Famous {1D}

Da Mariah fylder 17 får hun den sprogrejse hun altid har drømt om i mange, mange år - at bo hos en værts familie i England, og studere i 1 år. Mariah kommer oprindeligt fra en lille by i Danmark ved navn Køge. Hendes forældre har sparet op til denne rejse, og Mariah er ved at dø af spænding, men da hun finder ud af at hendes værts familie er selveste Niall Horans? Hvordan reagere hun mon? Og vil Mariahs inderste drøm virkelig gå i opfyldelse, at blive en verdenskendt super stjerne? Følg med i "Famous {1D}" God læse lyst :-) **der kan være stødene scener og sprog. Jeg fralægger mig alt ansvar**

35Likes
31Kommentarer
2813Visninger
AA

9. 7.

"Dreeenge, jeg gider ikke stå i kø!" - bare kald mig diva -, brokkede jeg mig udenfor Madame Taussand's voksmuseum, hvor der mindst stod 4000 mennekser - ej okay nok kun 500 men altså, der var mange. Jeg stod også med et par mange poser. Skooo! Jep, sko! Jeg havde købt 6 par. 5 af dem, havde jeg købt i 'Marks & Spencer'. Fed butik. Og der er 640 butikker i hele VERDEN! Gisp. Tilbage til menneskerne, for da pigerne fik øje på drengene blev der ikke mindre mennesker omkring os.

"OMG DET ER ONE DIRECTION!! ARRGH!" Skreg en pige, og på 2 sekunder, var vi begravet i pigerne, mødre, nogle enkelte drenge, små børn, gamle så vidt som unge andre mennesker. Jeg kiggede nervøst over på Niall, der stod med tårer i øjnene. Åh nej, hvad var der sket??

"Niall, kom med mig, hvad er der sket søde?" Jeg fik fat i hans hånd, og trak ham ud af menneske mængden, med nogle onde kommentarer fra nogle af pigerne. Bitches please! Han græder, og har det ikke godt? Vis dog hensyn!!

"Niall babe, sæt dig ned. Hvad så? Hvad skete derinde, eller rettere sagt derude, ved pigerne?" Vi havde fundet en bænk, lidt væk fra voksmuseum. Jeg kiggede bekymret på ham, med rønkede bryn. 

"Mariah, der er ikke sket noget.. Jeg har bare, bare... Klaustrofobi." Mumlede han, stadigvæk med tårer i øjnene. Han græd ikke meget, altså, han havde kun tårer i øjnene, de løb ikke. Jeg tog hans ene hånd, og holdt den imellem mine, og sendte ham et forsigtigt smil. Det var da sødt han havde klaustrofobi. Han virkede flov over han havde klaustrofobi.

"Du skal ikke være flov over det. Jeg har også noget jeg er bange for, eller rettere sagt en underlig fobi." Smilede jeg forsigtigt til ham.

"Hvad er det?" Han lyste lidt op, da jeg sagde han ikke skulle være ked af det, og flov over det.

"Jeg er utrolig bange for fugle. De skræmmer mig fra vid og sans, med deres fjer og næb, og ew. Specielt svaner, og duer." jeg grinede akavet, og sparkede til en sten, der lå foran bænken. Niall sad og prøvede at undertrykke et grin. "Bare grin." jeg smilede til ham, og 1 sekund efter, grinede han hysterisk, og havde glemt alt om pigerne, og sin klaustrofobi.

"OK, så er det ikke sjovere!" Sagde jeg 5 minutter efter da Niall stadigvæk grinede ligeså hysterisk som da han startede. Han sukkede, og holdte grinet inde. "Liam er bange for skeer." Nu begyndte jeg også at grine hysterisk. SKEER?! Seriøst, hvilket menneske er lige det? Der måtte jeg så svarer Liam.

"Av, av mine mave." Pev jeg, og tog mig til maven. Den krampede, og jeg var ikke vandt til at grine så meget. Kun sammen med Clara, men hun var her ikke. Hvilket minder mig om, jeg må ringe til hende, og min mor, far, og søskende.

"Skal vi gå tilbage til museet, eller ringe efter drengene? Eller er du bange for duerne derovre?" jokede Niall,  og da jeg hørte ordet duerne fløj jeg op (like a fugl) og hoppede op på bænken. 

"Hvor?" jeg måtte indrømme min stemme lød ret panisk. Hvor var jeg dog dum, jeg kunne jo godt se det fordømte duer. Duer. Over det lige!! Deres fjer, næb, og og og AD! Jeg kiggede skræmt på Niall, der klukkede lidt for sig selv.

