Famous {1D}

Da Mariah fylder 17 får hun den sprogrejse hun altid har drømt om i mange, mange år - at bo hos en værts familie i England, og studere i 1 år. Mariah kommer oprindeligt fra en lille by i Danmark ved navn Køge. Hendes forældre har sparet op til denne rejse, og Mariah er ved at dø af spænding, men da hun finder ud af at hendes værts familie er selveste Niall Horans? Hvordan reagere hun mon? Og vil Mariahs inderste drøm virkelig gå i opfyldelse, at blive en verdenskendt super stjerne? Følg med i "Famous {1D}" God læse lyst :-) **der kan være stødene scener og sprog. Jeg fralægger mig alt ansvar**

35Likes
31Kommentarer
2856Visninger
AA

7. 6.

"AH, DRENGE JEG MÅ OG SKAL HAVE DEN HER!!" skreg jeg og løb over til en butik, hvor der stod en mannequin med den smukkeste lyserøde kjole, der ville passe perfekt til mine sølvstiletter - selvfølgelig er kjolen lyserød, min signatur farve, ha! (Link i kommentaren, ignorer prisen der står) Jeg styrtede ind i butikken, inden drengene overhovedet noget af reagerer-.

"Hej har i flere af de lyserøde kjoler i har stående i udstillings vinduet? Hvis i har, har i den så i størrelse. XS og strørrelse S? Altså bare fordi det er lidt forskelligt hvad størrelse jeg plejer at bruge. Men har i?" snakkede jeg til ekspedienten der kiggede forskrækket på mig, fordi jeg kom - som en gris - og snakkede så hurtigt, så hurtigt. Jeg vil have den kjole!!

"Øhm, hejsa, jo jeg kan kigge ude på lageret?" svarede ekspedienten nervøst, og pegede på en dør hvor der stod 'LAGER' på. Jeg nikkede bare ivrig, og sendte hende et afslappet smil. Hun var meget skræmt af min opførsel - hvilket jeg godt kan forstå. Jeg vendte mig om ved lyden af drengenes stemmer. De snakkede vidst noget om piger, tøj, og så nogle fans. 

"Dem her?" ekspedienten dukkede op, med to kjoler. Den ene lidt mindre end den anden, men det var jo bare godt. Jeg takkede hende, der faktisk hed Line, og tog kjolerne med over til et prøverum. Drengene snakkede højlydt udenfor prøve rummet. Jeg trak mit tøj af, og hev størrelse XS på. Alt for lille! Den kunne ikke engang lynes. Der var sådan en lynløs i siden, som man ikke kunne se når den var lynet. Jeg trak størrelse S på. Den sad som smøget på. Jeg havde fået et par stilleter med af ekspedienten, det var en fin butik, for at jeg kunne se, hvordan den så ud med høje sko til - selvfølgelig fik jeg dem ikke! Jeg hoppede elegant, ned i skoen - møøøøs, det her sæt var.. PERFEKT!

"Drenge, hvad synes i? Er jeg for tyk til den?" spurgte jeg nervøst, og trak forklædet for prøverummet til siden, og trådte ud i spotlight lyset, fra lamperne over mig. Jeg følte mig som en superstjerne på den røde løber. Jeg drejede rundt, og kiggede nervøst på drengene. Synes de jeg lignede noget der var løgn, eller hvad?

"Hvad så smukke?" grinte Louis, anerkenderne og nikkede tilfreds til mig. Jeg rødmede, og tog en blond hårtot om bag øret der havde begivet sig på afveje, og selvfølgelig rødmede jeg. Jeg kiggede ned på trægulvet, der pludselig blev meeeget interessant.

"Ikke dårligt, ikke dårligt," mumlede Zayn, og tog sig til hagen, på den der Zayn-måde, man ikke kan beskrive. Drenge, så er det heller ikke værre!

"Du ser godt ud Mariah, den farve passer godt til dig," sagde Harry, og smilede til mig. Jeg kiggede diskret op, og smilede et skævt smil tilbage. Jeg er SÅ dårlig til at tage imod komplimenter. Nogle mennesker soler sig i andres komplimenter, mens jeg, ja, bliver flov over dem, og rødmer. It's not fair! Niall og Liam stemte også i, og jeg rødmede endnu mere. 

