Historien om en gadetøs

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2012
  • Opdateret: 21 jul. 2013
  • Status: Igang
Cocio er en ung kvinde, der lever i konstant fare, og på den forkerte side af loven. Hun fortæller her sin historie. Hvad der har gjort hende til den person hun er. Hun fortæller om sit liv på gaden, hendes venner og hendes store kærlighed, der kom uventet ind i hendes liv.

7Likes
16Kommentarer
760Visninger
AA

2. Begyndelsen

 

Mit navn er Sandra Michelle Jensen. Et kedeligt, tøset navn, hvis du spørger mig, men ikke desto mindre det navn mine forældre gav mig. Jeg har dog ikke brugt det siden jeg var 6 år, og meget få ved efterhånden at det rent faktisk er mit navn. På gaden er jeg kendt som Cocio. Lejemorderen. Jeg ligger højt i hierarkiet og folk respekterer mig. Drenge som piger, kvinder som mænd. Jeg har gjort det her i ca. 11 år efterhånden. Det er ikke en drøm der er blevet opfyldt, men jeg har det faktisk helt fint med det, så at sige, for man har det vel aldrig fint med at slå ihjel? Men lad os starte fra begyndelsen. Med det, der har betydning for den person jeg er i dag. Lad os starte fra dengang, hvor mine forældre besluttede, at jeg skulle ud af deres liv..

 

Det var kort efter min 6-års fødselsdag. Der havde længe været optræk til ballade, men nu kom det altså. Min mor og min far var oppe at skændes. De skændtes om mig. Jeg husker det stadig som var det i går. Det var en af de sidste gange jeg græd åbenlyst.

Jeg hørte dem råbe op om alt hvad jeg gjorde galt og hvad de syntes den anden ikke gjorde ordentligt, med hensyn til mig. Jeg tror ikke helt jeg forstod det. I hvert fald åbnede jeg bare døren ind til stuen og kiggede på mine forældre, der straks stoppede med at skændes. De så på mig. Stod bare helt stille og så på mig med blikke, der fik min mave til at trække sig sammen.

Så skete det. Min mor råbte af mig. Voldsomt. Min far faldt i og sådan kørte den ellers bare. Jeg forstod det ikke. Jeg græd. Tårerne trillede ned over mine kinder, mens jeg prøvede at finde ud af, hvad jeg dog kunne have gjort, siden de råbte sådan op. Min mor tog fat i min arm og trak mig op til mit værelse, hvor hun pakkede noget tøj i en taske og gav mig en jakke på, hvorefter hun trak mig ned til hoveddøren og skubbede mig ud. Jeg så lidt på hende. Spørgende. Hvorfor skulle jeg udenfor? Det var da dejligt vejr, med sol og det hele, men jeg var alene. Min mor rystede bare på hovedet og lukkede døren. Jeg hørte låsen klikke, da hun låste døren og derefter begyndte jeg at banke på døren for at komme ind.

Da det efter et godt stykke tid gik op for mig, at jeg ikke ville komme ind igen, søgte jeg tilflugt ovre i parken. Jeg har altid godt kunne lide det sted. De grønne plæner og træer, på de store åbne områder. Jeg var ofte derovre. Klatrede i træer og legede med de andre børn på græsset, men ikke denne dag. Denne dag var jeg alene. Helt alene. Jeg satte mig på en bænk og begyndte at græde igen. Men ikke længe. Mine tåredepoter var vist allerede opbrugt. Jeg tørrede mine øjne og kiggede rundt i den øde park. Der var helt tomt. Ikke så meget som en kat kunne man se i det tiltagende mørke. Jeg lagde mig på bænken. Af en eller anden grund, forstod jeg at jeg ikke kunne tage hjem. Jeg måtte blive ude. Jeg frøs. Jeg havde et par strømpebukser og en kjole på. Kjolen dækkede kun mine ben til lidt under knæet og de små sko, var heller ikke meget bevendt. Jeg faldt dog i søvn til sidst, men jeg sov ikke særlig længe. Jeg vågnede jævnligt for at skifte stilling og for at få lidt varme i kroppen.

Næste morgen, da jeg vågnede, var der nogle få mennesker i parken. Ikke nogen, der lagde mærke til mig, men det tog jeg ikke så tungt. Jeg rejste mig fra bænken og gik hen til en mand. Med alt barnets uskyld tegnet på mit ansigt, tog jeg fat i mandens frakke for at få hans opmærksomhed.