"Søde skat, dér." Han pegede på de nu millioner af duer der var. Overdrivelse. Der var 4.

"Få dem dog væk!!" sagde jeg og gispede da en af fløj, og var på vej over mod mig, inden den skiftede retning. De er nogle satans fugle de der duer!

"Hvordan?"

"Skræm den, løb over imod dem, spark dem eller noget!" de fugle skulle væk. Væk, væk, VÆK! OK, at sparke til dem var måske lige i overkanten, men hallo jeg var desperat. En af duerne kiggede på mig, med sine due øjne, og fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Jeg sendte den et dræber blik, men det gengældte den bare. Gud, en djævelsk fugl!

"Flot dræberblik." Roste Niall sarkastisk, og klappede i hænderne, for hvor skulle han ellers klappe henne? Benene? Det ville så dumt ud. Jeg sendte han et ligeså dårligt dræberblik.

"Du holder bare kæft, mester." jeg hoppede ned på jorden igen, og kiggede over på duerne, der nu kun var 2 tilbage af.

"Skal jeg bærer dig hen til duern- jeg mener drengene?" Niall åbnede sine arme, og jeg kiggede dumt på ham. Tsk, ikke i det her liv! Jeg rystede blidt på hovedet.

"Tak for tilbudet, men jeg blev altså født med ben." grinede jeg, igen, akavet. Hvorfor sagde jeg lige det? Aaksfjkasdjfie my life. Jeg gik over til Niall, og tog hans hånd, inden jeg trak ham imod museet igen. Lige de sekunder havde duerne sluppet ud af mit hovedet, inden der sløj en 2 meter fra mit hoved, og jeg hoppede ind i Nialls favn. Han kiggede overrasket på ham, og jeg trak mig hurtigt fra ham. Awkward.

Vi gik lidt i akavet tavshed, som jeg er så god til at få skabt, inden jeg brød tavsheden. "Kan i ikke fordi er er berømte, springe køen over, og blive lukket ind før de andre?" Niall rystede på hovedet og jeg følte mig egoistisk.

"Det kan vi ikke gøre overfor vores fans eller de andre mennesker der har stået i køen i lang tid.. Det ville være ondt." Niall kiggede ned i jorden, og så på mig, med et lille smil, og gud hvor følte jeg mig dog egoistisk nu. 

"Undskyld." Mumlede jeg, og kiggede ned på mine sneakers. Jeg følte mig, som en rigtig forkælet pige, der bare fik alt. Vent, det fik jeg jo også? YIR! - forkert øjeblik.

"For?" Niall stoppede op, og kiggede underligt på mig. Jeg rystede bare på hovedet, og gik videre. Niall løb op til mig, og prøvede at sende mig en opmuntrende smil, hvilket bare blev til en grim grimasse. I det øjeblik slog det mig: De kunne ikke lide mig, de gjorde kun det her fordi Maura og Bobby havde sagt de skulle. Hvor er jeg dog dum. Som om, nogle verdenskendte popstjerner lige pludselig kunne lide mig. Mig, der havde været cutter, haft anoreksi, meget lavt selvværd, AD HD, og selvmordstanker + tvangstanker, så hvorfor? Hvorfor, skulle de dog kunne lide mig?

"I kan ikke lide mig." jeg rystede kort på hovedet, og løb mod den nærmeste underground: Bakerstreet, for at komme mod Earls Court, tæt ved Hyde Park, så jeg kunne komme til at tænke på noget andet. Bag efter ville jeg tage til Elephant and Castle, hvor Bobby og Maura boede tæt på. Alt sortnede for øjnene af mig, og jeg skulle skynde mig hen til den station, inden Niall løb efter mig. Nej vent, han er jo ligeglad, og hader mig? Ha, ja.

 

Nialls POV:

"Mariah vent! Hvad snakker du om?" jeg var meget forvirret. Hvad lavede den tøs? Mig og de andre drenge kunne godt lide hende, så hvad mener hun med det? 

Alt inden i mig var et stort spørgsmål. Hvad skulle jeg gøre? Det endte med jeg begyndte at løbe efter hende. Hvor var hun på vej hen? Jeg satte i løb efter hende, og her må jeg sku indrømme: Jeg må se at få spist noget mindre! 

