One shots!

Dette er den jeg skriver på, når jeg lige for lyst til at skrive en One Shot... <3 Håber i kan lide dem <3

6Likes
8Kommentarer
932Visninger
AA

6. Farvel Danmark-Skole opg.

Min hånd kravlede op til mit kraveben og lagde sig der. Jeg listede ind på toilettet med hånden hvilende nøjagtigt samme sted, og mine tanker kørte i ring. Piller, Reb, Kniv. Piller, Reb, Kniv. Ordene gav genlyd i mit hoved. Piller, Reb, Kniv. Piller, Reb, Kniv. Jeg kunne ikke klare det mere. Piller, Reb, Kniv. Det drev mig til vanvid. Det skulle være nu. Jeg havde huset for mig selv. Mulighederne var tydelige. At ligge mig i badekaret, og sluge piller til jeg døsede hen, og druknede. At finde et reb, og hænge mig i garagen. Eller at cutte halsen på mig selv. Mit blik gled over badeværelset. Selvmord. To nye ord tog form i mit hoved. Piller, Drukne, Selvmord. Piller, Drukne, Selvmord. Det var det. Piller! Jeg fulgte vand i badekarret, og tog langsomt mit tøj af. Ikke noget med at være bange nu, jeg havde besluttet mig. Jeg trak i min yndlingstrøje, for jeg havde besluttet mig for at når jeg skulle dø, ville jeg ikke dø nøgen. Jeg kravlede ned i badekarret, og kunne fornemme varmen omkring mig. Jeg åbnede pilleglasset. Nu var det nu. Jeg gav mig til at æde piller. Med min anoreksi ville det ikke tage lang tid. Jeg havde ikke spist så meget, siden for et halvt år siden. Piller. Skulle det være mit sidste måltid? Ja. Jeg bekæmpede trangen til at hoppe op af badekarret, og stikke hovedet ned i toilettet. Stikke hovedet ned i toilettet og bare give op. Kaste op til der ikke var mere i maven. Jeg kunne mærke at jeg efterhånden var langt væk. En sidste pille. Jeg rystede. Min hånd blev ført op til min mund. Munden nægtede at reagere. Jeg tabte pillen, ned i badekarret. Mine øjne gled i. Jeg faldt ned under vandet. Jeg så mit liv passere revy  i lynets hast, og jeg så lyset.

