Did you forget about us.. ~1D +13

Valerie, 18 år. Hendes bedsteven hedder Louis, Louis Tomlinson fra One Direction. De er lidt mere end bare 'Venner' ifølge Valerie ihvertfald.. Louis og hende flirter meget sammen i offentligheden, om det er seriøst ved hun ikke.. Valerie har stærke følelser for Louis, men hun tør ikke fortælle ham det. En dag fortæller Louis hende, at han har fået en kæreste. Flere måneder går, og de har ikke snakket sammen siden da dag han fortalte hende.. Deres venskab er ødelagt..

Kommer Louis og Valerie nogensinde til at snakke sammen igen?
Bliver det nogensinde det samme som før?

Find ud af det. :-) ♥

( SE TRAILER! )

76Likes
98Kommentarer
15289Visninger
AA

26. The darkness that surrounds you are heavier by far ~Part 25

Louis' POV

Det var som om hele min verden bare brød ned. Som om mit hjerte blev suget ind i et sort hul, og der var intet håb o at jeg fik det tilbage. Som om min sjæl blev revet ud af min krop og forsvandt. Som om jeg var fysisk til stede, men resten af mig var dødt. For var der nogen mening med at leve når hun ikke fik lov til det? Hun ville aldrig få børn. Aldrig blive gift. Vent... Lad mig tage den til mig igen. Hun vil blive gift. Om det så skal være den sidste ting jeg gør. Jeg var for langt væk til at ligge mærke til at Valerie havde skreget af mig i telefonen. 

"LOUIS! Louis, babe! Er du der. Vær sød at svar mig? LOUIS! Du gør mig bange!" skreg hun, og man kunne høre panik niveauet stige i hendes stemme. 

Jeg rømmede mig og trak vejret langsomt ind. 

"Jeg er her." hviskede jeg. 

Jeg hørte hende græde i den anden ende af røret, og jeg fik det med det samme forfærdeligt. 

"Hvor er du henne?" spurgte jeg. 

Hun snøftede og trak vejret rystende ind. 

"Er lige kommet hjem. Kommer du ikke over?" 

"Er der om 5 minutter." sagde jeg og lagde på. 

 

Valeries POV

Der er gået 2 timer og han er stadigvæk ikke kommet. Jeg sukkede og satte mig til rette i sofaen. Det her skete bare ikke. Hvorfor lige mig? Jeg har hørt om andre der fik det, og syntes det var forfærdeligt! Men har aldrig troet det ville ske for mig? Tror ikke nogen troede det. Tror ikke alle de små børn der legede på legepladsen, og to uger senere lå på hospitalet og kæmpede for deres liv, troede at de ville ligge der. Jeg lænede mig fremad, støttede mine albuer mod mine knæ og begravede mit hoved i mine hænder. Jeg sad sådan i cirka en halv time, da det ringede på døren. Jeg orkede ikke engang blive sur. Jeg havde kun 2 uger at leve i... Hvad ville pointen i at tilbringe de uger på at skændes med den person man elsker mest. Jeg rejste mig op og gik hen til døren med mine fødder slæbende efter mig. Jeg svang døren op og fik nærmest et chok. Der ude stod Louis og drengene i et jakkesæt, Perrie og Danielle (Liam- og Zayns' kærester)  i en silke blå kjole og en præst. Vent hvad... En præst? Jeg blinkede et par gange for at være sikker på at de rent faktisk var der. Hvorfor var de alle så pænt klædt på. Louis trådte indenfor, og vendte sig hurtigt om og gav en eller anden pose til Danielle. Han kyssede min kind og rakte mig en konvolut, før han gik hurtigt ud af døren med drengene og efterlod Danielle og Perrie her. Jeg kiggede forvirret på de to piger, der bare smilte stort til mig. 

"Hej! Vi har ikke rigtig mødt, men vi har hørt så meget om dig! Jeg er-"

"-Danielle!" færdiggjorde jeg og smilte. "Liam har fortalt en hel del om dig." 