"Stop Mariah." Råbte jeg efter hende. Den lille tøs, kunne da godt nok løbe hurtigt. Jeg var ved at hente ind på hende, og kunne se hun havde kurs mod Bakerstreet station. Jeg fik mit togkort, op af lommen, så jeg kunne være hurtig igennem de der sikkerheds dimser, man skulle igennem, for at komme til selve stationen. 

"Piger, se det er Niall fra ONE DIRECTION!!" Skreg hun, og pegede på mig. Åh nej. Hvordan kunne hun? Hun vidste jeg ikke kunne klarer for mange piger, eller for den sags skyld bare mennesker. Der lød en masse skrig og med et kunne jeg ikke se Mariah mere. Pigerne kom nærmere, men jeg var hurtigere at gemme mig bag en skraldespand - ja skraldespand. Eller nærmere en container. Jeg satte mig på hug bag containeren, og prøvede at få mit åndedrag underkontrol. Tog Mariah hjem til mine forældre? Eller hvor tog hu hen?

Jeg var så bekymret for hende, tænk hvad hun kunne finde på, når hun troede vi ikke kunne lide hende. Altså jeg måtte indrømme hun var lidt snoppet, og måske en smule overforkælet, men alt i alt, er hun da en okay person - som mig og drengene godt kan lide. Ellers ville vi jo ikke bruge vores tid på hende.

 

Mariahs POV:

Jeg sad og kigge ned i jorden i toget, der sussede afsted under Londons gader, mod Elephant and Castle. Jeg tog mig selv i, op til flere gange, at sidde og snøfte, og få tårer i øjnene. En gammel dame, der havde siddet ved siden af mig, spurgte om jeg var okay, og jeg sagde bare ja, så godt som jeg nu kunne. Hun havde bare nikket, og læst videre i London Evening Standard, eller sådan noget.

"Next stop: Earls Court, please mind the gap, for the train, and the platform." Lød den meget mekaniske stemme, og jeg sprang op og ud af toget inden man kunne nå at sige 'Hej jeg hedder Mariah'. Jeg fik brugt mit togkort igen, for at komme ud. Det er et underligt system de har her i London, men det er sikre end det i Danmark.

Jeg løb over mod Hyde Park, og ind i gennem sådan en port i nærheden af Hyde Park Court. Court, court, court, underligt ord. Min mobil ringede sin velkendte ringetone, og jeg kiggede på min iPhone. Ukendt nummer. Jeg sukkede dybt, og havde mest af alt lyst til at trykke på den røde knap, men alligevel - som den idiot jeg nu engang er - trykkede jeg på den grønne knap.

"Det' Riah." Mumlede jeg ligeglad, og stilede mig under et træ.

"Mariah er det dig? Åh gud vi har været så be-"

"Jeg gider ikke snakke med dig eller jer, eller hvem i nu er." Afbrød jeg tvært, og lagde på. Jeg kunne ikke hører hvem det var, men det var helt sikkert en af drengene. Jeg forsatte ned igennem parken mod St. James Park, der lå tæt ved Burkingham Palace. Jeg kunne ligeså godt få noget ud af resten af dagen, inden den stod på barberblad.

 

***

 

"Søde Niall havde ringet." Maura var straks ved mig, og jeg ignorerede hende bare, mens jeg tog min jakke og sko af. Jeg gik op mod mit værelse, uden et ord. Ja, det var forkert, der kan jeg godt mærke, men jeg er ikke i snakke humør nu.

"Jeg tager ud og køber ind nu. Er tilbage om 2 timer. Bobby kommer hjem også omkring to timer. Jeg ved ikke hvor drengene er." råbte Maura til mig, og lidt efter hørte jeg døren smække. Flot, nu skred hun også, med den undskyldning, at hun skulle købe ind i to timer. Hvilket menneske køber ind i 2 timer, på en normal hverdag??

Jeg satte mig i min seng og sukkede. Hvorfor var jeg sådan en diva? Snoppet, og over forkælet? Det gik ud over alle andre, og nu også 5 popstjerner!! Hvad er jeg dog for et menneske? Det må være det pokkers homoner, 'unge mennesker' har i de her år.

Jeg gik over og startede min computer og gik ind på Spotify, for at finde en af min absolutte ynglings sange: Beyoncé's Best Thing I Ever Had. Den kvinde kan synge! Jeg kan hele den sang i hovedet. Jeg begyndte at synge langsomt med, og til sidst slap jeg alle følser løs. At synge giver mig lov, til at vise mine følser, igennem sangen. 

