkast og boksning.

Da gæsterne gik hjem den aften, gik det endelig op for mig, hvad Jonathan havde haft gang i. En masse af gæsterne gav ham nemlig penge og da alle var gået, vendte han sig mod mig med et stort smil og sagde:

”Vi har arbejde at gøre. Du imponerede dem virkelig.”

Jeg så på ham. ”Så det var bare for at få penge?”

Han rystede på hovedet. ”Selvfølgelig ikke. Men nu de var her, kunne vi jo lige så godt tjene lidt på det.”

Han gik ovenpå og jeg gik udenfor. Jeg havde taget mit sædvanlige, sorte tøj på igen og gik hen i parken, hvor jeg lagde mig på en bænk og tænkte. Tænkte på det hele, men der gik ikke længe før jeg faldt i søvn.

__________________________________________________________________________

Okay... Author's notes er ikke lige mig, men tænkte jeg nok hellere måtte smide en ind, efterhånden o.o

Ja, opdateringerne af historien går ret langsomt, desværre, mest fordi jeg har tendens til at glemme det (I know, I should be slapped >.<) MEN! Har allerede en del nedskrevet i mit trofaste Word, så jeg skal bare have det smidt op her, så folk kan læse det :p (Jeg skal også se at få taget mig sammen, til at skrive videre på historien, hvis jeg skal være ærlig o.o Fantasien har bare ikke rigtig været der o.o)

Anyway... Jeg håber da, at dem der læser historien her, kan lide den, og så ville det da heller ikke gøre noget med nogle flere kommentarer (hint, hint) til måske at opmuntre lidt til skriveriet og opdateringen ^^

Arbejder også lidt på "Nattens Skygge" og en ny historie, der nok bliver på engelsk, so have patience, if you're waiting, please ^^

Og det er så derfor jeg ikke skriver AN's o.o Det bliver til en lille roman i sig selv >.<

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...