Historien om en gadetøs

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2012
  • Opdateret: 21 jul. 2013
  • Status: Igang
Cocio er en ung kvinde, der lever i konstant fare, og på den forkerte side af loven. Hun fortæller her sin historie. Hvad der har gjort hende til den person hun er. Hun fortæller om sit liv på gaden, hendes venner og hendes store kærlighed, der kom uventet ind i hendes liv.

7Likes
16Kommentarer
721Visninger
AA

4. Kasper

Efter min første likvidering, kom der bunker af ’bestillinger’. Ordrer på mord og medfølgende løn.

Jeg tjente godt på det, på trods af, at jeg endnu ikke var fyldt 13 og der stadig var 2 år til. Men jeg var god til det. Jeg fik en god del af pengene. Over halvdelen. Resten beholdt Jonathan. Han mente vist han havde ret til at få en del af pengene, eftersom det var ham der havde oplært mig.

Jeg begyndte langsomt at afskære kontakten til ham, ved at prøve at undgå ham. Han var begyndt at blive ubehagelig, efterhånden som jeg blev ældre. Han følte vist at han ejede mig. At jeg skulle gøre hvad han sagde, og ikke andet. At han kunne styre mig. Men det ville jeg ikke være med til, så jeg prøvede at slippe fra ham. Ikke ved at flygte, men ved at holde ham uden for rækkevidde. Noget der viste sig at være svært, når man var alene.

 

En nat, da jeg lå på den sædvanlige bænk i parken, blev jeg vækket af en dreng. Han var på min alder og han stod og stirrede underligt på mig. Jeg satte mig op og mit blik gled undersøgende over ham. De registrerede alt. Lige fra de nøddebrune øjne, til det brune hår. Selv hans tøj kan jeg huske, og jeg er glad for, at stilen ændrede sig gennem årene.

Mine øjne fandt til sidst hans. De grønne mødte de brune og det var som om noget faldt på plads. Drengen smilede og satte sig ved siden af mig.

”Jeg hedder Kasper. Hvad hedder du?”

Jeg så lidt på ham. En smule mistroisk, som altid, men dog åben og rolig.

”Cocio.”

Et smil viste sig på mine læber. Det var længe siden jeg havde smilet og jeg kunne nærmest mærke musklerne knirke da de kom i gang igen.

”Hvad laver du her midt om natten?” Han undrede sig tydeligvis over hvorfor i alverden man sad alene her i parken når det var mørkt.

Jeg trak kort på skuldrene. Vidste ikke helt hvad jeg skulle svare.

”Ingenting. Sover, går jeg ud fra.”

Kasper så på mig med store øjne. ”Sover du herude? Hvorfor det?”

Jeg trak på skuldrene, uden at svare. Han holdt sit blik på mig. Nysgerrigt afventende, men da jeg ikke sagde noget flyttede han det og rettede det op i himlen.

”Vil du med mig hjem? Du må nok godt sove hos mig.” Han så på mig igen og smilede stort. ”Jeg tror ikke min mor vil have noget imod det.”

Jeg skævede kort til ham. Ikke sikker på om jeg skulle tage imod tilbuddet. Til sidst nikkede jeg dog og et bredt smil viste sig.

”Det vil jeg gerne, men kun hvis det er okay.”

Kasper hoppede ned fra bænken og greb min hånd. ”Så kom.” Halvgrinede han, hvorefter han begyndte at gå.

Jeg hoppede ned fra bænken og fulgte efter ham. Lidt efter løb vi begge, side om side, mens vi holdt hinanden i hånden. Det var noget jeg ikke havde prøvet før. Der var noget ved ham der gjorde, at jeg vidste jeg kunne stole på ham. At han ville blive en god ven. Jeg tror også han fornemmede det samme ved mig, for han satte aldrig siden spørgsmålstegn ved noget jeg gjorde eller sagde, akkurat som jeg ikke gjorde det med ham.

Da vi kom hjem til ham, blev vi mødt af en urolig kvinde, der viste sig at være Kaspers mor. Hun greb fat i Kasper og ruskede ham lidt, hvilket var ved at få mig til at gå til angreb, men hun slap ham dog hurtigt igen og så strengt på ham.

”Du ved udmærket godt at du ikke må gå ud, uden at sige noget først. Vi har været så urolige for dig.”

Jeg så lidt på moderen. Det var noget nyt. Forældre der var urolige? Det havde jeg aldrig prøvet før. Jeg rettede mit blik mod Kasper, der bare rystede på hovedet til mig og derefter så på sin mor.

”Jeg var bare henne i parken, mor.” Han tog fat i mig og hev mig frem i lyset. ”Det her er Cocio. Kan hun sove her i nat? Hun har ikke andre steder at være og det er begyndt at regne.”

Det var ganske rigtigt begyndt at regne. Det stod ned i stride strømme og havde vi ikke stået under det lille halvtag, der var over trappen, ville vi være gennemblødte. Kasper så lidt på sin mor, der så på mig. Hun bedømte mig tydeligvis og jeg satte straks en rolig, smilende maske på.

Til sidst nikkede hun og trak os begge indenfor. ”Hvad hedder du?” Hun så på mig.

Jeg tøvede lidt før jeg svarede: ”Cocio.”

Da hun rynkede brynene, skyndte jeg mig at tilføje at det ikke var mit rigtige navn.

”Det er bare noget jeg blev kaldt, fordi mit eget var for langt og kedeligt, og så har det bare hængt ved. Men jeg har heddet Cocio i mange år nu, så jeg kan ikke huske mit rigtige navn.”

Det sidste kom ud i et eftertænksomt tonefald. Det var nemlig først dér det gik op for mig at min gamle identitet var død. Jeg var død. Officielt i hvert fald. Kasper hev mig med ind på sit værelse og fandt noget tøj jeg kunne sove i. Jeg skiftede hurtigt tøj, sammen med ham, og vi lagde os op i hans seng, under den samme dyne.

Jeg så lidt på ham. ”Er du sikker på det er okay? Jeg kan sagtens ligge på gulvet med et tæppe.”

Han rystede bare på hovedet og lagde sig på siden, op af væggen. ”Her er masser af plads. Bare sov.”

Jeg nikkede og lukkede øjnene med et smil. Jeg faldt hurtigt i søvn, velvidende at jeg her havde fundet en ven. En rigtig ven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...