"I wanted you bad. I'm so thoungh whit it, 'Cause honestly you turned out best i ever had, you turned to be the best thing i ever had." sang jeg, uden at tænke på at der var andre hjemme, inden Niall kom bragende ind, og gav mig der sygeste chok. - lige det øjeblik glemte jeg alle de skide homoner der kørte rundt i kroppen på mig, inden jeg med et trak min diva side frem. Jeg kiggede skeptisk på Niall, der så overrasket på mig, inden han efter nogle sekunder udbrød,

"Hvor løb du hen Mariah?? Vi var så bekymrede for dig."

"Ja, sikkert. Min røv er bedre end dig til at lyve." snerrede jeg, og kiggede vredt på Niall. Det var slet ikke meningen, men det fløj jo bare ud af hovedet på mig. Kom ikke her og lyv.. - vent, han sagde jo at de var bekymrede for mig? I denne verden er det svært at tro på mennesker, fordi så mange svigter. Men.. hvorfor så løve efter mig? Sige drengene var 'bekymrede' for mig og alt det der pis? Det giver jo ingen mening!!

"Mariah, stop nu med at være en diva. Du var meget sødere i starten af igår." svarede Niall hårdt igen. OK mester, nu er der dømt bitchfight!!

"Niall, nu tror jeg lige du skal til at passe på." knurrede jeg, og prøvede at sende det bedste dræberblik, jeg kunne fremtrylle - det gik så bare ikke så godt...

"Hvad, hvorfor? Er lille Riaaaah, farlig? Hvad vil hun mon gøre?" Niall hånende og kiggede på mig, og sendte mig et langt bedre dræberblik, end jeg gjorde før. Jeg sendte det straks tilbage. Hvis man kunne dø af et blik, var vi nok begge døde. Han havde bare ikke lige været hånlig, vel?

"NIALL! Jeg er ikke lille, og jeg kan tæve dig med en hånd!"

"Jeg er da ikke blevet tævet endnu, så tøøøør Mariah ikkeøh?" drillede Niall spidst, og kiggede med det stadigvæk hånlige blik på mig.

Jeg fløj over imod ham, og begyndte at slå ham, på brystet, inden jeg væltede ham omkuld. Jeg var så træt af ham og hans drillerier!! Jeg kunne ikke styrrer mig mere, og jeg flippede helt ud. Han fik fat i noget af mit hår, og smerten skar igennem mig. Jeg var ikke i stand til at føle om han havde hevet det ud, smerten overtog alt.

"NIALL IKKE HÅRET DIN TARD!"

"Niall, fik du snak..- Mariah og Niall hvad er det har gang i her?? Kan i så stoppe!!" Liam kom ind på værelset, hvor mig og Niall var igang med en større slåskamp. Vi kiggede begge to bodrøde i hovederne, op på Liam, der stod med en meget stram mine på. Niall flyttede sig fra mig, fordi han sad over mig, og holdte febrilsk mine arme nede til jorden, for at jeg ikke skulle slå ham. Jeg kiggede hadefuldt på ham, der nu smilede uskyldigt til Liam, så til mig, og så til Liam igen, hvor han låste sit blik. FUCK HAM!

"Han sagde jeg var lille og svag!!" sagde jeg barnligt, og meget surt. Liam sukkede og kiggede opgivende på os.

"Niall?" spurgte Liam Niall, nok for at få hans historie.

"Mariah andgreb mig, uden nogle grund og-"

"LØGN!" skreg jeg nu med tårer i øjnene, og fik mig vristet mig ud af Nialls greb, og fik ham væltet af mig, så han trillede rundt på jorden. Han sad jo som sagt, over min mave men - stærk som jeg nu er - kom jeg væk fra ham, og væltet ham omkuld.

Jeg tørrede arrigt de skide pikke tårer væk fra mine våde øjne, og kiggede i smug på Niall, der opdagede jeg havde tårer i øjnene, og blev helt bleg. Liam så også overrasket på mig, inden han kiggede strengt på Niall.

"Jeg ved ikke hvad der er sket, men Niall du kommer med mig! Og Mariah, jeg sender en af de andre drenge op for at snakke med dig." Liam pegede skiftevis på os, og vi begge nikkede - det var sku altid noget vi var enige. Og tænk! Jeg havde kun været her i 24 timer, og allerede var jeg kommet ud i en slåskamp, med den jeg var 'tættest' med. Det her forløb kommer jo til at gå godt..  Niall og Liam gik ud af værelset, og nedeunder hvor Liam lavmeldt sagde noget u tydeligt til de andre drenge.

