→ Give your heart a break {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2012
  • Opdateret: 28 sep. 2014
  • Status: Igang
Alt gik i stykker, da den dengang så livsglade Louis Tomlinson havde fundet sin kæreste – Eleanor Calder – efter hun havde valgt at tage en ende på sit eget liv. Den dag skulle forandre alting; Louis kunne ikke bære’ tanken om sit livs største kærlighed havde forladt ham på sådan en måde, så han drak sine sorger væk. Louis fik ødelagt sit liv godt og grundigt; lidt mere for hver dag der var gået. Han endte med at blive smidt ud af bandet One Direction. Det hjalp ikke sport. Louis blev i besiddelse af rigtig hårde stoffer; intet blev bedre! Nu er Blair Styles – Harrys lillesøster – kommet for at hjælpe sin bror, som er så ulykkelig over hvad hans engang bedsteven gør ved sit liv. Vil Blair være i stand til at hjælpe Louis? Og kan han overhovedet reddes?

53Likes
65Kommentarer
4855Visninger
AA

7. Kapitel 6.

 

”Louis. Du kan ikke bare bringe det på banen og så bede mig om at glemme det bagefter.” sagde jeg lidt irriteret. Jeg havde altid været kendt for at være et ret nysgerrigt menneske, så jeg kunne ikke rigtig smide tanken væk.
”Jeg kan sådan set gøre hvad jeg vil.” sagde han med sit blik rettet imod vinduet. Jeg skulle måske bare have respekteret at Louis bare gerne ville holde det for sig selv, men det kunne jeg virkelig ikke.
”Louis, kom nu.” tiggede jeg. Jeg sendte ham et utilfreds smil, hvilket fik Louis til at grine lidt.
”Du kunne prøve at spørge Harry. Han ved det godt.” sagde Louis, hvorefter han smed det sidste stykke af sin cigaret ned i et alt for fyldt askebær, der stod på bordet.
”Det kan jeg ligesom ikke.” mumlede jeg med et halvt smil på læberne. Louis kiggede forvirret på mig, men begyndte så at grine, da han havde forstået hvad jeg mente.
”Storebror ved vist ikke at du er på besøg, hva'?” sagde han. Jeg rystede bare smilende på hovedet, imens Louis smed sig selv tilbage i sofaen.
”Jamen, skat. Det går altså ikke.” sagde Louis. Han satte sig op – og prøvede at kigge alvorligt på mig, men det gik ikke så godt. ”Det her er slet ikke et sted for en sød pige som dig.” forsatte han og lod sin finger køre igennem noget hvidt pulver på bordet, som derefter sad fast på spidse af hans pegefinger. Jeg blev bare siddende uden at sige noget, mens han førte fingeren op til munden, hvorefter han stille pustede det hvide stads væk igen. De fleste narkomaner ville nok aldrig lade noget gå til spilde, men Louis havde vel købt det stof der i lange baner. Det ville ikke overraske mig, hvis han havde brugt alle sine penge på det.
Louis rettede sin opmærksomhed på mig igen, imens han smilede drillende til mig. Jeg forblev tavs, da han igen åbnede munden for at sige noget.
”Jeg tror jeg er nød til at ringe til ham.” sagde Louis. Han rev sin mobil op af lommen. Han havde en typisk lille Nokia, hvilket overraskede mig en smule. Med de penge han – måske – havde, så ville jeg da have regnet med, at han havde fingeren i en bedre mobil end det. Han begyndte at taste Harrys nummer ind. Han kunne min brors nummer i hovedet. Hvis jeg ikke var så panikslagende lige nu, så havde jeg drillet ham med det. Jeg kunne tydeligt se, at han ringede ham op, men han nåede knapt nok at tage mobilen op til øret, før jeg hurtigt hev den ud af hans hånd. Jeg skyndte mig at afslutte opkaldet. Han ville nok alligevel ikke have taget sin mobil, når det var Louis der ringede til ham, men jeg var nød til at være på den sikre side.
”Du skal altså ikke ringe til ham.” sagde jeg alvorligt. Louis lænende sig igen tilbage i sofaen, mens han grinte en smule over min reaktion.
”Jeg føler bare jeg er nød til at være den ansvarlige her. Det går jo ikke at du render væk uden at fortælle nogen om det” sagde Louis. Jeg kiggede ekstrem irriteret på ham.
”Min bror behøver ikke vide alting.” vrissede jeg hårdt, men det så ikke ud til at røre Louis. Han smilede bare kækt til mig, imens han betragtede vreden i mine øjne. Jeg var ikke decideret vred, men bare virkelig irriteret over, han ville ringe til min bror. Han ville ikke blive glad, hvis han vidste hvor jeg var. ”Okay?”
Louis begyndte bare at grine igen, mens han kørte sin hånd igennem håret. Det hele virkede vel morsomt for ham, men jeg kunne ikke finde det sjove i det.
”Slap nu af, babe. Du jo helt op i det røde felt.” sagde Louis. Han tog sin hånd op til mine pande og mærkede forsigtigt på mig, men han trak hurtigt sin hånd tilbage. ”Av, du brænder jo.”
Jeg sendte ham et lidt forvirret blik, men begyndte så at grine. Et lille smil gled frem på hans læber, da han hørte mit grin. Han nød vel at få andre til at smile – mindst ligeså meget som han nød at irritere dem.