"Tak drenge, hvor er i søde. Niall hvad koster den? Vil du ikke lige tjekke prismærket?" takkede jeg dem, og kiggede på Niall der nikkede og jeg vendte ryggen til ham, så han kunne se prisen. Han tog prismærket i hånden og rømmede sig.

"Ehm, Mariah? Den koster 539 pund," mumlede han, og slap prismærket. 539? Nu vil jeg ikke lyde dum, for jeg fik 10 i matematik, men hvor mange pund er det i kroner?

"Hvordan omregner man det til danske kroner?" spurgte jeg, og kiggede underligt på dem. Harry tog sin telefon op, og jeg ville gætte på han gik ind på Valutakurser-et-eller-andet hvad ved jeg, for Louis stod og mumlede at det var en god idé.

"Det er 5000 danske kroner," sagde Harry og viste mig telefonen. Den har jeg jo ikke råd til! 

"Det har jeg ikke råd til."

"Vi køber den," lød det ovre fra Louis side, og de andre drenge stemte i, og syntes det var en god idé Nej. Bare nej. De skal ikke bruge deres penge på mig. 

"Drenge i er utrolig søde, men nej, i skal ikke købe den for mig," svarede jeg beslutsomt, og lukkede den disksution med en enkel håndbevægelse. Ikke tale om! Jeg smuttede ind i prøverummet igen, og kunne hører drengene snakke lavt ude foran. Hvad havde de dog gang i? Betale så meget for en kjole til mig? Tsk never! Jeg tog forsigtigt den smukke kjole af og hang den på en knage i prøverummet. Jeg trak mit gamle tøj på, og tog stiletterne af, som jeg havde lånt af butikken. Niall og Zayn kom farende hen imod mig, så snart jeg trak gardinet, eller hvad det nu hedder, fra.

"Heeeejsa, Mariah, kom vil du ikke hjælpe os med at finde noget tøj?" spurgte de hektisk og trak mig, imod drenge tøjs afdelingen. 

"Drenge, drenge, rolig. Ok, hvad leder i efter?" spurgte jeg dem, og holdte en skovmands ternet skjorte op foran Zayn, der kiggede mistænktssomt på den, hvor efter han rystede på hovedet - drenge, er så svære at gøre tilfredse. Men nemmere end piger, tro mig, det kender vi alle!

"Jeg kunne godt tænke mig en polo shirt eller sådan noget," mumlede Niall og pillede ved en skrig gul en, der i mit hoved skreg "tag mig ikke! jeg er for grim" Jeg fnes over den gule trøje, og kiggede med et seriøst blik på Niall, der trak på skuldrene. Zayn begyndte også at fnise lidt, over den gule trøje.

"Hvad med den her?" spurgte jeg, og pegede på en blå en. Klassisk enkel, men der var et eller andet i den, der ikke fik den til at se så kedelig ud.

"JA!" udbrød Niall, og trak den først og bedste ned fra hylden, uden at kigge på størrelsen. Faktisk undrede det mig lidt, at vi ikke havde mødt nogle fans endnu - taget i betragtning af at det var dækket af deres jakkers hætter, og solbriller. Men deres fans måtte da være bedre til at kende dem? Altså hvis jeg mødte The Wanted, ville jeg kunne kende dem på 0,09 sekunder.

"Skal du ikke have noget?" spurgte jeg Zayn, der bare rystede på hovedet. Nå nå, mr. Sexy! What? Sexy? Men Zayn er altså sexy, det kan du ikke sige imod mig. Bare hans være måde 'hey jeg er Zayn, Zayn Sexy Malik. Jeg er for overlækker, når jeg sender mit mystiske blik, og du elsker det' parodi af Zayn! Niall kom ud af prøverummet, og på magiskvis passede trøjen perfekt til ham. 

"Seriøst hvordan gør du det?" spurgte Zayn undrene og så på Niall, med et blik der sagde spørgsmålstegn.

"Gør hvad?"

"Du hiver bare en tilfældig trøje ned, og pling, den er din størrelse? Helt seriøst, hvordan?" Zayn var stadigvæk undrene og lavede nogle sære fagter med armene, jeg kom til at fnise lidt af. Han stod helt råvild  der og fægtede sygt med armene.

"Jeg er magisk det ve' du godt Zayn," sagde Niall med et grin, og gik ind i prøverummet, for at skifte trøje.

