One shots!

Dette er den jeg skriver på, når jeg lige for lyst til at skrive en One Shot... <3 Håber i kan lide dem <3

6Likes
8Kommentarer
936Visninger
AA

3. Drømmen om Olak(Skole opg.)

Årstallet var 5384, og det var midt om natten. Jeg var så træt at jeg dårligt nok kunne se noget. Lia og Lucy sad i sofaen, og drak energidrikke. Den aften var der for en gangs skyld fred i vores hytte på stjernen Olak. Der plejede normalt at være skænderier og råberier, så naboerne endte med at sende tudehorn ned i vores hytte. Tudehorn var små, sorte kasser, som først stoppede med at tude når der var helt stille. Det kunne godt blive temmelig anstrengende at bo sammen med dem, for med deres skænderier, kom der tudehorn dagligt. Specielt i vores kvarter, for vores naboer var alle nogen af de ældste beboere på hele stjernen. De eneste andre unge mennesker der boede i nærheden var vores nærer venner. Lloyd, Luke og Harold. Jeg havde besluttet at jeg ville til at i seng. Pigerne sad stille i stuen og sakkede, og jeg følte mig rolig nok til at lukke øjnene. Jeg blev langsomt døsig.

 

Jeg åbnede øjnene og storskærmen var tændt. Saly Slumberth sagde noget om en invasion fra vores naboplanet, Sildy, som beboerne var ved at planlægge. Vores forhold til Sildy havde altid været anstrengt, og jeg blev bange ved første øjekast. Sildy var en større stjerne, og folkene var stærkere end vi nogensinde ville blive. Der var dog den forskel at Olak altid havde været fredelig, mens at det på Sildy var helt normalt at være kriminel eller dranker. Jeg løb ind i stuen, og pigerne sad med åbne munde, de havde lige hørt den samme nyhed. Det ringede på døren. Jeg gik hen og åbnede den. ”Serena,” sagde Harold lettet, jeg krammede dem alle sammen. ”Hvad skal vi gøre?” spurgte jeg, deres øjne var blottede for følelser. Der lagde jeg mørke til at de alle kun var iført nattøj, og at deres mørke hår var uredt. De kiggede forvirrede på mig, for jeg smilte, og det var tydeligt at det var en upassende situation. Jeg kiggede ud af vinduet, alle var på vej til deres rumskibe. De forlod stjernen. Deres fødested. Jeg glippede med øjnene. ”Jeg forlader ikke huset, før de ankommer, enig?” sagde jeg fortvivlet. ”Enig,” stemte de. Kun Harold kiggede bekymret på os andre. ”Enig,” hviskede han. Jeg nikkede. Kort efter blev der helt stille, intet bevægede sig. Vi kunne se dem. De grønne mænd. De blå kvinder. Hele Sildys befolkning. Vi slukkede lyset, og gemte os bag en reol. Nåede de se lyset blive slukket? Harold hvislede: ”Skulle vi ikke tage jeres rumskib så længe vi stadig kan nå at overleve?” Vi andre nikkede, og listede os ud af huset. Det var der vi så dem tæt på. De havde ikke rigtigt tøj på. Kun tæpper og klude. Deres hår var gråt, og de var splejsede alle sammen. De havde to fingre på den ene hånd, og kun en på den anden. De var lidt skræmmende at kigge på. Vi nåede rumskibet. Så langt, så godt. Nu var det bare om at komme væk. Jeg lagde hovedet mod Harolds skulder, og tænkte mig om. Hvordan kunne vores fredelige lille stjerne, pludseligt virke så mørk? Hvor skulle vi tage hen nu? Luke og Lloyd satte sig bag et rat hver, og de styrede os mod en stor blågrøn stjerne. Det var ikke en stjerne. Det var planeten jeg havde læst om. Jeg altid gerne ville have besøgt, Og nu skulle jeg leve der. Med mine bedste venner. Jorden.

 

Jeg slog øjnene op, og fem par øjne stirrede på mig. Lloyd, Luke, Lucy, Lia og Harold. ”Lad os gøre det,” sagde jeg. Vi havde flere gange snakket om at tage af sted, og nu skete det. Vi skulle til Jorden!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...