12 Måneder tideligere

Min hånd klemte hans, og vi dansede af sted i måneskinnet. Han smilte, og jeg kyssede hans kind. Han slap min hånd, og trak mig indtil sig i et hårdt knus. Han var stærk, det kunne jeg mærke i mine tynde arme, da jeg vred mig fri. Han smilte drillende, og jeg kunne ikke lade være med at grine. Han tog min hånd, og hviskede mig i øret: ”Jeg elsker dig…” Jeg kunne ikke lade være med at smile. Dagen efter droppede han mig! Jeg var helt slået ud, og tog ikke i skole den dag. Jeg syntes ikke det ville være vildt smart, at gå op på skolen, og blive hånet, bare fordi jeg var så naiv, at tro på de tre små ord, måske skulle jeg gå i terapi? Jeg var, efter at have spist en hel masse chokolade is og set splatterfilm hele dagen, taget i skole dagen efter. Men da jeg så ham sammen med en anden pige, brød jeg sammen, og det skulle selvfølgeligt være midt på gangen foran hele skolen. Der startede det. Da jeg kom i skole den næste dag, vendte alle sig og kiggede efter mig. De snakkede om mig, og de gjorde intet for at skjule det. Jeg havde jo nok regnet lidt med det. Jeg havde været sammen med skolens lækreste fyr i tre måneder. Jeg var ikke uforberedt, og gav bare igen, hvilket var dumt. Chikanerier begyndte på nettet, og i skolen. Men nettet var værst. Eleverne på skolen brugte nettet, især Facebook, Twitter, Skype og Youtube blev benyttet. På Facebook, Twitter og Skype lavede de anonyme brugere, og de mere populære skrev bare direkte til mig. De var ikke bange for at gøre noget forkert, for de kunne altid vende tilbage til deres kliker. Youtube brugte de til at lave videoer, og sende dem til mig. De syntes det var nemmere at genere mig, over nettet, selvom jeg ikke havde nogen venner til at forsvare mig, hvis de gjorde det ansigt til ansigt. Det var blandt andet det der undrede mig. Før havde jeg været helt vildt populær, blandt andet på grund af at jeg var anderledes. Min daværende bedste veninde, Chelby, var blevet så jaloux da jeg var begyndt at hænge ud med ham, at hun besluttede sig for at begynde at mobbe mig, når muligheden bød sig. Den dag jeg ikke var i skole, besluttede hun at få hele skolen over på hendes side. Det var ikke svært. Hun omgav sig kun med de populære, og var efterhånden selv blevet rimeligt magtfuld. Jeg syntes ikke rigtigt det gav nogen mening at en 15 årig pige, skulle chikaneres med det faktum at hun havde været dum og stole på en fyr, og havde fået sig selv rodet ud i noget lort. Drukket sig pisse fuld, sammen med ham, røget med ham, og det der var være. Det værste var at han overhovedet havde fået lokket mig til det. Et par måneder efter bruddet blev der postet et billede af mig. Nøgen. På det tidspunkt havde det ikke faldet mig ind, at hele skolen var imod mig, og jeg blev bare så ked af det.  Jeg holdte mig væk fra skolen i fire uger. Mine forældre sagde ikke noget til det, og heller ikke min storesøster, Helena. De kunne, af en eller anden grund, godt se på mig at jeg overhovedet ikke havde det godt. Et halvt års tid efter bruddet var billederne og videoerne over alt på nettet. Det var meget hårdt, især fordi at når man ser det, kan man ikke lade være med at klikke på det, og bagefter opdage at det var en kæmpe fejl. Helena prøvede at hjælpe mig, med at få noget indenbords igen. Hun havde selv haft anoreksi, og ville ikke se det ske med mig. Helena var et par år ældre end mig, og jeg kunne derfor ikke flytte til hendes skole. Det blev hele tiden være. De mobbede mig, på det tidspunkt, alle steder muligt. Og i går skete det. Jeg fik nok. Jeg ville ikke leve mere. Piller, Reb, Kniv. Piller, Reb, Kniv. Det gik op for mig om natten. Intet liv, Ingen smerte. Piller, Reb, Kniv. De tre små ord, kom kravlene, og lagde sig over mig som en tung dyne. Piller, Reb, Kniv. Jeg lagde tøjet frem til min dødsdag. Jeg tog ikke i skole. Det sidste år havde jeg kun været i skole, halvdelen af tiden. Min mor kom ind om morgenen og sagde farvel. Farvel for evigt. Da hun var gået, begravede jeg mit hoved i min pude, og gav mig til at skrige, da hun var den sidste der forlod huset, ville ingen komme stormene, og sende mig på den lukkede. Turde jeg virkelig gøre det? Pointen var at jeg var nødt til det. Jeg havde ingen grund til at leve. Ingen ville have mig. Det var ubehageligt at indrømme det overfor mig selv. Men havde jeg ikke lagt mærke til det? Jo, det havde jeg, og jeg nægtede at leve på en løgn. Da jeg havde talt mig selv til fornuft, rejste jeg mig fra sengen. Jeg skubbede alle bekymringer fra mig. Nu var det nu. Jeg kastede et hurtigt blik i spejlet, en tårer trillede ned af min kind. Tænk at det skulle ende sådan. Jeg satte mig ved skrivebordet og gav mig til at skrive et brev. Et brev til mor og far. Et brev til Helena. Et brev til Chelby og alle de andre såkaldte venner. Et brev til Danmark. Endnu en tåre. Jeg måtte holde op med at være sådan en tude prinsesse. Jeg gik målrettet ned i køkkenet, og lagde brevet, pænt foldet på midten, på køkkenbordet. Jeg kyssede min hånd, og lagde den imod brevet. Jeg gik igen op af trappen, men da jeg nåede gangen var det som om fødderne ikke rigtigt ville lystre. Jeg gik langsomt mod badeværelset. Her skulle det være.  Min hånd kravlede op til mit kraveben og lagde sig der. Mine tanker kørte i ring. Piller, Reb, Kniv. Piller, Reb, Kniv. Ordene gav genlyd i mit hoved. Piller, Reb, Kniv. Piller, Reb, Kniv. Jeg kunne ikke klare det mere. Det drev mig til vanvid. Det skulle være nu. Mulighederne var tydelige. At ligge mig i badekaret, og sluge piller til jeg døsede hen, og druknede. At finde et reb, og hænge mig i bruseren. Eller at cutte halsen på mig selv. Mit blik gled over badeværelset. Selvmord. To nye ord tog form i mit hoved. Piller, Drukne, Selvmord. Piller, Drukne, Selvmord. Det var det. Piller! Jeg fulgte vand i badekarret, og tog langsomt mit tøj af. Mine øjne fulgtes igen med tåre. Nej, fandme nej, ikke græde. Jeg trak i min yndlingstrøje, for jeg havde besluttet mig for at når jeg skulle dø, ville jeg ikke dø nøgen. Jeg kravlede ned i badekarret, og kunne fornemme varmen omkring mig. Jeg åbnede pilleglasset. Jeg gav mig til at æde piller. Med min anoreksi ville det ikke tage lang tid. Piller. Skulle det være mit sidste måltid? Ja. Jeg bekæmpede trangen til at hoppe op af badekarret, og stikke hovedet ned i toilettet. Stikke hovedet ned i toilettet og bare give op. Kaste op til der ikke var mere i maven. Jeg kunne mærke at jeg efterhånden var langt væk. En sidste pille. Jeg rystede. Min hånd blev ført op til min mund. Munden nægtede at reagere. Jeg tabte pillen, ned i badekarret. Mine øjne gled i. Jeg faldt ned under vandet. Jeg så mit liv passere revy i lynets hast, og jeg så lyset.