Hun rødmede lidt og gik videre ind i stuen. 

"Ved ikke om Zayn har nævnt mig men jeg er ihvertfald-"

"-Perrie." færdiggjorde jeg igen "Han har fortalt en del. Måske for meget... Det blev lidt trættende at høre på alt hans kæreste pladder hele tiden." 

Hun grinte lidt og gik også ind i stuen. Jeg fulgte efter dem og observerede dem imens de trak makeup og krølle jern og hår dimser ud af deres tasker. Danielle kiggede op på mig, imens hun holdt et slags tørklæde. Hun gik hen imod mig og før jeg kunne reagere havde hun bundet det rundt om mit hoved, men ikke om mit hår. 

"Hvad laver i?!" udbrød jeg og prøvede at fjerne bindet, men mine hænder blev klasket væk. 

Jeg sukkede og blev ledt hen til sofaen. 


1 time senere

"Okay så mangler vi bare kjolen!" udbrød Perrie og hvinede. 

Jeg blev hjulpet op og stå og inden længere blev min krop omringet af et silkeblødt stof. Jeg sukkede af velbehag, hvilket fik dem til at le. Da de var færdig kunne jeg høre to dæmpede hvin, og jeg blev derefter proppet i nogle sko og ledt ud af døren.
Omkring 15 minutter senere var vi ankommet, tror jeg da. Vi stoppede ihvertfald med at gå! Jeg kunne høre vandets brusen og sand sive ind i mine flats. Jeg rynkede mine øjenbryn lidt, da de ledte mig videre ned af hvad jeg er ret sikker på er en strand. 

"Sådan!" Hviskede Danielle tæt ved mit øre. 

Pludseligt blev alt lyst og jeg kneb mine øjne sammen, da det kom lidt for pludseligt. Jeg åbnede dem langsomt og besvimede næsten af hvad jeg så. Jeg kiggede ned af mig selv og så at jeg var klædt i en lang simpel, hvid silkekjole. Louis stod lidt længere fremme sammen med drengene under en bue af liljer... Min yndlings blomst. Danielle og Perrie stod modsat drengene og et par rækker af stole var sat op, og fyldt af nogle venner herfra og ellers bare deres band og deres management. Jeg var frosset fast. Først da Louis' øjne mødte mine, tøede jeg op og begyndte at tude. Jeg gik op af 'alteret' imod ham. Da jeg tog de første skridt, begyndte Liam, Niall, Zayn og Liam at synge 'Marry you' af bruno mars. Jeg smilede af dem og nåede endelig hele vejen op til Louis. Hans øjne glintrede. Jeg havde det som om min mave slog kolbøtter og var fyldt med alle verdens sommerfugle. Jeg havde alt for travlt med at kigge på Louis så jeg hørte overhovedet ikke efter Louis lige pludseligt sagde 'ja'. Jeg smilede bredt og kiggede på præsten. 

"Og Valerie... Vil du tage Louis William Tomlinson som din ægte mand til døden jer skiller?" spurgte han. 

Jeg havde mest lyst til at bryde ned og græde der, da jeg vidste at vi ville blive skilt meget snart så. Jeg kiggede tilbage på Louis. Han er alt jeg nogensinde har villet ha. Han har gjort det af mit liv som jeg nu har levet sammen med ham, til et eventyr. Uden ham, ved jeg ikke hvor jeg ville være nu. 

"Ja." Sagde jeg endelig og smilede. 

Præsten smilede og lukkede sin bibel i.

"Du må nu kysse bruden." 

"Aye aye, captain!" Drillede Louis og pressede hans læber imod mine. 

Jeg smilede ind i kysset og trak så væk for at kramme ham. Jeg fortjente ham virkelig ikke.. 