Jeg kravlede over til min seng, og følte en kniv stikke ind i hjertet og dreje rundt, skubbe og grave derinde. Jeg lagde mig ned under min dyne, og trak den over mit hoved. Hvis jeg bare var en struds.. De kan bare stikke hovedet i jorden, og så forsvinder deres problemer. Tårene begyndte kraftigere at trille, ned af mine kinder, og til sidst lande i min mund, for at give en salt smag. Jeg begravede hovedet i puden, og holdt vejret. Hvis jeg holdt det længe nok, ville jeg dø..

"Mariah? Hvor er du henne?" lød en blid stemme, og nogle trin op af trappen, inden de stoppede, formentelig foran indgangen til mit room. Room lyder så sjovt. Det fik mig til at smile mentalt, men så tænkte jeg på situationen, og smilet falmede, inde under dynen.

"Mariah søde, kom ud derfra." den blide stemme satte sig på sengen, så den gyngede lidt. Jeg bed mig hårdt i læben, og smagen af blod, blandede sig med tårenes smag, salt. "Lad os nu snakke om det. Jeg vil gerne hører historien." den blide stemme havde ikke ændret tonefald, og dens hånd begyndte at stryge dynen, lige der hvor min ryg var under.

"Nej." Mumlede jeg så godt som jeg kunne, for ikke at min stemme knækkede over.

"Jo kom nu, du kan ikke gemme dig foraltid." den lød som om stemmen smilede. Den strøg mig stadigvæk blidt over ryggen. Den blide stemme skulle ikke se mig med røde øjne, og hævet ansigt, eller bare alt i alt, græde.

"Nej, jeg er grim.." sagde jeg højt under dynen, så stemmen kunne hører mig.

"Du er den smukkeste pige jeg har set. Og jeg har set mange." stemmen var stadigvæk blød og rolig, og tonelejet var stadigvæk det samme som da stemmen kom. Jeg kunne ikke tyde stemmen, fordi mine lave hulk gjorde det svært for mig, derfor, kalder jeg den 'stemmen'.

"Løgn."

"Jeg er skam ærlig. Kom nu frem." jeg løftede langsomt dynen væk fra min ansigt, og kiggede op i de grønne øjne, alle falder for. Harrys. "Du er smuk! Se på dig selv! Flotte former, fed stil, smukke øjne, smukt hår. Nu mangler vi bare at tage diva facaden af dig, og du er noget nær det mest perfekte." Harrys ord var søde, de varmede og alt det der jaja, men.. de lød tomme, og falske.

"Som om." tudede jeg, og gemte mit hoved i puden igen.

"Babe, fortæl nu historien. Hvad skete der?" emneskifter. Og emneskiftere lyver. Harrys finger kørte rundt i en blid cirkel på min ryg, der fik mig til at slappe af. Jeg hulkede højt. Han havde set mig som tomat fjæs før, og med tårer i øjnene ligefør, så hvorfor ikke bare slippe alle hæmninger?

"Jeg er et forfærdeligt menneske! Jeg bliver sur over ingenting, og var urimelig overfor Niall, selv da jeg prøvede at få ham til at slappe af, da han fik Klaustrofobi anfald, foran Madame Taussand's. Jeg har bare været den der snoppede pige, der troede hun ejede hele verden. Jeg ved ikke hvad der er sket med mig de sidste par dage, jeg, jeg, jeg, jeg aner det ikke!!!! Ikke had mig, jeg har haft så mange problemer da jeg var mindre, og jeg er en meget mere følsom person, end mange tror, og det hele gør i kage!!" gispede jeg, og prøvede at få vejret igen, da jeg sagde det hele på 10 sekunder.

"Søde hvil dig lidt, så snakker vi m det ikke? Du er træt, og udkørt. Få noget søvn, og så går det hele i orden, ok?" Harry gik over til mit vindue og trak rulle gardinet ned, og så de sort gardiner, så rummet blev helt mørkt. 

"Okay.. Godnat." hviskede jeg så højt at han kunne hører det.

"Godnat smukke. Husk, Du-Er-Smuk." 3 ord, én løgn. Kliché. Med de tanker faldt jeg i en dyb drømmeløs søvn, inden Harry nærmest var ude af døren igen.

 

A/N:

Undskyld jeg ikke har udgivet et kapitel i lang tid, men jeg har været på ferie i London så har ikke haft tid til at skrive. Når vi rammer de 28 likes, får i mere, da jeg gerne vil have noget at arbejde for.

Kys, kærlighed, babes,

Ida x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...