Historien om en gadetøs

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2012
  • Opdateret: 21 jul. 2013
  • Status: Igang
Cocio er en ung kvinde, der lever i konstant fare, og på den forkerte side af loven. Hun fortæller her sin historie. Hvad der har gjort hende til den person hun er. Hun fortæller om sit liv på gaden, hendes venner og hendes store kærlighed, der kom uventet ind i hendes liv.

7Likes
16Kommentarer
737Visninger
AA

3. Det første drab

Efter 1 år, hvor jeg havde trænet boksning, kampsport, psyke og fysik, og hvor jeg havde opholdt mig mest på gaden, både om natten og i dagtimerne, begyndte Jonathan at lære mig om våben og motoriserede køretøjer. Jeg havde på det tidspunkt sat mig godt i respekt hos gadens folk, på trods af min unge alder, men det hjalp jo også en del at man havde en god træner.

Jeg var blevet trænet intensivt i de fysiske discipliner og nu kom turen til våben, biler osv. Jeg var allerede dengang glad for biler, og nu skulle jeg lære om dem. Det var nemt. Jeg lærte det hurtigere end alt det andet han havde lært mig og jeg blev hurtigt rigtig god til det.

 

Som 10-årig kunne jeg skille en hvilken som helst motor ad, rense den og samle den perfekt igen. Det samme gjaldt våben, og med hensyn til min fysiske træning, kunne jeg lægge enhver modstander ned, selvom det ikke altid varede længe nok til en sejr. Jeg kunne bruge knive lige så dødeligt præcist som den bedste knivkaster og med skydevåben, ramte jeg plet hver gang. Sjældent ved at tage sigte først.

I de 4 år jeg havde været hos Jonathan, havde jeg lært meget. At skjule mine følelser er nok den vigtigste lektion jeg nogensinde har lært, men det var dog ikke udelukkende hans fortjeneste. Jeg havde lært det af bitter erfaring. Af livet på gaden. Hvis man bor på gaden, kan det at skjule sine følelser, betyde forskellen mellem liv og død. Det er alvorligt. Det er ikke nok med et godt pokerfjæs, man skal også kunne spille rollen helt ud. Og det kunne jeg. Jeg kunne narre enhver på det område. Jeg havde lært at snyde løgnedetektorer, at lyve realistisk, at bluffe og meget andet.

Jeg var allerede dengang, som 10-årig, godt på vej til at være hvad jeg er i dag.

 

Min lovløse tid begyndte rigtigt for ca. 9 år siden. Jeg var lige fyldt 11 og vidste stort set alt der var værd at vide om faget jeg skulle til at træde ind i. Dengang forstod jeg det selvfølgelig ikke. Jeg gjorde det bare. Loyal overfor manden, der havde taget mig under sine vinger og havde hjulpet mig. Den dag i dag, forstår jeg ikke at jeg nogensinde har kunnet være så blind.

Det var en kold dag. Blæsende og regnfuld, med en lejlighedsvis torden. Jonathan, som jeg på det tidspunkt kaldte ’Mester’, ’Sir’ eller bare ’Onkel’, fandt mig i parken, hvor jeg tilbragte det meste af min tid, akkurat som i dag. Jeg sad og kiggede rundt på de forskellige mennesker, der gik gennem parken, mens mine fingre med jævne mellemrum gled ned over den glatte pistol, jeg havde fået dagen før. Jeg havde fået at vide at fra i dag af, skulle jeg tjene mine egne penge, men det troede jeg selvfølgelig ikke på.

Da jeg fik øje på Jonathan rettede jeg mig op. Han satte sig ved siden af mig og så på mig.

”Du troede ikke på mig, da jeg fortalte dig at du skulle tjene dine egne penge, gjorde du?”

Jeg rystede på hovedet. ”Jeg er kun 11. Jeg kan da ikke tjene nogen penge nu.”