Skip til feeesten

Jeg havde det skidt. Ved ikke hvad der var galt. Men mit bryst blev ved med at gøre forfærdeligt ondt, og havde kvalme. Louis og jeg skulle stille os op og danse vores første (og sidste) dans som ægtefolk. Jeg tog hurtigt mit lille brev til Louis i hånden, og tog hans hånd og lod ham tage mig ud på danse gulvet, men lige så snart musikken startede, begyndte smerten i mit bryst at blive værre. Det skete nu, det her var det. Men der var jo ikke engang gået en dag? Satans læger. Jeg kiggede ind i Louis' øjne en gang mere, og pressede mine læber mod hans. 

"Jeg elsker dig." nåede jeg at få hvisket inden det hele blev sort.

Hospitalet 

Fandens. Hvorfor er jeg ikke død? Jeg kan høre alt hvad der foregår men jeg kan ikke røre mig. 

"Hvad er hendes status?" sagde Louis med en panisk stemme. 

Jeg prøvede at åbne min mund for at sige noget, men jeg kunne mærke at jeg forsvandt fra min krop. Kom nu, bare en sidste ting! 

"L-lo-ou-is." hviskede jeg. 

Jeg kunne høre raslen og ligepludseligt kunne jeg mærke en varm hånd rundt om min. 

"Val? Er du der? Hæng i okay? Det er ikke slut. Jeg skal nok gøre alt for at vi kan være sammen!" 

Jeg rystede svagt på mit hoved, og kunne mærke tårerne strømme ned af mine kinder. Jeg trak vejret dybt og jeg kunne føle at jeg fik mere kraft, så jeg satte mig lidt op og åbnede mine øjne. Louis sad på en stol ved siden af mig, med tårer trillende ned af hans kinder. 

"Nej Louis. Det er spild. Det er for sent. Hør her.." sagde jeg og lagde min frie hånd ovenpå hans. 

"Du skal fortsætte uden mig okay?" sagde jeg og kiggede seriøst på ham. 

Han rystede sit hoved voldsomt og knugede min hænder. 

"Jov.." blev jeg ved med at sige imens han rystede på sit hoved. 

"Du skal finde, en fantastisk pige... Som du skal blive gammel med." hviskede jeg blidt. 

"D-det skulle j-jo være os to." stammede han og kiggede op på mig med bedende øjne, som fik mit hjerte til at knuse. 

"Det skulle det. Men det bliver det ikke. Du skal få børn, som løber rundt på dit stue gulv, starter i skole, forelsker sig." startede jeg imens hele hans krop rystede og hans tårer ramte mine hænder. "de forelsker sig igen og igen indtil de finder den rigtige, så går de ud af skolen og finder deres eget sted, og inden længere har du børnebørn. Og dette vil du dele med en pige. En fantastisk pige. Ikke mig Louis. Ikke mig.." hviskede jeg. 

Det fik ham bare til at græde endnu mere og ryste på hovedet. Jeg kunne mærke flere tårer strømme ned af mine kinder. 

"jeg vil aldrig glemme dig Louis. Lov mig du ikke glemmer mig. Fortæl vores historie okay?" Hviskede jeg. 

"Den er ikke slut endnu." hviskede han. 

Jeg nikkede og aede hans kind. 

"Jov den er. Louis, jeg dør. Du må nødt til at give slip. Drengene vil være der for dig. Jeg vil altid være her dog.. Der inde." hviskede jeg og førte min hånd til hans bryst. 

Han nikkede nu og rystede kraftigere, imens han trak mig tættere på ham så mit hoved hvilede på hans skulder. 

"Jeg elsker dig Louis. Fortæl vores historie.. kig i min hånd til begr-" hviskede jeg men fik ikke det hele med da jeg kunne mærke mit hjerte, stille holde op med at slå før der var helt stille. 

 

Louis' POV

jeg kiggede op mod solen hvis stråler strømmede fredfyldt igennem de tynde skyer. Jeg kiggede fremad igen og gik ind i kirken. Jeg var helt væk hele ceremonien, da det eneste jeg kunne fokusere på var den hvide kiste, udsmykket med flotte gule, blå blomster. I det hele taget lyse farver, da det nok var hvad hun ville have haft. Jeg kom først tilbage til virkeligheden da mit navn blev nævnt, og jeg skulle holde min tale. Jeg stillede mig op og gik op til mikrofonen. Jeg scannede hurtigt rummet og så på alle de grædende ansigter. Især drengene. De var helt ødelagte. 