 

Helena:

Jeg kom ind i huset, og kunne med det samme fornemme at noget var galt. Samme fornemmelse havde jeg haft siden klokken 14.42 i eftermiddags. Det var underligt. Det var præcis der min lillesøster var født. Hun kom først hjem om en lille time, og jeg havde bestemt mig for at jeg ville overraske hende på hendes fødselsdag. Jeg gik ind i køkkenet, som havde jeg gjort siden for en måned siden da vi igen flyttede. Det første jeg så, var at der var pænt ryddet op, det plejede der ikke at være. Underligt, hun hadede at rydde op. Det eneste der lå hvor det ikke skulle var en papirlap. Den lå på køkkenbordet. Jeg samlede den op, og læste hendes smukke håndskrift.

”Jeg ved godt at dette vil komme som et chok… Jeg vil altid være jeres datter, og din søster, Helena. Jeg beder jer bare om at lytte. Jeg har skiftet skole 4 gange på 1 år. Ingen vil have mig. Jeg er blevet mobbet og hængt ud på værst tænkelige måder. Jeg vil bare gerne have fred.  Farvel mor, far og Helena. Farvel familie. Farvel Danmark. Jeg elsker jer, glem aldrig det. Jeres datter, søster og ven, Junia. Og… Jeg er på badeværelset…”

”Junia, Det har du bare ikke gjort du har ikke!” skreg jeg desperat, og styrtede op på anden sal. Der lå hun. Hun var helt bleg. Tårerne styrtede ned af mine kinder. Jeg trak hende op af badekarret. Hun var kold. Mine fingre fumlede med mobilen, men jeg ringede hurtigt efter en ambulance. Jeg fik forklaret situationen, og de var der næsten med det samme. Jeg fik ringet mor og far op, og de skyndte sig begge hjem. Der gik evigheder, men i mellemtiden sad jeg med min søster i hånden, og kiggede bare på hende. Tårerne strøg ned af mine kinder. Hun var så smuk, sød og kærlig. Hvordan kunne nogen finde på den slags? Jeg elskede hende. Det var løgn at ingen ville have hende, for det ville hendes familie, og især mig. Jeg savnede hende allerede. Alt dette havde jeg i hovedet, da jeg hørte sirenerne.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...