Historien om en gadetøs

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2012
  • Opdateret: 21 jul. 2013
  • Status: Igang
Cocio er en ung kvinde, der lever i konstant fare, og på den forkerte side af loven. Hun fortæller her sin historie. Hvad der har gjort hende til den person hun er. Hun fortæller om sit liv på gaden, hendes venner og hendes store kærlighed, der kom uventet ind i hendes liv.

7Likes
16Kommentarer
767Visninger
AA

5. Hospitalsbesøg... Doh!

De næste par måneder var nok nogle af de bedste af mit liv.

Jeg fik den daglige træning hjemme hos Jonathan. Lærte om biler, våben osv. og begyndte at lære at føre bil, motorcykel og andre motoriserede fartøjer. Da jeg endnu ikke var høj nok til at nå pedalerne i bilerne, blev der ikke noget med at køre i dem, men på motorcykel og crosser, kom jeg godt i gang. Og så havde jeg selvfølgelig Kasper, der var blevet en rigtig god ven. Vi fortalte hinanden alt og snakkede om alt og intet når vi var sammen. Han vidste til sidst alt om mig og jeg vidste alt om ham.

Med hensyn til cross, blev jeg hurtigt for selvsikker. Da jeg havde kørt godt i nogle måneder, kørte jeg ud på en bane med en masse gode hop. Der gassede jeg godt op for crosseren og tog en del af dem, før jeg tog et voldsomt styrt på det sidste. Jeg røg på hospitalet med en brækket arm, 2 trykkede og ét brækket ribben, men jeg blev der ikke særlig længe. Jeg havde været heldig at slippe for en hjernerystelse, men det havde ikke gjort den store forskel alligevel. Jeg måtte bare ud. Ud og væk fra hospitalet og lægerne.

Jeg tog mig til siden, mens jeg gik, og skar tænder. Ribbenene gjorde ondt, men det brækkede var det værste. De havde haft mig i fuld narkose. Både for at ordne min arm, der var fuldstændig smadret, og for at ordne mit ribben. De havde skåret mig op i siden og da jeg vågnede, begyndte det at bløde. De var meget imponerede over at jeg ikke græd over smerten. Det var der mange der gjorde. Alt for mange, åbenbart.

Mens jeg gik ned af gaden, blev jeg indhentet. Det var Kasper, der havde hørt at jeg var kommet på hospitalet og var kommet for at besøge mig. Han kom op på siden af mig og så lidt på mig før han grinede.

”Du ligner lort.”

Jeg så på ham og grinede kort. ”Du ser sgu heller ikke selv for godt ud.”

Han nikkede. ”Ja ja,” sagde han bare og kiggede lidt rundt.

Jeg bed tænderne sammen. Det gjorde ondt af helvede til.

Kasper rettede blikket mod mig igen, da han lagde mærke til det. ”Hvor slemt er det?”

Jeg trak på skuldrene og skar ansigt. ”2 trykkede ribben og ét brækket. Og så en brækket arm.”

Jeg gjorde en lille gestus mod min højre arm, der var lagt pænt i gips og slynge. Han grinede og rystede på hovedet.

Jeg så undrende på ham. ”Hvad griner du af?”

Han trak bare på skuldrene og jeg skulle lige til at spørge ham igen da han svarede: ”Hvad lavede du? Slåskamp? Var du dum nok til at lægge dig ud med en modstander der var både ældre, større og stærkere end dig?”

Han så på mig. Ikke grinende, ikke dømmende. Det var bekymring, der var i hans blik. Bekymring. Det havde jeg aldrig set før, og jeg havde da heller aldrig regnet med at se det hos nogen, der så på mig, men dér var det. Lige så tydeligt som hvis han selv havde sagt det. Han var bekymret for mig.

Jeg gengældte hans blik. Lidt uroligt, tror jeg. ”Jeg styrtede på en crosser.”

Han rystede på hovedet og sukkede. ”Du skal passe på. Jeg vil ikke have dig dræbt.” Han lagde forsigtigt en arm om mig. ”Kom. Du bor hjemme hos mig, indtil du er rask.”

Jeg bed mig i læben. ”Er du sikker? Jeg tror ikke din mor vil blive så glad.” Jeg skar kort ansigt, men smerten forsvandt hurtigt igen.

Han nikkede. ”Selvfølgelig. Hun kan godt lide dig.” Han smilede og førte mig hjem til sit hus.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...