"Mariah, vi har købt noget" fnes Louis, og løb over mod mig med en pose i hånden, efter fulgt, af Harry og Liam, der vidst havde gang i en meget interessant 

Louis rakte mig en pose, fra den butik vi var i nu. Nej, de havde købte kjolen til mig!! Jeg stod og gloede ned i posen, for det her kunne ikke passe. Spassere! Det burde jeg nu ikke syntes når de lige har købt en motherfucker dyr kjole til mig, men nej, det burde de ikke!

"Drenge, jeg sagde jo nej, til det?"

"Jamen, da Niall og Zayn hev dig med over til mandetøjs afdelingen hentede vi andre kjolen i prøverummet, og købte," svarede Louis triumferende.

"Det kan jeg ikke tage imod," svarede jeg og kunne fornemme mit ansigt for en gangs skyld var helt blegt.

"Mariah, vi tjener tusinde af penge hver dag, og nu har vi givet dig en velkomst gave!" sagde Zayn, og jeg vidste de havde vundet. Ih, jeg hader at få gaver, jeg fortjener dem slet ikke! Og så slet ikke drengene jeg først lige havde mødt. Jeg rystede opgivende på hovedet af dem.

"Men tak så drenge. I er nogle dejlige nogle," smilede jeg, og tog Niall - der netop havde betalt sin trøje - og Louis under armen, og vi gik ud af butikken, i en lang kæde, af smilede idioter.

 

***

"Har du været i London før?" spurgte Liam, og jeg rystede på hovedet. Jeg kendte INTET til London. Jeg vidste kun der var en fransker-tårn eller noget, og et ur. 

"Er her ikke et fransker-tårn, og et ur her et sted? Og jo! Et voksmuseum!" svarede jeg, og blev over glad, over jeg kunne huske noget om et voksmuseum. Jeg er dummere end en gris. Nej, grise er de klogeste dyr i verden, så en.. GULDFISK! Nej, de kan huske ting i 9 måneder.. Mus! Nej.. hvilke dyr er dumme? Jeg blev afbrudt af drengene der begyndte at grine hysterisk. Hvad var deres problem?

"Fransker-tårn?" hakkede Harry ud i små bidder, fordi han grinte så meget. Her var jeg så en.. lama. JA, lama, der ikke vidste hvad de grinte over.

"Der er et pariserhjullet London Eye, søde skat dog," grinte Louis, og klappede mig to gange på hovedet. Say helle to Tomato-woman! Grr. 

"Det var da tæt på," trøstede Harry, og lagde armen om mig. Inden han flækkede af grin igen. Hvilket mindede mig om vi kun havde mødt 20 fans eller sådan noget - drengene siger det er rekord lidt, så ja, vi havde mødt rekord lidt fans, der skulede ondt til mig. Hvorfor var nogle der gjorde det? Tog jeg deres kæææærester? Nurh, tud. Der var selvfølgelig også nogle der smilede sødt til mig og GISP jeg gav dem min første AUTOGRAF! *skriiiig* Ej, det var faktisk pænt sejt. Altså at give autografer. Drengene må ha' det dejligt.

"Tak for støtten," mumlede jeg surt, og satte farten lidt op. De skulle ikke tro, de kunne få skovlen under mig! Selvom jeg kun spillede sur, for ja, hvorfor skulle jeg være sur? De havde købt mig en dyr kjole, betalt min frokost, købt nogle sko til kjolen selvom jeg sagde NEJ, og båret nogle af mine andre poser, af tøj og diverse andre ting, jeg selv købte.

"Mariah, vent," drengene kom løbene op til mig, stadig med små kvæk af grin, og tøsefnis. Jeg stoppede op og ventede fornærmet på dem. 

"Hm, jeg kan ikke være sur på jer, i er for cute," sagde jeg, og tog i Nialls kind, da han var den der var tættest på. Aye, sagde han, og trak sig væk fra mig, med en hånd på min kind.

"Tuuuud skatter," grinte jeg, vendte om på hælen med næsen i sky, og gik med sikre skridt hen ad gaden. Kunne mit liv så blive bedre?

 

 

A/N:

Nyt kapitel! Wuhu! I er uimodståelige dejlige mennesker, fordi i 'liker', sætter den på favorit listen, og skriver søde kommentarer. Æææælsker jer,

Ida x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...