Han grinede. ”Du kan mere end de fleste voksne. Hvis man valgte på kunnen og så bort fra alderen, ville du kunne få arbejde hvor som helst.” Han så på mig. ”Men det er jo ikke det, der er meningen.”

Han fiskede et billede op af lommen og gav det til mig. ”Sådan skal du tjene penge. Ved likvideringer.” Jeg så på billedet og derefter på ham.

”Mener du mord? Det kan jeg sgu da ikke! Jeg er 11 år! Jeg er ikke engang høj nok til at køre en bil, og så vil du have mig til at begå mord?!”

Jonathan så på mig. ”Det er det du er blevet trænet til. At dræbe.”

Jeg bed mig i læben og så ned. ”Tror du jeg kan?”

Han nikkede. ”Selvfølgelig kan du. Jeg skal nok tage med dig i dag. Men kun denne ene gang, og kun for at hjælpe dig hvis det går galt.”

Jeg nikkede og rejste mig fra bænken. ”Så lad os gøre det.”

Han rejste sig og gik ud mod gaden. Jeg fulgte bare efter. Ud af parken og ned af gaden. Mit blik faldt lidt på Jonathans ryg, men jeg opfattede det ikke rigtig. Da vi nåede til et stort hotel, blev jeg sat ind i sagen. Detaljer. Hvordan, hvor og hvornår det skulle gøres. Det skulle være præcist, da det ellers kunne gå galt.

Jeg gjorde som der blev sagt og gik ind. Da jeg kom til den rigtige dør, bankede jeg på. Der blev hurtigt lukket op og jeg blev lukket ind. For dem var jeg jo bare en sød lille pige, der var blevet væk fra min mor, eller sådan noget. Jeg satte mig i sofaen og de fandt slik og småkager frem til mig og lavede saft. Jeg tog en småkage, men rørte ellers ikke noget. Det var også en vigtig ting jeg havde lært: Ingen fingeraftryk.

Da damen satte sig ved siden af mig, røg min hånd hen til en af de knive jeg havde bag bæltet. Jeg fulgte manden med blikket, mens han gik ud i køkkenet. Da han var ude af syne, tog jeg hurtigt kniven frem og skar halsen over på damen, med en teknik, der gjorde at jeg ikke fik blod ud over mig og at hun ikke kunne nå at sige noget. Jeg rejste mig hurtigt og stillede mig ved siden af døren til køkkenet.

Da manden kom tilbage, jog jeg kniven i benet på ham og tog derefter en anden kniv og skar hans hals over. Jeg tog begge knive og tørrede dem af i damens kjole, hvorefter jeg rev et stykke stof af, så jeg kunne åbne døren uden at lave nogen fingeraftryk.

Det gik op for mig at Jonathan havde ret. Jeg var god, selvom jeg ikke havde prøvet det før. Jeg åbnede døren og gik ud på gangen, hvorefter jeg gik videre ud til Jonathan. Det var først dér jeg faldt sammen og begyndte at græde. Jeg græd for første gang i 5 år og jeg havde det som om jeg ikke kunne stoppe igen.

Han hjalp mig udenfor og væk, tilbage mod huset. Da vi kom indenfor, var jeg stoppet med at græde. Tårerne var forsvundet fra mine kinder og mine øjne var ikke længere blanke eller triste, men tomme og ulæselige. Jeg havde det som om noget var dødt indeni mig. Som om jeg ikke havde slået nogen vildfremmede mennesker ihjel, men rent faktisk en del af mig selv. Det havde jeg vel også på en måde.

For en dreng er det ofte hårdt at se blod, men for en pige kan det være endnu værre. Dengang var den første gang jeg så rigtigt blod. Siden har jeg selvfølgelig både mærket og set det flere gange, men dengang var det noget jeg skulle vænne mig til.

Jeg kom dog hurtigt over det. Skubbede det vist i baggrunden, men glemte det ikke. Langt fra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...