Han så ned på mig og smilede. ”Hej lille ven. Hvad laver du her så tidligt?” Han satte sig på hug overfor mig, mens et smil begyndte at vise sig på mine læber.

”Jeg er sulten og jeg fryser. Har du noget mad?”

Manden grinede bare og rystede på hovedet. ”Kom her.” Han rejste sig og tog min hånd. ”Jeg håber du kan lide bagerbrød.”

Jeg smilede og fulgte glad efter manden. Han tog mig med hen til en bager, hvor han købte noget morgenmad til mig. Jeg kan stadig, den dag i dag, sidde og undre mig over, hvorfor det netop var ham jeg mødte den dag. Men det er nok endnu en ting jeg aldrig vil få svar på. Da jeg var blevet mæt, tog manden mig tilbage til parken. Han satte mig på bænken, hvor jeg havde fået fat i ham og satte sig derefter selv ved siden af mig. Han så på mig og gav mig der et løfte.

Han sagde: ”Hvis du stadig er her næste gang jeg kommer, vil jeg tage mig af dig. Okay?”

Jeg smilede stort og nikkede. ”Okay.”

Manden rejste sig og gik. Jeg kan huske at jeg sad og så efter ham. Glædede mig til han kom tilbage. Hvis jeg havde vidst hvad der ventede mig, var jeg nok flygtet. Hvis jeg da havde forstået alvoren i det.

 

Ugerne gik. Jeg lærte langsomt at hvis man ikke kunne få mad, måtte man selv forsyne sig. Ofte fik folk dog medlidenhed med mig når jeg stod der. Udmagret, beskidt og sulten, men af en eller anden grund var der ingen der ville tage sig af mig, på nogen måde. Jeg lærte at man måtte tage til takke med, hvad man nu kunne finde. Også selvom det måske betød en halvt spist sandwich fra skraldespanden. Sådan var det bare.

Der gik 4 uger før jeg så manden igen. Til den tid havde jeg allerede fået stjålet alt, som jeg ikke gik rundt med på kroppen, og jeg var blevet en utroligt god løber, eftersom jeg ofte var nødt til at stikke af fra nogen.

Manden kom om eftermiddagen. Jeg sad, som sædvanlig og kiggede rundt i parken efter et godt sted at sove, da mit blik pludselig faldt på ham. Manden. Jeg kan huske at jeg skyndte mig at løbe hen til ham. Hurtig som jeg var, slog jeg kort efter armene om ham. Eller rettere sagt; hans ben. Han smilede til mig og løftede mig op.

”Så du er her stadig, hva’? Jeg havde ellers regnet med at du var taget hjem når jeg kom tilbage.” Han smilede og rodede mig let i mit beskidte hår.

Jeg smilede stort. ”Du lovede at tage mig med hjem, hvis jeg stadig var her næste gang du kom.”

Han grinede. ”Der misforstod du vist noget. Jeg sagde jeg ville tage mig af dig.” Han så lidt på mig og satte mig ned på jorden. ”Kom. Du trænger til et bad og noget nyt tøj.”

Jeg tog fat i hans hånd og fulgte glad med ham ud af parken og hen til en bil, der stod parkeret på pladsen ved siden af parken. Han satte mig ind på bagsædet og jeg spændte selv min sele. Lidt efter kørte vi ned af gaden, hjem mod mandens hus. Da manden stoppede bilen udenfor huset, kunne jeg ikke sidde stille længere. Selen røg hurtigt af og næsen blev presset mod ruden, så jeg kunne få det hele at se.

”Flyt dig hellere, så du ikke vælter ud når jeg åbner døren.” Det var manden. Han stod udenfor døren og skulle til at åbne den.

Jeg fjernede mig lydigt fra døren og hoppede ud, lige så snart den blev åbnet. Manden førte mig indenfor og viste mig badeværelset. Jeg var så glad for at se et badekar, at jeg næsten satte mig op i det, uden vand og med tøj på. Han grinede og begyndte at fylde karret op.

”Jeg går ud fra at du vil have masser af skum, så du kan lege?”

Jeg nikkede og begyndte klodset at tage mit tøj af. Min trøje var dog ikke helt samarbejdsvillig og jeg var lige ved at blive hidsig, da manden hjalp mig. Han grinede og hjalp mig op i karret.