"Valerie var mit alting." startede jeg og kiggede på mit papir. "Hun var min sol, min ilt altså min livs kilde. Og nu når hun er væk, har jeg mistet min sol. Jeg har mistet halvdelen af mit hjerte. Den anden halvdel er delt udover mine band medlemmer og min familie, men hun tog halvdelen med sig da hun forlod mig." Jeg måtte nødt til at bide min læbe for ikke at græde. Jeg tog mikrofonen i hånden og gik hen til den åbne kiste, hvor Valerie lå og så så fredfyldt ud. Jeg tog aede hendes hånd og sukkede. "Valerie, hvis du kan høre mig nu. Så vil jeg bare sige at jeg elsker dig. Jeg ville ønske jeg kunnet have gjort noget for at have stoppet det her, men det kunne jeg ikke. Jeg har mistet dig. Jeg har mistet min Val. Jeg kan stadig ikke fatte de ord. Men jeg har officielt mistet dig. Du er væk. Jeg elsker dig, Val. Det vil jeg altid gøre." sluttede jeg af og tog hendes hånd. 

Da mine fingre nåede ind til hendes håndflade kunne jeg mærke noget. Papir? Jeg fik det ud og gemte det i min hånd. 

"Mig og drengene vil gerne synge en sang til ære for Valerie." sagde jeg imens drengene begyndte at komme herop. Jeg lod drengene synge da jeg ikke selv er i stand til det lige idag. 

"Your hand fits in mine like it's made just for me. 
But bear this in mind it was meant to be. 
And im joining up the dots with the freckles on your cheeks, 
And it all makes sense to me.
I know you've never loved the crinkles by your eyes when you smile,
You've never loved your stomach or your thighs. 
The dimples in your back at the bottom of you spine.. 
But i'll love them endlessly. 
I won't let these little things, slip.. out of my mouth. 
But if it's true, it's you oh it's you, they add up to. 
Im in lovve with you, and all these little things." 

 

De færdiggjorde sangen imens jeg læste hvad der stod på sedlen i hendes hånd. 

"Kære Louis og drenge. 
Louis, jeg er så ked af det. Jeg ved du må være helt knust, men det skal nok blive godt igen. Det lover jeg. Jeg elsker dig så højt. Det vil jeg altid gøre. 
Og til jer allesammen! Jeg er så stolte af jer. I har altid været der for mig. I er ligesom brødre for mig! Jeg elsker jer allesammen så højt. Jeg er nok død når i ser det her, og jeg er så ked af det. Det er jeg virkelig. Jeg er ked af at jeg ikke kan være der når i vælter alle andre sangere og bands af hitlisterne, jeg er ked af at jeg ikke kan se jeres børn vokse op, jeg er ked af at vi ikke kan være den der gamle gruppe fjollede og sjove mennesker som spiller bingo hele dagen, som vi snakkede så meget om, Niall! ;) 
Men mest af alt er jeg ked af at jeg forlader dig Louis. At vi ikke har en fremtid sammen, at jeg ikke bliver dine børns mor. Jeg elsker jer allesammen. Jeg er så stolt, og glad for at have haft så meget tid sammen med jer. 
Kys og kram fra jeres Val.xx"

Brevet var fyldt med pletter fra mine salte tårer da jeg var færdig. Jeg elsker dig Valerie. Det vil jeg altid gøre. 


~
LaerkeHoran 


A/N: 
WAAAAH! SO SAD!): omg.. jeg græd da jeg skrev den her. 
og jeg er ked af at sige det her, men det her var slutningen på den her historie! TUUUUSIND tak for at have læst, selvom det er Cecilie der har lavet alt det hårde arbejde.*-: 
VI ELSKER JER! 
~Stay beautifuuul~

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...