Did you forget about us.. ~1D +13

Valerie, 18 år. Hendes bedsteven hedder Louis, Louis Tomlinson fra One Direction. De er lidt mere end bare 'Venner' ifølge Valerie ihvertfald.. Louis og hende flirter meget sammen i offentligheden, om det er seriøst ved hun ikke.. Valerie har stærke følelser for Louis, men hun tør ikke fortælle ham det. En dag fortæller Louis hende, at han har fået en kæreste. Flere måneder går, og de har ikke snakket sammen siden da dag han fortalte hende.. Deres venskab er ødelagt.. Kommer Louis og Valerie nogensinde til at snakke sammen igen? Bliver det nogensinde det samme som før? Find ud af det. :-) ♥ ( SE TRAILER! )

76Likes
98Kommentarer
14811Visninger
AA

25. Not Again ~Part 24

Valerie's synsvinkel

Jeg vågnede op på hospitalet, igen. Jeg kiggede på Louis, som lå lige ved siden af mig. Jeg prikkede ham på kinden, hvilket fik ham til at vågne. Han kiggede på mig, og smilede kort. Jeg lagde mig helt tæt indtil ham, og hvilede mit hovedet på han's bryst.

'Hvordan har du det?' Mumlede han.

'Godt, hvorfor da?'

'Ikke for noget.. Er du ikke svimmel eller noget?'

'Nej. Jeg har det fint Louis'

Han nikkede kort, og kyssede mit hår. Senere idag fik jeg lov til at forlade hospitalet, eftersom det ikke var så slemt. Jeg satte mig ind i bilen, og ventede på Louis han havde udskrevet mig. Efter 10 minutter, kom han endelig. Han satte sig ind i bilen, og kørte væk. Efter 3 minutter var vi hjemme. Han gav mig nøglerne til huset, så jeg kunne komme ind. Jeg åbnede døren, og trådte indenfor. Louis gik lige bag mig, og lukkede døren. Jeg gik ind i stuen, og så de andre sidde på sofa'en. De sprang op fra sofa'en og løb hen og krammede mig.

'Hvad laver i her?' Spurgte jeg, og trak mig væk.

'Vi var bekymret' sagde Liam.

Jeg smilede til dem, og satte mig ned på sofa'en De satte sig ned ved siden af mig, og Louis satte sig på gulvet. Pludselig begyndte jeg at blive en smule svimmel, jeg rejste mig op og gik ind i køkkenet. Jeg tog et glas fra skabet, og tændte for vandhanen. Pludselig kunne jeg mærke nogle stærke hænder omkring min talje, jeg satte glasset på bordet og vendte mig om.

'Hej Valerie'

'Hej Louis'

Jeg kunne ikke lade være med at grine, og det kunne han heller ikke. Han kyssede mig blidt på munden, og forlod derefter køkkenet. Jeg drak vandet, og gik ovenpå. Jeg lagde mig på sengen, og lukkede mine øjne i.

5 uge senere.

Jeg har været syg hele ugen, og det blev værre og værre. Jeg spiser ikke noget. Jeg har ondt i maven, hovedet, nogle gange er der en trykken på brystet. Jeg besluttede mig at tage til lægen idag. Louis er taget på Tour med de andre, og kommer først hjem om ca. 1 måned. Jeg satte mit hår op i en løs knold, og forlod derefter huset. Jeg trådte ind, og satte mig ned på stolen. Pludselig åbnede døren, og lægen trådte ud.

'Kan jeg få lov at se Madison?'

Jeg rejste mig hurtigt fra stolen, og fulgte med lægen. Jeg satte mig ned på stolen, og kiggede på lægen. Han kiggede på mig, og smilede.

'Nå hvorfor er du her?' Spurgte han.

'Jeg har haft det skidt i 5 uge. Jeg har ikke spist noget. Jeg har ondt i maven, hovedet og nogle gange er der en lille trykken på brystet'

'Okay. Vil du lige lægge dog på båren, så jeg kan få tjekket dig?'

Jeg nikkede kort, og rejste mig fra stolen. Jeg lagde mig ned på båren, og lægen fulgte efter. Han trykkede mig på maven, og spurgte om det gjorde ondt. Derefter tjekkede han min hjerte rytme.

'Jeg tror du skal tjekkes på hospitalet, jeg bestiller en tid til dig. Du skal bare gå derover nu'

Jeg nikkede, og rejste mig op. Jeg tog min jakke, og forlod lægehuset. Jeg gik hen til hospitalet, som lå lige ved siden af. Jeg gik hen til en sygeplejeske, og fortalte at min læge havde lavet en aftale.

'Kom med.' Sagde hun.

Jeg fulgte med hende, og kom ind til et lille rum. Hun bad mig om at ligge mig ned, så hun kunne tjekke mig. Jeg gjorde som hun sagde, og lagde mig. Jeg kiggede på hende hele tiden. Efter ca. 20 minutter, var hun færdig.

'Jeg kommer om lidt med resultatet'

'ok..' mumlede jeg.

Jeg satte mig op, og kiggede på hende imens hun forlod stuen. Jeg kiggede på gulvet, og ventede på at hun kom tilbage. Pludselig åbnede døren, og en mand trådte ind. Han smilede til mig, og satte sig ned på en stol.

'Ok Madison. Vi har fået tjekket dig, og vi bliver desværrer nød til at sige at du har fået kræft'

'Hva-Hvad? Er du sikker?'

Han nikkede, og sukkede.

'Hvor langtid har jeg sådan ca. tilbage at leve i?' Spurgte jeg nervøst.

'Jeg vil gætte på 2-3 uger. Jeg er ikke helt sikker'

Jeg nikkede kort, og kiggede på gulvet. Hvorfor mig? Hvorfor.. Hvordan vil Louis ikke reagere? Han er ikke engang kommet hjem der.. Jeg rejste mig op, og sagde farvel til lægen. Jeg skyndte mig hjem, og løb ovenpå. Jeg smed mig på sengen, og begyndte at græde. Jeg besluttede at fortælle det til Louis, selvom det bliver svært.. Jeg fandt min mobil frem, og tastede han's nummer ind. Han tog den med det samme.

'Hej skat! Hvad så? Jeg glæder mig til at se dig igen!' Sagde han.

'Hej Louis. Ikke så meget faktisk, glæder mig også til at se dig. Men der er noget jeg må fortælle dig' mumlede jeg.

'Hvad er det?' sagde han nervøst.

'J..Jeg har kræft'

______________________________________________________________________________
 

CecilieStyles

Yoo. Like den lige da?:D Vi vil gerne have flere likes på den, eftersom der næsten ikke er flere der liker den. ): Nå, laver nok part 25 imorgen, eller senere :) x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...