Samtalen fortsatte bare i hvad der føltes som evigheder, men det var egentlig kun sølle femoghalvtreds minutter. Jeg måtte nu indrømme, at det faktisk var ret hyggeligt; i starten var det måske en smule akavet. Jeg anede ikke rigtig hvad jeg skulle sige, men en ting førte til en anden og pludselig havde vi så mange ting at snakke om – eller jeg havde. Det havde Louis sikkert også, men han var vel ikke klar til at dele sine tanker med mig, så han sad bare og lyttede til mig. Det havde været virkelig rart at kunne få talt ud. Det havde jeg svært ved at gøre med Harry, fordi han var så beskyttende over for mig. Jeg elskede uden tvivl min bror, men han var ret nem at såre, så jeg vidste at han ville blive ked af det, hvis han skulle lytte til mine problemer hele tiden. Derfor var det så let at tale med Louis. Han lod mig bare snakke ud – og stillede mig nogle små spørgsmål. Han havde også en lidt flabet, men alligevel humoristisk side, som gjorde at det hele ikke var så deprimerende.
Jeg troede faktisk også jeg kunne se et lille stykke af Den Gamle Louis bag hele den facade han havde bygget op. Han virkede så betænksom, hvilket havde kommet utroligt bag på mig. Jeg troede den side af ham for længest var gået tabt, men jeg tog måske fejl. Det gjorde vi alle.

”Skal jeg kører dig derned?” spurgte Louis en anelse genert, selvom han prøvede at skjule det ved at kigge væk. Jeg begyndte at grine lidt, imens jeg fjernede noget hår der dækkede mit ansigt. ”Du ved, så går det også hurtigere.” tilføjede han – stadig uden at kigge på mig, men han fangede alligevel det lille nik, jeg lod kom fra mig.
”Hvis du vil.” sagde jeg. Louis sendte mig et lille smil, før han tog min jakke ned til mig. Han hjalp mig endda med at tage den på. Louis hev også selv en sort hættetrøje over hovedet, så chancen for at han kunne tage i supermarkedet uden at blive genkendt, var en smule større. Han plejede at elske rampelyset; opmærksomheden, men det var Den Gamle Louis. Nu ville han ikke engang tale med sine fans længere. Hvis de prøvede at bede ham om noget, så ville han bare gå direkte forbi dem.

Vi fik begge stukket vores fødder ned i vores sko, før  vi trådte ud i det kolde november vejr. Heldigvis, var der ikke langt fra hoveddøren til hans brand flotte Porsche, så der gik ikke lang tid, før jeg igen var i varmen. Louis styrtede ind i bilen. Han frøs nok, hvilket ikke var så overraskende, når han kun havde den tynde hættetrøje på. Så snart han kom ind på førersædet, så lod han sine hænder gnide op af hinanden for at varmen tilbage. Jeg kunne ikke undlade at grine. Så slemt var det vel heller ikke. Vi havde måske gået ti meter udenfor. Louis sendte mig et lille smil, mens han pustede på sine hænder for at genvinde varmen.

Endelig startede Louis bilen, som var overraskende ren. Der var ikke det mindste rod at se. Han holdte vel virkelig af den bil, hvilket var forståeligt. Det var en hver drengs drøm at eje sådan en bil.
Louis havde ikke stor respekt for de forbi passerende mennesker. Han kørte bare ned igennem gaderne med musikken på fuld knald. Han kunne heller ikke bare sidde stille, så han svingede bare rundt med hovedet i takt til musikken. Af en eller anden grund, så gjorde jeg det samme og vi begyndte også bare at skråle med på musikken. Det var nok en smule uansvarligt gjort af os – og især af Louis, da han kørte bilen, men vi havde det bare sjovt og det på det tidspunkt føltes alt andet bare ligegyldigt.

Turen gik forholdsvis hurtigt. Det var kun en lille køretur på seks minutter. Vi trådte begge ud af bilen, hvorefter vi hurtigt løb over mod indgangen til supermarkedet, da det stadig var ret koldt udenfor. Jeg havde aldrig været der før, så jeg havde lidt svært med at finde rundt, men Louis så ud til at kende stedet ret godt, så han styrtede bare ned imod det område, hvor alt slikket befandt sig – og der var rigeligt af det!
Jeg havde heldigvis taget en helt del penge med, så jeg kunne købe så meget, jeg havde lyst til. Vi fandt en masse chips, som vi smed ned i indkøbskurven. Bagefter begav vi os hen imod chokladen, hvor vi også fik fundet en helt del som vi kunne købe. Jeg regnede med, at jeg også skulle købe noget, vi kunne drikke, så jeg fik Louis til at blande en pose med noget tilfældigt slik, mens jeg gik ud for at lede efter vi kunne få at drikke i aften. Jeg skulle nok have bedt Louis om hjælp, men jeg troede da godt at jeg kunne finde ud af det. Jeg tog fejl. Jeg gik bare rundt i ring uden så meget, som at komme i nærheden af noget drikbart.
Til sidst fandt jeg heldigvis kølediskene, hvor alt colaen befandt sig. Det havde godt nok også taget sin tid. Jeg fyldte mine hænder op med, så mange flasker jeg kunne bære. Jeg kunne næsten ikke se noget for alle de flasker. Jeg skulle vel have taget kurven med, men jeg kunne ikke gå tilbage for at hente den nu. Jeg ville sikkert ikke kunne finde vej herhen igen. Da jeg endelig følte, jeg havde et godt hold på flaskerne, så smækkede jeg disken i og begav mig tilbage til Louis, men jeg nåede ikke mere end nogle enkle meter, før jeg hørte en bekendt stemme kalde på mig. Jeg vendte mig op, hvor det første mit blik stødte på var Harrys smilende ansigt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...