”Nu kan du sidde her lidt mens jeg går ud og køber noget nyt tøj til dig.” Han smilede til mig og rodede mig i håret.

Jeg grinede og puffede til hans hånd, mens vand og bobler var over det hele. Jeg nikkede bare og var ellers bare optaget af boblerne der kunne flyve, og vandet der kunne plaske. Jeg var vel ikke et barn for ingenting. Jeg sad der længe. Hvor længe ved jeg ikke, men jeg kan huske at jeg havde fået masser af rynker på både tæer og fingre, da manden kom tilbage. Han viste mig det tøj han havde købt. Bukser, T-shirts, trøjer, sokker og undertøj. Ingen kjoler. Det lagde jeg nu ikke rigtig nogen vægt på dengang. Jeg var jo ligeglad med hvad jeg havde på. Det var alligevel ikke mig der bestemte det.

Jeg kom op af badet og blev tørret og fik redt hår, hvorefter jeg fik noget af mit nye tøj på. Derefter tog han mig med ud i køkkenet og gav mig noget mad, han havde lavet. Da jeg havde spist sendte han mig i seng. Jeg havde fået mit eget værelse. Ikke så jeg kunne bo hos manden, men så jeg havde et sted at sove, hvis det regnede eller sådan noget. Jeg lagde kort mærke til hvor dejlig blød sengen var, før jeg faldt i en dyb søvn.

 

Manden vækkede mig næste morgen. Han ruskede mig lidt, til jeg vågnede og hev mig så ud af sengen. Jeg glippede lidt med øjnene og så forvirret rundt. Jeg havde sovet godt. Rigtig godt. Manden smilede venligt til mig. Nærmest som en far ville smile til sin datter. Jeg smilede tilbage. Glad.

”Skynd dig at komme ned. Jeg har lavet pandekager og bagefter skal jeg vise dig noget.” Han kyssede mig kort i panden og gik ud af døren.

Jeg så lidt efter ham, før jeg fik fisket mine hjemmesko frem og trissede efter ham. Duften af pandekager slog mig i møde, det sekund jeg trådte ind i køkkenet. Jeg skyndte mig hen til bordet og satte mig. Klar til at få en stor stak pandekager. Jeg tror da også at jeg var blevet noget så dårlig, hvis det ikke havde været fordi manden stoppede mig, efter de første ti pandekager. Jeg havde aldrig spist så meget på et enkelt måltid. Ti pandekager! Det var altså meget for en lille, 6-årig pige.

Manden så pludselig på mig. ”Jeg hedder forresten Jonathan, men du kan kalde mig hvad du vil.” Jeg så på ham.

”Må jeg godt kalde dig far?” Han grinede.

”Nej, men du må godt kalde mig Onkel Jon, hvis du vil det.” Jeg nikkede.

Jonathan så på mig. ”Hvad hedder du?” Jeg smilede og lirede hele navnet af. Han grinede. ”Det var et langt navn, lille Sandra. Men fra nu af kalder vi dig Cocio. Det er nemmere og skjuler dig bedre.”

Jeg nikkede bare. Forstod det ikke helt, men accepterede det bare. Jeg fik noget tøj på. Sportstøj, der var godt at bevæge sig i, men det lagde jeg selvfølgelig ikke selv mærke til. Jonathan tog mig med udenfor. Han havde min hånd i sin, mens vi gik ned af gaden, hen mod et træningscenter. Der gik vi ind. Vi kom ind i den del af centeret, hvor man trænede boksning og diverse kampsporter. Der var allerede nogen, og de kæmpede. Ikke alvorligt selvfølgelig, men sådan som man nu gør til f.eks. konkurrencer osv. Jeg kan huske at jeg stod og så fascineret på dem og da Jonathan spurgte om jeg ville lære det, var jeg selvfølgelig klar.

Vi begyndte at træne og det viste sig hurtigt at jeg havde talent for at slås. Jeg lærte hurtigt at slå hårdt og rigtigt, og mine kampsports evner blev hurtigt bedre og bedre. Jeg udviklede mig hurtigt. Ikke som pige eller barn, men som en fighter. Jeg var god. Allerede dengang var jeg en af de bedste, fordi jeg lærte så hurtigt og ikke gav op. Jeg blev ved. Uanset hvor hårdt det var, blev jeg ved. Hver dag. Hver uge. Jeg trænede hele tiden, og jeg elskede det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...